Så er de endelig ankommet i god behold. Det var en rar afslutning på en uges tid med lidt for meget drama til min smag.

Onsdag den 23. havde vi potentielle hvalpekøbere på besøg. Et kvarters tid efter at de var gået, startede Vixens opblokning. Der blev - som der gør under sådan en opblokning - pustet, gispet og rodet rundt i hvalpekassen. Det blev også til rigtig mange tisseture. Jeg tilbragte natten på en luftmadras ved siden af fødekassen, men det blev ikke til mange timers søvn pga. Vixens gispen og roden rundt.

Torsdag morgen var hun stadig urolig. Hun ville ikke spise. Jeg lå på madrassen ved siden af fødekassen. Vixen var i gang med at slikke sig. Pludselig løfter hun hovedet - og har en hvalp i munden. Det var den døde hvalp, og den var ikke køn at se på. Jeg er ret overbevist om, at der ikke var veer; han er sandsynligvis blevet "skubbet" ud af de andre. Han var ikke så stor, så det kan ikke have været det store problem at få ham skubbet ud. Klokken var 8.30, da han kom ud.

Så gik der et par timer. Kl. 10.30 gik vandet, og kl. 10.45 kom den første hvalp. En pige på 310 gram. Vixen er lidt urolig og bærer lidt rundt på hende. Jeg lader hende selv styre tingene, og hun falder hurtig til ro.

Så er der igen noget ventetid, men kl. 12.38 kommer endnu en pige på 352 gram.

Kl. 13.05 kom den første dreng så. Et fint eksemplar på 354 gram.

Kl. 14.06 kom der endnu en han. Han vejede 336 gram og var den første helt uden hvide aftegninger i hovedet.

Kl. 15.42 kom der så en pige på 264 gram.

Ved scanningen om fredagen kunne vi se fem hvalpe - foruden den døde hvalp. Jeg var derfor ikke sikker på, om der kunne være flere. Men vurderet ud fra Vixens uro tænkte jeg, at der muligvis var en mere. Og det var der, for kl. 16.12 kom den sidste hvalp, som også var en pige. Hun vejede 252 gram.

Det var en lang nat og en lang dag, men det var det hele værd. Seks små sunde og velskabte hvalpe.

Ute, der ejer hvalpenes far, Gunner, fik jævnlige opdateringer under fødslen. Hun har været ligeså spændt som os, om det her nu gik godt. Også Helle og Gitte var med fra sidelinjen.

Denne gang var jeg helt alene ved fødslen. Det er jo ikke så lang tid siden Vixens første kuld, så jeg følte mig egentlig godt tilpas med at være alene med hende. Det var rigtig hyggeligt at være tæt på hende under hele processen.

Nu er der gået et par dage, og hvalpene trives godt. Vixen passer dem fantastisk godt. Det er jo første gang, vi prøver at have et kuld hvalpe, som er tævens andet kuld, og jeg bilder mig ind, at Vixen har endnu mere styr på det denne gang.

Hjemmesiden vil jævnligt blive opdateret med hvalpenes udvikling, og der vil også komme en masse billeder. De fleste billeder vil dog komme på vores Facebook-gruppe "Wildmountain Toller", så hvis du vil se hvalpebilleder og endnu ikke er medlem af vores gruppe, så skynd dig og bliv medlem :-)

Det har været nogle dramatiske dage, men nu er der heldigvis kommet ro på igen.

Det startede torsdag morgen, hvor jeg opdagede noget mørkegrønt og tykt udflåd hos Vixen. Det var dag 54 i drægtigheden, så det var jo alt for tidligt for hvalpene at blive født. Jeg kontaktede den lokale dyrlæge - primært fordi de bor så tæt på. Hun var ikke så optimistisk. Hun undersøgte Vixen og konstaterede, at hun havde åbnet sig, og temperaturen var på 37 et eller andet (som jeg har glemt). Hun scannede Vixen og kunne se én hvalp bevæge sig rundt. Men det var også alt, hvad hendes scanner kunne. Da hun spurgte mig, om det var tæven, hun evt. skulle redde, blev jeg godt nok noget ked af det. Hun valgte at sende mig videre til Hinnerup. Jeg er efterhånden kørt til Hinnerup nogle gange, men denne gang var vejen længere end nogensinde, og man når at tænke mange tanker undervejs. Jeg var overbevist om, at jeg kom hjem med en Vixen uden hvalpe. Enten fødte hun dem, og de døde, eller også var de døde, og hun skulle have et kejsersnit for at få dem ud!

Da jeg kom derud, tog de en blodprøve for at tjekke hendes progesteronniveau. Det lå på 5,8. Herefter blev hun scannet. Dyrlægen kunne se, at den hvalp, der skulle fødes først, var død. De øvrige hun kunne se, var i live. Hun gav Vixen en sprøjte med antibiotika for at slå en evt. infektion ned. Vi aftale, at jeg skulle komme derud næste formiddag for at få tjekket, om progesteronniveauet var faldet og så herefter aftale, hvad næste skridt skulle være. Jeg var noget mere positiv og forhåbningsfuld, da jeg kørte hjem.

Næste morgen gik turen igen til Hinnerup. Igen blev progesteronniveauet målt, og det var faldet til 5,2. Øv! En scanning viste, at hvalpene havde det fint (på nær den døde). Der var ingen tegn på stress eller på, at moderkagerne var ved at løsne sig (og så fandt dyrlægen en hvalp mere, som havde forputtet sig oppe under ribbenene). Da hvalpene så ud til at trivedes, besluttede dyrlægen, at Vixen skulle have hjælp til at bære dem tiden ud. Hun blev derfor sat på en kur med progesteron, som hun skulle tage til og med tirsdag. Hun fik endnu et skud anbibiotika, og jeg fik en antibiotikakur med hjem. Denne gang var jeg endnu mere positiv på hjemturen. Nu turde jeg tro på, at hvalpene havde en chance.

Weekenden forløb stille og roligt. Vixen var sig selv - glad, rolig og sulten! Mandag og tirsdag tog jeg på arbejde. Vi havde sat webcam op, så vi kunne følge lidt med i, hvad der skete derhjemme. Der skete ikke meget. Vixen tog først en lur på den ene pude, og dernæst på den anden etc.

Mandag ringede dyrlægen for at høre status. Hun var optimistisk. Hun mindede mig dog om, at fødslen kunne ende i et kejsersnit, da den første hvalp jo var død.

Tirsdag aften fik hun sin sidste progesteron-pille, og så var det bare at vente på, hvornår progesteronniveauet ville falde. Ifølge dyrlægen gik der som regel 1-1½ døgn, men der kunne også gå længere tid. Så nu er det bare om at have lidt tålmodighed.

Turen gik til dyrlægen i Hinnerup, så Vixen kunne få sin anden herpesvaccination. Jeg fik lidt med til hendes bløde mave, og vi fik talt den kommende fødsel. Hun var lige en tur på vægten, som sagde 20,2 kg, hvilket vil sige, at hun har taget 3,75 kg på.

11. november 2016

2 uger tilbage

Så har Vixen været på vægten igen. Denne gang var vægtøgningen beskedne 0,45 kg. Til gengæld vokser livvidden, så nu måler hun 60 cm mod 56,5 cm i sidste uge. I alt har hun nu taget 3,6 kg på, og taljemålet er øget med 10,5 cm.

Vi har i løbet af ugen haft besøg af flere hvalpekøbere, og der kommer flere i weekenden. Og der kommer en del mails fra interesserede hvalpekøbere. Det er jo virkelig et privilegium, at der er sådan en interesse for at få en tollerhvalp.

Denne weekend skal bruges til at gøre mit kontor klar til fødsel. Der skal ryddes op og gøres rent. Jeg skal så småt have fundet ting frem, som jeg skal bruge ifm. fødslen og bagefter. Jeg sover jo på en luftmadras hos hvalpene det første stykke tid. Ved seneste kuld vågnede jeg hver morgen på en luftmadras, der havde tabt over halvdelen af luften. Det var ikke så behageligt. Så nu har jeg købt en luksusudgave af en luftmadras, som forhåbentlig holder luft og giver mig mulighed for nogle timers god søvn hver nat.

Vixen og jeg er hoppet med på den nye modedille indenfor hvalpefødsler: Børnesoppebassin. Jeg har købt et børnesoppebassin, som hvalpene skal fødes i og bo i den første tid. Og hvorfor nu det? Jo, de bløde sider betyder, at sandsynligheden for, at tæven maser en hvalp ihjel mod kanten, er stort set ikke-eksisterende. Og så er den så billig, så når hvalpene flytter til større omgivelser, kan den smides ud og man undgår at overføre evt. bakterier til næste kuld. Jeg har dog vores almindelige fødekasse i baghånden, hvis det ikke fungerer med soppebassinet.

Vixen har haft lidt maveproblemer den sidste uges tid. Hendes afføring er noget blød. Jeg har givet hende Zoolac de sidste 5 dage, men det har ikke hjulpet. Nu er vi så gået over til Pro-Kolin, som hun skal have i tre dage. Det får forhåbentlig styr på hendes mave.

I næste uge går turen til Frijsenborg Dyreklinik for at få 2. og sidste herpesvaccination. Og jeg har mulighed for lige at få vendt de sidste ting omkring fødslen etc. med dyrlægen.

Ellers forløber dagene stille og roligt. Vixen er meget sulten og er meget fokuseret på mad – hendes mad, de andre hundes mad og vores mad. Motionen består af gåture. Nu bliver det jo så tidligt mørkt, at det er svært at komme til at lave andet end gåture i Vildbjerg. Alle tre hunde har fået nogle finde selvlysende halsbånd købt i Dummyshoppen. De har hver deres farve, og man kan næsten komme helt i julestemning, når man er ude og gå tur med dem. Derudover bruger Vixen en del tid på at slappe af; gerne i sofaen hos os, så hun kan blive nusset og få kløet den efterhånden pænt store mave samtidig.

7. november 2016

Hvalpekøbere

Søndag havde vi besøg af tre hold potentielle hvalpekøbere. Det var en rigtig hyggelig dag, hvor vi blev klogere på de folk, der har kontaktet os for at købe en hvalp, og de blev forhåbentlig klogere på racen, Vixen og os.

Jeg er virkelig taknemmelig over de mange folk, der viser interesse for dette kuld. Når jeg overvejer en parring, så får jeg da tanken, om der overhovedet er købere til de hvalpe, der kommer. Men igen ser det ud til, at det ikke bliver noget problem at komme af med dem. Og det må man jo være taknemmelig for.

Vi er endnu ikke færdige med at have besøg af potentielle hvalpekøbere, og det bliver spændende at møde de næste, der kommer.

Det ville være rigtig dejligt, hvis jeg et par dage efter fødslen kan kontakte de folk, der ender med at skal have en hvalp. Så har de mulighed for at følge med hvalpenes udvikling lige fra starten. Eneste minus er, at der jo nok ikke bliver hvalpe til alle, og det er aldrig særlig sjovt at fortælle folk, at der altså ikke blev en hvalp til dem fra dette kuld.

4. november

Op på vægten

Hver fredag prøver jeg lige at nå forbi dyrlægen, inden de lukker, så jeg kan få Vixen op på vægten.

Vægten i dag sagde 19,6 kg. Så hun har taget 1,2 kg på siden sidste fredag – og 3,15 kg på i alt. Jeg målte også lige hendes talje. Her er der også sket en udvikling, idet hun havde øget taljemålet med 3,5 cm i forhold til sidste uge og 7 cm i alt.

Ellers mærker vi ikke så meget til at hun er drægtig. Hun spiser med velbehag og har ikke haft madlede overhovedet. Hun er dog lidt mere sulten og dermed mere fokuseret på mad. Og så er hun stadig mere kontaktsøgende end normalt. Vixen kan godt lide at putte, men det er blevet meget mere, efter hun er blevet parret. Og det er jo bare dejligt, for jeg elsker at putte med vores hunde. 

Vixen er nu lidt over halvvejs, og hun bliver langsomt større. Hun har taget 1,95 kg på, og taljemålet er øget med 3,5 cm.

Hun er meget fokuseret på mad - mere end hun normalt er. Og så er hun også blevet meget mere kælen og kontaktsøgende end normalt. Selv Kristian tvinger hun til at lægge krop till, når hun vil putte.

Hun buler lidt ud - ikke meget, og dievortere er blevet længere.

Jeg havde overvejet, om jeg ikke skulle droppe scanningen. Er der hvalpe, så finder vi jo nok ud af det på et tidspunkt. Men.....jeg er simpelthen altid så spændt, og der er hvalpekøbere, der er ligeså spændte som mig. Så også denne gang tog vi turen til Dyrelægegruppen Frijsenborg, hvor Susanne Elvstrøm igen var den, der scannede Vixen.

Mens vi sad og ventede på, at det var vores tur, kom der et ungt par ud af en af klinikkerne. De var tydeligt berørte, og pigen græd. De havde lige taget afsked med deres hund - en schæfer. Det berører mig simpelthen så meget. Måske fordi vi jo selv har Chili og Daisy, som jo også er ved at være gamle, og som vi ikke kan forvente at have så lang tid mere. På en anden af klinikkerne var de i gang med et kejsersnit, så begge ender af livet var repræsenteret den dag.

Inden vi gik ind, havde jeg Vixen på vægten. Hun havde taget et kilo på, siden vi var der til første progesteronmåling. Så hvis der ikke var hvalpe, så var det tid til en slankekur :-)

Nå, men Vixen kom op og ligge, og Susanne begyndte at scanne hende. Jeg syntes, at det varede længe, inden der dukkede noget op. Men da det første foster kunne ses, dukkede der flere op. Der dukkede også nogle tomme "poser" op - altså nogle, hvor der ikke var hvalpe i. Der har muligvis været noget galt med disse fostre, og så har naturen fjernet dem. Som Susanne sagde, så er der et eller andet, der "læser korrektur", og hvis noget ikke er, som det skal være, så bliver det håndteret.

Der var også et af fostrene, som var noget mindre end de andre. Men der var hjerteaktivitet hos det ligesom hos de andre. Det er jo umuligt at sige, om dette foster overlever eller ej. Det må tiden vise.

På vej hjem tænkte jeg noget over disse reabsorberede fostre. Var Vixen i gang med at reabsorbere alle fostrene? Jeg kunne ikke lægge tanken fra mig, så jeg ringede til dyrlægen for at høre hendes mening om det. Hun var ikke bekymret og gentog, at det var naturens måde at "rydde op" på, hvis der var noget galt med fostrene. En anden ting kunne være, at progesteronniveauet var for lavt. Dette anså hun dog ikke som relevant her, idet hele kuldet så ville være gået til. Men hvis jeg var bekymret, kunne man måle progesteronniveauet, da man i givet fald ville kunne gøre noget ved det. Lige nu tænker jeg ikke, at jeg er bekymret. Jeg vil naturligvis følge Vixens udvikling, og så må vi se, om der bliver behov for igen at få hende scannet.

28. september 2016

Parring

Vixen var noget hurtigere denne gang med at blive højløbsk og dermed parringsklar, end hun var sidste gang. Jeg er glad for, at jeg igen tog turen til Frijsenborg Dyrehospital for at få tjekket hendes progesteronniveau. Hvis jeg havde satset på, at det ville forløbe som sidst, så var vi kommet for sent. Så da Kathrine fra Frijsenborg Dyrehospital sagde "go", så pakkede vi bilen og kørte de 1.100 km til Augsburg for at lade Vixen få en romantisk date med Gunner.

Vi fik to gode parringer. Da vi ankom til Augsburg, fik vi tjekket ind på hotellet, fik gået et par lange ture med Vixen, der jo havde ligget i bilen hele dagen. Efter en hurtig gang aftensmad, gik turen hen til Ute og Joachim. Vi tog Vixen med ind og lukkede de to turtelduer ud i haven. Jeg gik ud på græsset for at vente på dem. Jeg regnede med, at de lige skulle pjatte lidt rundt, inden de gik til makronerne. Men nej - de nåede knap at sige "Dav", før Gunner hang fast. Det skete lige uden for terrassedøren ved Joachims fødder. Han talte i mobiltelefon og måtte fortrække indenfor, for at tale videre :-) I mens var vi der for at støtte hundene i den lange parringsakt. 22 min. hang de sammen.

Da det jo ikke tog så lang tid, var aftenen jo stadig ung. Vi havde fået lov til at komme en tur forbi Doris og Thomas (Lech-Toller Nest) for at se deres én uge gamle hvalpe efter Bella (Vixens mor) og Harvey. Uha, hvor var de lækre.

Efter en god nats tiltrængt søvn, kørte vi næste morgen hen til Ute for endnu en parring og en gang morgenmad. Denne gang brugte hundene 5 min. på at pjatte lidt rundt, inden de gik til makronerne. Igen hang de sammen i 22 min.

Efter morgenmaden gik vi en lille tur med hundene. Vi var lidt imponerede over Gunner, der jo stadig var meget interesseret i Vixen, men som var så lydig overfor Utes "nej". Så hundene kunne fint sidde ved siden af hinanden, mens Leif og Ute tog nogle billeder af dem.

Derefter gik turen hjem igen. Vi kom sent hjem, og tanterne var glade for at se Vixen. Og Vixen skulle da lige demonstrere overfor dem, hvad hun havde oplevet med Gunner :-) Alle tre tøser er i løbetid, så der bliver parret på kryds og tværs :-)

Nu er der så ikke andet at gøre end at vente på, at Vixen forhåbentlig begynder at vise tegn på, at hun er drægtig. Hvis hun er det, skulle hvalpene blive født omkring den 26. november.

27. september 2016

Ventetid

Som opdrætter opdager man, at der er meget ventetid. Først venter man på, at tæven går i løbetid. Så venter man på, at hun er klar til parring. Når der så er parret, venter man på, at man kan se tegn på drægtighed. Når man tror, at man kan se det, så venter man på, at tæven kommer så langt i sin drægtighed, så man kan få det verificeret ved dyrlægen. Så venter man på fødslen. Når så den er godt overstået, så venter man på, at de små hvalpe får øjne og bliver mere aktive. Derefter venter man på, at de bliver så store, så man for alvor kan begynde at præge dem. Så bliver de pludselig så store, at man næsten ikke kan holde dem tilfredsstillende beskæftigede, og så er det man begynder at vente på, at de rejser hjemmefra. Når de så er taget afsted, venter man på at høre fra hvalpekøberne, at hjemturen er gået godt. Når der så er gået noget tid, venter man på, at alle sundhedsundersøgelserne er overstået. Og så begynder det hele forfra .........