Arkiv 2015

Sidste nyt 2015

28. december 2015

 

En trist besked.

 

Vi fik en trist besked pr. mail i dag. Wildmountain Tollers You Move Me So aka Lucca fra B.B. King-kuldet er blevet aflivet.

 

Lucca boede i Sønderjylland sammen med Brian, Diana og deres to piger. Senere kom der et par cocker spaniels ind i familien. Lucca har levet et godt og aktivt liv i Sønderjylland. Brian brugte ham til jagt, og han fik mange gode oplevelser og daglige badeture.

 

Han har på det sidste haft lidt problemer med øjenbetændelse og havde fået fjernet en stor fedtknude på hovedet. Men det sidste års tid har han derudover haft mange smerter i bevægeapparatet. Han var stiv i bagkroppen og kunne ikke hoppe op i sofaen og i bilen. Han måtte holde pause, når han spiste, for at rette sig op. Til sidst besluttede hans familie, at det var på tide at sige farvel.

 

Lucca blev født den 13. juni 2007 og blev 8,5 år.

 

Vi ved, at han betød meget for familien, og at han vil blive savnet. Men som altid når man er ansvarlig for et dyr, så skal man træffe den svære beslutning om, hvornår det er forbi.

28. december 2015

 

Årets sidste opdatering?

 

Vi kan vist lige nå en meget tiltrængt opdatering, inden vi træder ind i et nyt år. Vi har været ramt af løbetid og nyt knæ, så det er så som så, hvad der er sket. Men.....noget er der jo sket.

 

Jeg havde jo "bestilt" et nyt knæ den 23. november. Datoen var nøje afpasset med, at jeg havde tilmeldt mig en masse træning med Vixen, som efter planen skulle gå i løbetid lige omkring den dato. Men.....man kan jo ikke altid styre naturen, så Vixen gik i løbetid den 20. oktober, hvilket var temmelig forstyrrende for mine planer :-)

 

Vi var tilmeldt Jagtlydighed hos Pernille. Her måtte vi skippe de sidste par gange. Vi var også tilmeldt et dirigeringskursus over fire gange med 14 dage imellem. Den første gang kunne jeg ikke deltage, da jeg var til prøve i Tollerklubben med Vixen. Og så gik kun i løbetid, så jeg nåede heller ikke de næste to gange. Jeg glædede mig derfor til 4. og sidste gang, men så blev Pernille syg, og kurset blev udskudt til januar 2016.

 

Vi var også tilmeldt et kursus hos Marianne Pedersen, der handler om ro. Noget, vi fint kan bruge noget mere af. Her blev jeg også nødt til at aflyse pga. løbetid.

 

Noget, jeg dog heldigvis nåede, var kurset med Sanna Hallgren. Jeg havde arrangeret et kursus i weekenden den 14. og 15. november i Birkesø. Vi var to hold - et begynderhold og et hold med mere trænede hunde. På det første hold deltog tre af Vixens hvalpe: Cookie, Cody og Vigger. Det var så dejligt at få mulighed for at til bringe lidt mere tid med dem og se dem i træningssituationer. På holdet for de erfarne deltog bl.a. Vixens søster, Foxy (og June) og Odd med Charlie.

 

Som sædvanligt lærte jeg en masse af Sanna. På førstedagen arbejde vi med dirigeringer/tilbagesendinger/nærsøg. Hundene fik lov til at se, at Sanna lagde en masse dummyer forskellge steder i et større område. Så skiftedes vi til at sende hundene til de forskellige steder. Det handlede om, at hundene skulle holde linjen og ikke lade sig distrahere af, at en anden hunde havde været i et andet område. Det var til tider ikke helt let for dem, men jeg syntes generelt, at hundene gjorde det rigtig godt.

 

Efter at have arbejdet i dette område i et stykke tid, blev vi sendt ned i et område med højt græs/høj bevoksning, hvor vi skulle arbejde med nærsøg og med at fastholde nærsøget.

 

Dagen efter brugte Sanna "dirigeringsområdet" til at lave en lang dirigering. Foxy og Vixen var de første. Vi lagde ud med at lægge et par dummyer i et af de områder, vi havde brugt dagen før, så gik vi ca. 140 meter ned i den anden ende, hvor endnu et par dummyr blev lagt. Nu skulle Foxy så sendes op til den første dummy. Det var ikke så let, for hun lod sig distrahere af de områder, hvor hun også havde været dagen før. Hun gik derfor tættere og tættere på. Efter at have sendt Foxy 4-5 gange, lykkedes det. Foxy kom op i området, fandt dummyen og kom tilbage og afleverede. Vixen og jeg var gået med op mod området. Da Foxy havde løst sin opgave, spurgte Sanna, om jeg ville sende Vixen fra, hvor jeg stod nu (ca. 100 meter), eller om jeg ville gå lidt længere. Jeg var usikker på, om hun kunne huske dummyen i den anden ende. Vi havde gået efter Foxy i længere tid og været fokuseret på, hvor Foxy var blevet sendt. Men.....da jeg vendte Vixen og rettede hende ind, var jeg ikke i tvivl om, at hun havde helt styr på dummyen oppe i den anden ende. Så jeg valgte at gå endnu længere væk, og vi endte nok ude på ca. 120 meter. Jeg rettede Vixen ind, hun "låste" på målet og blev sendt. Der var ingen slinger i valsen. Hun løb direkte ud, samlede op og kom direkte hjem. Helle optog dirigeringen med sin mobil og lagde den ud på sin blog (http://clevercookiescorner.blogspot.dk/2015/11/sanna-hallgren-kursus-dag-1.html). Jeg var rigtig godt tilfreds med hende.

 

Vi sluttede dagen af med en dirigeringsøvelse, som faktisk var ret lærerig og en øvelse, som vi vil arbejde videre med.

 

Den 22. november havde jeg en træningsaftale med Jeanette, Helle Stockfisch og Helle Lund Pedersen. Emnet var "frit søg". Jeg har jo haft lidt problemer med, at Vixen efter et stykke tid begynder at spørge om hjælp. Jeanette har været i Sverige og træne med Birgitta Staflund-Wiberg og har der lært en god måde at træne søg på. Det måtte vi jo lige indvies i, så vi mødtes ved Jeanette. Det var en lidt hektisk dag, da Vixen var noget oppe og køre, det var skidekoldt og snevejr, og jeg havde bare ondt i mit knæ. Men....jeg fandt ud af, hvad det drejede sig om, og vil prøve at arbejde videre med søget a la Birgitta Staflund-Wiberg.

 

Den 23. november tog jeg så til Århus, hvor jeg på Hamlet skulle have skiftet mit knæ ud - eller rettere sagt halvdelen af knæet. Dagen efter hentede Leif mig, og så gik der lidt tid med at slappe lidt af og poppe smertestillende piller. Optimistisk som jeg er, havde jeg meldt mig til et dirigeringskursus hos Pernille Lillevang den 19. december - lige kanp fire uger efter operationen. Folk sagde, jeg var skør, men jeg kørte derned og tøffede rundt ude i skoven i tre timer - og det var altså ikke stierne, vi gik på. Næ, det var op og ned at bakker, over grøfter etc. Jeg havde en stol med, så jeg kunne hvilke knæet, når det var muligt. Det gik faktisk rigtigt godt, selv om jeg var total færdig, da jeg kom hjem. Vi var kommet på holdet for de erfarne. Jeg kunne godt mærke, at vi ikke var på omgangshøjde med de øvrige deltagere, men overordnet set synes jeg, at Vixen gjorde det ok. Og Pernille er fantastisk til at tilpasse øvelserne til den enkelte hund.

 

Under min sygemelding er der ikke sket så meget andet på træningsfronten end dirigeringskurset hos Pernille. De sidste dage her i julen skal vi dog ud og lave lidt. Vixen er ikke længere tilfreds med at ligge og putte i sofaen. Når vi er i kælderen, hugger hun en dummy, som hun glad afleverer til mig. Jeg tror, at hun prøver at fortælle mig noget.

 

Træningsplanerne i 2016 er foreløbig et frit søg-kursus i januar hos Pernille. Derudover er jeg kommet på et Jagtlydighedshold 2, som starter i begyndelsen af februrar. Og så håber jeg, at Marianne Pedersen får stablet endnu et "Ro-kursus" på benene. Derudover kommer der forhåbentlig gang i træningen med "tøseholdet", og måske får Henriette aftalt en ny dato med Iben Pytlich. Enddelig har Helle og jeg lovet hinanden, at vi oftere skal stikke hovederne sammen og få trænet mor og datter lidt.

2. november 2015

 

Flere tollere

 

Denne smukke tegning har vi fået af Kristians kæreste, Julie. Hun læser på The Animation Workshop i Viborg, hvor hun går på linjen "Visuel HF". Vi synes, at hun er meget talentfuld, og vi er meget gade for denne tegning, som er tegnet af efter et billede, som Leif har taget. Vi synes, at hun i den grad har ramt deres individuelle udtryk.

1. november 2015

 

Tre nye tollere i familien

 

Disse flotte filtede tollere har vi fået af June og Odd. De er lavet af Trude Kleven fra Norge. Og de forestiller jo, som man kan se, Chili, Daisy og Vixen.

 

Vi er meget glade for dem, og de bliver med rette beundret af besøgende.

19. oktober 2015

 

Træning med Ben & Jerry-hvalpene

 

Hvor føler vi os altså privilegerede som opdrættere. I søndags tilbragte vi dagen i Haunstrup med seks af de syv hvalpe fra Ben & Jerry-kuldet. Grunden til det er, at Fricks ejere Katrin og Kai (Frick er far til Ben & Jerry-kuldet) tilbragte efterårsferien i Danmark og tilbød at bruge en dag på at træne hvalpene. Ikke nok med, at vi var heldige at finde en pragtfuld hanhund, som sammen med Vixen har lavet nogle fantastiske hvalpe. Denne hanhund har også en ejer, der i den grad interesserer sig for, hvad der kom ud af parringen mellem Frick og Vixen og interesseret følger med i, hvordan hvalpene udvikler sig. Vi har også fundet nogle fantastiske hvalpekøbere, som har lyst til at tilbringe en hel dag i Haunstrup i lidt kedeligt efterårsvejr for at hygge sig sammen og lære nyt. To af hvalpene havde taget turen fra Tyskland. Kai og Katrin havde derudover ”medbragt” fire hvalpe fra sit eget opdræt født en god uges tid før Vixens hvalpe. Ejerne til disse hvalpe tog alle turen herop fra Tyskland.

 

Kai havde forberedt nogle lette poster, som alle hundene kom igennem én for én. Vi havde også forberedt en post, som de også fik lov til at prøve kræfter med. Jeg håber, de fik nogle redskaber med hjem, som de kan bruge i deres videre træning.

 

Udover alt det ”alvorlige” var der jo også tid til at snakke, spise og ikke mindst sammenligne hvalpene fra kuldet. Der er flere af dem, som jeg ikke har set siden midten af juni, hvor vi holdt hvalpetræf. Hold da fast, hvor har de udviklet sig pænt. Vi er rigtig stolte af dette kuld og af deres skønne ejere.

 

De næste planlagte sammenkomster vil være en klubudstilling i februar, en røntgenfotografering på et eller andet tidspunkt i februar/marts/april og en mentalbeskrivelse til næste efterår. Derimellem kommer der forhåbentlig en masse spontane besøg og træninger.

15. oktober 2015

 

Resultatet af DE testen er kommet

 

Så har jeg endelig modtaget resultatet af DE testen fra OFA. Tja, det tog egentlig ikke så længe, men når man venter utålmodigt på et svar, så føles 8 dage som lang tid.

 

Som hendes mor og de søskende, der er testet, er Vixen clear. Og jeg er meget glad og lettet. Da hendes mor er clear, var det værste resultat, at Vixen kunne være carrier/bærer. Carriere er klinisk normale men de kan overføre enten et normalt gen eller et muteret/sygt gen til potentielt afkom.

 

Frick er ikke blevet testet, så hvalpene fra Ben & Jerry-kuldet kan enten være clear eller carrier/bærer. Men der er ingen af dem, der nogensinde vil blive ramt af denne sygdom.

Uge 41

 

Working test i Tollerklub-regi

 

Lørdag den 10. oktober kørte Vixen og jeg til Hyllebjerg ved Farsø i Nordjylland. Grunden var, at jeg havde meldt os til en working test på årets sidste prøve i Tollerklub-regi.

 

Jeg havde svinget lidt mellem at melde hende til en jagtprøve (som er på vildt) og en working test (som er på dummyer). Jeg valgte working testen, da hun stadig mangler lidt spontanitet på opsamlingen af vildt.

 

Det var som sædvanligt en lille intim prøve med få deltagere - fra Danmark og Norge.

 

Vixen skulle op som 4. eller 5. hund i begynderklassen, så jeg kunne lige nå at se et par hunde komme igennem posterne. Dommer var Kresten Henriksen.

 

Første post var tollingen. Jeg havde hørt Kresten sige til en af de andre deltagere, at hende kast var alt for korte. Så jeg kylede min bold afsted. Da jeg er en usædvanlig dårlig kaster, havde jeg ikke styr på, hvor den havnede, men heldigvis havnede den ikke i vandet :-) og dommeren var tilfreds med mine kast. Vixen gjorde det godt - direkte ud og hjem og ro på mellem tollingerne.

 

Næste post var en vandmarkering. Igen var der ro på. Hun gik direkte i vandet og kom direkte hjem. Desværre tabte jeg dummyen ud af hånden, men den flinke dommer sagde, at det ikke skulle ligge hunden til last, at jeg er fumlefingret :-)

 

Vi gik derefter nogle meter frem og gjorde klar til en landmarkering. Dummyen landede på en bakke med lyng. Vixen løb ud til området men havde lidt svært ved at finde dummyen. Hun var dog meget vedholdende på færten og gik hele tiden tilbage til stedet, hvor hun havde fanget færten og arbejdede ud derfra. Hun fandt dummyen og kom direkte tilbage og afleverede fint til hånd.

 

Så kom der endnu en vandmarkering. Denne gang stod vi på toppen af en bakke. Igen var det direkte ud, direkte hjem og aflevering til hånd.

 

Så var der en længere tur fri ved fod ned til det frie søg. Uha, det var ikke så godt. Her er noget at arbejde på. Men vi nåede da hen til søget i nogenlunde samlet flok :-)

 

Søget var jeg lidt nervøs over. Det lå i en lille skov, som lå i et hul med bakker omkring. De første hunde havde måtte arbejde hårdt, da der stort set ingen fært var derinde. Og jeg har jo haft lidt problemer med Vixen, der for hurtigt giver op og søger min hjælp. Nå, men jeg sendte hende afsted. Først løb hun op af en bakke, hvor der stod en kaster til den efterfølgende opgave. Jeg får hende ned og får sendt hende ind i skoven. Og så skal jeg da lige love for, at den lille rævetøs fik fart på. Hun tæskede rundt - men ikke uden mål og med. Hun brugte virkelig næsen. Når hun fik en fært, bremsede hun op, så mudder og jord stod op omkring hende. Det tog hende ikke lang tid at finde de fire dummyer, som dommmeren vil se.

 

Sidste post var igen en markering og igen på en bakke dækket af lyng. Denne gang gik hun direkte til den, og kom direkte tilbage og afleverede til hånd.

 

Og så var prøven færdig. Jeg var yderst tilfreds med Vixen - bortset fra vores fri ved fod. Hun løste opgaverne rigtig flot, var rolig og lydløs, og så var jeg så tilfreds med hendes søg. Jeg fik en rigtig fin kritik men måtte vente med min præmiering, indtil prøven var færdig.

 

Det var en lang ventetid :-) Jeg var ikke klar over, hvordan dommeren ville dømme den dårlige fri ved god. Jeg ville være rigtig godt tilfreds med en 2. præmie, så det var det, jeg håbede på. Da han så gav os en 1. præmie, blev jeg helt vildt glad. Da han så sagde, at hvis vores fri ved fod havde været i orden, ville Vixen være blevet bedste hund, tabte jeg kæben. Vi skal altså have den fri ved fod på plads nu!

 

Det er vist unødvendigt at sige, at det var en rigtig dejlig dag.

 

 

 

 

 

29. september

 

Tillykke med fødselsdagen

 

til Star Wars-kuldet, som bliver 9 år i dag

 

 

Uge 40

 

Træning, træning og atter træning

 

Vi har været temmelig flittige med træningen, Vixen og jeg.

 

Pernille Lillevang har endelig startet en træningsbiks op. Læs mere på www.potepower.dk og skynd dig at få tilmeldt dig nogle kurser. Jeg tilmeldte mig strakts to kurser: Dirigering 2 og Jagtlydighed 2. Da jeg læste beskrivelsen af begge kurser, tænkte jeg, at det lige var på vores niveau. Pernille sendt mig så ved en fejl en kvittering på min tilmelding til Jagtlydighed 1. Jeg tænkte lidt over, om jeg skulle gå på 1 eller 2 men besluttede så, at jeg ville på 1. Jeg var nogenlunde sikker på, at vi ikke ville falde igennem der, og hvis sværhedsgraden var lidt lav til os, så kunne vi koncentrere os om vores samarbejde.

 

Kurset startede den 22. september og kører over seks uger. Vi starter og slutter med lidt lydighed. Ellers har vi arbejdet med tilbagesendinger, nærsøg og markeringer. Det er et rigtig godt kursus, hvor der bliver taget hensyn til den enkeltes niveau. Og hver uge får vi en mail fra Pernille med vores lektier, som også er individuelle. Det er så godt, og jeg glæder mig til turen til Hedensted en gang om ugen.

 

Dirigering 2 starter den 10. oktober. Jeg må desværre springe den første gang over, da jeg skal til prøve i Tollerklubben.

 

Jeg har også deltaget på et foredrag og efterfølgende træning hos Marianne Pedersen. Foredraget var med Conni Hansen, som er DKK-instruktør. Det handlede om, hvordan man kontrollerer sommerfugle i maven, når man skal i konkurrence. Det er ikke mit største problem, men jeg vil gerne lære at kontrollere mine sommerfugle, når jeg træner med Vixen. Jeg er altid nervøs for, at hun skal pibe, og min nervøsitet alene kan være medvirkende til, at hun begynder at pibe! Det var et godt foredrag, og jeg fik nogle redskaber med derfra. Bagefter gik vi ud og trænede lidt. Vi skulle alle vælge to øvelser, som vi mente, at vi var gode til og så vise dem for de andre. Det alene kunne jo give sommerfugle i maven, for man vil jo gerne vise, at man kan lykkes med de øvelser, man har valgt.

 

Marianne holder et kursus - "Træning af ro". Jeg har tilmeldt mig, da det jo bestemt er noget, vi kan gøre brug af.

 

Endelig havde jeg en dejlig lørdag, hvor jeg trænede med Helle og Cookie. Vi skiftedes til at have hundene ude. Vi kom igennem flere forskellige øvelser, og helle er så fantastisk godt til at spotte ting, som jeg ikke lægger mærke til. Det er godt. Og så er det jo altid skønt at være sammen med Helle og Cookie.

Uge 36

 

Der trænes frit søg – med og uden vildt

 

Siden hjemkomsten fra Tollerspecialen har jeg skruet op for to ting: Vixens udholdenhed i søget, og arbejdet med vildt. Jeg skulle meget gerne have begge dele på plads inden næste prøve, som ligger i oktober.

 

Af mangel på gråænder i min fryser har vildtarbejdet primært foregået på kaniner, fasaner, duer, krager og en enkelt fløjlsand. Da vi kan risikere at møde det hele – på nær kragen – i begynderklassen i DRK og i Tollerklub-regi, så giver det jo også mening at træne med lidt af hvert. Det er faktisk kun på tollerprøverne i Sverige, hvor vildtet udelukkende består af gråænder + gæs i åben og vinderklasse. Det er faktisk gået over al forventning. Lysten var ikke den store fra starten, men bare ved at vise hende belønningsbolden, fik jeg hende faktisk til at apportere det hele. Der mangler noget spontanitet, men jeg er helt blæst over, hvordan sådan en skide bold kan ændre tingene til det positive.

 

Jeg har også introduceret hende for en noget større kanin, som vi havde liggende i fryseren. Den er vel på omkring 4 kg. Grunden er, at hun jo på et tidspunkt – forhåbentlig – skal apportere gæs, og det er jo nogle store bæster. Det rørte hende ikke, at kaninen var noget større, end hun er vant til. Hun bar den fint. Også der kunne spontaniteten dog være noget bedre.

 

I lørdags var vi en tur i Haunstrup og træne lidt med Martin og hans sorte pølsepantere. Martin ville tage et par krager med – og som en lille overraskelse havde han også medbragt en skarv. Det er ikke så tit, at man får mulighed for at træne med skarv, da de er fredede i Danmark. Det er dog muligt at få tilladelse til at regulere dem, og derfor var en af disse store, grimme fugle endt hos Martin. En skarv lugter ikke godt, og mange hunde er ikke glade for at tage dem. Vixen var ingen undtagelse. Hun snusede til den og lignede en, der skulle kaste op. Men……..så var det jo, at jeg tog mit (eller rettere Sanne Ammitzbølls) "våben" i brug. Tennisbolden!!!! Det lykkedes ikke i første forsøg, men lysten til bolden blev til sidst så stor, at hun samlede bæstet op og afleverede til hånd. Sådan!

 

Da vi lidt senere sad og hyggede, fik Vixen og Martins hvalp, Chinook, lov til at tusse rundt. Vixen var så fokuseret på at få bolden, at hun helt af sig selv hentede kaninen og afleverede den til mig. Det udløste selvfølgelig et par løbeture efter bolden.

 

Jeg har også trænet lidt udholdenhed i det frie søg med hende – på dummyer. Et par gange var jeg alene afsted, og selv om hendes udholdenhed var blevet bedre, så nåede hun til det punkt, hvor hun ”spørger”. Jeg prøvede lidt hårdhændet at ”overtale” hende til at fortsætte, men det har ikke været så succesfuldt. En dag, da Leif og de to andre hunde var med, prøvede jeg i stedet at sætte Chili af ved siden af mig. Det havde en god effekt! Hun søgte godt og længe. Da hun efter at have hentet adskillige dummier til sidst gav op, og jeg vidste, at der stadig lå et par dummyer derude, kaldte jeg hende ind og sendte Chili. Uha, det passede ikke den unge frøken. Da Chili havde fundet og afleveret en dummy, sendte jeg Vixen igen – og sikke en fart og energi hun udviste. Så måske er dette vejen frem?

 

Forleden mødtes vi i vores lille træningsgruppe med Iben Pytlich. Vi har jo efterhånden trænet en del gange med hende, og det er en fornøjelse og meget lærerigt hver gang. Denne gang stod der ”tramp” på menuen. Der blev trampet og trampet. Der blev samlet markeringer op, sendt til dirigeringer og lavet tilbagesendinger. Tramp er ikke Vixens stærke side. Hun kører meget op og har svært ved at rumme de mange hunde på én gang. Så nu har jeg meldt hende til et kursus hos Pernille Lillevang, hvor der bliver trampet til den store guldmedalje. Så kan hun lære det (forhåbentlig). Jeg har også meldt mig til et dirigeringskursus ved Pernille, og det glæder jeg mig meget til. Jeg håber dog ikke, at jeg har skudt over målet ved at melde hende til ”Dirigering 2”. Vi har i lang tid arbejdet med linjer, hun er stoplydig, hun kan dirigeres til siderne og bagud, og vi har arbejdet med nærsøg. Så på papiret skulle hun være klar til dette niveau, men…man kan jo aldrig vide, om ulydigheden pludselig løber af med

 

I DcH er vi også kommet i gang efter sommerferien. Vi har gået lidt spor, og vi har arbejdet med en del forskellige øvelser. Der er ingen tvivl om, at jagttræningen fylder mest i mit hjerte, men jeg holder også meget af træningen i DcH – og det gør Vixen bestemt også.

 

Jeg har stor tiltro til, at tingene nok skal lykkes med hende Vixen. Der er stadig rigeligt at arbejde på – både for hende og mig. Men det er også helt i orden. Tiden skal jo gå med et eller andet.

 

 

 

22. august 2015

 

Familiefoto

 

Da Vixens opdrættere besøgte os i Sverige sammen med Vixens mor, Bella, og Vixens bror, Area, benyttede vi lejligheden til at få taget et familitfoto af mormor Bella, mor Vixen, datter Cookie og onkel Ares. Virkelig en smuk familie.

4. august 2015

 

Ferie i Sverige og Tollarspecialen

 

Sommerferien gik i år til Sverige. Grunden var, at jeg igen meget gerne ville deltage i Tollarspecialen, som i år foregik i Sälen i Dalarna. Vi valgte en campingplads i Orsa - ca. 100 km fra Sälen. Dette skyldes dels, at vi vill bo på en god campingplads, der kunne tilfredsstille hele familiens behov og dels, at en del af ferien blev holdt sammen med Helle og Kim, som havde brug for en hytte, der passede til dem og hundene.

 

Dalarna og området omkring Orsa er smukt, og Sverige er i det hele taget et helt fantastisk smukt land.

 

Tollarspecialen lå i slutningen af ferien - fredag, lørdag og søndag. Jeg havde tilmeldt Vixen til jagtprøven begynderklasse. Jagtprøven er på vildt - ænder - så de sidste uger op til ferien, har vi trænet med ænder. Jeg er kommet sent i gang med vildttræningen med Vixen, da hun har været lidt for hot og lidt for glad for vildt. Hun har desuden haft en urolig og til tider hård mund, og min tanke var, at dette problem skulle løses, inden vi gik i gang med at træne med vildt.

 

Der gik ikke lang tid, før apporteringen af ænder kørte rigtig fint. Jeg lavede markeringer og dirigeringer med hende - men ikke så meget søg på vildt. Dette skyldes dels mænden af vildt, jeg skulle bruge i et søg og dels, at jeg tænkte, at hvis hun tager vildt ifm. markeringer og dirigeringer, så gør hun nok også i et søg. Jeg skulle bliver klogere!

 

Undervejs stødte jeg så på endnu en udfordring. Fra at være så skarp og arbejdssom i det frie søg, begyndte hun at "spørge", når hun havde hentet 3-4 dummyer. Chili havde samme problem på et tidspunkt, og det løste jeg på klassisk vis ved IKKE at give hende den hjælp, hun efterspurgte, og i stedet vende ryggen til hende. Den opskrift ville jeg også bruge på Vixen, men..... hun er en noget mere tålmodig hund end Chili, så når jeg vendte mig om, satte hun sig og ventede tålmodigt på, at jeg vendte mig om mod hende igen. Hvis det tog for lang tid, kunne hun endda finde på at sætte sig ved siden af mig og kikke ud i horisonten.

 

Da vi var i Sverige, fik vi besøg af Vixens opdrættere fra Kennel Lech-Toller Nest - Doris og Thomas. De var på vej fra en prøve i Ockelbo til prøven i Sälen og valgte en overnatning på "vores" campingplads. Her blev der tid til at arbejde lidt med Vixens vedholdenhed i søget. Jeg fik nogle gode redskaber, som dog ikke løste problemet her og nu. Vi fik også trænet noget fri ved fod, som jo heller ikke er vores stærke side.

 

Vixen og jeg skulle på prøve om lørdagen. Jeg valgte dog også at tage turen il Sälen om fredagen for at se Vixens mor, Bella, og Vixens bror, Ares, i vinderklassen. Bella har brillieret i vinderklassen mange gange, og hun er svensk tollerjagtchampion, men det var kun Ares' anden gang. Første gang var weekenden forinden, hvor han fik en 3. præmie.

 

Prøven var lagt i et fantastisk område et stykke oppe ad fjeldet. Det var et meget sumpet moseområde, hvor man permanent stod med fødderne i vand, så et gode støvler var et must.

 

Denne gang gik det også rigtig godt for både Bella og Ares. De lavede et flot stykke arbejde; Bella viste stor sikkerhed, og hun blev da også vinder af klassen. Ares' præstation var knap så sikker men stadig rigtig flot for en ung hund, der netop er kommet i vinderklassen, og han endte med en flot 3. præmie.

 

Jeg fik lige tid til at gå ned og se de sidste tre hunde i min egen klasse, inden turen gik retur til Orsa. Der var kun én af de tre hunde, der gennemførste, og det var ikke specielt imponerede hundearbejde.

 

Næste dag var det så Vixens og min tur - men først et stykke ud på dagen. Det gav mig mulighed for at kikke på mine konkurrenter. Der var gode og dårlige hunde. Stort set alle hundene havde lidt problemer med at gå i vandet. Enten stoppede de op ved vandkanten og overvejedede situationen, inden de gik i eller også - og det var de fleste - løb de langs kanten for at finde et sted at gå i. Jeg synes også, at der manglede lidt energi og fart, men det er jo en smagssag.

 

Endelig blev det vores tur. Kort forinden havde jeg fortalt Helle, at jeg ikke rigtig har fået trænet frit søg med ænder, men at jeg mente, at det ikke ville betyde så meget, da hun samler op fra markeringer og dirigeringer. Helle var chokeret, og jeg skulle blive klogere!

 

Begynderklassen bestod af tolling, hvor man som altid skulle snige ned til nettet med hunden fri ved fod. Efter tollingen var der to enkeltmarkeringer på vand. Herefter et frit søg og sluttelig en enkeltmarkering på land. Ingen af posterne var som sådan svære, men pga. området, var der alligelvel nogle udfordringer. F.eks. var det frie søg lagt så tæt ad tollingområdet, at man meget let kunne komme til at kaste sin tollinggenstand ind i søget, der var fyldt med ænder. Man kunne stort set stå på samme sted og udføre alle posterne, hvilket betød, at de ænder, der blev hentet ind, blev lagt i tollingområdet. Ænderne i det frie søg blev lagt tilfældigt ud, så der var masser af tom fært. Bortset fra det så var søgeområdet rigtig spændende dels med meget blød mosebund og dels med vand, som dog ikke var dybere, end at hunden kunne løbe i det.

 

Mine bekymringer omkring prøven handlede primært om fri ved fod til tollingområdet (her er hun tidligere stukket af), hendes ro i tollingen og så søget.

 

Nå, vores snigen var helt i top. Hun var meget opmærksom på skytte og kaster, men hun var mere opmærksom på mig og fulgte mig rigtig fint. Tollingen gik også rigtig godt, men vi var også heldige med, at dommeren ikke ønskede at vi skulle holde lange pauser. Hun havde masser af fart på og kom villigt tilbage med tollinggenstanden.

 

Hun fulgte mig pænt, da jeg gjorde klar til de to enkeltmarkeringer på vand. Dommeren havde sagt, at jeg måtte sende hende, når anden lå på vandet. Men som vanligt lader jeg hende vente 4-5 sekunder ekstra, da hun jo er kandidat til at blive en knaldapportør. Hun ventede pænt uden lyd og gik, da jeg sendte hende. Hun løb med stor fart i en lige linje ned til vandet med og gik direkte i uden stop. Svømmede hurtigt ud til anden, samlede op og kom ind. Ved den første and havde hun et grebskifte, da hun kom op af vandet. Det er helt OK og koster ikke noget. Hun afleverde ikke til hånd - hverken ved første eller anden and. Det er ok i begynderklassen, men hvis alle ænder bliver lagt på jorden, koster det præmieringer.

 

Anden vandmarkering var lige så flot som den første: Masser af fart og direkte ud og hjem.

 

Men så var festen også slut, for da jeg sendte hende i søget, markerede hun ænderne og gik så fra dem! Der var intet jeg kunne gøre, for at få hende til at samle op. Og så var prøven ligesom slut for os! Indtil da var hun blandt de hunde, der havde arbejdet bedst, så det var rigtig ØV!

 

Jeg er rigtig tilfreds med Vixen og hendes arbejde. Jeg er mindre tilfreds med hendes fører, der ikke søger for at være ordentligt forberedt! Og jeg ærger mig rigtig meget, da jeg ikke er i tvivl om, at vi havde endt med en præmiering, hvis søget var blevet gennemført.

 

Nu er min fokus så på, at få vildtet ind i det frie søg. Hun skal også vænnes lidt mere tildet andet vildt, vi kan blive præsenteret for. Hun tager det meste, men det er endnu ikke 100% spontant. I oktober er der en tollerprøve i Nordjylland, som jeg vil prøve kræfter med, og så vil jeg gerne have hende på et par C- og/eller B-prøver i DRK i år.

 

19. juni 2015

 

Hvalpetræf

 

Sikke en skøn weekend!

 

Lige siden hvalpene flyttede hjemmefra sidst i februar, har vi glædet os til det planlagte hvalpetræf den 14. juni. Vi har set enkelte af hvalpene i perioden fra de flyttede hjemmefra til nu, men der er også flere, vi kun har set på billeder. Alle hvalpene havde meldt deres ankomst, og farmand Frick kom også herop fra Wolfsburg sammen med Kai, Katrin og deres dejlige tæve, Awinita (som for øvrigt fik et kuld hvalpe med Vixens bror, Ares, et par uger før Ben & Jerry-kuldet blev født).

 

Vi havde aftalt med Kai og Katrin, at vi skulle træne lidt sammen om lørdagen. Så vi mødtes i Haunstrup, hvor Leif og jeg havde forberedt et par poster. Igen blev jeg bekræftet i, at Frick var et rigtig godt valg. Han er en utrolig dejlig hund; godt temperament og en fantastisk arbejdsglæde og –vilje. Deres tæve, Awinita, havde jeg aldrig set arbejde. Hun imponerede både Leif og mig. Sikke en hund!

 

Lørdag aften stødte de tyske hvalpekøbere, Vanessa og Deja og Karin og Henrik, til. Leif havde tændt op i grillen, og vi havde en hyggelig aften med en masse hundesnak.

 

Søndag kl. 10.00 mødtes vi så alle i Haunstrup. Efter at have hilst på hinanden – både hunde og mennesker – var det tid til lidt morgenmad. Dernæst havde jeg lokket Gitte til at fortælle lidt om klikkertræning, og vi havde forberedt en klikkerøvelse til dem. Vi havde besluttet, at håndtarget (at hunden dutter med snuden på hånden) ville være en god øvelse, da det er en del af apporteringsøvelsen (aflevering til hånd). Flere af hundene bliver klikkertrænet, så de havde helt styr på det. De, der ikke havde prøvet at klikke før, fik hurtigt styr på det, og hundene fangede faktisk ganske hurtigt, hvad de skulle. Vi har intet ønske om at pådutte nogen, at de skal klikkertræne deres hund. Jeg har bare med Vixen fundet ud af, at det er en fantastisk måde at træne på – især ifm. indlæring af øvelser, og jeg synes derfor, at folk skulle have lov til at få et indblik i det.

 

Efter frokost var der ”fri leg”. Folk viste, hvad deres hvalpe har lært, og flere fik set, hvordan Kai arbejder med Frick og Awinita. Der er noget at leve op til, men jeg tror, at de fleste syntes, at det var vældigt inspirerende at se, hvor målrettet træning kan bringe én hen. Der blev også tid til en masse snak på kryds og tværs, og alle fik kikket på de andre hvalpe og sammenlignet dem – ”nej, sådan gør min også” etc.

 

Alt i alt er det en forholdsvis ensartet flok. Der er en enkelt af hannerne, der på nuværende tidspunkt har lidt kortere ben end de andre. Til gengæld har han noget mere fylde i kroppen. Det bliver så spændende at følge dem.

 

Det var så skønt at se alle hvalpene. De trives rigtig godt alle sammen. Alle er i gang med en eller anden form for træning, og tilbagemeldingerne er, at de alle er meget trænbare og lærer lynhurtigt. Det er en fryd at høre.

 

Vixen brugte hele dagen på at tusse rundt ude i Haunstrup. Nogle af hvalpene blev lidt nærgående, og de blev sat på plads med lidt knurren. Frick var MEGET glad for at se Vixen igen; Vixen var knapt så glad for at se ham igen. Det er vel egentlig forståeligt. Et kort kærlighedsmøde i haven hos Kai og Katrin resulterede i en længere graviditet og otte uger med hvalpe, der blev frækkere og frækkere med tiden. Imens har Frick bare gået og nydt livet uvidende om Vixens hårde arbejde :-)

 

I februar/marts vil jeg prøve at samle de danske hvalpe fra kuldet til røngten af hofter og albuer, og i løbet af efteråret 2016 er det tid til en mentalbeskrivelse. Her er min drøm at få alle syv hvalpe beskrevet samtidig. Det plejer også at være spændende for beskriverne at få lov til at beskrive et helt kuld hvalpe og det er sjovt og lærerigt for ejerne at se både deres egen hund og dens søskende.

 

Uge 23

 

Vixens debut på toller working test

 

Her i weekenden havde Vixen sin debut i Tollerklubbens prøvesystem. Der var arrangeret prøver både lørdag og søndag i hhv. Haunstrup og Søby. Og da det jo praktisk talt var i vores "baghave", besluttede jeg at prøve lykken.

 

Hun var tilmeldt working testen begge dage. Den forgår på dummyer, og grunden er, at hun - som tidligere skrevet - har været lidt hård ved duerne. Jeg tror, vi er på rette vej, men jeg synes ikke, at der var grund til at presse citronen, så vi holdt os til dummyer.

 

Lørdagens prøve: Vi lagde ud med tollingen. Man sniger sig ned til skjulet, og selv om jeg har øvet "snigning" med Vixen, så blev kombinationen af førerens prøvenerver og vandet for meget for ræveungen og hun løb 1-2 meter foran mig. Jeg fik stoppet hende med et højt råb, men det var selvfølgelig ikke det smarteste, for som dommeren efterfølgende sagde: "Hvis der havde været ænder i den sø, så var de fløjet nu". Men det fik stoppet tøsen, og hun faldt tilbage til mit venstre ben. Dog var der en lille smule pib på vej derned - ikke meget, men lidt er i dette tilfælde for meget.

 

Så blev der tollet. Det gik fint. Vi har jo ikke øvet det særlig meget. Hun var lidt urolig i pauserne - ingen lyd men lidt rykken rundt med kroppen. På et tidspunkt syntes jeg, at hun lå for langt fra mig, og jeg signalerede, at jeg gerne ville have hende længere hen til mig. Hun kvitterede med et enkelt utålmodigspib, men rykkede dog tættere på.

 

Så kom det, jeg havde frygtet mest: Overgangen fra tolling til vandmarkering og selve vandmarkeringen. Mine knæ er jo ikke helt gode, så når jeg skal rejse mig fra siddende stilling, så foregår det langsomt, ikke særlig elegant, og jeg er nødt til at holde fokus på at komme op og stå. Her var jeg sikker på, at Vixen ville benytte lejligheden til at skide mig et stykke og blæse ud i vandet. Jeg bad hende lægge sig ned, fumlede med at komme op og stå, og opdagede så, at hun stadig lå, hvor jeg havde "efterladt" hende. Hun gik fint fri ved fod de få skridt hen til vores markeringssted. Der blev kastet og skudt - og damen sad med rumpen limet til underlaget og kom ikke med en eneste lyd! Jeg havde fået besked på, at jeg selv skulle sende hende, når dummyen var landet. Jeg valgte - som jeg altid gør - at vente 5-6 sekunder, inden hun blev sendt. Hun gik fint i vandet, svømmede direkte og med stor fart ud og hjem og afleverede fint. At jeg så tabte dummyen, skal ikke komme hende til last.

 

Så sneg vi os videre til næste skjul. Her gik hun pænt fri ved fod, og opgaven blev løst som den forrige. Igen blev hun liggende, da jeg rejste mig. Hun gik pænt hen til markeringsstedet, og hun sad limet under skud/kast og svømmede direkte ud og hjem. Denne gang lykkedes det føreren at holde fast ved dummyen.

 

Næste post var en landmarkering. Den var hverken særlig lang eller særlig svær, og Vixen fik den da også hjem uden problemer.

 

Så var det line på og hen til næste landmarkering. Igen lige ud og hjem og en fin aflevering.

 

Sidste post var et frit søg, og her gik det i ged for os. Søget var lagt i en gryde, og vinden kom fra venstre. Der var på intet tidspunkt den fart på hende, som jeg normalt ser, og der var heller ikke ret meget selvstændighed. Hun hentede et par stykker fra venstre side af søget. Her begik jeg så en stor fejl, for jeg blev ved med at sende hende ud til venstre. Da hun 3-4 gange var sendt ud til tomme færter, begyndte hun med god grund at tvivle på, om jeg havde styr på tingene. Jeg var nødt til at handle hende rigtig meget for at få de fem dummyer hjem. På et tidspunkt gik hun oppe på kanten af søget. Jeg fik hende fløjtet ned - og opdagede derefter, at en meter længere fremme lå der en dummy. Jeg var virkelig ikke til nogen hjælp i det søg!

 

Om noget af hendes uselvstændighed skyldes, at vi i en længere periode har trænet rigtig meget dirigering, ved jeg ikke. Det eneste jeg ved er, at jeg ikke var til megen hjælp.

 

Dommeren - Sverker Haraldsson - havde rigtig meget pænt at sige om Vixen. Han kunne lide hendes fart, fokus og arbejdsglæde. Jeg fik ros for at vente med at sende hende - netop fordi hun er sådan en lille rap sag. Hans sammenfattende kritik var: "En intensiv og arbejdsvillig hund, som løser alle opgaverne. Et mere effektivit søg og tollingarbejde er nødvendigt for en højere placering". Resultat: 3. præmie.

 

Søndagens prøve: Igen startede vi med tollingen, og igen smuttede damen et par meter foran mig. Igen kunne et brøl fra mig få hende på plads :-)

 

Tollingen gik OK. Igen noget uro i "roen". Sverker havde dagen før rådet mig til at lægge tollinggenstanden fra mig, når vi holdt pause. Jeg havde nemlig holdt den i hånden, og det fik Vixen til at ligge og vente på, at jeg skulle kaste den. Så denne gang lagde jeg den på jorden. Jeg tror, det hjalp lidt, men vi skal vist have indøvet en taktik.

 

Efter tollingen var det tid til vandmarkeringerne. Igen blev hun liggende, indtil jeg var kommet på benen, og igen sad hun så flot og sikkert under skud og kast. Igen var det lige ud og hjem - og igen tabte føreren første dummy.

 

Så kom landmarkeringen, som hun klarede til UG. Dernæst en længere tur fri ved fod hen til søget. Her er der plads til forbedringer :-)

 

Søget var i et kuperet skovområde med en grøft, der skulle passeres ca. en tredjedel inde i søget. Selv om der ikke var så meget handling i dag som i går, så var der stadig alt for meget handling. Nogle gange, når hun blev sendt, gik hun over grøften uden problemer; andre gange løb hun frem og tilbage og kunne ikke helt tage sig sammen til at komme over. Efter at have hentet fire dummyer, var det overstået :-)

 

Dommeren, som i dag var Chr. Brix Søndergaard, kunne se mange positive ting ved Vixen. Han var ikke så imponeret over søget men roste hende dog for at tage nogle lange færter og følge op på dem. Han roste hendes markeringsevne og hendes direkte løb ud og hjem. Han var heller ikke så imponeret over vores fri ved fod :-) Hans sammenfattende kritik var: "En god markør både på land og vand. Mangler meget i søget". Resultat: 3. præmie.

 

Gårsdagens dommer, Sverker Haraldsson, hvade set min prøve, og hans vurdering var, at det var meget bedre end prøven om lørdagen. Det var en dejlig bemærkning at få.

 

Det var to prøver med få deltagere. Det betød dog ikke, at det ikke tog hele dagen :-) Men det var to hyggelige dage, og der er en anderledes stemning på sådan en lille prøve. Arrangørerne havde lavet frokost til både dommere, hjælpere, deltagere og tilskuere, og vi skiftedes til at springe til for lige at hjælpe med at kaste eller lægge ud i søget.

 

Det er ikke sidste gang, jeg deltager på en af Tollerklubbens prøver. Næste gang håber jeg dog, at vi kan stille i jagtklassen, men det kommer an på, hvor vi er med vildtbehandlingen.

 

Uge 22

 

Vixens hårde mund

 

Vixen har længe haft et problem med en lidt hård mund. Første gang jeg oplevede dette, var på Specialen i Sverige i 2014. Her kunne både dommeren og jeg på afstand høre, da hendes hjørnetænder gik igennem en canvasdummy. Uha uha. Efterfølgende oplevede jeg det flere gange. Hvis hun ikke klemte sammen, så havde hun som minimum en urolig mund. Det har altid været mit skrækscenarie med en hund med hård mund. Man hører ofte, at det ikke kan afhjælpes.

 

Da jeg så var nede ved Kennel Lech-Toller Nest og træne sidste efterår, fik jeg Doris og Thomas til at kikke nærmere på, hvad det var der skete. Deres løsning var, at jeg skulle kalde Vixen hjem med bestemt stemme, så snart hun havde samlet op – uanset at hun havde tænkt sig at returnere af egen fri vilje. Begrundelsen skulle være, at det skulle få hende til at huske på, at hun er ude og løse en opgave for mig. I det hele taget skulle jeg træde lidt mere i karakter overfor hende og ikke prøve at være hendes bedste ven! Det havde en effekt med det samme! Der var stadig lidt rul og lidt pressen, men der kom ikke flere huller i dummyen den weekend.

 

Jeg har benyttet mig af dette ”trick” siden, og det har faktisk haft en effekt. Hvis stressniveauet kom højt nok op, så kunne tænderne godt gå igennem stoffet på dummyen, men det var ikke så tit, det skete.

 

For nogen tid siden begyndte jeg så at træne mere med vildt. Vi har holdt os fra vildt, siden hun var hvalp, da hun tændte voldsomt på det. Min tanke var, at jeg skulle have bedre styr på hende, inden vi gik videre med vildttræningen. Da jeg gerne vil stille på C- og B-prøver i DRK, var vi nødt til at starte med vildttræningen igen. Det gik faktisk også godt. Hun var ikke spontan på det, men det har jeg tillid til, at hun nok skal blive. Men…..pludselig oplevede jeg et par kvaste duer. Så sank hjertet i livet på mig.

 

Jeg havde tilmeldt hende en C-prøve i Ulfborg her den 30. maj; den meldte jeg fra igen. Så satte jeg mig hen i et hjørne og tudede. Da jeg var færdig med det, kontakte jeg Sanne Ammitsbøl fra Sannes Hundecenter. Sanne har et rigtig godt øje for, hvad der sker med os og med hunden, når man træner, og hun har rigtig mange – nogle gange alternative - løsninger.

 

I lørdags var vi så nede ved Sanne. Jeg havde medbragt en and og en due. Sanne foreslog, at vi straks gik til duen; hun ville gerne se Vixen kvase en due . Jeg lagde den ud og sendte hende på den – og damen kommer lige så fint tilbage uden at have krummet en fjer på duen. Hun var godt nok lidt urolig i munden, men alligevel. Nå, men Sanne giver ikke så hurtigt op, så vi prøve et par gange mere. Stadig en hel due med hele skelettet intakt. Så gik vi over til dummyer, som Sanne kastede og skød til. Det var selvfølgelig for at få lidt stress på og måske fremprovokere den hårde mund. Igen var der ingen problemer. Dog lagde Sanne mærke til, at den urolige mund var mest udtalt, når hun kom hen til mig og skulle sætte sig på plads ved min venstre side. Jeg har altid – både med Chili og Vixen – lavet afleveringer foran mig. For nylig fik jeg dog det – i øvrigt gode – råd at få hende på plads ifm. afleveringen. Dette skulle afhjælpe den uro, der opstår omkring mig, når jeg modtager dummyen, skal have Vixen på plads og klar til en evt. ekstra markering etc. Det er et rigtig godt råd, og jeg kunne se, at uroen omkring mig blev mindre. Men Sanne lagde mærke til, at det faktum, at jeg krævede af Vixen, at hun skulle på plads, fik hende til at blive urolig i munden. Så nu afleverer vi foran igen.

 

Sanne lagde også mærke til, at Vixen i tilbageløbet lagde nogle ekstra skridt ind. Dvs. at hun havde lidt for meget tid til at lave kunster på vej hjem. Jeg synes jo ellers, at hun har et hurtigt tilbageløb. Men Sanne mente, at det skulle være hurtigere, så hun ikke havde tid til at finde på alt muligt undervejs. Måden at få mere fart i hende var Philippa Williams ”ballie out the backdoor”. Dvs. at når hun kom hjem og havde afleveret, så røg der en bold bagud. Det tog ikke lang tid, før hun havde fattet det, så farten blev bestemt sat op.

 

Dagen efter tog jeg en tur til Haunstrup, hvor vi gik en runde på et par km. Hele turen var fri ved fod. Jeg havde taget and og due med og lavede et hav af tilbagesendinger. Og det gik bare så godt. Belønningen var bolden, og det fungerede rigtig fint for hende. Jeg fik også efterhånden styr på, at få bolden fra hende igen, og det virkede ikke til, at det stressede hende i arbejdssituationen, at hun fik den bold.

 

Nu da jeg alligevel var i Haunstrup, ville jeg lige prøve lidt vandmarkeringer. Jeg er ikke i stand til at kaste over på den anden side, så det blev altså markeringer med plask på. Inden hun blev sendt, lavede jeg en tilbagesending. Til min store overraskelse var der ikke frustrationslyd på, når jeg vendte hende væk fra vandet og ville have hende til at fokusere på tilbagesendingen. Det var lidt af et gennembrud. Afleveringerne fra vand kunne være mere sikre, så det må vi prøve at få arbejdet lidt på.

 

Da jeg har meldt hende til toller workingtest både den 6. og den 7. juni, så måtte jeg også lige prøve at tolle. Det er ikke noget, vi har gjort i før, så jeg var lidt usikker på, hvordan hun ville reagere. Her er der også noget at arbejde med. Hun er ikke god til at ligge ret længe. Hun begynder at spjætte, og der kom også et lille utilfreds pib. Her har jeg også fået nogle løsningsforslag, som der skal arbejdes med de næste 1½ uge inden prøven.

 

Jeg synes, at der er kommet så meget mere styr på vores træning, men jeg er nervøs for, hvordan det går til prøven. Det er jo netop, når jeg så gerne vil, at det går galt.

 

 

Uge 20

Der trænes og trænes

Jeg synes, det går fremad med Vixen og mig – både med markprøvetræningen og med træningen i DcH. Begge steder mangler der dog stadig en del – men det er jo derfor, vi træner.

 

Nogle gange kan jeg undres over, at en udfordring, som jeg tænkte var stor og måske næsten uløselig, viser sig at kunne løses ved hjælp af små ændringer. Det er jo der, trænerne og ens trænings”kollegaer” kommer ind i billedet. Hvor får man mange værdifulde input undervejs.

 

Den 3. maj skulle vi have været til træning med Chili og Daisy hos Marianne Petersen i Uldum. Marianne havde valgt at indkalde til en træningsdag for de gamle hunde. Et supergodt initiativ, som vi glædede os til at deltage i. Desværre besluttede Chili at gå i løbetid, så vi måtte blive hjemme. Jeg kunne læse på Facebook, at det havde været en succes, så jeg håber, at Marianne gentager det senere på året.

 

Den 10. maj havde Martin inviteret Chili og mig på rågeregulering i Skive. Vi var afsted sidste år, og det var en fest. Sidste år var første gang i Chilis 10 årige liv, at hun har hentet varmt vildt. Det var lidt af en udfordring. Ikke at hun ikke ville samle op, men rågeunger, der knap er halvdøde, er småaggresive og kæmper naturligt for deres liv. De har skarpe klør og lange spidse næb, så de skal samles op på den rigtige måde, hvis man skal undgå knubs. Sidste år havde hun lidt problemer med at få rigtigt fat i dem de første gange. Af ren og skær frustration hoppede hun rundt om dem og gøede. Tja…..

 

I år var det lidt anderledes. For det første kunne hun huske, hvad det drejede sig om. Hun var helt op og meget opmærksom på, hvad der rørte sig i trætoppene. Når Martin løftede geværet og sigtede, så var spændingen næsten ikke til at holde ud. Den første fugl, hun samlede op, var faktisk slet ikke en, som Martin havde skudt. Vi så den pludselig flapse rundt på jorden og forsvandt så i bevoksningen. Chili blev sendt hen, hvor vi havde set den. Hun tog fært og fandt frem til fuglen i løbet af ingen tid. Efter lidt fumlen rundt fik hun ordentlig fat på den og kom stolt og afleverede den.

 

De øvrige fugle var nogle, som Martin skød, og Chili blev bedre og bedre til at få fat på dem.

 

Det var simpelthen sådan en dejlig aften. Chili fik i alt seks råger. Mindre end sidste år, men jeg tror, at hun selv var godt tilfreds. Hun havde en fest, og hun var meget fokuseret på Martin, for det var jo ham, der fik de sure fugle til at falde ned fra træerne. På tirsdag er det Leif og Daisy, der skal afsted. Daisy gjorde det rigtig godt sidste år, så Leif har store forhåbninger.

 

De fire af rågerne endte hjemme i vores fryser. Denne gang undlader vi at spise dem. I stedet skal de bruges til Vixens hvalpe, når vi mødes med dem i juni.

Vixen er gået i løbetid, så de sidste gange af træningen i DRK må vi undvære. Måske tager jeg Chili med i stedet. Hun ville elske at komme ud og hygge sig med lidt opgaver.

Uge 17

 

Træning

 

Endelig nåede jeg med til træningen med tøserne og tøsedrengene tirsdag aften. De havde fundet et nyt, spændende sted ved Sjørup. Posterne var sat op, da jeg kom, så jeg tog Vixen ud af bilen og gik direkte til første post (næsten som på en prøve). Denne post var en række enkeltmarkeringer. Markeringerne faldt i forskelligt terræn inde i en skov. Hundene skulle igennem kvas og krat, over stier og hen over træstammer og –stubbe. Der var tre kastere, der hver kastede to enkeltmarkeringer. På den første markering kom der et enkelt lille pib fra Vixen. Jeg blev stående uden at sende hende, indtil jeg vurderede, at hun var faldet en smule ned (helt ned kommer hun aldrig) . Ved de øvrige fem markeringer var der ingen lyd overhovedet. Hun arbejdede rigtig flot og fokuseret på alle markeringerne. Nogle af dem gik hun direkte ud og samlede op; andre krævede lidt mere arbejde. Men hun var god til at blive i området og til at udnytte vinden. Der var ingen af dem, hvor hun arbejdede længe, inden hun fandt dummyen. Jeg synes, at hun gjorde det så godt, og jeg var sindssyg stolt af hende.

 

Næste post var et frit søg med vildt. Området var et forholdsvist stort område, hvor der lå en masse kvas og fældede træer. Jeg er jo først lige begyndt at arbejde med vildt igen, så jeg var ikke alt for optimistisk. Hun tager det vildt, jeg tilbyder hende, men det er slet ikke spontant endnu. Der er stadig lidt leg involveret. Det gik da heller ikke alt for godt med søget. Hun fandt jo selvfølgelig vildtet, men ledte videre uden at samle op. Det er absolut nødvendigt at arbejde noget mere med vildt for at få spontaniteten frem i hende.

 

Lørdag havde jeg besøg af Helle og Cookie. Hvor er det dejligt at kunne følge så meget med i hendes liv. Hun vokser og vokser – og er stadig lige dejlig og lækker.

 

Efter en lille frokost gik turen til Haunstrup, hvor jeg havde lokket Annette Stentsøe til at komme og hjælpe mig med at få taget hul på vandmarkeringer. Vixen kan naturligvis både svømme og hente markeringer på og over vand – men stressniveauet er for højt, og jeg kan have lidt svært ved at kontrollere tingene. Efter mange dage med dejligt vejr, skulle det lige præcis regne den dag!

 

Som forventet var Vixen noget oppe og køre ved forventningen om en badetur. Åbenbart havde jeg overdrevet hendes stressniveau; Annette mente i hvert tilfælde ikke, at det var så højt, som hun havde frygtet ud fra min beskrivelse. Nå, men konklusionen på dagens træning var, at jeg skal have meget mere styr på basisøvelser så som fri ved fod, Vixens placering i sti etc. Vi fik øvet rigtig meget fri ved fod på vej ned til vandet, og hver gang havde jeg korrigeret hende så meget, inden vi nåede ned til vandet, så vi begge allerede der havde nået et forhøjet stressniveau. Hmmm, det der ”fri ved fod” er altså ikke så opreklameret alligevel. Afleveringerne var – til min store overraskelse – ganske OK. Når jeg skriver det, så er det fordi, jeg havde en forventning om, at hun ville smide dem. Men de blev afleveret til hånd. De kan selvfølgelig forbedres, men lige nu er jeg ganske godt tilfreds.

 

Jeg fik rigtig mange gode input til den videre træning og en lovning på, at vi kunne lave lidt opfølgning senere. Annette foreslog bl.a., at jeg i stedet for afleveringer foran mig, skulle få Vixen ind på plads. Hun mente, at det ville give mig mere ro i hele afleveringssituationen. Det tror jeg, at hun har ret i, så fra nu af arbejder vi med, at Vixen skal i plads position ifm. afleveringer. Jeg kan ellers godt lide afleveringer foran føreren, men for os vil det nok fungere bedst, hvis Vixen kommer på plads.

 

Cookie fik lov til at se lidt på og forhåbentlig lære, at livet nogle gange er sådan, så man må nøjes med at se de andre arbejde.

 

 

Uge 15, 2015

 

Fotosession i Haunstrup

 

For nogle dage siden tog Leif hundene og sit kamera med til Haunstrup for at tage nogle billeder af hunden. Her er resultatet:

 

Daisy (10 år i juni):

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Chili (11 år i maj):

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vixen (3 år i april):

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Uge 15, 2015

 

Forår og hundetræning.

 

Hvalpene er for længst flyttet hjemmefra, foråret står på spring, og træningen af Vixen er kommet i gang.

 

Træningen med tøserne og tøsedrengene er flyttet til tirsdag, da aftenerne nu bliver lysere. Lige nu starter vi kl. 17.30, hvilket giver lidt udfordringer for mig, da jeg normalt er hjemme lidt efter 17.00. Og da træningen ofte ligger ved Birkesø, så kan jeg simpelthen ikke nå det. Nå, men efterhånden som de lyse aftener bliver længere, bliver træningen rykket til lidt senere, og så går det hele op alligevel. Jeg havde dog fornøjelsen at træne sammen med de søde mennesker både tirsdag før påske og lørdagen i påskeferien. Tirsdag var ikke noget at skrive hjem om. Vixen løste opgaverne nogenlunde OK, men hun var helt oppe og køre, og der var desværre en del lyd på. Jeg var så træt af det hele, da jeg kom hjem, og jeg overvejede seriøst, om jeg skulle fortsætte med at træne hende. Jeg må jo indrømme, at jeg har ambitioner. Hun har evnerne til at drive det til noget men mangler måske føreren med evner! Nå, men lørdag havde Marianne så inviteret os en tur til Mors – i lyngbakkerne. Se, her så vi så en helt anden Vixen. Hun var på, ja ja, men det var til at kontrollere. Der blev lavet tilbagesendinger, inden hun blev sendt på markeringerne, og hun gjorde begge dele rigtig flot. Terrænet var udfordrende med meget høje bakker, og lyng, der var så tørt, at det støvede. Det var en dejlig tur hjem fra Mors, hvor jeg må indrømme, at jeg var lidt høj.

 

I DcH er jeg rykket på C-holdet. Jeg har kun været afsted et par gange, og jeg må indrømme, at jeg hele tiden venter på, at træner Lisa siger til mig, at jeg vist ikke helt hører til der. Der er nogle af Vixens grundfærdigheder, der ikke sidder i skabet endnu, men vi arbejder på det. Omvendt så må jeg sige, at jeg er glad for at jeg nu træner med et formål – en prøve. Jeg er egentlig ikke specielt konkurrencefikseret, men jeg kan godt lide at have noget at træne hen imod – et mål, der skal nås. Ifht. DcH ved jeg dog ikke helt, hvordan det mål ser ud, for jeg har endnu til gode at se en konkurrence :-)

 

Onsdag var jeg til første træning på markprøveholdet i DRK. Det foregår i Haunstrup. Vi er tilmeldt syv, men den første aften var vi kun 4. Trænerne Martin og Hans lagde stille ud med nogle lette øvelser for at se, hvor niveauet lå henne. Vi startede med lidt fri ved fod siksak mellem nogle pinde og op til et sted, hvor der blev smidt en markering. Næste post var en enkeltmarkering i lyngen og sidste post var et frit søg. Her bad jeg Martin stå ude i søget, da Vixen stadig kan finde på at bytte. Jeg havde ikke lige tænkt over, at hun ikke tidligere har oplevet, at der står nogle i det frie søg, så hun løb ud til Martin og stirrede på ham med forventning i øjnene. En hurtig søg-kommando fik hende på andre tanker. Hun arbejdede rigtig fint og brugte næsen godt. En enkelt gang var hun på vej til at søge videre med en dummy i munden, men det fik jeg hende talt fra.

 

Jeg har været alene i Haunstrup et par gange, hvor vi har gået en tur – Vixen og jeg. Hele turen foregik fri ved fod og med en masse tilbagesendinger. Hun fik både enkelte, hvor hun blev stoppet og derefter sendt videre og mange, hvor hun fik lov til at løbe uden at blive sendt videre. Vi fik også lavet lidt højre/venstre dirigeringer. Her kan jeg se, at de blinde har hun ikke styr på endnu. Fri ved fod går til gengæld rigtig godt.

 

Påskesøndag var vi en tur i Middelfart for at besøg Cookie – og Helle, Kim, Troja og Delphi. Uha, det var dejligt at se hende. Og hun syntes vist også, at det var dejligt at se os. Hun tissede i hvert tilfælde tre gange i rap ved mine fødder, mens vi hilste på hinanden. Det var også skønt at se Vixen og hende sammen. De legede og legede, og vi måtte skille dem ad, så Cookie kunne få sig en eftermiddagslur. Helle hjalp mig lige med at få styr på et par grundfærdigheder. De sidder ikke i skabet endnu, men nu ved jeg, hvordan jeg skal arbejde videre med dem – og det går fremad.

 

Jeg håber meget, at Vixens fremskridt ikke er noget midlertidigt. Jeg er klar over, at jeg har en stor del af skylden, når det går galt. Min største opgave, når jeg træner Vixen, er at være rolig og afbalanceret – noget der ikke ligger naturligt til mig :-)