Uge 5 2014
Vixens første working test
Weekenden den 25. og 26. januar var dedikeret til Nordjylland. Jeg havde meldt Vixen til en uofficiel working test i Ålborg om søndagen og overtalt June og Odd til også at melde Foxy og Gizmo til.Helle meldte så også Troja til, og pludselig var vi fire tollere i begynderklassen. Efterfølgende blev der tilmeldt yderligere to tollere fra Nordjylland, og seks tollere i samme klasse er muligvis det højeste i DRKs historie :)
Nå, men hvis man kender os, så ved man jo, at der hurtigt kan gå en mindre fest i tingene. Helle foreslog, at vi bookede nogle hytter i nærheden af Ålborg for at lave en hyggelig weekend ud af det - og for at undgå at skulle meget tidligt op søndag morgen :)
Fredag aften mødtes vi så i Nibe, hvor vi havde booket tre hytter. June og Odd kom som de sidste fra Norge, men da Leif hjemmefra havde lavet en stor portion chili con carne, var maden klar, da de ankom. Vi fik hilst på hinanden, og hundene fik hilst på hinanden, og vi havde en hyggelig aften. Vi havde kun Vixen med, da vi syntes, Chili og Daisy ville få mere ud af at blive hjemme.
Lørdag var helliget afslapning og lidt træning med hundene. Vi fik trænet lidt markeringer, tilbagesendinger og områdebestemt frit søg på stranden. Odd nåede en tur til Ålborg, så han kunne få fyldt bilen op med vin, og vi fik alle tid til en lille lur efter en dejlig frokost. Om aftenen gik turen til Ålborg for at spise på restaurant Flammen. Selv om der ikke er langt fra Nibe til Ålborg, skulle vi alligevel tidligt op søndag morgen, så klokken var ikke så mange, da der blev ro på campingpladsen.
Efter morgenmaden søndag morgen var det tid til at køre til Ålborg. Vi havde vist alle sammen lidt nerver - af forskellige årsager. For June og Odd var det deres første prøve nogensinde; hvad gik det ud på, og hvordan ville hundene klare det. For Helle var det mest et spørgsmål om Trojas fart og lyst, og for mit vedkommende var det usikkerheden om, hvorvidt Vixen overhovedet var klar til en prøve.
I modsætning til Midtjylland og Fyn har Nordjylland fået en del sne de seneste uger, og prøveområdet var da også temmelig tilsneet. Dertil kom en temperatur på ca. -5 grader og en del blæst. Vi havde derfor klædt os godt på (så godt, at hvis vi ville være ude af stand til at komme op ved egen hjælp, hvis vi var væltet), og hundene havde fået dækkener på samt tæpper, de kunne sidde på ude på posterne.
Vi var så heldige, at vi alle fire kom på samme hold, så vi kunne følges rundt hele dagen. Vi skulle starte ved post 1, som var en enkeltmarkering op af en bakke. Jeg havde mindste nummer af os fire, så jeg var den første på næsten alle posterne. Jeg havde ikke fået trænet skud og markeringer med Vixen. Jeg ved, at hun på ingen måde er skudræd, men den lille "bonus", at der er skud på markeringerne kunne være det, der kunne få hende til at knaldapportere. Heldigvis blev hun siddende, og hun gik fint ud, fandt dummyen og kom direkte hjem. Hun kunne være gået mere direkte på, men jeg var meget tilfreds med hendes indsats. Det var dommeren også, for han gav hende 18 point.
Post 2, som blev dømt af Hans Jørgen Bilstrup, var en tilbagesending og en dirigering. Det var valgfrit, om man ville tage hunden med ud og lægge dummyen, eller om man ville lade den blive siddende. Jeg valgte at tage Vixen med ud af to årsager: Jeg ville ikke risikere at miste point på, at hun rejste sig, og jeg ville gerne hjælpe hende, ved at lade hende gå linjen. Der lå i forvejen to dummyer derude, og Bilstrup sagde, at jeg skulle sørge for, at der var god afstand mellem dummyerne, når jeg lagde min. Da jeg kom derud, kunne jeg kun se én dummy, og jeg lagde min ca. 2 meter fra denne. Jeg tænkte, at jeg ikke kunne tillade mig at lægge den længere væk. Da jeg kom tilbage, sendte jeg Vixen, som spænede derud, samlede dummyen op, opdagede, at der var flere dummyer, og byttede! Nå, men hun spænede tilbage, og da jeg sendte hende igen, var der også høj fart på og ingen bytten denne gang. Bilstrup var ikke imponeret over føreren! Han havde jo sagt, at jeg skulle lægge dem langt fra hinanden. Han var til gengæld imponeret over hunden, og opfordrede mig til at arbejde videre med hende. Han var også imponeret over min fine sælskindshue med polarræv (han har jo en hatte-fettich :)). Nå, men bytteriet kostede mig 14 point, og vi endte på 6 point.
Post 3 var en tramp, for en hund fra hver klasse var oppe sammen. Man gik 4-5 meter med hunden fri ved fod. Herefter blev der skudt og kastet til begynderhunden. Vixen blev siddende, indtil jeg sendte hende. Dummyen landede i et læbælte, hvor der lå en del sne, og hun havde lidt problemer med at finde den. Hun har ikke nok erfaring til, at hun tror på, at der er noget derude, hvis hun ikke finder det ret hurtigt. Hun var derfor på vej tilbage til mig, da hendes søgning ikke bar frugt. Hun er jo endnu ikke dirigerbar, så jeg vidste ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Jeg fik hende dog stoppet og trykket tilbage, og det lykkedes hende at finde dummyen. På vej tilbage lavede hun et grebskifte, og da hun kom hjem til mig, lagde hun dummyen. Da jeg samlede den op, kunne jeg godt forstå hvorfor: Den var bundfrossen! Så jeg bebrejder hende ikke, at hun ikke havde lyst til at have den i munden. Den flinke dommer havde måske den samme tanke, for da han gav mig 12 point sagde han, at fratrækket skyldes den meget frie fri ved fod :)
Inden de sidste to poster var det tid til frokost. Jan (eller var det måske Kirsten???) havde lavet en skøn og varm karrysuppe - lige hvad vi trængte til. Hundene fik også mulighed for at få varmen i bilen (jeg er så glad for vores oliefyr i Avensis'en).
Efter frokost var det tid til post 4 og 5. Post 4 var en markering, som faldt på en bakkeskråning. Jeg havde set 3-4 begynderhunde, inden det var vores tur, og de havde alle store problemer med at finde dummyen. Jeg går ud fra, at det var vinden, der drillede dem. Da jeg sendte Vixen løb hun direkte ned i en grøft til venstre for nedfaldsstedet og noget længere nede af bakken. Jeg tænkte, at løbet nu var kørt, for hun er jo som sagt ikke dirigerbar. Imidlertid kom hun op af grøften på linje med, hvor dummyen lå, og hun løb direkte op og hentede den. Dommeren mente, at hun skulle have gået meget mere direkte (og det kan han jo have ret i), så der blev trukket 6 point, og vi endte på 14.
Ved post 5 var der ingen ventetid, og det var godt, for vi var både kolde og trætte. Igen var det en markering, der faldt ude ved en samling træer - bag en snedrive. Vixen blev sendt og løb for langt til venstre (hen mod kasteren), og hun kommer ikke bag ved driven. Igen er hun på vej tilbage, efter at have søgt lidt tid. Og igen lykkes det mig at få hende stoppe og trykket længere tilbage. Jeg måtte gøre det to gange, inden jeg fik hende over driven, hvor hun fandt dummyen, som blev afleveret til hånd. Jeg fik selvfølgelig fratrukket point for handlingen, men endte alligevel på 14 point, hvilket betød en samlet score på 64 point, hvilket igen betød, at Vixen havde bestået sin første rigtige prøve. 64 point var ikke nok til at blive vinderplaceret, men skidt med det, for jeg var bare så glad og stolt af min lille ræveunge, fordi hun havde været afslappet hele dagen: Ingen lyd og ingen uro.
De fratræk, vi fik, skyldtes førerfejl, og en hund, der endnu ikke er erfaren nok til at tro på, at der ligger noget, selv om man ikke finder det med det samme.
Odd og June blev desværre belastet af en del knaldapporteringer. June havde egentlig ikke lyst til at fortsætte efter frokosten, men vi fik hende overtalt til at se det som en træning i at undgå knaldapporteringer. På post 5 fortalte hun dommeren, at Foxy havde knaldet en del, og eneste prioritet var at undgå dette. Dommeren, Jesper Bromerholm, var helt med på at hjælpe June, som satte sig ned foran Foxy, da der blev kastet. Han fortalte hende, at hun skulle rejse sig langsomt op, inden hun sendte hunden. Og det lykkedes, for Foxy knaldede ikke. June blev så glad, at Jesper fik et ordentligt kram :)
Troja overraskede mig - og sikkert også Helle - for hun havde bare så meget fart på hele dagen. Hun arbejdede rigtig godt og indkasserede da også en enkelt 20'er (på dirigeringsposten). Ved sidste post var hun dog ved at køre træt, så da hun ikke umiddelbart fandt dummyen, gik gassen af hende, og dummyen kom aldrig med hjem = 0 point og dermed ikke bestået. Rigtig ærgerligt, for hun havde virkelig fortjent at bestå!
En af de nordjyske tollere blev 2. vinder; en utrolig flot præstation!
På vej hjem, da vi efterhånden fik varmen, meldte trætheden sig i hele kroppen. Vixen havde også lukket og slukket og lå rullet sammen i buret.
Derhjemme havde Kristian sørget for, at alt fungerede, mens vi var væk. Det er dejligt med sådan en stor søn, der kan og vil tage lidt ansvar.
Uge 50 2013
Hjemmebedømmelse, hvalpetræf og udstilling
Lørdag den 19. oktober var Vixen og jeg til hjemmebedømmelse i DcH Bording. En hjemmebedømmelse er en lille klubkonkurrence, der afslutter årets træning. Det er frivilligt, om man vil stille op, og man stiller op med/mod det hold, man har trænet sammen med. Jeg har jo gået på et hold af crossover-hunde – dvs. hunde, der ikke er klikkertrænet fra starten. Det har været et eksperiment for Bording, da man ikke tidligere har kørt et crossover-hold. Normalt starter man klikkertræningen med sin hund, når den er hvalp.
Vixen startede på holdet, da hun var omkring 10 måneder, og jeg vil gætte på, at de fleste hunden på holdet havde den alder, da de startede – på nær Gittes Movie, der havde rundet 3 år, da hun startede.
Der var desværre kun tre personer fra mit hold, der havde lyst og/eller mulighed for at gå til hjemmebedømmelse. Vi blev derfor slået sammen med det hold, der hedder ”hvalpe-fortsættere”. Herfra var der fire deltagere, som alle var blevet klikket fra starten som små hvalpe.
Vores instruktører havde valgt de øvelser, vi skulle igennem. Det var galop mod fører med håndtarget, sit med stimulus, saml op, bliv i stå, gå og se op under baglæns gang, frivillig dæk og Værsgo – Doggie Zen. Derudover skulle samarbejdet mellem hund og fører bedømmes. Jeg var lidt spændt, for ”bliv i stå” var ikke vores stærke side. Jeg havde derfor udelukkende trænet den ene øvelse i ugen op til. Øvelsen gik OK. Jeg måtte dog lige klikke hende til at blive stående. Imidlertid er det således, at man også kan få en god karakter, hvis man viser, at man ved, hvordan man skal løse problemet.
Bortset fra vejret var det en hyggelig dag. Der var forholdsvis mange mennesker, så man kunne se nogle af dem på de andre hold. Der var mulighed for at købe både morgenmad og frokost.
Resultatet af bedømmelsen ville først blive afsløret om aftenen til festen. Gitte og jeg havde valgt at deltage i festen, så vi kunne høre, hvordan det var gået. Det fortrød vi ikke. Det var både hyggeligt og sjovt. Resultatet af bedømmelsen var, at vi tre med crossover-hunde (også kaldet ”Gamle køtere på nye flasker”) fik 1., 2. og 4. pladsen. Det var Vixen, der løb med 1. pladsen med 91,5 point ud af 100. Det var jo ikke så ringe 
Her er et familiefoto.
I weekenden den 2.og 3. november var vi til DKKs internationale udstilling i Herning. Det var med blandede følelser, jeg tilmeldte hende, for klubudstillingen i foråret sad stadig i hovedet på mig. June, Odd og deres to hunde skulle også deltage i udstillingen, så de kom torsdag aften og boede hos os. Om lørdagen efter vi var kommet til Herning nåede jeg indtil flere gange at fortryde, at jeg havde tilmeldt hende. Det var mit håb, at hun kunne opnå et Very Good, men jeg troede ikke rigtig på det. Jeg havde tilmeldt Vixen til mellemklassen. Der var jo ingen grund til at stille op imod søster Foxy, når nu Foxy er så meget kønnere end Vixen.
Der var 5 hunde i klassen. Dommeren var Shaun Watson fra Cypern. Vixen opførte sig fortrinligt i ringen. De sidste dage inden udstillingen, hvad jeg trænet rigtig meget ringtræning med hende. Det der med at stå og blive stående, havde vi ligesom ikke fået gjort så meget ved. Jeg var heldig et par dage før udstillingen at kunne få lov til at smutte en tur forbi Lise Luplau, som gav mig en hel masse tips. Det må have hjulpet, for Vixen stod rigtig godt, og hun var glad og veltilpas i ringen. Dommeren kunne åbenbart lide hende og gav hende et excellent, og hun blev 3. vinder af klassen. Han var dog ikke så pjattet med hende, så hun fik et CK Der var dukket flere venner op for at se, hvordan det gik. Og da jeg fik det røde bånd, blev der jublet på ringsiden. Sikke en backing-gruppe. Det var helt vildt dejligt. Jeg var simpelthen så glad for, at der var en dommer, der åbenbart kunne se, at hun har nogle kvaliteter.
June og Odd havde valgt kun at udstille Gizmo om lørdagen. Foxy var gået i løbetid og var højløbsk. De syntes derfor ikke, at det var fair for nogle af hundene (og for de andre hanhunde til udstillingen), at Foxy skulle med. Gizmo blev udstillet i championklassen og klarede sig rigtig godt, idet han fik CK og blev 4. bedste han.
Jeg har altid syntes, at det er så sjovt, at Helles hunde blive belønnet med en burger, når de har gjort det godt. Jeg tænkte derfor, at Vixen også skulle have en burger, da hun jo oversteg mine vildeste forventninger. Så på vej hjem var vi forbi McDonalds for at købe en burger til hende. Hun fik lov til at nye den i fred og ro, EFTER fotografen havde foreviget øjeblikket:
Det skal lige bemærkes, at den røde roset ikke er én hun vandt. Det er en Excellent-roset, som DKK sælger. Jeg tænkte, at det jo nok er både første og sidste gang, jeg får mulighed for at prale med sådan én, så den skulle da med hjem.
Da vi skulle i ringen søndag, var jeg ikke nervøs længere. Nu havde jeg jo fået mere, end jeg havde drømt om, så uanset hvad denne dommer ville synes om hende, så betød det ikke så meget for mig. Igen blev hun stillet i mellemklassen med 5 hunde i klassen. Denne gang var dommeren fra Sverige (Lena Hägglund). Hun kunne også godt lide Vixen, men ikke så godt som den cypriotiske dommer, så det blev til Very Good. Der var tre hunde, der fik Excellent, så Vixen blev udvalgt til at konkurrere mod dem i forhold til placeringerne. Det var ikke nogen overraskelse, at hun blev 4. vinder Men det var dejligt, at det var hende frem for en af de andre VG-hunde, der blev udpeget.
June og Odd havde besluttet at tage Foxy med i dag. Gizmo begyndte at halte dagen før, så han var udelukket. Foxy blev stillet i åben klasse, fik Very Good men blev ikke placeret.
Det var på alle måder en rigtig hyggelig weekend, og vi har besluttet at gøre det til en tradition at deltage på udstillingen i Herning sammen med June og Odd.
Det står lidt sløjt til med træningen. Til hverdag er det stort set mørkt, når vi er kommet hjem fra arbejde, så vi prøver at tage revanche i weekenden. Vi tager selv en tur til Haunstrup i ny og næ, og for et stykke tid siden fik vi følgeskab af Martin, hvor vi fik stablet lidt god træning på benene. Leifs klikkerkursus med Daisy er slut, men Vixen blive klikket videre i Bording. Vi går nu på ”Forberedende lydighed”, og det skulle gerne udmønte sig i, at vi skal prøve kræfter med lidt konkurrence i det nye år. Jeg har meldt Vixen til begynderklassetræning i hhv. Herning og Holstebro med start i januar. Da holdene ligger hhv. lørdag og søndag, og Vixen bliver trænet i Bording om mandagen, bliver det måske for meget for hende. Jeg overvejer derfor at tage Chili med til træningen i Haunstrup. Daisy er også tilmeldt markprøvetræningen i Haunstrup.
Uge 39
29. september 2013
Et stort tillykke til Chilis hvalpe, som er blevet 7 år i dag. Desværre er det kun to af de fire Starwars-hvalpe, der er i blandt os endnu: Kettu (Obi-Wan Kenobi) og Leia (Princess Leia).
24. september 2013
Så lykkedes det: Brugsprøven er i hus.
Jeg havde tilmeldt os brugsprøven ifm. trippelarrangementet i Karup i søndags, og jeg var rystende nervøs, da jeg skulle op. Jeg var egentlig klar over, at vi nok skulle klare den. Vixen har i lang tid været 100% sikker på stay-øvelsen, men man kan aldrig vide, hvad der sker til sådan en prøve – især ikke når føreren er rystende nervøs.
Vi var 12 hunde til brugsprøven. Jeg kunne høre, at dommeren – Henrik Billeschou – var lidt pernitten med lineføring og fri ved fod, så jeg benyttede ventetiden på at øve netop det. Vixen gik som en drøm. Hun var klinet op af mit ben, og hun fulgte fint med i alle vendinger.
Det blev vores tur, og pludselig var den øvelse ikke længere så sikker. Prøven var lagt en i et åbent område med masser af fært. Og med en pæn vind var der flere hunde, der med næsen i jorden havde fulgt en fært i stedet for en fører. Og Vixen satte da også næsen i jorden og ar meget interesseret i den fært, der var. Hun blev dog hos mig. Jeg måtte godt nok sætte tempoet lidt op, for ikke at risikere, at hun glemte alt om mig og fulgte sin næse. Vi kom rundt – både med og uden line. Ikke den pæneste tur rundt, der er set, og bestemt ikke det pæneste, hun kan præstere. Jeg nåede dog også at tænke lidt over, hvad jeg skulle skrive på Facebook, hvis det heller ikke denne gang skulle lykkedes for os Næste trin var afsætningen, og jeg var rystende nervøs, da jeg gik de 50 meter ned mod dommeren. Jeg havde øjnene stift rettet mod ham for at se, om han løftede armen som tegn på, at Vixen havde rejst sig. Hun blev heldigvis siddende, og jeg ventede 5-6 sekunder, inden jeg kaldte hende til mig. Der var ingen problemer med indkaldet. Hun satte af, så jorden stod omkring hende, og med 110 km/t styrtede hun direkte imod mig. Dejligt.
Næste trin var apporteringen, som forløb uden problemer. Det var direkte ud, spontan opsamling, og direkte hjem. Jeg plejer at få hende til at aflevere siddende, men da jeg ikke syntes, at hendes greb var det bedste, ville jeg ikke risikere noget og tog imod dummyen stående.
Sidste punkt var skuddet, som hun kun reagerede på ved at opmærksomheden blev skærpet
Henrik mente, at vores præstation var 40 point værd! Jeg var overrasket, da jeg mente, at der burde have været trukket min. 1 point for vores lineføring og fri ved fod, og det sagde jeg til ham. Jeg sagde dog også, at jeg ville acceptere hans afgørelse ;-). Han syntes, at Vixen var en utrolig dejlig hund, som han håbede, at jeg ville komme langt med. Det håber jeg også ;-)
Jeg talte i øvrigt med et par søde, tyske damer, som var til brugsprøve med deres flattere. Særlig den ene flat – en lille tæve – var rigtig lækker. Hun fik også helt fortjent 40 point, og jeg regnede egentlig med, at hun blev bedste hund. Det blev hun ikke, da der var en lab, der løb med den titel. Nå, men da de hørte, at Vixen var fra Lech-Toller Nest, var der ikke grænser for, hvor meget positivt de havde at sige om Doris og Thomas, deres avl og Bella (Vixens mor). Det var jo bare dejligt at høre. Jeg kunne senere høre, at de var ved at fortælle nogle andre tyskere om, at Vixen kom fra Lech-Toller Nest, og her var de også yderst positive, så det var ikke kun for min skyld, at de havde været så positive.
Lørdag var vi til træning hos Marianne Pedersen. Vixen gjorde det rigtig godt. Vi lavede bl.a. en markering over en å med en efterfølgende tilbagesending. Vixen har ikke prøvet sådan et terrænskifte før, så jeg valgte at gå helt hen til åen. Hun klarede det uden tøven, så jeg valgte at øve afstanden. Det klarede hun også rigtig flot. Til gengæld byttede hun i flere øvelser, og det er bare ikke OK. Så den næste tid handler det om ærlighedsøvelser. Det skal bare sidde i skabet, inden hun bliver præsenteret for flere øvelser, hvor hun har mulighed for at bytte! Der er også lidt lydighed, der skal arbejdes på!
Nu må vi så desværre melde fra til resten af Mariannes træning, da hun mandag gik i løbetid. Heldigvis må man gerne træne med løbske tæver hos DcH, så vi kommer ikke til at ligge helt stille.
Leif er stadig i gang med at klikke med Daisy. Det går langsomt fremad, men Daisy er jo også en hund på 8 år, som aldrig er blevet bedt om selv at tage initiativ i træningsøjemed. Leif sagde for nylig, at han egentlig altid havde opfattet Daisy som meget selvstændig, men nu havde han opdaget, at det er hun overhovedet ikke. Det er ikke kun Daisy, der får rykket grænser her; det er bestemt også Leif! På trods af Daisys meget langsomme fremskridt har han heldigvis ikke mistet modet mht. klikkertræningen, og det får den hvalp, han engang skal have, forhåbentlig gavn af.
Pga. Vixens løbetid kommer jagttræningen de næste uger til at foregå i privat regi. Som skrevet skal vi fokusere på hendes ærlighed, så hun kan sendes i et frit søg og på dobbeltmarkeringer uden at bytte. Ellers er planen jo at få pudset formen af her i efteråret og i løbet af vinteren, så hun er 100% klar til en begynderklasse til næste forår. Det betyder også, at vi skal til at arbejde mere med vildt. Jeg vil starte hende både på B-prøver og på working tests, da det på mange måder er to meget forskellige prøveformer. Det bliver helt vildt sjovt at komme i gang med prøverne igen, og jeg kan næsten ikke vente
Uge 34
Efter en velfortjent sommerferie er det vist tid til en lille opdatering igen.
Sommerferien startede med et kursus med Philippa Williams arrangeret af Pernille Lillevang. Jeg havde meldt Vixen til om fredagen, som var beregnet til mindre erfarne hunde, og som var mere klikkerorienteret end lørdag og søndag. Det var med store forventninger, jeg kørte ned til Sannes Hundecenter i Hedensted, for fredagens kursus skulle afholdes. Vi var først ”på” om eftermiddagen, så om formiddagen kunne vi se og lære af de andre hunde. Philippa er bare helt fantastisk. Hun er så energisk, og hun brænder så meget for at træne hund, så det ikke kan andet end smitte af på os andre. Det er ikke fair ikke også at nævne Philippas kollega, Maxine, som også bare var helt fantastisk.
På Vixens hold startede vi med at lave en shapingøvelse med klikker. Det var target med måtte, som Vixen jo har prøvet mange gange, og hun havde da heller ikke de store problemer med øvelsen. Philippa og publikum gik rundt til de forskellige kursister og kommenterede, hvis der var noget, der skulle kommenteres. Næste øvelse gik ud på, at vi alle stod på linje. En efter én skulle vi så smide en apporteringsgenstand (forklaring kommer senere) foran os. Hunden skulle så gå på plads ud til genstanden og apportere den. Det kneb så lidt med Vixen at følges med mig. Vi fik nogle gode råd til, hvordan vi kunne stoppe en hund i at gå foran, og det hjalp. Det mest imponerede var et par, der begge havde medbragt et par flatter, som mildt sagt var meget oppe på dupperne. Med Philippas hjælp gik de fra at køre så højt, så de næsten var ukontaktbare til at kunne udføre øvelserne på en kontrolleret måde. Meget imponerende!
Derefter kom et par apporteringsøvelser (både markeringer og fremadsendelser), som Vixen bare gjorde rigtig flot. Det, der dog glædede mig mest, var, at Vixen bare var helt nede på jorden. Hun var opmærksom på, hvad de andre lavede, men hun var på intet tidspunkt oppe og køre. Da det var en varm dag, satte vi os på et tidspunkt i skyggen, hvorefter Vixen lagde sig ned og faldt i søvn.
Lørdag og søndag var tilegnet de hunde, der var længere med deres træning. Vi fik så mange gode og brugbare input med derfra, og det var så hyggeligt at være sammen med alle de hundefolk – specielt selvfølgelig Helle Lund, Jeanette, Majbrit og Michael. Og som sædvanlig når vi er sammen, var intet overladt til tilfældighederne, når det drejer sig om forplejning. Vi spiste meget og godt hele weekenden
Jeg skrev tidligere ”apporteringsgenstande”. Det skyldes, at Philippa mener, at man ikke skal træne med dummyer/vildt, før alle aspekter af en apportering sidder 100% i skabet. I stedet bruger hun diverse tøjdyr m.m., og det gør faktisk hele arbejdet en hel del mere afslappet. Selv om øvelsen er den samme, så virker det ikke nær så alvorligt, når det er en lyserød plysgris, der skal apporteres, og hvis hunden fejler på den ene eller anden måde, så falder ens verden ikke sammen på samme måde, som hvis der var tale om en dummy eller et stykke vildt. Philippa anbefaler også, at man ikke bruger fløjte, før man er 110% sikker på, at fløjtesignalet virker. Det er jo samme indgangsvinkel, man har i klikkertræningen, hvor man ikke tilknytter en verbal kommando, før hunden er 100% sikker på øvelsen.
Mandag eftermiddag satte vi så kursen mod Hirtshals for at tage med færgen til Norge. Vi skulle besøg June og Odd i Farsund. June og Odd ejer Vixens søster, Foxy, ligesom de har en pragtfuld han, Gizmo. Vi havde en helt vidunderlig tid i Norge, hvor vi nød godt af June og Odds store gæstfrihed. De bor helt fantastisk med fjeldet helt ned på terrassen og fjorden på den anden side af grusvejen. Alle fem hunde fandt hurtigt et hierarki, så stemningen mellem dem var for det meste afslappet. Det er bestemt ikke sidste gang, at vores ferie går til smukke Norge.
Resten af ferien stod på afslapning, småture og hundetræning.
I slutningen af ferien begyndte jeg på begynderklassetræning i Kolding! Det er ikke kun pga. den dygtige træner (Walter Mygil), at jeg deltager; det er bestemt også – og nok mest – pga. to af mine medkursister: Helle med Troja og Jeanette med Merlot. Det er jo ikke så tit, vi har mulighed for at træne sammen, så denne lejlighed ville jeg ikke gå glip af. Der er godt nok et stykke vej, og nu da jeg er startet på arbejde igen, er det lidt voldsomt, men det går
DcH-træningen i Bording er også startet igen. Stort set hele holdet er fortsat, så det er rigtig hyggeligt. Vi arbejder videre med de gamle ting og lærer en masse nye ting.
Jeg har desuden tilmeldt Vixen til noget begynderklassetræning hos Marianne Pedersen i Bording med start ultimo september – jo, jo, vi kommer skam omkring
Det kniber med at finde et hold til træning med Chili. Desværre er træningen i Bording om mandagen, hvor der ellers er tøsetræning, og hvor Chili jo er fast indslag. Det må vi desværre undvære, så længe DcH-træningen kører, hvilket er indtil oktober. Chili må leve med egen-træning i Haunstrup i ny og næ.
Leif er begyndt med lidt klikkertræning af Daisy!!!! Han har endda tilmeldt sig et basis-klikkerkursus med Suzanne Hoffmann. Det er ikke fordi, han har de store ambitioner om, at Daisy nu skal være klikkertrænet; det er mere for at øve sig, så han selv ved lidt om det, når næste hund melder sin ankomst (der er pt. ingen planer om ny hund til Leif!). Det skulle ikke undre mig, hvis klikkeriet kunne have en positiv effekt på Leifs og Daisys samarbejde på nogle områder. Det bliver spændende at se.
Uge 28
Den forgange periode siden den mislykkede brugsprøve er gået med træning af hundene. For Vixens vedkommende har det handlet om, at hun skulle blive siddende, ligesom vi har arbejdet med afleveringerne. Begge dele er gået fint, og faktisk så laver hun nu siddende afleveringer. Hun mangler stadig at holde bedre fast, hvis jeg tager i dummyen. Den må ikke slippes, før hun hører klikket, uanset om jeg står og rykker i den. Men alt i alt er jeg rigtig godt tilfreds. Igen kan jeg bare konstatere, at min lille hund er dygtig og hurtigopfattende. Det er mere mig, det kniber med. Jeg har svært ved at vurdere, hvornår jeg kan få videre med en øvelse, der er indlært via klikkermetoden. Indtil videre har jeg lært, at det kan jeg noget hurtigere, end jeg regner med
I sidste uge var vi til afslutning i DcH Bording. Vi skulle lave de fleste af de øvelser, som vi havde lært: Håndtarget, musemåtte-target, indkald, frivillig sit, sit med stimulus, bliv i position sit og en shapingøvelse ”rundt om pind”. Jeg havde ikke trænet på noget af det bortset fra håndtarget, da jeg bruger det ifm. apporteringen. Det hele har handlet om brugsprøvetræning. Men min lille rævetøs gjorde det bare så flot og satte stort set ikke en pote forkert. Vi blev udstyret med et diplom og en rigtig flot kritik. Træningen i DcH genoptages i begyndelsen af august. Vi fortsætter med samme hold. Først herefter skal der tages stilling til, hvilken retning man gerne vil arbejde.
I lørdags var der så brugsprøve i Skjern. Jeg tænkte, at det ville blive piece of cake, da det skulle foregå på en flad græsplæne. Lige inden jeg skulle ind, trænede jeg lidt sit og bliv – og køteren ville ikke blive siddende. Åh nej! Nå, men der var ingen vej tilbage og det kunne jo være, at det ville gå. NOT! Vixen gik en fin lineføring og en fin fri ved fod. Men hun rejste sig tre gange, og så var ballet sådan set ovre. Anden gang nåede jeg næsten de 50 meter ned, men så rejste hun sig. Nå, men dommeren syntes, at jeg skulle lave prøven færdig, så det gjorde jeg. Apporteringen gik fint med en siddende aflevering, og skuddelen var heller ikke noget problem. Men det var jo selvfølgelig ikke nok til at redde den. Så der er ikke andet for, end at jeg må i gang med at arbejde mere med sit/bliv og prøve at finde ud af, hvad det er, der får hende til at rejse sig. Der er en brugsprøve i Nordjylland i begyndelsen af august. Jeg har besluttet, at det er her, vi består
I juli skal jeg to gange træne hos www.retrieverskolen.dk. Desværre når jeg kun 2 ud af de 4 planlagte gange, da vi skal på ferie. I slutningen af august har jeg fået plads (uden hund) på et kursus med Irene Jarnved, som hedder ”Ro på post”. Det glæder jeg mig meget til. Og så indledes ferien jo med kurset med Philippa Williams, som jeg bare glæder mig helt vildt til.
Uge 26
Weekenden bød på camping og brugsprøve. Jeanette og Ove havde lokket os med til Fjellerup Strand for at forsøge os med en brugsprøve til Vixen. Da vi alligevel skulle have campingvognen ud på de danske veje, besluttede vi at tage to weekends i træk. Fjellerup Strand Camping havde et tilbud gående ud på, at man kunne få to weekender til nedsat pris. Det smarte var, at man kunne lade vogn og telt stå fra den ene weekend til den anden. Det kunne vi jo godt se det smarte i. Vi bookede en plads lige bag ved Jeanette og Oves hytte. Da vi kom til Fjellerup i fredags kunne vi bare rykke ind i vognen, som havde stået der fra weekenden før. Det var godt nok dejligt ikke at skulle slå telt op. Jeanette og Ove stod for aftensmaden, og bagefter tog Jeanette og jeg (og Merlot og Vixen) ud i prøveområdet for at se, om vi kunne finde ud af, hvor de ville lægge brugsprøven. Der var ikke umiddelbart nogle områder, som var oplagte. Enten skulle den ligge helt nede ved vandet, eller også skulle den være i skoven (som den åbenbart var sidst, der blev holdt prøve i området). Jeg var ikke vild med nogle af stederne men foretrak dog helt klart skoven. Vixen er overordentlig glad for vand, og jeg frygtede det værste, hvis brugsprøven skulle foregår lige op og ned af stranden.
Næste morgen kørte vi ud til prøveområdet, og min store frygt var velbegrundet: Brugsprøven var lagt på en strandeng 20-30 meter fra vandkanten. Uha uha. Da det endelig var blevet vores tur, havde vi ventet i knap en time. Vixen havde taget det helt cool: Ingen uro og ingen piben. De første 25 m i line gik fint. Da jeg skulle tage linen af for at gå fri ved fod, havde hun front mod vandet. Jeg tænkte, at hun nok ville stikke af, og hun var da også på vej, da vi gik i gang. Heldigvis fik jeg stoppet hende efter et par meter. Resten af turen fri ved fod gik nogenlunde. Det ville have været fint med mere kontakt, men vi kom rundt uden våde poter, og det var det vigtigste. Da vi nåede hen, hvor jeg skulle sætte Vixen af, åndede jeg lettet op, da jeg tænkte, at det værste var overstået. Det var det ikke! Vixen rejste sig to gange og så var det farvel og tak. Den søde dommer mente, at jeg lige skulle slutte af med en succes, så han foreslog, at jeg lavede en sit og bliv, hvor jeg kun gik få meter væk fra Vixen. Det gik rigtig fint, men……da jeg ville lægge linen om halsen på hende, strøg hun ned til vandet. Ih, hvor pinligt. Jeg benede efter hende og forsøgte ALT for at få hende op af vandet. Hun stod bare 2 meter ude og grinede af mig. Dommeren kom ned til mig for at se, om jeg ikke snart fik styr på det, så han kunne komme videre med sin brugsprøve. Så flov! Jeg opgav at få Vixen op af vandet og gjorde i stedet det, som jeg selvfølgelig skulle have gjort fra starten: Jeg gik min vej. Vupti, så kom hun fræsende op til mig og lod sig lige så fint koble. Hvorfor gjorde jeg ikke det fra starten? Jeg ved jo, at det er det, der som regel virker, og det er det, vi fortæller andre, når de står i samme situation.
Jeanette og Merlot lavede en flot brugsprøve og blev dagens bedste – lige på Merlots 8 måneders dag! Stort tillykke til det seje par.
Om eftermiddagen var der trøste-vaffelis fra et lækkert ishus nede ved stranden. Om aftenen hyggede og spiste vi i teltet sammen med Jeanett og Ove.
Alt i alt en dejlig weekend - selv om en bestået brugsprøve ville have varmet noget så gevaldigt.
Uge 25
19. juni 2013
Fars lille Prinsesse Daisy, fylder 8 år
Uge 24
13. juni 2013
Tillykke til B.B. King-kuldet, der fylder 6 år i dag
Uge 20
Den største og vigtigste begivenhed siden sidst må bestemt være, at Vixen er blevet røntgenfotograferet. Den 16. april kørte vi op til Marianne Klitgaard på Mors for at få taget billederne. Mariannes vurdering var, at det hele så fint ud, men det er jo aldrig til at vide, om DKK’s bedømmere er enige. Det var de heldigvis, for ca. 1½ uge senere fik vi besked på, at hofterne var A/A, albuerne var 0/0, og der kunne ikke påvises noget på nogle af skuldrene. Hold da fast en god besked at få. Nu må jeg så bare håbe, at øjnene også er OK. Der er intet, der indikerer, at de ikke er i orden, men man kan jo aldrig vide.
Træningsmæssigt går det også bare derudaf. Jeg er jo begyndt med lydighedstræning med Vixen hos Jørgen i Brande. Det passer så fint, når vi alligevel skal derned med de to gamle til markprøvetræningen. Det går bare forrygende. Jeg var noget nervøs første aften, for jeg var sikker på, at hun ville falde helt igennem. Det gjorde hun slet ikke. Hun gik bare så fint på plads – både i line og fri ved fod. Jeg ved ikke helt, hvor det kommer fra, for det er egentlig ikke noget, jeg bevidst har øvet med hende. Men det er virkelig dejligt, for de to gamle er aldrig blevet rigtig gode til den del. Vi lavede også nogle korte apporteringer, og det gik også bare godt. Hun blev siddende, samlede op, kom tilbage og afleverede til hånd. Uha, jeg kunne været fløjet hjem den aften.
Ugen efter landede jeg så med et brag. Vi var kun 3 på holdet, så Leif deltog i træningen med Daisy. Det duede bare ikke. Vixen ser Daisy som en legekammerat, og det var så svært at få hende til at koncentrere sig. Det gik helt galt, da vi lavede nogle apporteringer; der gik fuldstændig leg i det. Øv bøv. Men så lærte jeg, hvor langt elastikken kan strækkes, før den springer. Ugen efter blev Daisy i bilen, og så gik det fint igen
Også hos DcH i Bording går det godt. Jeg er til stadighed imponeret over, hvor hurtigt Vixen lærer, hvad jeg gerne vil have hende til.
Den 25. maj holder region Midtjylland trippelarrangement i Ulfborg Kjærgård. Jeg har tilmeldt Vixen og Chili til skuet samt Chili til C-prøven i åben klasse. Jeg gik længe og overvejede, om jeg skulle forsøge mig med en brugsprøve på Vixen, og forleden tog jeg mig så sammen og tilmeldte hende.
De sidste par uger har jeg derfor trænet sit/bliv ret intensivt. Det gik bare godt. Hun sidder så stabilt på sin lille mås. En af aftenerne blev vi først distraheret af naboens mastiff, Rynke, som lige skulle hen til hækken og råde ”Røvhul” efter Vixen. Vixen rykkede sig ikke en tomme. Senere kom Kristian ud i haven for at sige godnat. Igen blev hun siddende. Efterfølgende er der gået lidt ged i det. Jeg mener at vide, hvad der er gået galt, så det arbejder vi på at få styr på.
Uge 16
Vixens familie har brilleret på prøve i Sverige i weekenden. Doris og Thomas tog turen fra Sydtyskland til Skåne for at deltage i en tollerjagtprøve. Der blev afholdt prøve både lørdag og søndag, og det var bestemt turen værd. Vixens mor, Bella, med Thomas som ”chauffør” sikrede sig to 1. præmier og er nu kvalificeret til vinderklassen (som på svensk hedder Eliteklassen). Vixens bror, Ares, deltog også begge dage med Doris som ”chauffør”. Lørdag blev det til en 2. præmie, mens det søndag blev til en 3. præmie – begge i begynderklassen. Derudover deltog endnu en bror, Silver (som bor i Sverige). Han deltog kun om søndagen og fik en 3. præmie i begynderklassen.
Et stort tillykke til dem alle. Det er godt nok flot klaret.
Jeg begynder at kunne mærke presset Vixen og jeg er stadig langt fra at kunne deltage på en prøve. Jeg håber på, at vi snart er klar til en DRK brugsprøve, og jeg regner også med at stille hende på en working test i Sverige i august. Jeg tror ikke, at hun på det tidspunkt vil være klar til vildt. Hun tænder så meget på vildt, så jeg vil være sikker på, at der er styr på hende på andre områder, før hun får lov til at kaste sig over jagtprøver
Min weekend var nu heller ikke værst. Lørdag tog jeg til Middelfart og tilbragte en dag sammen med Helle, Kim og Superhundene. Vi fik selvfølgelig trænet lidt klikker med Vixen. Helle havde nogle gode fif til, hvordan jeg kommer videre med apporteringsdelen. Derudover fik jeg et fif til ”sit-bliv”-øvelsen. Vi fik også gået lidt blodspor med Vixen og Troja. Vixen fik et par korte begynderspor, mens Troja, som jo er professionel, fik nogle svære og gamle spor at hygge sig med. Jeg er ikke i stand til at vurdere, hvordan Vixen klarede sporene. Hun blev hjulpet lidt men fandt da hen til afslutningen, hvor belønningen var en dåse kattemad. Undervejs blev hun rigelig belønnet med pølser i sporet. Helle og jeg fik selvfølgelig også hygget og snakket hundesnak – meget hundesnak Det var en rigtig dejlig dag, som vi skal have nogle flere af og lidt oftere
Søndag tog jeg så Vixen med ud til Haunstrup. Jeg havde noget vildtblod i fryseren, som jeg havde tøet op. Da vi kom til Haunstrup, var det begyndt at småregne, men jeg tænkte, at det nok gik alligevel. Jeg fik lavet to spor til Vixen på 25-30 meters længde med godt med pølsestykker. Mens sporene blev klar, øvede vi ”sit-bliv”-øvelsen efter Helles anvisninger. Det går i al sin simpelhed ud på, at stille en skål med et par godbidder 1 meter bag hunden. Dette skulle gerne få den til at forstå, at det ikke kan betale sig at rejse sig, for belønning er bag hunden og ikke foran. Det kræver dog, at ens hund kan forstå, at det ikke duer at spise godbidderne, inden man får lov Den del fik Vixen ret hurtigt på plads, og hun var rigtig god til at blive siddende. Jeg kunne gå 20-30 meter fra hende uden problemer. Hun virkede til at sidde ret stabilt, og flere gange kunne jeg gå fra hende med ryggen til og uden håndsignal som støtte.
Så var det tid til sporene, som hun igen klarede sådan lidt la-la. Jeg kan ikke finde ud af, om hun gør det godt eller ej. Hun sætter ikke næsen i jorden og bare drøner derudaf langs sporet. Næsen bliver bestemt brugt koncentreret, men der er lidt afstikkere undervejs, så….
Vi sluttede af med at udforske en del af Haunstrup, som Vixen ikke tidligere har været i. Det er altid hyggeligt at gå tur i Haunstrup med alle hundene på én gang, men det er mere givende at gå med dem én for én. Det giver mig en følelse af, at hunden og jeg gør noget sammen – og jeg tror også, at den enkelte hund føler det sådan.
Til sidst en opdatering på projekt ”Hunden ud af soveværelset”: Det går forrygende. De vil stadig meget gerne med ind i sengen, når vi går i seng, men der er ingen piben eller noget. De har fundet ud af at fordele de tre nyindkøbte senge imellem sig, og jeg tror, at vi alle får en bedre søvn nu
Uge 14
2. april
Tillykke til Vixen og alle hendes søskende, der i dag fylder 1 år. Det har været et spændende første år med hende – meget anderledes end jeg havde troet – og jeg glæder mig rigtig meget til at se, hvad det næste år bringer.
I dag har vi fejret Vixens 1 års fødselsdag. Vixen havde inviteret Movie til kaffe og Othello-lagkage i Haunstrup. Jeg inviterede Gitte til også at deltage Movie og Gitte havde købt en ”Lick treat” med beef-smag til Vixen. Den faldt i god jord. Vi havde købt en Orthobed til hende. For at undgå misundelse mellem pigerne, har vi også købt en til Chili og Daisy. Vi har en bagtanke med gaven: Vi har nemlig besluttet, at hundene skal ud af sengen, ja faktisk helt ud af soveværelset. Hvis denne plan skal blive en succes, er vi nødt til at tilbyde dem et liggeunderlag, der kan måle sig med vores senge, og det tror vi, at en Orthobed kan. Eneste minus er, at hele flokken ikke længere ligger sammen; nu bliver det kun den firebenede flok, der får mulighed for at ligge sammen. Det bliver spændende at se, hvordan det går 
Fotograf: Gitte O. Pilgaard :-)
Uge 13
Galleri 2013 er opdateret.
Uha, tiden går. Det er ikke fordi, vi ikke laver noget, at der mangler opdateringer. Måske har vi for travlt, og måske er Facebook ved at overtage de småopdateringer, der kommer?
Siden nytår har Vixen afsluttet et lydighedshold hos DRK i Skive. Vi deltog godt nok ikke halvdelen af gangene; dels pga. sygdom (mig) og dels pga. løbetid (Vixen) . Vi kom dog til afslutningen, som var lagt an som en ”brugsprøve for sjov”. Den enkelte måtte selv vurdere, om man ville dispensere fra nogle af kravene i brugsprøven. Det benyttede jeg mig af Vixen gik forholdsvis pænt i line og pænt fri ved fod. Vi har dog ikke trænet så meget afsætning, at jeg kunne gå 50 meter fra hende, så jeg valgte kun at gå 10 meter fra hende. Vi har heller ikke rigtig gjort i apportering af ting, der bliver kastet, så da jeg kastede en dummy, knaldapporterede hun. Hun røg ikke af sted med det samme men sad faktisk ved siden af mig nogle sekunder. Hun samlede pænt op og kom pænt tilbage og smed så dummyen foran mig. Der er ting, der skal arbejdes med, men vi når en brugsprøve denne sommer
Samtidig med at Vixen og jeg har gået på lydighedsholdet i Skive, så har Leif og Daisy trænet åben klasse. Daisy har leveret en svingende indsats. Nogle gange var hun knivskarp, og nogle gange var hun mindre skarp. Nogle gange var der meget stress og lyd, og andre gange ikke.
Tirsdag er turen gået til Brande, hvor vi har gået på et markprøvehold hos Jørgen med Chili og Daisy. Der er ikke de store udfordringer i det, men det er hyggeligt at komme af sted, og for Chilis vedkommende handler det jo mest om at have det sjovt sammen – og det har vi
Onsdag går turen så til Bording, hvor Vixen og jeg har fået plads på et hold hos DcH. I Bording er al træningen baseret på klikkertræning/operant indlæring, og det er virkelig en øjenåbner for mig. Vixen er virkelig tændt på klikkeren, og hun tilbyder al verdens adfærd. Det tager ikke mange forsøg, før hun har sporet sig ind på, hvad jeg gerne vil have hende til. Selv Leif er lidt imponeret over, hvordan sådan en klikker virker på en hund. Vi går sammen med Gitte og Movie, og jeg må godt nok sige, at jeg har set en enorm positiv udvikling hos Movie, efter at hun er blevet introduceret for klikkeren. Hun har fået så meget mere selvtillid, og hun er så tændt på at arbejde med Gitte. Kurset løber over 4½ måned, så vi er fast booket hver onsdag i det næste stykke tid.
Vi har også afsluttet Suzanne Hofmanns opfølgning på klikkerkurset med Karen Frost. Det har været nogle rigtig hyggelige formiddage, hvor træningen har været baseret på, hvor vi hver især var henne med vores hunde. Suzanne snakker om at lave et klikkerbaseret apporteringskursus, og vi er helt sikkert med
De seneste måneder har også budt på et skue og en udstilling. Den 2. februar var vi på skue i DRK Region Midtjylland. Region Midtjylland har besluttet at invitere tollere med på deres skuer. Dette kvitterede jeg med ved at melde både Vixen og Chili til. Vixen stillede op i unghundeklassen, og Chili fik en tur i veteranklassen. Det var en rigtig hyggelig dag – på trods af en spirende influenza, der blev værre i løbet af dagen. Vixen fik Very Good, en fin kritik og blev efterfølgende 6. bedste tæve. Chili vandt sin klasse med excellent (hun var den eneste deltager), blev 3. bedste tæve og blev efterfølgende BIS Veteran 2 (ud af 2 ).
Lørdagen efter gik turen så til Tollerklubbens udstilling i Vonge. Det var en knap så positiv oplevelse. Dommeren havde rigtig svært ved at se noget som helst positivt ved Vixen og gav hende et ”good”. Udstillinger er jo en subjektiv ting, så man skal ikke altid gå så højt op i, hvad en enkelt udstillingsdommer mener. Og jeg kan også godt se, at Vixen har nogle mangler. Nogle af tingene kan der ikke ændres ved, men jeg håber da, at hun bl.a. får mere fylde med tiden. Denne her dommer mente så, at Vixen aldrig ville udvikle sig til at blive nogenlunde acceptabel rent eksteriørmæssigt. Det var da noget af en udtalelse, og i mine øjne ganske unødvendig. Jeg havde fornøjelsen af at hygge mig med Helle og Troja. Helle jagter jo det sidste cert, så Troja kan blive udstilingschampion. Det var så ikke hos denne dommer hun fik det cert. Dommeren kunne nemlig ikke se andet end hvad hun kaldte Trojas ”stikkende øjne”! Denne dommer bedømte desuden noget, hun kaldte ”tollende bevægelser”. Jeg er ikke helt klar over, hvad det er. Skal en toller have ”tollende bevægelse”, og skal en labrador så have ”labbende bevægelser”??? Der kommer til at gå lidt tid, inden Vixen kommer til en officiel udstilling igen. Nu vil jeg se, om det ikke er muligt at få bygget lidt krop på hende, så den del i det mindste er nogenlunde i orden Til gengæld klarer søster Foxy i Norge sig helt fantastisk på udstillinger, og det varer nok ikke længe, inden hun kan smykke sig med en championtitel.
Den 16. marts deltog Chili og jeg i et kursus med Hans Jørgen Bilstrup og Poul Erik Hansen fra Nordjylland. Det var arrangeret af regionens TU. Chili og jeg var på holdet for åben- og vinderklasse-hundene, og Poul Erik lavede nogle pænt svære poster til os. Chili arbejdede fantastisk hele dagen, og det blev da også bemærket af Poul Erik, som roste hende for hendes markeringsevner. Hun var desuden forholdsvis afdæmpet mht. lyd, og det blev også bemærket Vi fik en masse input med hjem til det videre arbejde, og det var rigtig god dag, selv om sneen begyndte at vælte ned ud på formiddagen og fortsatte resten af dagen.
Den 24. marts skulle vi mødes i Skive for at være med til at lave poster til labradors arrangement den 6. april. Vi skulle tage hunde med, så posterne kunne afprøves. Desværre er Daisy i løbetid, og Chili er så tæt på, så jeg ikke ville være bekendt at tage hende med. Jeg valgte i stedet at tage Vixen med. Ikke for at hun skulle prøve nogle af posterne; mere fordi hun så kunne få et par gode timer med nye indtryk og nye hunde. Jeg hjalp med til at planlægge begynderklassen. På en officiel B-prøve skal der være en vandmarkering. Sådan som vejret er nu, er det et problem. Søerne og vandhullerne i området er frosset til; kun åen er frostfri. Der er til gengæld utrolig meget strøm i åen, så en markering i åen for begynderklassehunde duer ikke. Hvis de tøver det mindste med at gå i vandet, så vil fuglen være forsvundet langt nede ad åen med det resultat, at hundene enten ikke have en chance for at få fat i dem, eller at nogle hunde ville fortsætte ned ad åen for febrilsk at få fat i fuglen. I stedet lavede vi en post med en markering over åen. Fuglen falder synligt på åbrinken. Åen er vel 10-15 meter bred, så det burde ikke være en umulig opgave. Vi havde alle hunde med, så vi kunne afprøve posterne. Jeg tænkte egentlig ikke, at Vixen skulle prøve. Hun har kun fået kastet et par markeringer, og hun har aldrig apporteret fra eller over vand. Alligevel så tænkte jeg, at jeg da lige kunne se, om det var noget, hun kunne finde ud af. Det kunne hun! Hun gik i vandet uden tøven – og uden at kaste sig vildt ud i det – svømmede over åen, løb lige op til dummyen, samlede op og satte kursen direkte tilbage (jeg fløjtede for en sikkerheds skyld). I vandet igen uden tøven. Jeg skulle egentlig tage imod hende ved kanten af åen, men jeg valgte at løbe lidt tilbage, da jeg var usikker på, om hun ville komme hen til mig. Hun løb lige hen til mig, afleverede til hånd (det var lidt af et tilfælde!), og rystede sig først, da jeg havde fået dummyen! Wau, jeg var imponeret.
Hun fik også lov til at prøve de andre poster, som var to landmarkeringer og et frit søg. De to markeringer klarede hun fint. Hun havde styr på, hvor de var faldet, selv om der skulle en lille smule søgen til. Frit søg har vi jo aldrig prøvet, men hun havde fået lov til at se nogle af de andre hunde søge. Den første dummy fandt hun forholdsvis hurtigt. Igen kom hun hjem og afleverede – ikke til hånd dog. Ved den næste dummy måtte jeg med hende ud i området, men da hun så fandt en dummy, var det direkte hjem og aflevere. Så stoppede vi for den dag. Uha, hun imponerede mig, men jeg kan også mærke, at vi stadig skal tage det meget langsomt, for hun er i den grad tændt, og vi kan meget let få problemer med lyden.
Den fremtidige træning for alle tre hunde vil være, at Vixen fortsætter hos DcH om onsdagen. Chili og Daisy fortsætter hos Jørgen om tirsdagen. Jeg har så besluttet, at Vixen kommer med ned til Jørgen. Han kører et lydighedshold før markprøveholdet, og her kan Vixen få lov til at slå sine folder
Philippa Williams har de seneste to år lavet opvisning på Crufts. Disse opvisninger kan man se her og her. En fantastisk dame!
Uge 5
Weekenden er blevet brugt til at køre en dele kilometre.
Lørdag skulle Vixen og jeg til Struer til anden omgang opfølgning på kurset med Karen Frost. Der er blevet trænet intensivt med klikkeren , og det er tydeligt, at Vixen synes, at det er sjovt selv at finde på ting, som kan udløse et klik og en godbid. Endnu engang havde vi en rigtig god formiddag med Suzanne Hofmann – ja, det blev godt nok lidt mere end en formiddag, for vi havde så mange spørgsmål, og der blev diskuteret på kryds og tværs.
Samtidig med at jeg var i Struer, kørte Leif og Daisy til Skive for at træne. Søndagstræningen var flyttet til lørdag, da instruktørerne skulle til WT i Nordjylland. Det var ikke lige Daisys dag. Hun gik i stå i det frie søg, og var ikke særlig skarp på dirigeringerne. Hun har ellers været rigtig dygtig de øvrige gange, men der skal jo være plads til en off-dag ind i mellem.
Søndag var det så Vixen og min tur til at køre til Skive; vores træning var nemlig ikke blevet flyttet. Der var flere afbud, så vi var kun 5-6 hunde. Temperaturen var blevet skruet lidt op i forhold til den seneste tid, så jeg havde fået for meget tøj på. Vores træning var mest lineføring, fri ved fod (gik ikke så godt) og bliv-øvelse. Der er noget at arbejde med
Lørdag sidst på eftermiddagen skrev jeg til Pernille Lillevang for at høre, om Vixen og jeg kunne få en plads på klikkerholdet med Philippa Williams til juli. Søndag morgen stod jeg så op til en mail fra Pernille, at der selvfølgelig var en plads til mig på holdet. Juhuu. Jeg glæder mig allerede. Hvis man ikke lige ved, hvem Philippa Williams er, så er der et klip med hende her. Tænk at have sådan en afslappet og positiv holdning til hundetræning. Det kan man da kun blive glad af at se på.
Sidste lørdag var jeg en tur i Vorning ved Tjele. Birgitte havde inviteret på jagt. Det var simpelthen sådan en skøn dag. På første såt blev jeg placeret ved en skovsti. Der gik vel omkring 30-40 minutter, inden jeg kunne høre hundene komme op imod mig. Der var vindstille, hvidt over det hele, og store snefnug dalede langsomt ned fra himlen. Det var simpelthen så skønt. Jeg stod og tænkte på, at man meget oftere burde unde sig selv at stå sådan et skønt sted og bare nyde at være i nuet og lægge mærke til omgivelserne. De folk, der betaler enorme summer for at lære at slappe af og lade tankerne flyve, kunne gøre det helt gratis i den danske natur. Anden såt foregik i en juletræsplantage. Vi blev placeret på kanten af plantagen lige ned imod et engområde. Nu var det holdt op med at sne; i stedet skinnede solen fra en næsten skyfri himmel. Det kunne ikke være ret meget bedre. Der blev skudt et enkelt stykke råvildt, så vi gik glip af en prangende vildtparade. Til gengæld gik vi ikke glip af en fantastisk suppe lavet på elgkød. Tak til Birgitte for invitationen; jeg havde en pragtfuld dag!
Næste lørdag står den på skue i Lyne-hallen. Det er første gang, jeg skal på skue med mine hunde. Det er DRK Midtjylland, der afholder sit årlige vinterskue. Regionen har besluttet at invitere tollerne med på deres skuer, og det bør man jo vise taknemmelighed for ved at møde op. Selv gamle Chili bliver støvet af; hun bliver stillet i veteranklassen. Det bliver helt sikkert en hyggelig dag sammen med andre retrieverfolk.
For at det ikke skal være løgn, så tager vi lige endnu en udstilling lørdagen efter. Denne gang er det i Tollerklub-regi, og det foregår i Vonge. Det er Helle Lund, der har lokket mig med. Denne gang er det kun Vixen, der skal vises frem.
Uge 1
Så er året ved at gå på hæld, og det er tid til årets sidste opdatering.
Hvalpekurset hos DcH Ikast er slut, og der er ikke plads til at vi, der ikke trænede der i forvejen, kan fortsætte. Vi havde fået at vide, da vi startede, at vi nok ikke kunne fortsætte, så det var ikke nogen overraskelse. Mine planer med Vixen går også i andre retninger, så det gør ikke så meget. Men der var flere af de andre på holdet, der var rigtig kede af det og nu ikke vidste, hvordan de skulle komme videre med deres træning. Jeg håber, de finder en løsning.
Mine planer med Vixen er, at vi fortsætter vores træning i DRK-regi. Vi starter med lydighed. Dette skulle gerne munde ud i en brugsprøve. Lige nu kan jeg slet ikke se en brugsprøve ude i horisonten, men det ændrer sig forhåbentlig. Jeg har tilmeldt mig et hold på Skive træningsplads, der starter her efter nytår. Der er godt nok også hold i både Herning og Holstebro, men det passer med, at Leif og Daisy kan deltage i åben klasse-træningen i Skive, mens Vixen og jeg prøver at få styr på lydigheden. Desværre er der pt. kun tre tilmeldte, så jeg er lidt usikker på, om holdet overhovedet bliver oprettet. Der er også kun tre tilmeldte i både Herning og Holstebro, så det er nok også usikkert, om der bliver hold der. Måske kan de tre træningspladser finde ud af at gå sammen om træningen?
Et alternativ er at træne lydighed i Brande hos Jørgen Christensen. Han kører privat træning, og her i efteråret har både Leif og jeg trænet markprøvetræning hos ham. Det har været ret specielt at træne hos ham, idet det foregår om aftenen i meget lidt belysning. Der er sat lidt lys op, der hvor posterne er, men hundene skal i høj grad bruge deres næser for at løse opgaverne. Det er god træning for vores hunde, der ofte bruger øjnene mere end næsen. Man kan jo også krydse fingre for, at Marianne arrangerer noget lydighedstræning i det nye år. Vi har trænet hos hende før, og det kan bestemt anbefales.
Nu er det jo ikke sådan, at jeg har glemt alt om klikkertræning. Suzanne Hofmann har lavet noget opfølgning på det kursus, vi havde med Karen Frost. Hun har i regi af Hund & Træning lavet i alt fem x opfølgning. Derudover har Gitte og jeg været nede på knæ for at få møvet os ind i DcH i Bording. Og hvorfor så det??? Det er simpelthen fordi, at man i Bording udelukkende træner klikkertræning, og her har man nogle meget dygtig instruktører. Vi har fået svar tilbage, at man overvejer at lave et opstartshold i januar, der skulle være for ”ældre” hunde (”ældre” er i denne sammenhæng hunde over 6 måneder ). Vi håber at få et positivt svar her inden udgangen af året.
Tøsetræningen har også ligget lidt stille de seneste måneder. Det blev for mørkt at træne om aftenen, og i weekenderne har mange af ”tøserne” været optaget af jagt. Jeg håber, vi får gang i noget igen, når vi kommer ind i januar, for det er en rigtig hyggelig flok at træne med, og det er altid meget lærerigt.
Alle tre hunde har været på besøg hos Christian fra Magtor. DcH Ikast havde booket ham og Rikke til at lave en kort undersøgelse af de hunde, man gerne ville have undersøgt. Jeg havde tilmeldt alle tre. Vixen og Chili havde ingen problemer af betydning. Der var nogle små justeringer, som Christian klarede på stedet. Daisy, derimod, havde lidt flere ting, som ikke kunne klares på stedet. Vi bookede derfor en tid hos ham. Han bad os tage alle tre hunde med, da Chili og Vixen så lige kunne få en lille justering mere. Vi har nu været der to gange, og det er utrolig fascinerende at se, hvordan han arbejder. Daisy skal lige en tur forbi i januar, og så skulle hun gerne kunne ”løslades”.
For ikke så lang tid siden blev det så endelig offentliggjort på Tollerklubbens hjemmeside, hvad de nye avlsrestriktioner for tolleren bliver fra og med 1. januar 2013. Det er svært ikke at tage sig til hovedet, for stort set alt er tilladt. Man må bruge hunde med E-hofter og 3 på albuen + alverdens øjensygdomme. Dog skal det dokumenteres, at hanhunde har begge testikler. Som Helle Lund skrev på Facebook, da restriktionerne blev offentliggjort: ”…så vi slipper for de ”farlige” kryptochide hunde” Tollerklubben har så indført, at man kan få en lidt ”finere” stamtavle, hvor der står, at ”denne hund er avlet efter DNSDTR klubs og DKKs avlsanbefalinger”. Her må hundene have B-hofter, 1 på albuerne og de fleste øjensygdomme med undtagelse af PRA (dccog må begge forældredyr ikke have den samme øjensygdom).
Når jeg taler med folk fra forskellige specialklubber – og ikke kun retriever-racer – er der rigtig mange, der er alt andet end positiv overfor de ændrede avlsrestriktioner (der over hele linjen er blevet forringet). Jeg har derfor undret mig over, at der var så stor tilslutning på DKKs repræsentantskabsmøde til forslaget om at slække på kravene, indtil jeg fik at vide, at mange racer slet ikke har nogle avlsrestriktioner. Ville det ikke have været mest passende, at kun de klubber, der ville blive berørt af en sådan beslutning, skulle stemme om den?
Det er svært ikke at frygte, hvordan racens sundhed bliver påvirket at denne mangel på krav til opdrætterne, og det bliver i hvert tilfælde svært fremover at argumentere for, hvorfor det lige er, at folk skal vælge en DKK-stambogsført hvalp, når de skal have ny hund.
For nylig fik jeg fra DKK tilsendt det årlige indbetalingskort til medlemskab af Tollerklubben. Leif har jo for længst meldt sig ud, og jeg kan forstå, at flere af de gamle medlemmer har besluttet ikke at forlænge deres medlemskab. Jeg er i syv sind. Umiddelbart har klubben intet at tilbyde mig, og det er stadig min overbevisning, at racens udvikling som jagthund ville have bedre vilkår i DRK (faktisk er en af klubbens kraftigste modstandere af tolleren i DRK kommet til den konklusion, at hvis racen skal udvikle sig som jagthund, så kan det ikke ske i Tollerklub-regi men må ske i DRK-regi). Omvendt så håber jeg jo om nogle år at kunne lave et kuld hvalpe på Vixen, og jeg synes, at det er svært at være opdrætter og ikke medlem af racens specialklub. Beslutningen bliver nok, at jeg genindmelder mig. Hvis så det skulle vise sig, at jeg af den ene eller anden grund vælger ikke at bruge Vixen i avl, så har jeg ikke længere nogen grund til at være medlem. Men det må tiden vise.
I morgen formiddag tager vi traditionen tro en tur til Haunstrup for at motionere hundene lidt, så de forhåbentlig er godt trætte nytårsaften. Chili og Daisy plejer at tage det helt afslappet, men Vixen er lidt mere obs på raketterne og heksehylene, som vi allerede nu hører rigtig meget.
Vi vil gerne ønske jer alle et rigtigt godt nytår. Vi håber, vi ses en masse derude i 2013.
Uge 46
Så løb tiden fra os igen!
Jeg vil begynde med det sidste først. Den 4. november var Vixen til sin første udstilling! Den foregik på DKKs internationale udstilling i Herning. Der var udstilling både lørdag og søndag, men jeg havde kun tilmeldt hende om søndagen. Hun er jo stadig i hvalpeklassen, og jeg var bare interesseret i, hvordan hun ville håndtere sådan en udstilling og så selvfølgelig i, hvad en dommer ville synes om hende. Jeg blev rådet til at tage hende med ind om lørdagen for at give hende lidt miljøtræning, og det var nok en god idé. Helle skulle udstille Troja, så jeg kunne jo hygge mig lidt med dem. Ingen tvivl om, at det er en stor mundfuld for en hvalp at komme til et sted med så meget larm og aktivitet, men hun tog det nu i stiv arm. Hvis der ikke lige sket noget, hun skulle forholde sig til (mest flinke mennesker, som ville snakke med hende), så lagde hun sig ned!
På selve dagen tog jeg ind til Herning i god tid. De første tollere skulle i ringen kl. 9.00. Jeg ankom lidt over 8.00, så vi havde tid til at falde lidt til ro og vænne os til larmen. Der var kun to hvalpetæver. Den anden var en Redmound. Vixen tog det hele i stiv arm. Vi har jo ikke trænet noget som helst ringtræning, så jeg var lidt spændt på, om hun ville hoppe og danse rundt. Hun løb rigtig fint (kun et par enkelte dansetrin), og dommeren (Jochen Eberhardt fra Tyskland) kunne rigtig god lide hende. Hun fik SL og en flot kritik: Elegang and mobile puppy with excelent tail carriage, rather fine muzzle, good expression, nice bone, feet and angulation. Already moves happily, nice coat, nice temperament. Men det bedste var, at hun bare tog det hele så afslappet.
Efter udstillingen tog vi en runde blandt boderne, og jeg fik da også købt lidt, bl.a. en ny sele og line til Vixen i hendes farve (lilla ). Herefter tog vi hjem og fik en god, lang lur i sengen (jeg havde været til 50-års fødselsdag i Thisted og havde kun fået 3 timers søvn).
Torsdag den 1. og fredag den 2. november handlede det om Karen Frost fra Hund og Træning. Torsdag holdt hun foredrag om stress. Vi fik et indblik i, hvordan det påvirker både krop og hjerne, og jeg fik virkelig en forståelse af, hvorfor en hund, der stresser ikke kan indlære. Vi fik også fortalt, hvordan vi kan afhjælpe negative stresssituationer – for stress kan jo både være positivt og negativt.
Fredag havde jeg booket 2 x 20 min. eneundervisning med Vixen til træning med Karen. Vi var 8 hundeførere og en antal kursister uden hund, så vi kunne lære af hinandens træning. Jeg havde bedt om, at min undervisning kom til at handle om fri ved fod og apportering. Karen (og resten af instruktørerne hos Hund og Træning) træner jo med klikker. Jeg har længe godt kunne tænke mig at klikkertræne, men umiddelbart virker det ikke som noget, man selv skal gå i gang med. Hvis man skal blive god til det og få det rigtige ud af det, så kræver det vist, at man bliver holdt i hånden et langt stykke hen ad vejen. Jeg har nu fået lidt mere viden om det, og har faktisk skiftet min ”lyd” ud med en rigtig klikker. Jeg er helt vild overrasket over, hvor hurtigt Vixen lærer. Vi havde en rigtig dejlig og lærerig dag, og det er forhåbentlig ikke sidste gang, jeg møder Karen Frost i denne sammenhæng.
Ellers går jeg jo stadig til træning i DcH Ikast med Vixen på hvalpeholdet. Det er fint nok, men jeg havde måske lidt andre forventninger til det. Jeg vil prøve at få mig sneget på et hold i DcH Bording, når dette kursus er overstået. Her træner man kun med klikker, og det er lige det, jeg har brug for.
Chili får også lov til at lave noget. Vi er startet på et markprøvehold i privatregi hos Jørgen i Brande. Det er lidt spændende, for det er jo faktisk mørkt, når vi træner. Selv om der er sat lys op, der hvor posterne er, så foregår mange af tingene i halvmørke. Det er rigtig godt for Chili, for det tvinger hende til at bruge næsen i stedet for synet. Jeg nyder simpelthen sådan at træne med hende. Hun elsker det, og hun ved, hvad det handler om. Det er en rar kontrast til træningen med Vixen, hvor alt jo bare er nyt og skal indlæres.
Leif og Daisy træner også hos Jørgen. De har dog holdt en lille pause pga. løbetid, men er nu klar igen. Til gengæld er Chili kommet i løbetid, så nu er det vores tur til at holde pause.
Uge 39
29. september
Tillykke til Star Wars-kuldet, som bliver 6 år i dag.
Uge 36
Lørdag den 8. september aftalte vi med Martin, at vi skulle træne lidt hund. Det var rigtig lang tid siden, vi havde været sammen med Martin, og selv om Martin havde et rigtig stramt program, så fik han fundet plads til lidt træning.
Vi aftalte at mødes i Ådalen ved Karup. Leif var nogenlunde klar over, hvor vi skulle mødes. Lige inden vi kørte hjemmefra kom der en SMS fra Martin med teksten "Mødestedet et flyttet en lille smule. Nemlig til: 56 18 58.2N 009 07 43.1E". Og så var der lavet et kort med mødestedet på. Så intet kunne gå galt.
Vi tog af sted og var på den aftalte lokation præcis kl. 14 som aftalt, men Martin var vist ikke ankommet endnu, for bilen var der ikke. Bilen blev parkeret, og vi skulle til at stå ud af bilen da en SMS tikkede ind på telefonen med denne besked: "Hej med jer og velkommen til geotræning. Vi skal se om jeres telefoner kan finde vej, så prøv om I kan finde 56 19 01.5N 009 07 57.0E. Hvis I har overskud kan I jo passende træne fri ved fod på vejen. PS: Jeg bruger en App, der hedder Free GPS."
Efter lidt tid måtte Leif ringe til Martin, da der var lidt startproblemer med den nye trænings metode
Martin kom til syne ude i naturen, og vi fik styr på tingene. Derefter gik vi i gang med at finde den første post på 56 19 01.5N 009 07 57.0E. Martin var igen forsvundet ind i naturen lige så hurtigt, som han kom ud.
Da vi fandt positionen, så vi at der var sat 2 tøjklemmer med rødt bånd i bevoksningen, som kunne ligne et startsted til et frit søg. Så kom der endnu en SMS fra Martin. "Hvis I stiller jer mellem de røde bånd og kigger mod syd-øst, så ligger der et frit søg til jeres vovser. Der er 9 dummier, og I bestemmer selv om der skal være en eller to hunde i gang og hvornår I er færdige. Dummierne må gerne lægges i tasken, der er ved træet modsat det frie søg. Når I er færdige, skal I gå til 56 19 03.9N 009 08 06.4E. Tag bare dummierne med "
Nå, men vi gik i gang med det frie søg. Et spændende terræn med en del blomstrende lyng, træer, buske og langt græs, dybe krydsende skyttegrave og gange lavet for mange mange år siden gav ekstra volumen til det i forvejen skiftende terræn. Når hundene forsvandt ned i disse skytte grave/gange kunne man ikke se dem. Efter hundene havde arbejdet et stykke tid og havde hentet seks dummys hjem, var Daisy og Chili faktisk ved at gå lidt døde. De smed sig flere gange ned på jorden og gned næsen med poterne, så lyngen generede virkelig deres næser. Vi måtte til sidst gå med ud i søget, for at finde de sidste dummyer, for vi skulle jo havde dem med til næste post, og Martin var stadig ikke i syne nogen steder De sidste dummyer blev fundet, og vi snakkede om hvor godt et søg det havde været… meget udfordrende for hundene, så det var super. Leif fik plottet de nye koordinationer ind - 56 19 03.9N 009 08 06.4E - og vi begyndte at vandre igen. Men at føre hund fri ved fod og samtidig se på en GPS er dæleme en udfordring (for en mand ). Det var for stor en opgave for Leif, og Daisys fri ved fod var derfor meget fri. Chili gik derimod rigtig fint.
Pludselig sad Martin der, og han havde kunnet se os hele tiden, men vi havde ikke set ham Martin lod os findel næste post. Det var en to enkelt markeringer, som vi byggede op til en dobbeltmarkering. Her var hundene igen blevet skarpe, selv om markeringerne faldt i ½ meter højt græs. Især var det dejligt at se, at de holdt en fin lige linje ud til markeringerne. Da denne post var kørt igennem, fik vi nye koordinater til næste post (N56 18 53.760 E9 7 59.460), som vi sammen gik imod. Da vi nåde frem var denne post også en dobbelt markering, som vi igen byggede op fra to enkelte, da terrænet igen var lidt udfordrende. Vores hunde var her ved at gå lidt døde igen, men vi kom igennem.
Martin havde lidt flere poster i posen, men vores hunde var færdige, og de havde også lavet et fint stykke arbejde, så vi valgte at stoppe. Herefter var der dømt cola og småkage ved bilen og hyggeligt snak.
Frida blev snydt for træning denne gang, selv om "ro på post" også er en vigtig ting at træne. Martin havde det fint med det, for dagen efter skulle turen gå til Norge, hvor Frida skal med Martin på en uges jagt. Så hun skal nok få lov til at lave noget.
Tusinde tak til Martin for en rigtig dejlig eftermiddag, nogle gode og udfordrende poster, hyggeligt samvær og en rigtig sjov måde at gøre tingene på. Og knæk og bræk i Norge.
Uge 35
Nu er det vist på tide med en opdatering om livet i Wildmountain.
Der er ikke sket det helt store. Den lille plysbamse af en hvalp er blevet en langbenet tøs, som er i fuld gang med at skifte tænder. Hun og jeg er her i august startet på et hvalpehold i DRK-regi. Det er Kirsten Vestergaard, der står for undervisningen, og det gør hun rigtig godt og lidt utraditionelt ifht. den DRK-standard, jeg kender . Desværre kan vi ikke køre kurset færdigt, da jeg har fået en plads på DcHs hvalpehold. Jeg ønskede fra starten at træne hende i DcH-regi, så længe hun er hvalp. Det har så desværre taget lang tid, inden der blev en plads til mig, og nu runder hun jo de fem måneder, inden vi kommer i gang. Nå, men bedre sent end aldrig Den manglende plads på et hvalpehold har ikke betydet, at hun bare har fået lov til at passe sig selv (selv om Leif mener, at hun er fræk og trænger til noget opdragelse). Jeg har trænet lidt med hende – mest kontakt- og ”bonding”-øvelser. Der har ikke været noget som helst kasten med dummyer. Vi har prøvet hende på en enkelt due, og den havde hun ingen problemer med at bære rundt på. Problemet var mere at få den fra hende igen, for hun var ikke på nogen måde opsat på at dele denne lækre skat, som hun havde fået fat i. Derfor er alt vildt lagt på is (både i overført betydning og i bogstavelig forstand), indtil jeg har fået styr på hende, og hun har fået styr på sig selv
I juli var vi på langtur med Gitte. Jeg havde lavet en aftale med Irene Jarnved om lidt træning, og Gitte tog med som støtte og ekstra ører. Det var rigtig interessant, de øvelser vi gennemgik med Irene, og det er noget, som jeg har arbejdet videre med. Det var også utrolig positivt at opleve Vixen på turen. Vi sejlede fra Århus til Odden og retur fra Odden til Ebeltoft. Vixen tog alt med ophøjet ro – køretur, sejltur og de mange, der lige ville dikke-dikke hende ombord på færgen. Irenes vurdering af Vixen var, at hun er en hund, der hviler godt i sig selv, og det synes jeg virkelig også at hun gør. Det er lige meget, hvor vi tager hende med hen, så tager hun det med ophøjet ro. Hun er nysgerrig overfor alt men ikke på en dumdristig måde. Hun er rigtig glad for at møde nye hunde, men hun farer ikke lige op i hovedet på dem (Det er nok Chili og Daisy, der har lært hende, at man lige skal passe lidt på ).
I forrige uge var jeg en tur i Struer med hende. Suzanne Hofmann havde arrangeret, at man kunne købe nogle enetimer med Karen Frost. Det skulle jeg da lige prøve. Her fik jeg også nogle rigtig spændende øvelser med hjem – og lysten til at lære mere om den måde at træne hund på.
Det bedste, der er sket i Vixen-regi, er nok, at Daisy har overgivet sig totalt til hende. De to leger en stor del af dagen. Vi havde forventet, at de to tanter ville acceptere hende, men det kommer totalt bag på os, at Daisy - aka. Maude - ligefrem skulle blive bedste-veninde med hende. Chili holder stadig en kølig distance. Der er ingen problemer mellem dem, og der har ikke været nogen kontroverser siden de første uger, men Chili nedlader sig ikke til leg med den lille, irriterende tøs. Så længe de kan enes, så er vi glade.
Nu da sommerferien er slut og skole og arbejde kalder igen, er hundene jo alene hjemme en stor del af dagen. Vi besluttede egentlig, at Daisy og Vixen skulle gå sammen pga. deres nyfundne venskab. Chili skulle så gå for sig selv – adskilt fra de andre af et børnegitter. Da Leif kom hjem efter første dag på arbejde, gik alle hundene sammen, og gitteret var stadig lukket. Dvs. at Vixen – og Daisy – var sprunget fra 2. eller 3. trin på trappen, over gitteret og ned på gulvet. Det synes jeg nu alligevel var for voldsomt et spring, så nu går de alle sammen – indtil videre uden problemer.
Chili holder en pause med de smertestillende. Det er lidt svært at vurdere, om hun har ondt. Der er stadig fuld drøn på hende, når vi træner, selv om hun er mere mærket af det bagefter, end hun var før. Der, hvor hun har ændret sig, er hendes humør. Hun virker en smule deprimeret og indadvendt. Om det er Daisys venskab med Vixen, der er skyld i det, om det er smerter, eller om hun bare er ved at være en ældre dame, kan vi ikke helt finde ud af. Vi må se tiden an og så vurdere, hvad vi skal gøre. Hun skal ikke fyldes med smertestillende medicin, hvis hun reelt ikke har brug for det.
Jeg har i flere år prøvet at få Chili til at tabe sig – uden held. Hun har i mange år levet af light-foder og små portioner, men der skete intet med hendes vægt. I vinter skiftede vi til et nyt foder, Bellfor, hvor vi også kører light/senior-udgaven på begge hunde. Og nu har hun tabt sig. Hendes kampvægt i foråret var 18,5 kg. Pludselig var hun nede på 16,5 kg, og det var jeg godt tilfreds med. I sidste uge var hun så med hos dyrlægen, da jeg skulle have vejet Vixen. Hun havde tabt endnu et kilo og vejer nu 15,5 kg. Nu behøver hun så ikke tabe sig mere. Jeg håber, det er foderet, der er skyld i det, og ikke fordi hun har det skidt. Når man tager fat i hendes bagpart, så føles det, som om at stort set alle muskler er væk. Jeg overvejer om jeg skal begynde at træne hende på et vandløbebånd for at bygge muskler op igen.
Daisy har længe været superstresset, når Leif træner hende. Det er ikke blevet bedre. Nogle gange er hun faktisk svær at komme i kontakt med, og Leif aner ikke, hvad han skal gøre. Hun bliver ikke trænet så meget, som hun tidligere er blevet, og kan det mon være det?? Når hun er på et niveau, hvor hovedet fungerer, så gør hun det jo som sædvanligt fantastisk godt. Hun er jo en utrolig dygtig lille hund.
I juli var vi begge til C-prøve i Vigsø. Vi blev dømt af Palle Olesen, som jo har haft flattere i mange år. Vi troede derfor, at han havde et lidt mere afslappet forhold til lyd, men det viste sig at være helt forkert. Vi fik begge ”karrierens” første D pga. lyd. De kunne nu også godt have klaret det lidt bedre på posterne, men det var lyden, der gav et D. Prøven var ellers rigtig spændende i noget – for os – helt nyt terræn (klitterne ved Vesterhavet). Vi var ikke de eneste tollere, der deltog. Jan/Sofus og Grete/Kia deltog i begynderklassen og fik hhv. en 3. og en 2. præmie. Det var rigtig flot gået.
I begyndelsen af august havde vi besøg af Doris og Thomas, Vixens opdrættere. De gjorde holdt på vej til Tollarspecialen i Sverige. De havde Vixens mor, Bella, med og Vixens bror, Quatermain. Det var så sjovt at se brormand. Han ligner bare Vixen så meget (hans ben er bare længere ). Vi tog en tur til Haunstrup. Først lod vi hundene tusse lidt rundt. Quatermain havde endnu ikke prøvet at svømme, så det fik han mulighed for. Han svømmede efter Bella, og det var så sjovt at se, hvordan hun bare hele tiden holdt øje med ham. Efter en kop kaffe og lidt kage, var det tid til at træne de store hunde. Henriette og jeg havde tidligere på ugen været ude og forberede nogle poster til tøsetræningen, og dem valgte vi at bruge. Første post var en dobbeltmarkering (med opbygning), hvor første dummy faldt på land, mens den anden faldt i et stort, tilgroet vandhul. For at komme derhen skulle de først igennem et vandhul, op på land og så i vand igen. Da vandhullet var helt begroet, kunne de ikke umiddelbart se dummyen. Når dummy nr. 2 var hentet, blev der lagt en tilbagesending, der vor landmarkeringen var. Det var en post, der trak tænder ud, men alle hundene gjorde det rigtig godt.
Næste post var også en dobbeltmarkering (igen bygget op) men på linie. Den klarede de også fint alle sammen. Tredje post var en enkelt markering op af en stejl bakke med skovbevoksning. Når den var hentet, var der en tilbagesending samme sted.
Vi sluttede af med en lang dirigering over vand, og det var nogle trætte hunde, vi tog med hjem. Vi havde en rigtig hyggelig aften med Doris og Thomas over lidt godt mad og god vin – og en masse hundesnak.
Ellers er efterårets træning startet i DRK-regi. Som sagt så står den på hvalpetræning om mandagen med Vixen. Tirsdag er Chili og Daisy af sted til åben klasse-træning i Holstebro. Det er Jens Andersen og Rie Jøhnke, der står for det, og det er rigtig god og udfordrende træning. Onsdag har jeg et lydighedshold i Herning sammen med Gitte, og torsdag er jeg så heldig at være blevet inviteret med til Tøsetræning sammen med en masse dygtige hunde og hundefolk (alle tobenede er kvinder – deraf navnet ”tøsetræning”). Vi skiftes til at arrangere det, og det betyder, at vi prøver mange forskellige slags terræn rundt om i regionen. Det er lidt hårdt at være af sted fire aftner om ugen – specielt da der er drøn på hos LEGO for tiden. Men det er jo en kort overgang, så det går nok.
Uge 27
Den 10. juni havde vi besøg af en flok søndejyske tollere for at lave lidt jagttræning med dem. En af deltagerne, Kim Clausen, har skrevet dette lille indlæg til aos.dk: http://www.aos.dk/node/35166.
Uge 26
30. juni 2012 - Hjælperdag i Søby
Regionsledelsen havde i dag arrangeret hjælperdag for de personer, som gennem året har hjulpet på regionens arrangementer. Der var omkring 30 deltagere – hunde i alle aldre og på alle niveauer.
Vi startede med et stort morgenbord. Derefter var det ud i det spændende terræn i Søby, hvor der var arrangeret 5 poster. Inden var vi blevet op i hold af 2 personer. Jeg var sammen med Cecilie Kaufmann med Beila, som er en lys golden.
Cecilie og jeg startede ved post 2, som blev kaldet ”Hegnet”. Det var en post, hvor en dummy blev smidt ind i en indhegnet område på ca. 3 x 3 meter. Begynderhundene var med ude og lægge dummyen, mens åben klasse-hundene blev siddende ved startstedet, hvor de fik lov til at se, at dummyen blev lagt. Cecilie var først på banen. Beila er en begynderhund, men Cecilie valgte at lade hende blive siddende, da hun vurderede, at det ville tænde hende mere. Det havde hun ret i! Beila gik fint ud til området, tog en tur rundt om indhegningen, men da hun så, at det ikke var muligt at komme ind, sprang hun resolut over. Beila er vant til at springe over hegn derhjemme. Det må hun godt nok ikke, og hun plejer at få skæld ud, når hun gør det, men lige i dag viste det sig, at det var rigtig god træning. Det gav 9 point (10 point er maks.) Det gik ikke så godt med Chili. Hun blev sat af, og jeg gik ud og lagde dummyen i indhegningen. På vej tilbage kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har fundet fløjten frem. Jeg roder derefter i mine lommer, finder fløjten og hænger den om halsen. Al denne roden rundt får Chili til at rejse sig og komme ud imod mig. Dum, dum førerfejl. Nå, tilbage til startstedet og af sted med Chili. Hun løber selvfølgelig derud i rask tempo men stopper, da hun kommer til indhegningen. Her viser hun noget rundt og kan ikke finde ud af at komme ind. Det ender med, at jeg må derud og lokke hende til at hoppe over. Det lykkes efter nogen overtalelse. Da hun skal ud, tøver hun igen. Jeg vælger at småløbe tilbage til startstedet, og det får damen til at springe ud af indhegningen igen og komme tilbage til udgangspunktet. Dette blev takseret til 3 point – i alt 12 point.
Post 3 var en lille agilitybane. Der var slalompinde, en ring at springe igennem, et spring og en tunnel. Jeg var først. Chili drønede derudaf og klarede det på lidt mere end 50 sekunder. Beila var bedre og gjorde det på dagens hurtigste tid – 39,7 sekunder (husk at der her er tale om en hvid golden ). Dommer Mette var begejstret og uddelte samlet 20 point til os.
Post 4 var en dobbelt liniemarkering over vand for Chili og en enkeltmarkering over vand for Beila. Chili startede og gik næsten direkte ud til den første markering. Jeg var lidt bekymret over, om jeg kunne få hende over vandet til 2. markering, men det var ikke nødvendigt at bekymre sig om det. Hun startede med at søge der, hvor hun havde hentet den første dummy og havde lidt svært ved at løsrive sig. Efter nogen tid måtte jeg derfor i gang med fløjten. Heldigvis lystrede hun fløjten perfekt, og jeg fik hende hen til området, hvor hun fandt dummyen, som hun returnerede promte. Beila havde lidt svært ved at finde enkeltmarkeringen, og den måtte kastes igen. Det hjalp, og hun kom også flot hjem med den. Chili fik 10 point, og dommer Helle sagde, at det var den første hund den dag, der var lydig på fløjten! Beila fik 4 point, hvilket gav en samlet score på 14 point.
Næste post var en dirigering på vand for Chilis vedkommende, mens det var en enkeltmarkering for Beilas vedkommende. Beila startede, og da jeg skulle gemme mig bag nogle buske, så jeg ikke, hvordan hun arbejdede. Men det gik godt, hvor hun fik 9 point. Chili startede ud rigtig flot, men halvvejs ud til, hvor dummyen lå, blev hun i tvivl og ville ikke lystre min fløjte. Jeg endte med at kalde hende tilbage og sende hende igen. Igen var hun usikker, så jeg kaldte hende hjem igen. Tredje gang, jeg sendte hende, lykkedes det. Hun kom ud i området, og efter lidt søgen, fandt hun dummyen og kom retur med den. Kristian gav 7 point for dette. Lidt gavmildt, men jeg tog taknemmeligt imod dem.
Post 5 var et søg. Imidlertid havde postmester Rie besluttet, at hundene havde arbejdet nok, så det var hundeførerne, der skulle ud i terrænet. Vi fik at vide, at der lå 10 dummyer derude, og vi havde 5 min.utter til at få dem hjem. Cecilie spurgte, om man skulle bringe dem hjem én for én. Jeg mente, at vi bare skulle samle sammen og så aflevere alle på én gang. Cecilie insisterede, og det var rigtig godt. Vi var åbenbart det eneste hold, der kom hjem med hver enkelt, og de andre hold blev straffet hårdt for at ”søge videre med vildt i munden” Vi mistede 2 point, da Chili to gange gik mig i møde, da vi kom hjem med en dummy. Men 18 point på den post var også ret godt.
Tilbage ved huset i Søby var vi klar til sidste post, som handlede om paratviden. Der var 15-20 spørgsmål, som strakte sig fra navnet på Prins Henriks gravhund, over navnet på Danmarks højeste punkt, til hvem der er formand for DRK. Cecile og jeg scorede 8 point, hvilket vist nok også blandt de højeste.
Mens vi grillede og hyggede, blev der talt point sammen. Der var præmier til rigtig mange forskellige præstationer. Martin og Frida fik f.eks. en præmie for at bruge længst tid på agilitybanen – 4,5 minutter. Der var en præmie til den hund, der klarede hegnet på den mest alternative måde. Det var Carstens hund, der på en eller anden måde formåede at komme under hegnet. Der var også præmier til dagens bedste præstationer, og til vores egen store overraskelse blev Cecilie og jeg 1. vindere med 88 point. 2. vinderne fik 72 point, så der var lidt at give af for vores vedkommende Præmien var et gavekort til hver på 500 kr. til Korsholm. Uha, hvor skal det blive dejligt at bruge dem
Vi nød naturligvis at vinde i dag, men vi nød mindst lige så meget, at det var en hvid golden og en DAMP-toller, der i dag var bedst.
En stor tak til regionsledelsen for en utrolig dejlig dag. Det er et arrangement, som vi håber, I gentager til næste år. Også tak til Cecilie og Beila, som brillerede, hvor Chili og jeg fejlede
Leif kom forbi i løbet af dagen med Vixen. Birgitte og Henrik havde taget Ida med, og vi syntes, at Vixen og Ida skulle have mulighed for at lege lidt igen. Og det gjorde de! Der blev også hilst på en masse rare hunde, så det var igen en dejlig og lærerig dag for Vixen.
Fotograf: Michael Houborg Johansen.
Uge 26
Billeder af Vixen i hverdagen
Ja, så er der snart gået fire uger, siden vi hentede Vixen i Tyskland. Vi havde helt glemt, hvor hårdt det egentlig er at have en hvalp i huset. Puha, man skal have et øje på hver finger, for der er gang i hende, og hendes fantasi og nysgerrighed fejler ikke noget Hun er også en helt fantastisk sød og glad hvalp, og på mange måder er hun utrolig nem at have med at gøre. Vi har haft lidt natteroderi, som vi dog har løst. Vi har jo vores hunde i sengen, og vi ville også gerne have Vixen i sengen. Det er vores erfaring, at det giver en roligere nat, når de sover sammen med os. Dette passede dog ikke på Vixen. De første nætter sov hun fint ved siden af min hovedpude, men efterhånden som hun lærte Chili og Daisy at kende – og de havde fortalt hende, at de ingen interesse havde i at udvide flokken – så havde hun svært ved at finde ro i sengen. Vi hentede derfor vores største bur op i soveværelset og smed hende derind. Efter 20 sekunders piberi lagde hun sig til at sove. Siden har hun sovet hver nat i buret, og hun siger ikke en lyd, når hun kommer derind. Hun møffer lidt rundt, lægger sig til rette, sukker dybt og sover til næste morgen.
Vi bruger også buret, når hundene er alene hjemme. Vi vil endnu ikke have hende til at gå alene sammen med tanterne. Selv om deres følelser overfor hende er blevet varmere, vil vi ikke risikere, at hun kommer til at fornærme dem med deraf følgende øretæver. Derudover er hun slem til at bide i al verdens ting. Derfor har vi også et bur stående, som hun kan være i, når vi ikke er hjemme. Det står i gangen, hvor også Chili og Daisy er, når de er alene hjemme. Igen er der ingen protester, når hun kommer derind. Hun lægger sig bare til rette og falder i søvn. Vi bruger også buret, når hun kører lidt højt og ikke kan finde ud af at komme ned.
Vi har været lidt rundt omkring og socialisere. Der er blevet gået små ture rundt i området, hvor vi bor. Hun har både været af sted alene og sammen med en af tanterne som støttepædagog. I forrige uge var vi en tur på Skive træningsplads. Skibonitterne havde inviteret til fælles træning for regionens instruktører. Jeg valgte at tage Vixen med, så hun kunne møde nogle søde hunde, der arbejdede. Om lørdagen var vi i Sydjylland og se lidt på retrievermesterskabet. Her mødte hun flere søde hunde, hørte en masse skud og oplevede i det hele taget en masse nyt. Mandag i denne uge startede vi så på hvalpetræningen hos Jan Vestergaard (Egely Hunde). Jeg har valgt at tage derud af flere årsager. Primært fordi det handler mere om socialisering end egentlig træning. Dernæst fordi der er alle mulige forskellige hunde og ikke kun retrievere. Hun går på hold med alle mulige racer fra en lille 11-ugers mops til en kæmpestor irsk ulvehund. Derudover har jeg meldt hende til hvalpetræning i DcH i Ikast. Desværre er det ikke sikkert, at holdet bliver til noget, da der mangles trænere. Derfor har jeg også meldt hende til hvalpetræning i DRK Holstebro. Så må vi se, hvad det ender med.
Af dårlige nyheder siden sidst er, at Chili har fået konstateret spondylose. Hun var begyndt at halte lidt i pinsen. Dyrlægen gav hende noget smertestillende, som hjalp med det samme. Det fik hende for øvrigt også til at være mere large overfor Vixen. Hun har haft en meget kort lunte pga. smerterne. Da hun begyndte at halte igen, da hun ikke længere fik smertestillende, blev hun røntgenfotograferet. Der var intet at se på hendes hofter, som på trods af hendes 8 år, så rigtig fine ud. Derimod kunne dyrlægen konstatere, at flere af hendes ryghvirvler var begyndt at vokse sammen = spondylose. En rigtig trist besked at få. Pt. er hun på smertestillende, og det går rigtig godt. Vi kan se, at hun om morgenen er mere stiv, når hun går op og ned af trapperne, og hun har muligvis lidt smerter. Det fortager sig dog, når hun har fået morgenens dosis af smertestillende. Det er aftalt med dyrlægen, at vi holder en pause med det smertestillende, når vi har brugt det, vi har fået, og så må vi se, om hun kan klare sig uden. Jeg havde hende med til træning i tirsdags, og det klarede hun uden tegn på smerter. Nu krydser vi så bare fingre for, at det ikke udvikler sig til at blive alt for slemt, for det er alt for tidligt at sige farvel til Chili. Hun skulle gerne have en del flere år i sig.
Leif har trænet en del med Daisy – primært dirigeringer over vand. Det er gået rigtig godt, og de udvikler sig meget.
Vi har meldt begge hunde til en C-prøve i Vigsø i juli. Det bliver – som altid – spændende at se, hvordan det går. Der bliver rigtig tollertræf til prøven, for Jan og Sofus og Grete og Kia deltager også.
Jeg har afsluttet det begynderklassehold, jeg havde sammen med Flemming. Det var et lille hold med nogle dygtige hunde. I august starter jeg et lydighedshold op sammen med Gitte. Det bliver spændende.
Den 10. juni havde vi en flok sønderjyske tollere på besøg i Haunstrup. Det var samme flok, som vi var nede og træne for nogen tid siden. Vi arbejdede videre med de øvelser, vi gennemgik, da vi var på besøg hos dem. Det var dejligt at se, at de havde øvet sig Næste gang vi mødes, skal det handle om opbygningen af frit søg.
Uge 25
19 Juni.
Tillykke med fødselsdagen Daisy (min dejlige prinsesse)
Uge 24
13. juni
Tillykke til de smukke hvalpe fra B.B. King-kuldet, der fylder 5 år i dag. Jeg håber, I bliver godt forkælet af jeres tobenede i dag.
Uge 22
Så har vi udvidet flokken med den sødeste og dejligste hundehvalp – Quite a Vixen vom Lech-Toller Nest aka Vixen. Hun har været længe ventet! Søgningen efter en ny hundehvalp har været i gang længe. Vi har primært kikket i Canada og USA, da vi gerne ville have noget nyt blod til Danmark.
Jeg havde længe været skrevet op hos en svensk opdrætter, som havde planlagt en kombination, som uden tvivl ville have fantastiske arbejdsegenskaber – lige det jeg søgte. Parringen trak af forskellige årsager ud, og jeg begyndte at tænke lidt nærmere over, at det kunne være spændende med nyt blod. Den svenske parring var på fantastiske forældre, som dog begge havde en del dansk blod i sig. I slutningen af 2010 gjorde Anette fra Kennel Vildanden fra Sverige gjorde mig opmærksom på et planlagt kuld i Canada, som hun mente kunne være spændende, hvis jeg søgte nyt blod og gode arbejdslinjer, og efter lidt korrespondance frem og tilbage med opdrætteren, blev jeg godkendt til en tæve. Så var det bare om at vente og krydse fingre for, at der var tæver nok. Endelig i begyndelsen af marts blev kuldet født, og der var en tæve til mig. Så var det bare om at søge Fødevarestyrelsen om at importere en hvalp, undersøge rejsemulighederne til Canada, vente og drømme om den nye hvalp. Desværre skete der det, at et par af hvalpene fra kuldet pludselig blev syge, da de var 3-4 uger gamle. Opdrætterens dyrlæge konstaterede, at det var cerebellar hypoplasi, som udarter sig som en slags spastisk lammelse. Dyrlægen mente, at det kunne være en virus, tæven havde fået under drægtigheden, men der var selvfølgelige også en risiko for, at det var arveligt. Jeg kontaktede min egen dyrlæge, som ikke vidste ret meget som sygdommen. Han kontaktede derfor en professor i genetik fra Landbohøjskolen, som i høj grad anbefalede mig ikke at få en hvalp fra kuldet, hvis jeg ønskede at avle. Inderst inde vidste jeg jo med det samme, at jeg måtte sige nej til en hvalp fra dette kuld; det var bare en svær beslutning, fordi der kun var få uger til, at jeg skulle hente hvalpen. Så tæt på og så alligevel ikke!
Jeg undersøgte herefter andre nordamerikanske opdrættere, da jeg nu havde fået lyst til en hvalp derfra. Der var flere gode opdrættere, jeg godt kunne tænke mig en hvalp fra, men flere af dem havde planlagt kombinationer, som jeg ikke var interesseret i. Der er også en udbredt brug af elhalsbånd i træningen derovre, hvilket i mine øjne gør det vanskeligt at vurdere, hvorvidt hunden har medfødte evner og lyst til at arbejde og apportere, eller om det er indarbejdet i dem via el-halsbåndet. Jeg stødte også på en anden forhindring: Den tyske tollerklub havde annonceret, at man ville krydsavle tolleren, da ”videnskabsfolk” havde fundet ud af, at racen var så fyldt med dårligdomme, at det kun var et spørgsmål om tid, før den ville uddø af sig selv, hvis ikke man avlede en anden race ind i den. Denne anden race skulle være golden retrievere! Disse informationer var naturligvis også kendt i Nordamerika, og her var sindene i kog. Jeg måtte derfor prøve at overbevise de forskellige opdrættere om, at jeg ikke var stråmand for en eller anden sindssyg tysk avler, som ville lave denne nye blanding. Efterfølgende er den tyske tollerklub opløst og ideerne om et krydse en anden race ind i tolleren er opgivet.
Endelig fik jeg kontakt med en meget seriøs opdrætter og professionel træner fra Canada. Det tog lidt til at overbevise hende om, at jeg var seriøs, og at hun med sindsro kunne sælge en hvalp til mig, men det lykkedes Hun skulle lave en rigtig spændende kombination med to hunde fra eget opdræt og med flotte arbejdsresultater i linjerne. Desværre måtte hun i sidste øjeblik vælge en anden hanhund og efter lidt betænkningstid sagde jeg nej tak til en hvalp fra denne kombination. Det var svært, da jeg jo syntes, at jeg havde ventet rigtig længe på en hvalp, og det er utrolig svært at vurdere de nordamerikanske hunde, da jeg jo aldrig havde set dem ”live”. Ens vurdering afhænger i høj grad af informationer fra andre og af en tro på, at opdrætteren er ærlig overfor én med de oplysninger, de giver. Denne opdrætter er utrolig ærlig omkring sine hunde – både mht. de positive og de negative egenskaber. Undervejs fik jeg endnu en mail fra Anette fra Vildanden, hvor hun gjorde mig opmærksom på et kuld i Tyskland hos Kennel Lech-Toller Nest. Jeg havde slet ikke overvejet Tyskland og vidste faktisk ikke ret meget om de tyske opdrættere. Doris og Thomas fra Lech-Toller Nest havde planer om at parre en tæve efter Redland’s Rubber Boots – en canadisk han, som Anette netop selv havde brugt – med en Foxgrove-han. Jeg kontaktede Doris og efter lidt korrespondance frem og tilbage blev jeg godkendt til en tævehvalp.
Doris og Thomas tog til Canada for at parre i begyndelsen af januar, og den 2. april 2012 fødte tæven, Bella, ni hvalpe – 5 hanner og 4 tæver – og der var en tæve til mig. Jubii, endelig skulle det lykkes. Da hvalpene var knap seks uger, kørte vi til Gersthofen lidt nord for München for at se de små vidundere. Vi var meget imponerede over deres hunde. De har fire voksne hunde boende. Den ene er Boots, der er udlånt fra hans canadiske ejere. Der er planer om et enkelt kuld mere på ham, inden han rejser tilbage til Canada. Alle fire hunde var glade, nysgerrige og kontaktsøgende uden at være anmassende og ”over the top”. Også i hvalpekassen var der ro. Hvalpene var skam aktive nok, og de kunne lege og slås, men der var en ro i hvalpekassen, som jeg aldrig har oplevet før. Det var virkelig en dejlig oplevelse. Sammen med Doris og Thomas og nogle tyske hvalpekøbere tog vi alle voksne hunde og hvalpe med på tur ud i det blå. Det var første gang, de var udenfor matriklen, og det var skønt at se, hvordan de håndterede de nye omgivelser. Der var ingen af dem, der havde brug for opbakning fra de voksne hunde. De gik bare i gang med at udforske omgivelserne, lege og have det sjovt.
Doris og Thomas er garvede opdrættere. Dette er deres 17. kuld, så de har prøvet det før. De har lavet nogle rigtig gode hunde, som klarer sig godt både på praktisk jagt og på markprøver. De bruger også deres egne hunde til begge dele og lægger stor vægt på arbejdsegenskaber. Da turen til München er noget længere end en indkøbstur til Fleggaard på den anden side af grænsen, havde vi booket et hotelværelse. Doris og Thomas inviterede os på aftensmad, og vi fik en masse god hundesnak den aften. Det var rigtig dejligt at se, at vi ser utrolig ens på rigtig mange ting omkring racen. Jeg er sikker på, at vi får et godt forhold til dem med tæt kontakt.
Doris og Thomas beslutter enevældigt, hvilke hvalpe der skulle til hvilke hjem. Man får en god snak om, hvad det er, man søger. Jeg ville jo gerne have en tøs med lidt krudt i rumpetten og med et stabilt sind. Jeg kan være lidt højlydt og vifte noget med arme og ben, så en lille, forsigtig hvalp duer ikke til mig. Da vi var på besøg, forelskede jeg mig selvfølgelig i én af hvalpene. En smuk lille pige med rigtig meget gå-på-mod. Fem dage før hvalpene skulle afhentes fik jeg – og de andre hvalpekøbere – så en mail om, hvilken hvalp, man havde fået. Og jeg havde fået min lille yndling Hun kom med en løftet pegefinger om, at hun er en tornado, der skal kedes det første års tid for ikke at få hende overtændt. Hun er meget tændt på vildt, blæser igennem al slags terræn – også tornekrat og vand. Jeg glæder mig til at komme i gang med hende, men samtidig er jeg også skræmt, for tænkt hvis hun er for stor en mundfuld!
Sidste weekend kørte vi så til Berlin for at hente vores lille tøs. Doris og Thomas kører rundt og aflevere deres hvalpe (dem der skal blive i Tyskland), og da de skulle aflevere en hvalp i Berlin, blev vi tilbudt at møde dem der, da vi så ville spare en del kilometre. Turen hjem gik helt fantastisk. Hun sov hele vejen, og vi måtte vække hende for at få hende ud og tisse, mens vi tankede bilen. Da vi kom hjem (midt om natten), tullede hun lidt rundt i haven et stykke tid. Så undersøgte hun de indendørs arealer. Chili og Daisy – nu kaldet ”tanterne” – var i pleje. Vi syntes ikke, at Vixen skulle møde dem, før der var kommet lidt ro oveni hendes hoved efter køreturen og den første nat. Så næste dag hentede Leif tanterne, og de skulle mødes for første gang. Uha, tanterne synes ikke, at det var en god idé med en ny beboer. De ignorerede hende totalt – med mindre hun blev for nærgående, og så fik hun at vide, at det skulle hun ikke være! Tanterne er jo ikke de mest kærlige hunde, der modtager nye hunde med åbne arme. Nu her på 5. dagen i det nye hjem, kan vi dog mærke en forbedring. De vil stadig helst have, at vi sender hende hjem igen, men vi kan spotte en lille opblødning i tanternes panser. Vi håber, at de vænner sig til hinanden og måske ligefrem bliver gode venner på et tidspunkt.
Jeg har meldt Vixen til noget hvalpemotivering hos Jan Vestergaard (adfærdsbehandler). Det starter den 18. juni. Derudover håber jeg på en plads på DcH’s hvalpehold, der starter op til august. Hun skal selvfølgelig også trænes i DRK, men jeg venter lidt med den traditionelle DRK-træning. Hun skal med ud og se lidt markprøver og møde andre hunde, og hun skal socialiseres i forskellige miljøer. Men først skal hun lige falde ordentlig til i sit nyt hjem.
Her er nogle billeder af det lille vidunder. Det første er taget af Doris i deres have, og det andet er taget efter et hårdt første døgn i det nye hjem. De sidste to er ren model posering.
Photo by Thomas Hoffmann
Uge 20 – 19. maj 2012
Et stort tillykke til mors gamle tøs, Chili, der fylder 8 år i dag. Hun er still going strong – fuld af krudt og energi, når der arbejdes. Bagefter kan man dog godt mærke, at hun ikke er en unghund længere. Hun er mere træt efter en hård omgang træning, og hun tager længere tid om at restituere sig. Hun har været noget af en håndfuld indimellem, men hun er mors skat, og jeg elsker hende højt.
Uge 20
Uha, igen alt for lang tid uden opdateringer. Tja, undskyldningen er, at vi har travlt med planlægning og afvikling af Kristians konfirmation, ligesom vi også har temmelig travlt på vores jobs. Men…..der er altså blevet lavet noget med hundene.
Vi har selv været i Haunstrup og træne flere gange. Nogle af gangene har vi haft besøg af Henriette og søde Alba. Leif er startet på åben klasse-træning med Daisy. Jeg har besluttet at holde mig væk, da Daisy er meget påvirket af Chilis tilstedeværelse. Det eneste andet sted her i regionen, hvor der er åben klasse-træning er i Skjern. Det er om mandagen, hvor jeg selv er instruktør på et begynderklasse-hold. Så ingen mulighed for at tage til Skjern og træne.
I stedet har jeg meldt mig til træning i Aulum-Grove Jagtforening. Det var meget noget bange anelser, da man jo ikke altid hører positivt om den træning, der foregår i jagtforeningerne rundt omkring. Jeg tænkte dog, at jeg er fuldt ud i stand til at sige fra, hvis jeg ikke vil være med, så jeg besluttede at vove pelsen. Da jeg så kom ud til træning den første aften, var Helle Poulsen den første, jeg løb ind i. Helle er instruktør i DRK på Herning træningsplads, så vi kender jo hinanden rigtig godt – og det borgede for god kvalitet. Det viste sig, at jagtforeningen havde bedt Helle om at komme og træne dem, da de gerne ville træne, ligesom man gør i DRK. Det lød jo positivt.
Jeg havde forstået, at den første aften var uden hund, så jeg havde ladet Chili blive hjemme. Det var det så ikke! Der var dog kun tale om, at Helle lavede nogle markeringer for at se, hvor niveauet var. Jeg havde meldt mig til, hvad de kalder åben klasse, og gik egentlig ud fra, at niveauet var nogenlunde som i DRK. Det var det så ikke! Der var nok 10-12 hunde, der aspirerede til at komme i åben klasse. Der var måske 2-3 hunde, der ville samle spontant op, og kun en enkelt af dem, kom direkte hjem! Hold da fast! Da Helle foreslog nogle af dem, at de skulle tage en tur mere på begynderklasse-holdet, så blev de faktisk sure. Lidt ærgerligt, at de ikke forstår, at de skal have fundamentet i orden, inden de kan bygge videre. Heldigvis bakker hundeudvalget i jagtforeningen Helle op, og det blev derfor aftalt, at de kunne få én chance ifm. første egentlige træningsaften, til at bevise, at de var klar til at komme på åben klasse-holdet.
Første egentlige træning foregik i en eller andens pragtfulde baghave i den skønneste natur med Storåen flydende i bunden af haven. Derudover var der en sø i ”haven” og en masse spændende terræn. Den første træning var en blanding af lidt lydighed og nogle markeringer. Det foregik på et område mellem søen og en indhegning fuld af ganske levende ænder. Chili var ved at gå ud af sit gode skind, da hun opdagede ænderne, der vraltede rundt i indhegningen Måske var det præmiere-nerver den første aften ugen forinden, for denne gang var der faktisk flere, der ville apportere. Det gik så ikke så godt med at få hundene hjem igen, og pæne afleveringer var der faktisk ikke rigtig nogen af. Efter træningen var der nogle stykker, der blev bedt om at gå tilbage til begynderholdet, så nu må vi se, hvad der så er tilbage at arbejde med.
Tredje gang jeg var af sted, var Helle forhindret i at komme. Hun havde derfor overtalt en af jagtforeningens folk om at overtage træningen, og jeg blev bedt om at assistere. Jeg startede med en enkelt markering, hvor afstanden blev øget, hvis det gik godt. Det gjorde det for nogen af dem . Derefter blev jeg bedt om at lave det, vi kalder en dirigering. Jeg fortalte dem, at man næsten altid ville træne dirigeringer med, at hunden ser genstanden blive lagt ud. Min plan var, at hvis det gik godt, så kunne vi øge afstanden. Halvdelen kunne godt se formålet med, at hunden skulle se genstanden. Den anden halvdel kunne ikke. De mente, at deres hunde sagtens kunne klar en blind dirigering. Det kunne de så overhovedet ikke! Det gik heller ikke for godt for de andre. De var slet ikke i stand til at sende deres hunde ud. Vi fik derfor en lang snak om, hvordan man starter med at træne dirigeringer, hvilke kommandoer man bruger (de bruger ”apport”, og det ender med et frit søg med en forvirret hund. De virker stort set alle seriøst interesseret, men jeg er alligevel efterladt med en fornemmelse af, at de tænker, at vi DRK-folk tror, vi ved det hele. Det er sikkert forkert opfattet af mig, og jeg håber virkelig, at de får noget ud af at lære de metoder, vi bruger i DRK.
Som nævnt er niveauet ganske lavt, og der bruges rigtig meget tid på de hunde, der ikke vil samle op og ikke vil komme hjem. Jeg tror dog, at jeg bliver hængende, da jeg ikke rigtig kan finde anden træning. Og der er helt sikkert noget positivt, jeg kan tage med derfra. Jeg går da også ud fra, at niveauet bliver højere, når vi først er kommet i gang. Det er meningen, at træningen skal afsluttes med Jægerforbundets apporteringsprøve, og det kunne da været meget sjovt at prøve kræfter med den.
I påsken var vi en tur i Fredericia. Vi og hundene var inviteret til 40-års fødselsdag hos Jeanette, som havde valgt at bruge dagen på samvær med hundefolk og hunde. Vi skulle alle finde på 2 poster – én for de firbenede og én for de tobenede. Det var en skøn dag med masser af sjove øvelser for både hundene og os. Vi havde simpelthen en pragtfuld dag, som blev afsluttet med en formidabel middag hjemme hos Jeanette og Ove.
I perioden var vi også en tur i Haunstrup for at træne med Gitte og Ulla. Det var så skønt at se Ulla og Molly igen. Vi lavede nogle poster af rimelig sværhedsgrad, og det var imponerende at se, at Molly bestemt ikke havde glemt noget.
Jeg har jo som allerede skrevet et begynderklassehold, som jeg er instruktør for. Der er kun fire hunde på holdet, så det er til at overskue: Tre golden og én toller. De gør det rigtig godt alle sammen, så det er en fornøjelse at træne dem.
Det absolut mest spændende, der er sket i den seneste periode er, at vi har været på hvalpebesøg hos en flok lækre små tollerhvalpe. Selv om jeg naturligvis igennem længere tid har korresponderet med opdrætteren, så var det første gang, vi så hinanden ”live”. Det var en meget positiv oplevelse at se hvalpene, de voksne hunde og opdrætterne . Jeg følte, at vi var på bølgelængde fra starten, og vi har rigtig mange af de samme synspunkter, når det handler om racen og dens udvikling. Vi er jo stadig nye og uerfarne i hundeverdenen, men vi har naturligvis vores holdninger til racen og vores ideer om, hvordan vi bedst udvikler racen. Det var utrolig dejligt at finde ud af, at en så erfaren opdrætter, der bruger sine tollere på jagt og på prøver, ser på tingene på samme måde som os. Det bliver rigtig spændende at holde kontakten med dem i årene fremover.
Lige nu venter jeg på en mail, der fortæller, hvilken én af hvalpene, der skal flytte til Vildbjerg, og næste weekend går turen så igen sydover for at hente den lille tøs. Mere om det senere.
Uge 13
De sidste uger har ikke budt på ret meget hundetræning – eller i det hele taget aktivitet for hundene. Den 13. marts blev jeg hentet af en ambulance på mit arbejde og kørt til Grindsted sygehus – blodprop i hjertet. Jeg kom hjem igen onsdag og var ikke på arbejde torsdag og fredag. Lørdag morgen vækkede jeg Leif med besked om, at han hellere måtte ringe efter ambulancen – endnu en blodprop. Denne gang havnede jeg på hjerteafdelingen på Herning sygehus, og her var de ikke til sinds at slippe mig fri sådan lige med det samme. Jeg fik scannet mit hjerte, der viste, at min pumpefunktion var nedsat pga. de blodpropper, jeg har haft. Jeg fik også foretaget en KAG (en undersøgelse af hjertet med kontrastvæske). Den undersøgelse viste, at der ikke var nogen særlige blokeringer. Billederne blev sendt til Skejby, der var enig i den konklusion, så jeg slap for en ballonudvidelse. Efter fem dage på Herning sygehus, blev jeg sluppet løs. Jeg har så gået og sundet mig lidt derhjemme men er nu i gang på arbejdet igen.
Lørdag kørte Leif Kristian til Roskilde. Han skal på skiferie med nogle af vores venner – til Hafjell i Norge. Han har bare glædet sig helt vildt. De tog af sted søndag morgen og tager deroppe fra fredag eftermiddag. Vi har hørt fra ham et par gange, og han har det bare sjovt. Det er hans første gang på ski. Han har fået 1½ times privat skiundervisning og mener nu, at han stort set er professionel skiløber. Det er godt med ungdommelig selvtillid
Søndag var vi en tur i Aalborg for at træne med Jan og Sofus. Jan havde udtænkt en række spændende poster til os i et anderledes terræn, end det vi er vant til. Der var nogle dobbeltmarkeringer og nogle meget lange dirigeringer. Vi sluttede af med en blind dirigering over vand. Alle hundene var bare så meget på og gjorde det rigtig godt. Vi var meget imponerede af Sofus, som virkelig har rykket sig, siden vi så ham sidst. Og så er det bare så dejligt, at han er lydløs Vi nød Kirstens frokost, inden turen gik hjemad igen.
Jeg holder fri hele påskeugen og har tænkt mig, at det skal gå ud over hundene. De er blevet lidt forsømt de seneste uger, så de vil sikkert være rigtig godt tilfredse med at få stillet nogle opgaver, der skal løses
Uge 10
Søndagen bød på C-prøve i Haunstrup. En C-prøve er en uofficiel prøve på vildt og er ofte mere afslappet end en B-prøve (officiel prøve). Der er mulighed for at afvige fra prøvereglementet, hvilket ofte kan medføre nogle sjove øvelser.
Både Chili og Daisy var begge meldt til i åben klasse, men Leif valgte at melde fra i sidste uge, da træningen med Daisy har været meget begrænset. Jeg holdt fast i min tilmelding, selv om jeg egentlig altid er lige ved at spring fra i sidste øjeblik. Ikke fordi jeg er nervøs (jeg elsker at gå til prøver), men fordi Chili jo piber, og jeg må jo erkende, at jeg er flov over, at det aldrig er lykkes mig at få den unode fjernet. De øvrige retrieverfolk ser forståeligt ikke med milde øjne på piberi i det omfang, men på en C-prøve er der ofte plads til sådan noget, selv om det selvfølgelig trækker gevaldigt ned i bedømmelsen.
Jeg havde lovet prøvelederen at hjælpe til på dagen. Det betød, at jeg måtte møde tidligt op, da jeg blev placeret i indcheckningen. Senere skulle jeg ud i begynderklassen og lægge vildt ud. Ind i mellem skulle jeg lige op med Chili Heldigvis er det sådan, at når man er hjælper, så får man lov til at snyde foran i køen, når man skal op. I dette tilfælde var det dog ikke nødvendigt, da jeg havde startnummer 6.
Dommerne var Niels Knudsen og Jesper Hvidt Mortensen. Jeg kom op hos sidstnævnte. Første post var en enkelt markering, men inden den skulle hentes, blev der skudt til en dirigering, som skulle hentes bagefter. Nå, men markeringen blev hentet og afleveret uden problemer (hvis man se bort fra Chilis ekstatiske piberi og hylen, da der først var blevet skudt). Så tilbage til dirigeringen, som også blev hentet uden problemer. Det var en simpel ligeud-sending uden stop, og selv om det selvfølgelig var en blind markering, så har Chili ikke nogen problemer med den slags.
Så gik turen ned til vandet, hvilket ikke fik Chili til at dæmpe sig . Her bestod posten af en dobbeltmarkering – én faldt på vand, mens den anden faldt på land. Vandmarkeringen blev selvfølgelig hentet først (Chili er jo temmelig tosset med vand). Den anden markering havde hun lidt problemer med. Den faldt bag ved en lille busk på noget engagtigt, blødt jord. Heldigvis havde damen besluttet sig til at være dirigerbar, så efter lidt stoppen og dirigering fik jeg hende hen i området, hvor hun så fandt fuglen.
Sidste post var et frit søg, og da det var i åben klasse, skulle to hunde i søget samtidig. Chili fik lov til at søge med Helle Engelsens søde Cody. Hundene blev sendt hver for sig på det første stykke vildt, men herefter var de ude i søget samtidig. Chili gjorde det rigtig godt. Hun samlede op fuldstændig spontant (også på de øvrige poster), og der var ingen svinkeærinder. Det var ud, samle op og så direkte hjem. Hun fik fat i alle tre typer vildt – kaniner, ænder og duer. Jeg bliver simpelthen så glad, når hun bare samler op uden tøven. Jeg har jo kæmpet med kombinationen Chili/vildt i meget lang tid, men når man ser hende nu, så kan man ikke forestille sig, at hun har haft problemer med at samle vildt op. Eneste minus ved søget var, at hun ikke fik et stykke vildt med hjem, da hun blev sendt ud den sidste gang. Dommeren havde gerne set, at hun var kommet lidt dybere.
Vi var heldige at få en dommer med humor og let til latter. Han morede sig kosteligt over Chilis glæde ved at tilbringe søndagen med noget sjovt, men selvfølgelig kostede det på pointene. Til min store glæde fik vi dog en 3. præmie, hvilket helt sikkert skyldtes en large dommer, som godt kunne se, at vi bare skulle have en god dag. Der var ikke mange negative ting at sige om hendes arbejde; der var dirigeringen og det faktum, at hun ikke fik en fugl med, da jeg sendte hende i søget den sidste gang. De øvrige ting var præcis som de skulle være. Han syntes derudover, at det var dejligt at se, hvor glad hun var for at arbejde (selv om hun viser det på en noget larmende måde ).
Bagefter gik turen ud i det frie søg i begynderklassen, hvor jeg skulle lægge vildt ud. Det er altid sjovt at se andre hunde arbejde, og nogle gjorde det rigtig godt, mens andre gjorde det knap så godt.
Der var knap 100 hunde til start i de tre klasser. Vi startede kl. 8.00, og omkring kl. 15.30 var der præmieoverrækkelse. Se, det var der nogen, der kunne lære noget af
Uge 9
Så kom vi i gang med både dirigeringskursus med Jon, Rie og Torben Møller og markeringskurset hos Marianne Petersen. Begge kurser kører over fire gange.
Dirigeringskurset foregår i Ulfborg Kjærgård ved Holstebro. Vi starter hver gang med lidt teoretisk undervisning over dagens opgaver. Herefter går vi ud i området og arbejder med hundene. Det er et kursus, der starter helt fra bunden, og selv om vi jo har dirigeret i mange år med vores hunde, så er det faktisk rart at starte fra scratch. Alle tre instruktører er utrolig dygtige, og jeg synes, at vi får rigtig mange ting med derfra.
Markeringskurset foregår nede hos Marianne i Uldum. Vi har ikke trænet hos Marianne tidligere, men vi har hørt rigtig meget godt om hende. Mariannes træning er jo ”privattræning”, som jo har været temmelig ilde set i DRK-regi. Heldigvis er DRK kommet frem til, at privattræningen ikke er noget problem, og at privattrænerne ofte udfylder nogle ”huller” i den træning, der udbydes af regionerne. Endelig har man også indset, at den træning, man kan få hos privattrænerne ofte kan give inspiration til DRKs instruktører. Jeg håber, at det betyder, at den debat – som til tider har været meget hed og hadsk – nu er stoppet.
Marianne er en rigtig dygtig instruktør. Vi er syv på holdet, og for en gangs skyld er der et mindretal af labrador i forhold til andre retrieverracer Der er tre sorte labrador, og foruden vores to tollertøser, er der et par fantastisk dejlige goldens. Vi er nok på to forskellige niveauer, men Marianne formår at sørge for, at vi alle laver noget, der tilfredsstiller både os og vores hunde. Jeg glæder mig rigtig meget til de to sidste gange.
Denne weekend har vi også fået trænet lidt. Lørdag var Chili og jeg en tur i Haunstrup, hvor vi trænede med Gitte og Movie. Det er dejligt at se, hvordan Movie bare udvikler sig. Vi lavede både lidt markeringer og dirigeringer, og begge hunde var rigtig dygtige. Søndag havde vi sat Martin og Frida stævne i Haunstrup. Denne gang var Leif og Daisy med. Vi gik et stykke ind skoven, hvor Martin lavede nogle heftige dobbeltmarkeringer i rigtig svært terræn. Chili var simpelthen suveræn. Hun var så skarp på de markeringer, som hun aldrig tidligere har været. Helt fantastisk. Der blev også plads til en del markeringer – både almindelige ligeud-markeringer og nogle med stop og retningsskift. Vi sluttede af med et ret dybt frit søg. Jeg var rigtig tilfreds med Chilis indsats i dag. Hun var bare så god og skarp på de fleste øvelser. Luften gik lidt af hende i det frie søg til sidst, men hun er nu heller ikke i særlig god form – og hun vejer vel nok et par kilo for meget! Søndag aften var der dømt afslapning foran TV
Næste weekend er der træning hos Marianne om lørdagen og C-prøve i Haunstrup om søndagen. Leif har lige besluttet at melde fra på prøven. Han har lidt svært ved at styre Daisy lige for tiden. Hun er ret meget oppe og køre og er faktisk næsten umulig at kontrollere. Det ender med at blive en dårlig oplevelse for dem, hvis de går til prøve: Leif bliver sur, og Daisy får en masse succeser med at gøre ting, hun ikke skal gøre.
Uge 6 2012
Jeg har helt glemt at fortælle, at Leif og Daisy var i Søby den 21. januar for at være ”prøvehund” ifm. uddannelsen af en række C-prøve dommere. Jeg skulle også have været med men måtte melde fra, da Flemming havde inviteret mig på jagt. Så Leif og Daisy tog alene til Søby, og det var nok meget godt, da Daisy så ikke blev påvirket af Chili. Jon, som stod for arrangementet, manglede hunde i begynderklassen, så det var i den klasse, de optrådte, selv om Leif egentlig konkurrerer i åben klasse. De gjorde det rigtig godt, de to, og fik rigtig meget ros – også af folk som måske ikke ser tolleren med de mest positive øjne. Han fik ikke nogen præmiering at vide; det skulle aspiranterne tale om senere på dagen, når alle ekvipagerne skulle gennemgås. Efterfølgende har vi dog fået at vide, at der var mange, der gav dem en 1. præmier. Der var også nogle enkelte 2. præmier – primært fordi en af afleveringerne glippede, og fuglen faldt på jorden. Dejligt at de sådan kan tage ud og vise, at tolleren også kan være med
Jeg var jo inviteret på jagt ude i Arnborg. Flemming havde inviteret os med på jagt i et af de konsortier, de er med i. Det er nuværende og tidligere ansatte ved politiet i Herning, der kan være med i det konsortium. Vi fik vist oplevet alt slags vejr den dag: Sne, slud, regn og endelig solskin. Vi så ikke meget vildt. Det blev kun til et enkelt stykke råvildt og et par fasaner, og der blev ikke skudt noget. Men det var en rigtig dejlig dag sammen med nogle dejlige mennesker. Da jeg stod på post i den første såt, greb jeg mig selv i at stå og tænke, at det kunne være så fedt at skyde mit første stykke råvildt. Den fornemmelse har jeg ikke rigtig haft før. Meget spændende fornemmelse.
Sidste lørdag var jeg til DRKs erfaringsudvekslingsdag for instruktørerne. Man havde inviteret Keith Mathews – den irske hunde”guru”. Der har været rigtig meget snak om ham i retrieverkredse, siden han var her sidste år, og forventningerne var derfor meget høje. Han levede ikke op til forventningerne! Han var meget underholdende og fængslende, men jeg var noget skuffet over hans tanker omkring lederskab. De var temmelig antikverede efter min mening. Jeg følte også, at han gjorde grin med klikkerinstruktører og dem, som han kalder ”the meatball brigade”. Jeg har aldrig brugt klikker, men jeg har set, hvad ”klikkerfolket” kan opnå med deres klikker, så det har jeg bestemt respekt for. Jeg hører jo selv til ”kødbolle-brigaden” – altså dem, der bruger godbidder. Jeg hører også til dem, der giver alt for mange godbidder, og jeg er helt klar over, at hvis timingen ikke er i orden, så kan man komme til at belønne for noget forkert. Hans indgangsvinkel til markprøvetræningen var helt i orden. Der var dog ikke meget nyt i den, da vi allerede træner på den måde: Gradvis opbygning af øvelserne, og sørge for, at det bliver en succes for hundene.
Foredraget hed ”Calmness leads to reward”, og det handler om, at for at få sin belønning skal hunden forholde sig i ro. Den del gav mig noget at tænke over, og der var bestemt noget, jeg kunne bruge.
Jeg var af DRKs TU blevet bedt om at ”anmelde” foredraget. Det er en temmelig morsom tanke, at jeg – den lykkelige ejer er Chili ”The Queen of Whining” – skal anmelde et foredrag kaldet ”Calmness leads to reward”. Jeg er ikke sikker på, at dem, der har bedt mig om det, kan se ironien i det. Min ”anmeldelse” er nu skrevet og sendt til TU, og så må vi se, om de vil sætte den i næste nummer af Retrieveren”.
I morgen starter vi på et dirigeringskursus med Rie Jøhnke, Torben Møller og Jon Andersen. Det foregår i Ulfborg Kjærgård over fire gange. Næste søndag starter et markeringskursus hos Marianne Petersen i Uldum. Det kører også over fire gange. Det bliver dejligt forhåbentlig at få noget ny inspiration.
Uge 4 2012
Vi har fået gang i noget rigtig god søndagstræning. Når Martin er færdig med sit begynderklassehold ved 12-tiden, mødes vi i Haunstrup. ”Vi” var i starten Martin, Leif, mig og Gitte, der træner på Martins hold med Movie, og som så har muligheden for at lade Pepsi få lov til at arbejde. Efterfølgende er Henriette og Mette hoppet med på holdet, og Kjeld, som træner begynderholdet med Martin, og Hans har også deltaget.
I går trænede vi i en anden del af Haunstrup, end vi plejer. Leif og jeg havde besluttet at lade en af vores frysere afgå ved døden, så vi tømte den for vildt til træningen. Det blev til 15 stykker vildt (fasaner, ænder og duer), og Mette kom så med to dejlige kaniner. Vi lagde ud med at lave nogle lange og lidt svære dirigeringer, som alle hundene dog klarede til UG. Efterfølgende lavede vi igen en dirigering, dog med den lille twist, at der først blev smidt en markering, som skulle ignoreres, indtil dirigeringen var hentet. Når dirigeringen var hjemme, vendte vi os om og lod hundene hente markeringen.
Så var det tid til et frit søg, og med al den vildt var det muligt at lave et virkeligt stort frit søg. Nogle af fuglene blev lagt lidt oppe i træer og buske, men det var ikke nok til at snyde hundene. De gjorde det bare så fint alle sammen.
På vej tilbage til bilerne sluttede vi af med en dirigering, der viste sig at være noget svær, da terrænet var meget kuperet og med flere terrænskift. Flere af hundene skulle have lidt mere hjælp, men alle fuglene blev bragt hjem.
Da vi kom hjem, fik hundene et lækkert ben, som de brugte et par timer på at gnaske i sig udenfor. Resten af dagen hørte vi kun en svag snorken fra dem begge
Lørdag var vi selv en tur i Haunstrup. Den første sne var faldet, og Leif mente, at det var tid til nogle nye billeder af tøserne. Billederne kan ses her sidst i galleriet.
På lørdag går turen til Fyn – uden hund. DRK har inviteret sine instruktører til erfaringsudvekslingsdag med den irske hunde”guru” Keith Matthews. Det bliver rigtig spændende.
Uge 1, 2012
Godt nytår til alle. Så fik vi brugt de sidste dage af 2011 og har taget hul på et forhåbentlig spændende og positivt 2012.
Slutningen af året har været præget af, at vi er inde i den periode, hvor de lyse timer er få, og de ligger lige netop på det tidspunkt, hvor man er på arbejde. Det går ud over hundene, som til hverdag må nøjes med gåture i og omkring Vildbjerg. I weekenden prøver vi at tage revanche med lidt træning. Vi har været heldige at lokke Gitte og Pepsi/Movie med nogle gange. Vi er simpelthen så imponerede over, hvor langt Movie er kommet. For et års tid siden deltog de i begynderklassetræning i DRK, hvor Martin og jeg var instruktører. Her var Movie gået lidt i baglås og var ikke specielt interesseret i at samle op, og hun var i det hele taget meget trykket af situationen. Nu skal jeg lige love for, at den lille dame kan samle op – og aflevere så flot til hånd. Faktisk er hun så ivrig, at hun ikke altid kan vente, til hun bliver sendt. Det er dog et mindre problem, som Gitte nok skal få styr på. Når vi træner med Gitte, handler det også rigtig meget om at få snakket, og det er vi ret gode til
Julen blev tilbragt hos min bror på Sjælland. De har en gul labradortæve fra Kennel Hillsbrook, Cleo, og heldigvis kommer vores hunde fint ud af det med hinanden. Til gengæld ser vi ikke skyggen af kattene, når Chili og Daisy er derovre.
Formiddagen den 31. december plejer jo at blive tilbragt sammen med de andre tollere i kredsen til den traditionelle nytårsgåtur. I år måtte vi desværre melde pas. Daisy var lige knap færdig med sin løbetid, og Chili var godt i gang med sin. I stedet tog vi til Haunstrup sammen med Henriette og Alba for at træne. Vi lagde ud med et frit søg op af en stejl skrænt. Første række var gemt under våde og halvfrosne blade. Dummyerne i de øvrige rækker lå henholdsvis på jorden og lidt oppe i træer og buske. De bagerste rækker blev fundet forholdsvis hurtigt, hvorimod damerne havde problemer med at finde de dummyer, der var gemt. Det blev Alba, der måtte løse den opgave. Da hun først havde fundet ud af, hvad det drejede sig om, så tog det hende ikke lang tid at finde dem.
Bagefter var det tid til en dirigering, som Leif havde forberedt. Først var der en helt almindelig ligeud-dirigering. Bagefter skulle hundene stoppes og dirigeres til venstre. Det gik rigtig fint, selv om Daisy fik fært og derfor følte, at hun ikke behøvede Leifs anvisninger
Vi sluttede af med nogle dirigeringer iblandet tilbagesendinger. Her gjorde alle hundene det rigtig godt.
Efter denne omgang var de alle tre godt brugte, og det var tid til at tage hjem og forberede nytårsmenuen.
Starten af det nye år byder på et dirigeringskursus i Holstebro med Rie Jønke og et markeringskursus med Marianne Petersen i Uldum. Vi glæder os helt vildt til begge dele. Vi skal også til at træne lidt på vildt igen. Der kommer nogle prøver her i foråret, som vi skal prøve kræfter med (og jeg har brug for noget fryserplads til hundenes barf ).
Jeg håber også, at 2012 bringer mig den nye hvalp, som jeg troede, jeg skulle have i 2011. Det blev dog af forskellige årsager ikke til noget. Det kan være svært at vente, men jeg tror fuldt og fast på, at det kan betale sig at vente på den rigtige hvalp, som forhåbentlig har de egenskaber, jeg søger, og som også kan bidrage positivt til avlen på et tidspunkt. Chili er jo bestemt heller ikke klar til at blive lagt på hylden. Der er stadig masser af udfordringer i mors lille terrorist.
Uge 47
Lørdag i sidste uge mødtes vi i Haunstrup med Gitte og Movie. Det blev til både markeringer, dirigeringer og et frit søg, og alle hundene gjorde det rigtig godt. Vi sluttede selvfølgelig af med lidt spiseligt. Denne gang var det kokosmuffins, som jeg egentlig havde bagt til Kristians klasse. Selv om de havde et par dage på bagen, var de stadig gode og svampede, men det er nu heller ikke mel, der er mest af i de muffins
Om søndagen var Chili og jeg inviteret på tøsejagt hos Mette i Nybo. Chili havde i dagens anledning fået en fin sikkerhedsvest og en klokke til hendes orange halsbånd.
Da vi mødtes kl. 9.00 lå tågen tykt over landskabet, men det gav os bare mere tid til lidt den hyggelige og overdådige morgenmad, som Mette havde stablet på benene. Ved 10-tiden var tågen lettet så meget, at vi kunne komme ud. Chili fik lov til at drive hele dagen. Hun var ikke klar over, at det var det, hun gjorde. I hendes verden handlede det vist mest om at skynde sig at finde bunker med lort fra råvildt, og så få det spist, inden der var andre hunde, der blandede sig. Uanset så fik hendes søgen efter råvildt-lort lettet nogle fasaner, så hendes indsats bar frugt Efter 4-5 timers jagt – og 11-12 fasaner – sluttede vi af med en dejlig julefrokost – og en masse snak. En stor tak til Mette fra både Chili og mig for invitationen, og en stor tak til de øvrige tøser for en skøn dag.
I løbet af ugen skete der ikke så meget på hundefronten. Det er jo stort set mørkt, når vi kommer fra arbejde, så det bliver mest til gåture.
Denne lørdag mødtes vi med Martin i Haunstrup kl. 8.30 til lidt træning, inden Martin skulle til julefrokost. Vi startede med rundstykker, som Martin havde taget med (tak, Martin). Bagefter arbejdede vi lidt med markeringer med distraktioner. De sidste distraktioner blev smidt lige foran dem, når de var på vej hjem. Chili er bare benhård til denne disciplin. Hun lægger mærke til, hvor distraktionen falder (man skal jo måske hente den!), men der er ingen slinger i valsen mht. at komme hjem og aflevere det, hun har i munden. Daisy lavede en enkelt bytter, da Leif ikke var hurtig nok med fløjten, da hun stoppede op. Frida lod sig distrahere lidt af de første, vi smed. Men da hun hurtigt blev fløjtet hjem, fandt hun hurtigt ud af at ignorere dem.
Senere gik vi ind i skoven og lavede dirigeringer inde i en masse skrub. Chili og Daisy fik nogle med distraktioner, mens Frida nøjedes med dirigeringerne. Alle tre hunde gjorde det rigtig godt.
Søndag gik turen til Sønderjylland sammen med Gitte. Vi havde for meget længe siden tilbudt Anna-Mette at komme ned og hjælpe sønderjyderne med lidt jagttræning, hvis de havde behov for det. Dette tilbud benyttede de sig så af i søndags. Selv om vejret bestemt ikke viste sig fra sin bedste side (blæst og regn), så havde vi en rigtig hyggelig dag. Det var en flok dygtige hundeførere med nogle dygtige hunde. Vi fik godt nok ikke gennemgået så mange ting, som vi havde planlagt. Vi lavede primært markeringer og dirigeringer og fik vist og fortalt, hvordan man kan tilrettelægge både markeringer og dirigeringer, så de ”passer til” både begynderhunde og mere erfarne hunde. Så der skulle være lidt at arbejde videre med, indtil vi forhåbentlig ses igen. Vi sluttede af hjemme hos Anna-Mette med en rigtig dejlig frokost – og ild i brændeovnen. Inden turen gik nordpå, måtte vi jo lige en tur over grænsen og hente friske forsyninger.
Uge 46
Det går bare derudaf med BARF. Hundene er vilde med det, og vi har nu efterhånden været igennem alle typer kød. Fysisk er der endnu ikke så meget at se på hundene, men mentalt er der en forskel. Daisy, som ellers ikke har været den store kælegris, er blevet netop det; en kælegris. Hun putter ved Leif ved enhver lejlighed – og Leif nyder det Begge hunde spiser stadig med stor appetit, og især Daisy har sat tempoet betragteligt i vejret, når hun spiser. Mht. prisen mener jeg ikke længere, at det er ”noget dyrere end tørfoder”. Det er betragteligt dyrere, og det kan meget vel være det, der ender dette eventyr. Men vi har besluttet, at vi giver det nogle måneder. Alle de positive ting skal jo have tid til at slå igennem, og hvis hundene får det ud af det, som vi håber, så må vi jo forsøge at finde pengene et eller andet sted.
Den forgangne weekend har det handlet om træning. Lørdag havde Leif en aftale i Haunstrup om et foto shoot med Martin og pølsepanterne. Skal lige love for, at det er svært at fotografere sorte labradors! Efter et par timer stødte jeg til med Chili, Daisy, grillen og et par poser æbleskiver. Så blev der spist æbleskiver, inden vi gik i gang med at træne hundene. Vi lagde ud med et frit søg i et kuperet terræn. Midt under søget kom Henriette og Alba forbi. Vi inviterede dem til at deltage, og det sagde de ikke nej til. Efter det frie søg lavede vi nogle meget lange dirigeringer. Alba fik dem med distraktioner, og hun gjorde det bare så godt. De andre gjorde det også rigtig flot!
Søndag morgen havde vi aftalt at mødes i Momhøje med Gitte, Pepsi og Movie. Det er sååå lang tid siden, at vi har set Gitte, så der var en del at tale om, inden vi kunne gå i gang med at træne. Heldigvis havde Gitte bagt birkes, og vi havde taget smør m.m. med, så vi startede lige med ½ times morgenkaffe. Senere lavede vi markeringer, dirigeringer og tilbagesendinger forskellige steder i det skønne terræn i Momhøje. Vi ville egentlig have lavet et frit søg i bakkerne, men besluttede at hundene havde lavet nok. Desuden var der stort set ingen fært i området, så for at undgå en kedelig oplevelse, så droppede vi det frie søg. Hundene havde bestemt også lavet rigeligt på det tidspunkt.
Uge 43 En uge med BARF
Daisy har gennem flere år døjet med ørebetændelse. Det kommer 3-4 gange om året og viser sig ved, at øret (altid kun ét øre ad gangen) klør voldsomt og bliver helt rødt med knastørre pletter. Desuden er det fyldt med ækelt, tykt, fedtet snask, som kan graves ud flere gange om ugen. Behandlingen har været noget at smøre det i fra dyrlægen. Derudover er hun slem til at slikke og gnave sine poter. Dyrlægen har ikke været i stand til at se, at der skulle være noget galt, så det kan bare være en fiks idé.
Jeg har længe været lidt hooked på at prøve, om det kunne lykkes at få bugt med ørebetændelsen ved at råfodre. Ud over det skulle det være godt for så mange andre ting. Det er dog aldrig blevet til noget, da det virkede lidt uoverskueligt: Får de alt hvad de behøver? Hvad når de skal passes eller med på ferie? Opbevaring? Hvor køber man det? Er det ikke dyrt ifht. tørfoder? etc. Ulla har råfodret Molly og Maggie gennem en længere periode, og hendes hunde har fået utrolig mange positive ting ud af det. Ulla har fejet nogle af mine betænkeligheder af bordet, og efter at have fået overtalt Leif, købte jeg i sidste uge ind til de første 7-10 dage.
Jeg køber kødet hos Bonnies Dyrecenter i Herning. Jeg kommer forbi på vej hjem fra arbejde, så det er ikke sport besværligt. Kødet er løsfrosset i 1 og 2 kg poser med hver sin type kød i hver sin pose. Opbevaring er heller ikke noget problem. Vi har jo to vildtfrysere i redskabsskuret.
I søndags startede vi derfor med at fodre med BARF. Vi var blevet anbefalet at starte med kallun, da det er mildt for maven. Puha, sådan noget optøet kallun er virkelig ulækkert. Det synes Daisy også, for da jeg stillede madskålen ned på gulvet til hende, kikkede hun på den. Hun kikkede herefter på mig, på madskålen, og igen på mig – og så gik hun! Chili så det også an – i ca. 2 sekunder – så blev det ædt. Næste morgen var det ikke blevet bedre med Daisy; hun ville bare ikke have det ulækre stads. Leif var bekymret for sin lille prinsesse; nu fik hun jo ikke noget at spise – hvad hvis hun døde af sult? Så galt gik det dog ikke. Jeg fandt noget lammekød til hende, og det ville hun gerne have. Jeg fik også det råd at servere kallunen halvfrossen. Så lugter og smager den vist ikke af så meget. Det hjalp også. Nu – en uge senere – spiser begge hunde med velbehag det, jeg serverer for dem. Daisy, som tidligere var en meget langsom spiser (én tørfoder-pille ad gangen!!), er nu færdig før Chili. Desuden bilder vi os ind, at hundene er mere glade. Jeg spurgte forleden Leif, om han kunne mærke, at noget var anderledes med hundene. Det kunne han. Han mener – som jeg – at de er mere rolige. Det er måske forkert formuleret, for de er normalt altid rolige, når de er inde – specielt om aftenen, hvor der bare bliver sovet. Men det er ligesom det nu er en mere tilfreds ro. Det er lidt svært at forklare, men det er tydeligt at fornemme.
Der er forskellige holdninger til det at råfodre, og for nogle er det en hel religion. Nogle tilsætter grøntsager, andre gør ikke. Nogle giver en fastedag, andre gør ikke etc. Vi tilsætter lidt fiskeolie (som de i øvrigt altid har fået) og noget vitamin- og mineralpulver. På den måde skulle de være dækket ind. Vi lader dem ikke faste. Begge hunde – men især Chili – har altid haft en sart mave. Hvis hun går med tom mave for længe, så kaster hun galde op. Tiden vil vise, om råfodringen også hjælper på det.
Mange BARF-hunde får også en bendag. Det skulle vores hunde have i lørdags, og jeg havde købt nogle lækre oksestrubehoveder med masser af kød på. Denne gang var det Chili, der var helt uinteresseret. Hun ville bare ikke have det! Daisy, derimod, kastede sig over sin strube og gnaskede med stort velbehag. De er altså besynderlige, de hunde! Jeg må prøve mig frem med forskellige typer ben. Jeg er sikker på, at jeg kan finde noget, som Chili vil synes er lækkert. Hun har tidligere med største velbehag spist marvben og andre typer ben, men oksestrubehoveder er åbenbart ikke hendes kop te!
Rent prismæssigt så tror jeg, at det ender med at være noget dyrere end tørfoder. Vi har hidtil fodret med foder fra Olivers, og her koster en sæk med 13 kg omkring 400 kr. Jeg ved ikke helt, hvor længe sådan en pose holder, men den holder i hvert tilfælde en måned.
Jeg undrede mig for øvrigt over, at hundene åbenbart var holdt næsten op med at drikke vand. Jeg kontaktede ”Rigtig Hundemad” for at høre, om det er normalt. Det er det. Tørfoderet er jo …..tørt og kræver en del vand. Desuden er det salt. Når de spiser kød, får de ikke så store saltmængder, og der er en del væske i kødet.
Indtil videre har det været positivt at fodre med råt kød, og det bliver sjovt at følge hundene de næste måneder.
Uge 42 - Efterårsferien
Så blev det efterårsferie. Vi startede søndag eftermiddag med at sende Kristian med fly til Kastrup. Han skulle tilbringe de første 4 dage hos sin ven, Jakob, i Roskilde. Det er stort at flyve alene, når man er 13 år! Martin kom forbi til en gang aftensmad sammen med de to sorte pølsepantere, Freja og Frida. De skulle også holde efterårsferie – hos os. Martin skulle til møder i Prag og manglede en hundesitter. Vi har før passet Freja og var slet ikke i tvivl om, at vi sagtens kunne passe dem begge to. Det er jo to velopdragne tøser. Vi havde nogle gode dage, hvor vi tog i skoven og gik ture i Vildbjerg – med flexline! Det har de vist aldrig prøvet før. Der var øjeblikke, hvor det blev lidt farligt, da man blev viklet uhjælpeligt ind i linerne, men det gik Jeg havde lovet at lære begge hunde at hoppe op i sofaen, men de er simpelthen så velopdragne, at det ikke lykkedes Torsdag blev Kristian hentet hjem fra Roskilde, og fredag kom Martin og hentede de to sorte tøser.
Lørdag gik turen til Middelfart til Helle og Kim) (og Javo, Delphi og Troja). Helle og Kim havde lovet at indvie os i agility’ens verden. Så efter en overdådig frokost gik turen til DcH i Føns, hvor diverse forhindringer blev fundet frem. Vi havde Kristian med, for det var egentlig ham, der havde snakket om at ville gå til agility med Chili. Jeg ville gerne se, hvordan Chili ville tackle en omgang agility, og om det var noget, hun ville synes, var sjovt. Endelig havde Leif talt om, at han gerne ville prøve at tage nogle billeder af hunde i fuld fart, og der er jo masser af fart i agility. Endelig skulle jeg jo hente min præmie fra Helles Endomondo-udfordring!
Først viste Javo, Delphi og Troja hvad de kunne på en agility-bane. Så fik Kristian lov til at løbe en runde med Delphi, så han fik en idé om, hvordan det føles med en hund, der kan! Herefter blev Kristian med Daisy og jeg med Chili undervist i, hvordan man griber de forskellige forhindringer an. Der var ingen tvivl om, at hundene syntes, at det var sjovt at ”lege” med os på en helt ny måde – og sikke masse gode godbidder man får i agility. Det er jo bestemt noget, der især betyder noget for Chili . Begge havde det bare supersjovt, og især Daisy fik styrket sin selvtillid med de sjove øvelser.
DcH i Føns ligger lige ned til stranden, så vi benyttede lejligheden til at afprøve præmien fra Endomondo-udfordringen: Et Rogz lighthouse. Det er beregnet til vandapporteringer og er lavet således, at det står lodret i vandet, så det lettere kan ses, når der er lidt bølgegang. Lodret eller vandret – det blev hentet ind som alt andet!
Vi kom hjem fra Fyn med to meget trætte hunde, som bare dejsede om i sofaen – højt snorkende.
Billeder med dagen dygtige hunde.
Søndag gik turen til Søby til uofficiel working test. Vi var begge tilmeldt i åben klasse, men jeg valgte at trække Chili. Det er ikke sjovt at få det ene nul efter det andet pga. lyd, når hunden ellers arbejder rigtig godt. I stedet brugte vi dagen på at hygge os og gå en lang tur rundt om byen.
Daisy og Leif valgte at tage af sted – men måske skulle han været blevet hjemme ;-)
Det startede meget godt, for Daisy var helt afslappet og lydløs. Der var seks poster, og Leif startede med post 5 og 6, der begge blev dømt af Brian Rasmussen. Han har jo set Daisy in action og ved, at hun godt kan arbejde. Det lagde lidt pres på Leif, der gerne ville vise, hvad de kunne. Posterne var en enkeltmarkering på vand (ca. 50 meter). Når hunden var på vej hjem ville der blive smidt en dummy samme sted, som man så på post 6 skulle dirigere ud til.
Leif hilste på Brian, de snakkede lidt om posterne, og så blev der skudt. Vupti var Daisy afsted på en flot knaldapportering – allerede inden dummyen blev kastet. Leif fik stoppet Daisy og kaldt hende tilbage, men de havde jo allerede reddet sig et 0 på den post. De fik dog alligevel lov til at gå videre på post 6, dirigeringen. Da Daisy ikke havde set nedfaldsstedet (da hun jo blev kaldt hjem efter knaldapporteringen), kunne han ikke få hende dirigeret ud på vandet, så endnu et 0.
Post 1 og 2 var en dobbeltmarkering i varieret terræn samt en dirigering, som blev lagt ud ved sidst hentede dummy. Her var der ingen knald, og det var lige ud og hjem på første dummy. Dommerens bemærkning i øresneglen var ”virkelig flot markeret, lige ud og hjem”. Det startede også rigtig godt med anden dummy. Fint fart de første 5-7 meter, hvorpå Daisy enten trådte på noget eller løb ind i noget. Hun udstødte et højt hyl, og mistede derved koncentrationen, og de fik aldrig den sidste dummy hjem. Dirigeringen lykkedes heller ikke, da han ikke kunne få hende over det sted, hvor hun havde slået sig eller trådt på noget. Resultat 2 x 0. Det positive var, at der ikke var noget at se på Daisy, og hun var hurtig klar igen.
Post 3 og 4 var en enkelt markering og et begrænset frit søg. Dommer var Peder Riemenschneider, som var vores træner på åben klasse-holdet i Skive. Nu skulle det vise sig, om han havde været en god træner
Markeringen var en lang enkeltmarkering. Daisy blev siddende og løb lige ud og hjem. Det gav 20 point. Fri ved fod over til post 4. det frie søg var ikke helt i orden, og Peder ville også gerne have haft en lidt mere lige ud dirigering ud til det begrænsede søg, så her indkasserede de 17 point.
Alt i alt var det en dejlig dag, og vejret var pragtfuldt. Leif fik igen bekræftet, at hans nervøsitet går direkte ned i Daisy. De fulgtes rundt med flere af dem, vi har trænet med i Skive, og her var der forundring over, hvordan det var gået. De ved jo godt, at Daisy kan og vil.
Leif siger, at han var og er stadig glad for Daisy, og at det var super træning.
Uge 40
Så er vi bagud med opdateringen igen. Der er nu ikke sket så meget. Vores træning i Skive blev afsluttet sidste uge. Det har været virkelig god træning, hvor øvelserne er blevet bygget korrekt op. De røde djævle gjorde det fint – faktisk helt imponerende, hvis man havde ørepropper i ørerne Leifs træning i Haunstrup om onsdagen er også slut. Det har også været en positiv omgang, hvor fars lille prinsesse har opført sig fint.
Det er altid dejligt at få inspiration fra DRK-træningen, som man kan bruge i sin egen-træning. Men det er helt klart også nødvendigt at komme til DRKs træning, så man kan få rettet op på fejl og få hjælp til at komme over de forhindringer, man møder undervejs.
I slutningen af august sendte Helle Lund en Endomondo-udfordring til mig. Endomondo er et program, der kan spore ens træning (gang, løbeture, cykelture etc.) via en smartphone. Helles udfordring, som blev sendt til ”Retriever-banden” gik ud på, hvor mange der kunne gå flest km (gerne med hunden) i løbet af september. Jeg var lidt sen til at komme i gang – specielt fordi vi havde nogle rigtig regnfulde dage, og hverken Chili eller jeg kan lide at gå rundt i regnvejr ? Men jeg kom da i gang, og lå længe på en 3. plads med god afstand op til Kim og Helle, som havde sat sig på de første pladser. Pludselig avancerede jeg til 2. pladsen, og så gik der konkurrence i det. Stakkels Chili blev slæbt med ud på lange gåture. På de rigtig lange startede hun med at gå foran mig med god fart på. Undervejs sakkede hun bagud, og når vi kom hjem efter 7-8 km gik hun 3-4 skridt bag mig – som en gammel hund? I fredags sluttede udfordringen og sørme om jeg ikke vandt den. Vi (Chili og jeg) gik i alt lidt over 100 km, hvilket jeg selv synes er ret godt. Det bedste er egentlig, at jeg har genfundet min glæde ved at gå, og Chili virker også temmelig glad for det. Leif har foreslået, at jeg går til Middelfart for at hente min præmie (for selvfølgelig udfordrer Helle ikke til noget uden en præmie ), meeen det er vist lige langt nok.
Uge 39
Star Wars-kuldet – 5 år i dag torsdag
Et stort tillykke til Star Wars-kuldet, som fylder fem år i dag.
Fire pragtfulde hvalpe: Princess Leia (Leia), Han Solo (Sofus),
Luke Skywalker (Simba) og ikke mindst Obi Wan-Kenobi (Kettu).
Desværre er der kun to af dem, som kan fejre fødselsdagen med
deres ejere i dag. Vi håber, I får en dejlig dag og bliver lidt forkælet.
Uge 34
Mandag i uge 33 var vi til markprøvetræning i Skive. Rigtig god
træning som sædvanlig. Vi lagde ud med et frit søg med to hunde
og seks dummyer. Chili gjorde det rigtig fint. Hun var på ingen
måde påvirket af den anden hund, hvilket jeg nu heller ikke
havde forventet. Hun stoppede op en enkelt gang og ”bad om
hjælp”. Den fik hun ikke, så hun fortsatte søgningen. Hun søgte
rigtig godt og i hele området, så jeg var godt tilfreds med
hende. Daisy var heller ikke påvirket af den anden hund i søget
og brugte næsen rigtig godt, og der var bare dejlig fart på
hende.
Næste post var en opbygning til dirigering - en fremafsendelse.
Der var stillet fire pinde op. Vi tog hunden med ned til sidste
pind – pind 4 - og lagde tre dummyer. Så gik vi med hunden hen
til pind 3 og sendte den til pind 4 efter en dummy. Hvis det gik
godt, gik vi til pind 2 og gjorde det samme og herefter til pind
1. Chili gjorde det fint bortset fra, at hun ved pind 1 stoppede
ved pind 3. Jeg gik lidt frem og sendte hende igen, og så
lykkedes det. Det viste sig, at der havde lagt dummyer på jorden
ved pind 3! En ting, man skal huske, når man træner:. Put
dummyerne i lommen, så man ikke laver færter alle mulige steder.
Daisy var der ingen problemer med. Lynhurtig ud, haps og hurtig
hjem igen. Hvor har de mange daglige gåture med huskedummy båret
frugt. Hun er aldrig i tvivl om, at når Leif siger ud... så er
der også noget derude.
Vi havde derefter lidt ventetid, som vi brugte på at hjælpe med
at få en traktor trukket løs af den meget våde og bløde jord.
Det lykkedes ikke, men til gengæld havnede vi i et område, hvor
græsset delvis var slået. Det benyttede vi selvfølgelig til at
lave markeringer med terrænskift
Dummyen
faldt i et klippet område, og hundene skulle igennem to områder
á ca. 2 meter, hvor græsset var 50-60 cm højt. Nogle af hundene
løb uden om og måtte efterfølgende søge efter dummyen. Chili
pløjede direkte igennem, ”landede” lige ved dummyen, som
selvfølgelig blev samlet op og afleveret til den stolte fører
Leif var
ikke med for at hjælpe med den fastkørte traktor, så Daisy fik
ikke mulighed for at prøve kræfter med denne post.
Sidste post denne aften var en vandmarkering, som ikke var
specielt let. Dummyen landede i vandet på den anden side af en
bræmme af siv, og hundene kunne ikke se nedfaldsstedet. Jeg var
ret sikker på, at Chili ikke havde set dummyen, men Peder bad
mig sende hende (han havde lagt mærke til, at Chili var helt med
på, hvor den dummy var faldet). Hun gik da også direkte ud,
samlede op og afleverede flot til hånd. Daisy knaldede på denne
post, for hun var helt spændt op og fik ikke markeret som hun
skulle. På trods af det gik hun lige ud og hjem i lynets hast.
Rigtig flot lige bortset fra et lille knald, men hun er tilgivet
igen
Vi er indtil videre rigtig godt tilfredse med de to rødes
arbejde på dette åben klasse-hold. De falder bestemt ikke
igennem og løser opgaverne rigtig flot (som regel).
Onsdag var Leif til markprøvetræning i Haunstrup. Dette er også
et åben klasse-hold. Her er holdet ikke så stort men det skal
nok blive godt alligevel..
Lørdag var vi selv en tur i Haunstrup. Vi lavede dirigeringer
over vand – 50-60 meter. Det gik faktisk rigtig godt. For begge
hundes vedkommende kunne vi godt tænke os, at de var lidt mere
målrettede, når de går i vandet. Der går lige lidt tid med at få
dem til at forstå, at de skal fortsætte over mod den anden bred.
Det er noget, der skal arbejdes på.
Vi arbejdede også videre med en øvelse med Chili, som Brian
Rasmussen har introduceret os for. Det går ud på, at få hende
til at holde kæft! Hun får vandmarkeringer, hvor hun ikke kan se
kasteren. Når dummyen er i luften – og hun kan se den – får hun
lov til at gå på et ”apport” fra mig. Dvs. at hun bliver sendt,
inden hun tænder helt af og begynder at pibe – og det bliver
ikke nogen knaldapportering, selv om dummyen ikke er landet, da
det er mig, der sender hende! Hun er faktisk rigtig god til at
sidde stille og tie stille. Hun sidder helt oppe på kløerne, men
hun holder mund. Forblændet af vores succes på de tre første
dummyer, besluttede jeg at holde hende tilbage, indtil dummyen
var landet. Det var dumt, for hun begyndte at pibe. Så tilbage
til, hvordan øvelsen hidtil har været lavet.
Onsdag var jeg hos den lokale bøssemager, N.P. Nielsen, for at
hente mit livs første haglbøsse. Flemming Peschardt havde fundet
en gammel Simson Suhl hos N.P., som han mente ville være noget
for mig. Jeg var nede og kikke på den ugen før, og vi blev enige
om, at dette nok var en bøsse for mig. N.P. fik den tilpasset
mig, og torsdag var jeg så en tur på skydebanen på Herning
Jagtcenter for at afprøve min ”nye” bøsse. Den passede rigtig
godt til mig, og det var i hvert tilfælde ikke bøssens skyld, at
mange lerduer landede hele
. Det
bliver rigtig sjovt at få noget skydeøvelse, og jeg tror, at jeg
godt kunne blive bidt af det.
Uge 33
Der har været afholdt ferie i det lille hjem. Lis holdt fire
uger fra og med uge 28, mens Leif hoppede på ferievognen fra og
med uge 29 og tre uger frem.
Selv om vi har lavet en del ting derhjemme, så har der også
været tid til total afslapning – i en sådan grad, at man helt
blev i tvivl om, hvilken ugedag vi var nået til. Hundene har
været med på ture rundt i landet, de har været ude og træne –
alene og sammen med andre - og de har fået gået nogle ture.
Den 23. juli var vi inviteret til Middelfart. Helle og Kim havde
indkaldt ”Retriever-banden” til en hyggedag med hundene med
efterfølgende middag. Jeg skal lige love for, at Helle og Kim
havde gjort noget ud af det. Vi blev sendt rundt i Middelfart
med hundene, hvor vi skulle løse forskellige opgaver. Vi endte
nede ved Lillebælt, hvor der blev serveret kaffe, friskbagte
boller, kager og friske kirsebær. Da vi kom tilbage til
Fasanvej, blev hundene fodret af og fik lov til at hvile. Vi
andre satte os til et særdeles veldækket bord, hvor vi nød godt
af Helles og Kims lækre mad. Og som altid, når vi er sammen,
blev der snakket en masse klog snak
Det blev
lidt sent, inden vi satte kursen mod Vildbjerg - mætte både
fysisk og åndeligt
Vi blev
enige om, at et sådan arrangement godt kunne være en
tilbagevendende begivenhed, så Leif og jeg meldte os til at
holde det næste. Vi håber, at vi kan leve op til standarden.
I sidste uge startede træningen i DRK igen. Vi har i denne
omgang valgt at tage til Skive og deltage på deres
markprøve-hold for åben klasse-hunde. Det er Peder
Riemenschneider og Niels Henrik Andersen, der træner holdet. Vi
er ca. 10 hunde og har nu været af sted to gange. Det har været
rigtig god træning uden afprøvningselementet. At Skive desuden
er begunstiget med et lækkert terræn er jo kun et plus.
Hidtil
har Chili og Daisy vist sig fra deres dygtige side – bortset
fra, at man jo skal være døv for ikke at høre Chili – og de har
indtil videre fint kunne klare de opgaver, de er blevet stillet
overfor. Leif har derudover meldt sig på Herning træningsplads’
åben klasse-hold, hvor Hans Hansen og Leo Berthelsen er
undervisere.
Ingen af os har selv hold i denne omgang. Vi trængte vist begge
til at skære lidt ned på pligterne. Desuden brugte vi vores
sommerferie på at købe nyt køkken, som bliver installeret i
slutningen af september. Inden skal det gamle dog pilles ned, og
klinker og gulv skal fjernes, så der er nok at tage fat på.
Uge 26
Så er der vist igen gået for lang tid mellem opdateringerne.
Pinsen
Siden sidst har vi afholdt Working Weekend. Det skete som
sædvanligt i pinsen. I modsætning til tidligere år var
arrangementet noget anderledes. Primært fordi vi kun havde et
hold for øvede, og fordi det ikke var Marie, der underviste. Der
var ikke ret mange tilmeldinger til begynderholdet, så vi valgte
at sløjfe det. Marie havde af personlige årsager valgt at melde
fra i år. Det gjorde hun heldigvis så tidligt, så vi kunne nå at
finde en anden. Der er jo rigtig mange kvalificerede trænere
”derude”, men hvem skulle vi vælge, og kunne vi finde én, der
ville sætte hele pinsen af til at lære os noget?
Jeg lokkede
jo 1-2 år siden
Pernille
Lillevang til at lave et dirigeringskursus for en håndfuld
toller- og labradorfolk, så det var naturligt at spørge hende.
Desværre kunne hun ikke afse tid, men hun foreslog Brian
Rasmussen. Jeg vidste, hvem Brian var, da han med stor succes
deltager på DRKs markprøver med sin smukke, sorte labrador,
Sixpounder (som for øvrigt er fra Pernilles kennel, Brown Hunt).
Jeg skrev til Brian, og han var frisk til at påtage sig opgaven
sammen med sin kæreste Suzanne Hofmann. Vi mødtes en eftermiddag
med Brian og Suzanne i Birkesø for at afstemme forventninger.
Det blev til adskillige timer med en masse snak. Hverken Brian
eller Suzanne havde den store erfaring med tollere, så de var
vist både spændte og forventningsfulde. Begge er uddannet i DcH
og har adskillige kurser bag sig. Suzanne er desuden
adfærdsuddannet, så der var ingen tvivl om, at vi ville være i
særdeles gode hænder
Det viste sig også, at det – igen – blev en fantastisk pinse. Vi startede som sædvanligt fredag sidst på eftermiddagen. Som noget nyt havde Brian og Suzanne forberedt noget teori til os. Vi gennemgik bl.a. weekendens program, ligesom vi blev introduceret for deres måde at træne hunde på, som handler meget om at møde hunden, der hvor den er og huske, at det er os, der har valgt at træne jagttræning – ikke hunden! Vi gennemgik positiv/negativ forstærkning og belønning og en hel masse andet. Bagefter var det ud med hundene, så de kunne se os lidt an. Vi fik lavet lidt kontaktøvelser (lokke-cirklen) og nogle markeringsøvelser.
Lørdag stod
den igen på markeringsøvelser med samme nedfaldssted men
varierende afstand, markeringer på vand, som faldt bag en lille
ø, der skulle passeres – og en masse ro på post, som ikke var
lige let for os alle
Vi fik
også lokket Brian til at vise os lidt af, hvad Pounder kan.
Bl.a. blev Pounder sendt over vand op til et lille område, hvor
Brian lavede ”hunt the circle”. Da Pounder fandt dummyen og
returnerede, blev han sendt over i samme område. Inden blev der
dog kastet en dobbeltmarkering på vand, som skulle ignoreres!
Denne gang var der ikke nogen dummy i det område, Pounder blev
sendt op til. I stedet blev han efter lidt søgen ”flyttet” til
et andet område, hvor Brian igen lavede ”hunt the circle”. Her
fandt han så dummyen, som han returnerede med. Herefter blev han
sendt på dobbeltmarkeringen på vand. Uha, hvor var det flot, og
hvor er der meget lang vej til, at vi kan lave noget
tilsvarende. Når man ser sådan et samarbejde mellem hund og
fører, så bliver man helt varm indeni. Det er sådan et
samarbejde, som deres, der i sin tid gjorde, at jeg fik lyst til
at arbejde med hund.
Vi lavede også en tramp eller walk-up, hvor 2-3 hunde gik sammen på linje. Der blev på skift kastet en markering til hver hund, som skulle hentes og lægges på jorden. Bagefter blev der så lavet tilbagesendinger på de dummyer, der var lagt på jorden.
Søndag blev vi introduceret til ”hunt the circle" – både teoretisk og i praksis. Det var Suzannes hund, Gustav, der var ”demonstrationshund”. Bagefter blev vi delt op i hold med to på hver, og skulle så gå i gang med opgaven. Det viste sig ikke at være helt let (er der noget i hundetræning, der er let?). Man starter egentlig med, at man sætter hunden i en cirkel (ca. 10 m i diameter), som man afgrænser ved at gå rundt. I denne cirkel kaster man så sin dummy, så den sætter fært mange forskellige steder i cirklen. Til sidst samler man dummyen op, uden at hunden ser det, og så giver man hunden tegn til at søge. Når den har søgt et stykke tid (afhængig af den enkelte hund), dumper man ubemærket dummyen, så hunden til sidst får succes. Hvis hunden går udenfor området, skal den stoppes og dirigeres ind i området igen. Bedst er det selvfølgelig, hvis hunden selv er opmærksom på, at den har forladt området og søger tilbage igen. Når den del sidder i skabet, og hunden har forstået kommandoen med at søge i det område, hvor den allerede er, kan man bygge noget afstand på. Det skal forstås på den måde, at man sender den ind i området, hvor den så får besked på at gå i gang med at søge. En hjælper står lige uden for området klar til at lægge en dummy – helst i et område, hvor hunden ikke har søgt eller ikke har søgt så intensivt. Når man så er blevet rigtig god, så kan afstanden i grunden være næsten uendelig, og man kan flytte hunden fra et område til et andet.
Første
problem med Chili var at få hende til at gå i gang med at søge.
Det er ikke meningen, at man skal bruge ordet ”søge”, som man jo
bruger ifm. frit søg. Man skal sætte hunden i gang via
områdefløjt, og det er ikke meningen, at man fløjter, indtil
hunden har fundet dummyen. Chili var helt tydeligt ikke klar
over, hvad jeg ville have hende til, og da jeg fik sat hende i
gang, hoppede hun mest rundt som en glad kanin. Det nye
håndsignal for ”hunt the circle” fik hende til at tilbyde
alverdens adfærd, og det var egentligt lidt sjovt. Jeg begik så
den fejl at gå på afstand af cirklen. Grunden til dette var, at
hun jo er vant til at blive dirigeret ud i et område og sat i
gang med at søge med områdefløjt. Dette var en fejl, for dette
er jo ikke en dirigering, som vi kender det, og Chili havde ikke
lært at søge og fastholde søget i et lille, afgrænset område.
Leif lavede den samme fejl med Daisy. Han var også meget hurtig
til at lave afstand, og hans plan var egentlig, at han om
eftermiddagen ville vise os, at han kunne sende hende fra den
anden side af søen og over i et ”hunt the circle”. Det viste sig
dog også her, at Daisy slet ikke havde lært at fastholde
området. Den eneste grund til, at hun blev i området var, at
Leif i forvejen havde lagt en dummy ud – og så er det jo
pludselig en ganske almindelig dirigering. Da Daisy blev sendt
op i området, uden at der var lagt en dummy ud, havde hun svært
ved at fastholde området. Og så var det tilbage til start. Vi
har nu begge besluttet, at vi går helt tilbage i kravlegården og
starter med at lægge godbidder ud – simpelthen for at lære dem
kombinationen af kommandoerne og det faktum, at de skal søge og
blive ved med at søge. Jeg tror, at vi har en lang vej foran os
Sidste øvelse var et juletræssøg – et søg, hvor ikke alle dummyerne nødvendigvis ligger på jorden. Nogle hænger måske i træerne – dog i en højde, så hundene kan nå dem. Øvelsen får hundene til at stole på deres fært, også selv om de ikke lige kan finde dummyen i første forsøg. Chili og Daisy var begge gode til at fastholde færten og til at finde dummyen, selv om den hang i træet.
Hele weekenden har Brian og Suzanne hørt på Chilis piben, og vi havde en aftale om, at det skulle ignoreres, da det ikke handlede om at træne piberiet væk. Det har jeg opgivet. Da vi var ved at rydde op og gøre rent, og de fleste var kørt hjem, spurgte Brian alligevel, om jeg kunne tænke mig en øvelse, som måske kunne afhjælpe Chilis piberi. Det siger man jo ikke nej til! Vi gik derfor ned til åen med Chili og Molly. Planen var, at Brian skulle dumpe en dummy i åen, strømmen skulle føre den ned forbi Chili og videre ned til Molly, som så skulle samle op. Chili skulle fjernes, hvis hun begyndte at pibe, og først når hun var stille, skulle hun ned til åen igen. Jeg tænkte, at det jo er en øvelse, jeg tidligere har forsøgt mig med – uden held – men man skal jo være åben overfor alt, så jeg kastede mig ud i det. Det tog dog ikke mange dummyer, før Brian opdagede, at dette ikke var vejen frem. Chili begyndte at pibe med det samme, vi var ved åen, og der gik rigtig lang tid, inden hun hold op, så vi kunne stille os ved åen igen. Nu er det så, at man ser, hvad en god og erfaren træner kan, for Brian gik over til en alternativ plan, som faktisk virkede! Den bestod i, at jeg skulle stå med Chili ved åen. Pga. det meget høje græs, kunne hun ikke se til siderne, og hun kunne dermed ikke finde ud af, hvad der skulle ske. Når hun havde holdt mund et stykke tid (i begyndelsen ganske kort tid), blev der smidt en dummy i åen. Når dummyen var i luften og i Chilis synsvidde, sagde jeg ”apport”, og hun fik lov til at hoppe i åen efter den. Grunden til, at jeg sagde ”apport”, inden dummyen ramte vandet var, at det så var mig, der styrede slagets gang. Efter ganske få gange sad Chili musestille og ventede på dummyen. Godt nok sad hun helt oppe på neglene, og halsen var så lang som en girafs, men hun var lydløs! Det er bestemt noget, vi vil arbejde videre med.
Det var en
fantastisk weekend, hvor vi lærte en masse, havde det hyggeligt
sammen med de andre hundetosser, og vejret var for en gangs
skyld hundevenligt (det plejer at være meget varmt). Leif valgte
at koncentrere sig om at træne hund, så vi kan ikke vise en
masse billeder fra weekenden. Dog kom kameraet frem, da Helle
Lunds flotte kager kom på bordet. Prøv lige at se, hvad hun
havde taget med. Og de smagte pragtfuldt!
Weekenden
efter working weekend var dedikeret til familiehygge. Vi har
været meget involveret i hundeting den sidste tid, og det er
gået ud over Kristian, der snart bliver tvangsfjernet af
myndighederne. Vi havde derfor besluttet, at vi skulle have en
weekend, hvor det handlede om, hvad Kristian havde lyst til.
Lørdag formiddag var vi derfor i Baboon City i Herning, hvor man
kan lege, kravle, spille og meget mere. Derefter var der sen
frokost på Jensen’s Bøfhus. Søndag ville vi egentlig have været
i Ikast svømmehal, men den var lukket pga. stævne. I stedet tog
vi hundene med en tur til Vesterhavet, hvilket bestemt heller
ikke var en dum idé. Vi spiste frokost derude, og der var også
plads til en is
Den seneste weekend (den 25. og 26. juni) var så til gengæld helt i hundenes tegn. Lørdag var der uofficiel wt i Søby. Daisy og Chili var tilmeldt, men da Steen manglede hjælpere, afmeldte jeg mig. Leif blev desværre også nødt til at afmelde Daisy, da hun valgte at gå i løbetid. Leif blev hjemme ved sønnike og hundene. Så eneste repræsentant for racen var Søren med Aiko (og de gjorde det rigtig fint, idet de bestod med 52 point – tillykke). Jeg var skytte på post 1 – en dirigeringspost. Birger Knudsen (Kennel Windwood) var dommer. Begynderklassen skulle tage hunden med ud og lægge en dummy og så lave en tilbagesending. Åben klasse skulle dirigere hunden ud til en dummy, der lå på et spor. Inden skulle de forcere et åbent terræn, hvor der ikke lige var nogle spor at følge. Vinderklassen fik den samme dirigering, men inden hunden blev sendt på en dirigering, blev der kastet en markering, som i første omgang skulle ignoreres. Når dirigeringen var hjemme, skulle markeringen hentes. Det var nogle gode øvelser i en tilpas sværhedsgrad. Det var en rigtig dejlig dag, og da jeg var hjemme ved 18–tiden - efter 11 timer i Søby - var jeg rigtig godt træt.
Næste morgen
var det så golden-folkets tur til at nyde godt af vores
entusiasme (hvem var det lige, der engang sagde, at tollerfolk
ikke gider lave noget????). Klokken 7.00 stod vi ude i Haunstrup
klar til dagens dont. Goldens raceledelse havde lavet et rigtig
godt arrangement med kvalifikationsprøve, skue, working test og
Jægerforbundets apporteringsprøve. Ind i mellem var der lige
lidt apportering på tid med ræv – bare sådan for sjov
Jeg var
kaster på en af wt-posterne. Det var rigtig sjovt at se de
forskellige typer golden arbejde. Der er rigtig stor forskel på
dem. Det er en rigtig dejlig race, og jeg skal ikke kunne
forsværge, at jeg kunne finde på at købe et jagt-eksemplar af
racen en dag. Når vi har været sammen med golden har det altid
slået mig, hvor kontaktsøgende og kærlige de er. Det er nogle
rigtige nusse-grise. Det var også tilfældet her. Og så var der
bare ikke det mindste optræk til ballade, hvilket også var skønt
at opleve. Igen blev det en laaang dag, og vi var noget trætte,
da vi endelig kom hjem.
Uge 24
Søndag den 19
Tillykke til Daisy Duck, hun
bliver 6 år i dag
Mandag den 13.
Tillykke til B.B. King-kuldet, som fylder 4 år i dag. Vi har lige tilbragt Working Weekend sammen med Lene og Mangus, og i maj til hvalpetræffet var så heldige at være sammen med Lucca, Robin og Valde. Alle er blevet dejlige og smukke hunde. Vi håber, de alle får en dag, hvor de bliver lidt forkælet.
Uge 23
Sikke en dejlig lang Kr.
Himmelfarts-ferie. Der blev både
tid til at hygge, ordne have,
slappe (lidt) af og lave noget
hunderelateret.
Fredag var vi lige en smut i Momhøje, da Leif gerne ville have et nyt billede til hjemmesidens forside. Han har købt noget nyt grej og kan nu fjernbetjene sin blitz, så det hippeste lige nu er at tage billeder med blitz. Selv om jeg ikke har nogen særlig forstand på fotokunstens hemmeligheder, så kan jeg godt se, at det bliver nogle fantastiske billeder – motivet kan vi jo ikke gøre så meget ved. J
Lørdag gik turen til Kulsø
sammen med Martin. Vi havde
afsat dagen til at se noget
flot hundearbejde, og vi
blev ikke skuffede. DRK
afholdt DM for hold i de
fantastiske arealer ved
Kulsø. Vi blev ikke
skuffede. Der var lavet
nogle fantastiske poster,
hvor temaet var ”Dansk
jagt”, og postmestre og
hjælpere levede sig bare så
meget ind i rollen som
jægere, klappere etc., så
det var en fornøjelse at
være publikum. Det var ikke
alle poster, der var lige
publikumsvenlige, men det er
jo nok også en umulig
opgave. Det var nogle meget
svære poster, og når man ser
det hundearbejde, vi så i
lørdags, så kan vi godt se,
at der er laaaaaang vej
endnu. Endnu mere
imponerende var det, at
tidsplanen bare blev holdt,
og kl. 16.00 – som
programsat – var prøven
overstået, hvis ikke det
lige var fordi, at to hold
lå havde samme point. Derfor
skulle der laves en
finalepost. Kampen om guldet
stod mellem Nordjylland og
Nordsjælland. Det var
Nordjylland, der trak det
længste strå og kunne fejre
sejren. Midtjylland fik en
flot 3. plads ikke mange
point efter 1 og 2. Det var
en meget varm dag, men
heldigvis for hundene var
der vand på næsten alle
poster. Vi fik snakket lidt
med Helle og René, som
heppede på det
Midtsjællandske hold og
Jan, som var taget med
ned for at fejre de
nordjyske guldvindere. Havde
der været en konkurrence om
bedste outfit, så havde
Nordjylland også vundet.
Hele holdet var iført
Hawaii-skjorter og sombrero.
Stemningsbilleder fra dagen
kan ses her.(184 stk)
Søndag gik turen til Søby med vores egne hunde. Regionens TU havde arrangeret en dag for regionens trænere med svenske Janne Stiehl. Janne har i mange år deltaget på markprøver med sine hunde, og han er også markprøvedommer. Jeg mødte ham ifm. med DRKs inspirationsdag for markprøveinstruktører i februar, hvor han var hyret til at fortælle lidt om, hvordan han træner sine hunde. Det blev en rigtig god dag, hvor vi både fik kikket på træningen af de unge hunde og træningen af de erfarne hunde. Vi blev bekræftet i, at den måde, vi bygger momenterne op på, er den rigtige vej at gå, ligesom respekten for hunden skal veje tungt. Igen en meget varm dag, som tog lidt hårdt på hundene, men også en meget positiv og lærerig dag.
Tidligere på ugen fik vi at vide, at Chili og Daisys mor, Zulu (Hedera’s Karmann Cabrio) var blevet aflivet – 10 år gammel. Zulu havde fået en blodprop tæt ved hjertet, og der var ikke andre udveje end at aflive hende. Vi ved, at hun vil blive savnet af Anja og Thomas Redreynard's, og vi føler med dem.
Vi har helt glemt at fortælle, at Chilis datter, Leia (WT Princess Leia), har fået nyt hjem. Leias ejere, Tina og Jan, var desværre kommet i den situation, at de skulle skilles, og ingen af dem havde mulighed for at beholde Leia. En dag fik vi så en mail fra Mai-Britt. Hun har en dejlig tæve, Beauty, som hun har trænet lidt i tollerklub-regi. Desværre var Beauty blevet kørt over, og Mai-Britt ledte efter en anden hund; gerne en lidt ældre, da der også er småbørn i familien. Hun hørte om Leia, der skulle have et nyt hjem. Heldigvis kunne hun lide Leia; Leia kunne lide hende, og Jan og Tina følte sig tryg nok til at lade Mai-Britt overtage Leia. Vi ved, at det ikke har været let for Jan og Tina at give slip på Leia, men når situationen ikke kunne være anderledes, så er det en rigtig god løsning, de har fundet. Vi havde naturligvis ingen problemer med at give vores accept af, at Leia flytter ud til Mai-Britt. Vi har allerede hørt fra Mai-Britt, at det går rigtig godt – både på hjemmefronten og på træningsbanen. Nu håber vi så bare, at Mai-Britt og Leia kunne finde på at dukke op til toller-træning, så vi kan se den dejlige pige.
I løbet af ugen kommer der ikke til at ske så meget på hundefronten. Det bliver nok mest til gåture. Men…..så tager vi jo revanche fra på fredag, hvor årets Working Weekend starter. Vi glæder os helt vildt til 2½ dag med Brian og Suzanne som trænere, en masse samvær med andre tossede hundefolk, og nogle dage, hvor det kun handler om hunde, hundetræning og hundesnak.
Uge 21
Ugens højdepunkt var
hvalpetræffet i lørdags. Der var
godt nok en del afbud, men vi
valgte at fastholde træffet. Det
var kun tre af Daisys drenge,
der kom: Valde, Robin og Lucca.
Leia var også tilmeldt, men hun
har slået sit ben og kan ikke
træde igennem på det. Mai-Britt
valgte derfor at springe fra,
hvilket vi selvfølgelig har fuld
forståelse for. Vi håber, det
går bedre med hendes ben.
Vi mødtes i Haunstrup kl. 10.00.
Vi havde sat DKK-teltet op, for
vejrudsigten var ikke for
lovende. Efter en gang
rundstykker, gik vi en lang tur
i området. Tilbage ved teltet
tændte Leif op i grillen, og
mens kullene blev varme, lavede
vi lidt træning. Vi startede med
noget lydighedstræning. Det gik
rigtig godt; det er nogle
dygtige og lydige drenge
Vi gik derefter over til noget
apportering. Der var ikke de
store problemer med at ville
apportere, men der var lidt
problemer med ikke at ville
komme hjem med dummyen og så var
der også lige en del
knaldapporteringer. Vi
besluttede, at vi ville arbejde
med knaldapporteringerne efter
frokosten.
Vi havde taget marineret
kylling, krydrede
nakkekoteletter og
kartoffelsalat med til frokost.
Der blev spist godt igennem. Det
må være al den friske luft, der
skærper appetitten
Efter frokost tog vi 1½ time med
anti-knald-øvelser. Det var især
Robin, der havde svært ved at
vente. Det tog ham dog ikke lang
tid at finde ud af, at det ikke
kan betale sig at smutte før
tid. Så Pål gik fra at holde
fast i ham, til at stå bøjet
over ham og til slut til at stå
ret op og ned og alene sige
”Bliv” – og Robin blev! Der er
ingen tvivl om, at han meget
hurtigt kan fjerne Robins trang
til at smutte før tid, hvis han
fortsætter med de øvelser, vi
lærte ham.
Inden vi skulle sige farvel, var
det tid til kaffe og kage.
Valdes mor, Helle, havde igen
bagt sin vidunderlige kage med
flødeskum og masser af jordbær.
Mums, den var ligeså god, som vi
huskede den.
Ved 16.30-tiden sagde vi på
gensyn. Næste år vælger vi at
holde det en søndag, da lørdag
er en dum dag for flere.
Det var så skønt at se de
dejlige hunde igen, og – som de
andre gange, vi har mødtes –
blev vi bekræftet i, at vi har
valgt de helt rigtige
hvalpekøbere
Vi havde for øvrigt et nyt
menneske i flokken – Theodor (aka
Theodoristen) på 1½ år. Han
klarede den lange dag så flot.
Igen var vi ikke særlige heldige
med vejret. Det regnede og
blæste hele dagen. Vi synes nu
alligevel, at det var en rigtig
hyggelig dag, og vi er utrolig
taknemmelige for, at vores
hvalpekøbere har lyst til at
tage turen til Midtjylland for
at vise deres fine hunde frem.
Uge 20
Leif og jeg har jo overtaget
lydighedsholdet fra Helge, der
desværre er blevet syg. Det
ligger tirsdag aften, og det er
et rigtig godt hold, som vi kan
lave en masse med. Der er
naturligvis lidt problemer –
bl.a. med hjemkald og
apportering – men vi arbejder på
at få dem løst.
Onsdag måtte jeg springe min
egen træning over med Chili. Jeg
havde lovet at hjælpe på
C-prøven i Ulfborg St. Bededag,
og onsdag aften var den aften de
havde valgt til at gennemgå
prøven. Jeg skulle være skytte i
vinderklassen – og samtidig
skulle jeg selv om med Chili i
begynderklassen. Terrænet i
Ulfborg Kjærgaard er rigtig godt
og byder på mange udfordringer
til hundene. Vi var derude
samtidig med, at DM-holdet
trænede og nåede lige at se lidt
af deres træning. Uha, hvor er
de dygtige.
Torsdag var Leif og jeg en lille
tur i Haunstrup for at træne
lidt med hundene. Det blev kun
til en halv times tid, men det
var også rigeligt.
Tidlig fredag morgen gik turen
så til Ulfborg. Jeg skulle
egentlig have været oppe som den
første (og Leif som nr. 2), men
jeg valgte at skyde det til
efter frokost, da der ikke var
andre skytter, der kunne afløse
i vinderklassen. Der skulle kun
skydes om formiddagen, da posten
om eftermiddagen var et frit
søg.
Der var rigtig meget flot
hundearbejde at se på i
vinderklassen – og noget, der
har knap så godt. Posterne om
formiddagen var en 2½-markering
og en dirigering på vand med
distraktion, der skulle hentes
bagefter. Umiddelbart lyder det
måske ikke af så meget, men især
dirigeringen voldte en del
problemer.
Vi havde to dommere i
begynderklassen, Louise
Rasmussen og en sød pige fra
Østjylland, som jeg ikke kan
huske navnet på
Leif kom op hos pigen fra
Østjylland. Daisy har fået en ny
dårlig vane, idet hun smider
vildtet, lige inden hun kommer
ind til Leif. Han håbede, at hun
ville opføre sig ordentligt
denne dag - men ak nej.
Post 1 var en enkelt markering
og en ret nem post. Der blev der
kastet en due i lidt højt
bevoksning. Denne post klarede
hun uden problemer – lige ud og
hjem og en fin aflevering til
hånd. Det gik også lige op af en
skrænt, og så sad Leif der og
tog imod.
Post 2 var en tilbagesending,
hvor føreren selv skulle lægge
en and. Her smed hun anden 2
meter, før hun var hjemme. På
opfordring samlede hun den dog
op igen.
Post 3 var også en enkelt
markering med en due. Daisy
markerede lidt til højre fra
nedfaldsstedet men kom hurtig
ind i området og fik samlet op.
Også her smed hun duen 2 meter
foran Leif.
Post 4 var en enkeltmarkering –
denne gang på vand, hvor hun jo
er meget ivrig. Hun fik duen
hentet i fin stil. Men ikke nok
med at hun igen smed duen; nu
rystede hun sig også, så Leif
var ikke glad.
Sidste post 5 var et frit søg.
Her gjorde hun det til gengæld
rigtig godt uden nogen form for
slinger i valsen. Hun kom over
hele området og var både i
dybden og bredden. Hun hentede
and , kanin, due og and i den
rækkefølge – og alt blev
afleveret fint til hånd.
Leif var rigtig godt tilfreds
med det arbejde, Daisy lavede -
lige bortset fra, at hun smed
vildtet tre gange og rystede sig
efter turen i vand. For en gangs
skyld knaldede hun ikke, og hun
arbejde godt på alle poster.
De mange gang, hun havde vildt
på jorden, kostede på
præmieringen, og det blev til et
0. Det positive er, at det er
kanon god træning, og man
tilbringer hele dagen sammen med
en flok dejlige mennesker.
Efterfølgende er der blevet
trænet afleveringer i stor stil,
hvor det kun er mislykkes et par
gange ud af rigtig mange
afleveringer.
Da jeg var hjælper, kunne jeg
”snyde” mig foran i køen, så
snart jeg var klar til at gå op.
Jeg valgte at trække dette
trumfkort for at få mulighed for
at komme op hos Louise
Rasmussen. Hun er sådan en
positiv person, og jeg havde en
fornemmelse af, at jeg kunne
have brug for en person, som
også ser det positive og ikke
kun det negative
Chili og jeg lagde rigtig
dårligt ud på den første
enkeltmarkering. Hun efterlod
desværre hjernen hos mig og
tæskede bare rundt i terrænet
med hovedet under armen. Flere
gange var hun i området, hvor
fuglen faldt, men hun fik aldrig
slået sin næse til. Der var så
ikke andet at gøre for mig end
at dirigere hende derhen. Hun
var egentlig også meget
dirigerbar, men da hun stadig
ikke slog næsen til, gik hun
flere gange forbi fuglen.
Efterhånden begyndte hun så at
tvivle på min dirigering og blev
dermed mindre dirigerbar.
Heldigvis fik hun til sidst
færten af fuglen, samlede den op
og afleverede den til mig. Puha,
det holdt hårdt!
Næste post var tilbagesendingen.
Det var ligeud og lige hjem,
men…..hun smed anden lige foran
mig. Jeg var nok selv skyld i
det, da hun jo ikke er så stabil
på vildt. Jeg var derfor alt for
fokuseret på at få fat i fuglen
i stedet for at tage imod
hunden, og det har muligvis
været det, der fik hende til at
smide den.
Næste enkeltmarkering fik hun
fint. Hun startede ud lige bag
området, hvor fuglen var faldt
men fandt hurtigt ind i området,
fandt fuglen og bragte den til
mor. Hun havde dog lige et
grebsskifte på vej hjem, som jeg
gerne ville have undværet.
Vandmarkeringen gik helt uden
problemer – hvis man lige ser
bort fra en del iver og piben.
Så var turen kommet til det frie
søg, som jeg gruede lidt for.
Mest pga. kaninerne, som ikke er
Chilis livret og til dels også
pga. Chilis dårlige kondition,
som gør, at hun går lidt i stå.
Igen overraskede hun mig. Farten
kunne bestemt godt være bedre,
men hun søgte rigtig godt og
blev ikke fastholdt på tomme
færter. Det første stykke vildt,
hun kom til, var en and. Hun
valgte at stå og kikke lidt på
den i stedet for at samle den
op. Et højt og bestemt ”Apport”
fra mig, fik dog damen på bedre
tanker. Hun samlede op og
afleverede flot til hånd. Næste
stykke vildt, hun fandt, var en
kanin. Her samlede hun spontant
op, hvilket hun i øvrigt også
gjorde med resten af vildtet.
Hun fik i alt bragt en and, en
kanin, en kanin og en due hjem.
Louise belønnede indsatsen med
en 3. præmie og en rigtig fin
kritik. Der var selvfølgelig
nogle bemærkninger omkring ro på
post/lyd, men Chili havde
faktisk været mindre vokal, end
jeg havde turdet håbe på. Måske
er dette den prøveform, vi skal
fokusere på. Der er ikke den
lange ventetid som ved working
testen, der godt nok er sund men
stressende for min lille hund.
Grunden til, at vi ikke
tidligere har stillet op til en
C- eller B-prøve, er Chilis
usikkerhed mht. vildt. Nogle
gange tager hun alt, og andre
gange kan hun få et chok, når
hun ser en and
Det er dog blevet bedre med
tiden, og spændingen og
omstændighederne ved en prøve
hjælper nok også med til, at hun
er mere villig til at tage
vildtet.
Der var arrangeret kanin- og
ræveapportering på tid, men her
valgte vi kun at se på. Chili
vil under ingen omstændigheder
tage en ræv. Og kaninen var så
stor, at hvis vi havde
genoplivet den, ville den have
haft lettere ved at bære rundt
på Chili eller Daisy, end de
ville have ved at bære rundt på
den
Det var på alle måder en rigtig
god dag i Ulfborg: Hyggeligt
samvær med andre hundefolk, god
forplejning for os hjælpere, en
god prøve med dejlige hunde og
pragtfuldt vejr.
19. maj 2011
Tillykke til Chili, som
bliver 7 år i dag.
Det er utroligt, så hurtig tiden er gået. Hvor var det dog det rigtige valg at få en hund – og især en toller! Det var ind i mellem været op af bakke – og er det stadig ind i mellem. Men hold op, hvor er hun en dejlig tøs.
Når
vi arbejder, kan jeg
ikke mærke, at hun nu
runder de syv år.
Men…..jeg synes, at jeg
kan se, at hun er mere
træt efter en ordentlig
omgang træning, og det
tager lidt længere tid
for hende at restituere
sig. Men derudover er
hun præcis lige så
dejlig, fræk, ivrig – og
pibende – som hun har
været al tid
Uge 18
Torsdag i sidste uge var jeg til jagttegnsprøve. Jeg havde ikke de store forventninger mht. at bestå. Jeg har ikke været for god til at læse på lektien, så der var mange ting, jeg ikke havde styr på. Desuden har afstandene drillet mig lidt. Jeg gik desværre glip af holdets sidste skydning/afstandsbedømmelse + den frivillige jagtprøve pga. mit besøg på Herning sygehus. Tirsdag i sidste uge havde vores lærer inviteret de af os, der havde behov, til lidt praktik i afstandsbedømmelse + våbenhåndtering. Først i tredje runde fik jeg 0 fejl i afstandsbedømmelsen J Onsdag aften valgte jeg at droppe hundetræningen til fordel for at øve på jagtprøven. Min prøve var på Ulfborg Skydecenter, hvor jeg ikke har været tidligere. Jeg slap igennem den skriftlige prøve med 1 fejl (man må have 4 fejl). I den praktiske prøve havde jeg 1 fejl på afstandsbedømmelsen – og man må have netop 1 fejl! I øvrigt var det en rigtig flink mand, jeg var til prøve ved. Han er også hundemand, så vi fik en længere hundesnak J
I lørdags var vi en tur i
Birkesø med hundene. Gitte,
Christina, Ulla og jeg havde
aftalt at mødes med Brian
Rasmussen og Suzanne
Hoffmann derude for at tale
lidt working weekend. Vi
skulle lige have afstemt
vores forventninger hver
især. Brian og Suzanne blev
derude i 2-3 timer, hvor vi
gik lidt rundt på arealet
for at se, hvad det byder
på. Vi fik talt om træning,
tollere, retrievere generelt
og en hel masse andet. Jeg
tror, at det bliver en
kanon-pinse, hvor vi kommer
til at lære en masse og får
nogle lidt andre input end
vi plejer.
Vi benyttede lejligheden til
at få trænet hundene lidt.
Thomas og Crash, og Leif og
Daisy var også med. Det blev
ikke til så meget træning,
men det er jo altid
hyggeligt at være sammen –
både med hundene og med
hundefolk.
J
Onsdag var jeg til markprøvetræning i Herning for første gang i denne sæson. Det gik bestemt ikke godt. Chili var fuldstændig overstadig. Hun knoklede løs, men hun var ikke så pjattet med at følge mine anvisninger. Det blev dog bedre i løbet af aftenen. Trods manglen på succes var vi gode venner, da vi tog hjem. Det er svært at blive sur på en hund, som er helt vild ivrig men som ikke helt kan styre ivrigheden. Vi håber på bedre succes næste onsdag.
I weekenden skal jeg på DRKs markprøveinstruktørkursus i Kolding. Jeg ville have været af sted sidste år, men der var Leif af sted på hvalpe-/lydighedsinstruktørkursus samme weekend, så det blev ikke til noget. Jeg glæder mig til at få nogle gode input til træningen.
Fra på tirsdag overtager Leif og jeg resten af lydighedstræningen i DRK Herning. Helge, som ellers er træner for holdet, er blevet syg og må melde pas. Jeg fik overtalt Leif til at tage holdet med mig, og det skal nok blive sjovt at være træner sammen med ham J Jeg skulle ellers ikke have trænet denne sæson, men sådan kan det jo gå J
Uge 17
25. april 2011
Så kom vi på den anden side af
Påsken – og sikke en Påske. Det
er vist mange år siden, at vi
har haft en Påske med så dejligt
vejr.
Vi brugte noget at Påsken på en
lille familietur til London –
noget vi har glædet os til i
lang tid. Men….det var lige før,
at vi ikke kom af sted. Fredag
den 8. april fik jeg en lille
blodprop i hjertet. Jeg blev
indlagt på hjerteafdelingen på
Herning sygehus. Jeg regnede
egentlig med, at jeg skulle hjem
igen samme aften - men nej! De
ville gerne beholde mig til om
mandagen, hvor jeg kunne få
foretaget forskellige
undersøgelser. Det var ikke helt
i tråd med mine planer for
weekenden, så efter nogen
diskussion enedes jeg med lægen
om, at jeg måtte komme hjem på
orlov søndag, hvis jeg ikke
havde nogle bivirkninger af
medicinen. Søndag morgen var jeg
knap vågnet, før jeg var klar
til at blive hentet! Vejret var
dejligt, så vi brugte dagen på
at tage til Momhøje med hundene
og Kristian. Kristian havde sin
cykel med, og tog nogle af
bakkerne derude i en drabelig
fart. Hundene fik en masse
træning – markeringer og et
stort frit søg.
Mandag morgen var det så tilbage
på sygehuset og få overstået
undersøgelserne, som var en
undersøgelse af hjertets
kranspulsårer (en KAG) og en
ekkokardiografi (scanning af
hjertet). Undersøgelserne viste,
at der havde været en lille
blodprop i nogle mindre kar,
ligesom hjertet havde fået en
mindre skade af blodproppen.
Selve kranspulsårerne var helt
fine, og der er heldigvis ikke
behov for en ballonudvidelse.
Nå, men turen til London var
helt fantastisk. Vi tog af sted
søndag den 17. (efter at have
været til barnedåb i Lyngå), og
kom hjem torsdag den 21. om
aftenen. Vejret var lige så
fantastisk som herhjemme, og vi
fik gået London tynd. Leif har
lagt nogle aftenbilleder og
billeder af blue hour og Tour De
London ud under ”Leif’s picture
gallery”.
Fredag stod den på påskefrokost
hos familien. Vi nåede dog også
en tur til Haunstrup for at
træne hundene lidt. Vi lavede
lidt frit søg og lidt
markeringer.
Fra lørdag til søndag havde vi
besøg af Stine og Gaia (Cavalier
King Charles spaniel). Søndag
gik vi en lang tur i Haunstrup,
hvor vores hunde dog også fik
lov til at arbejde lidt.
Mandag var der tollertræning i
Haunstrup. Vi var 11 tollere og
en labbe-dappe. Jørgen havde
lavet nogle forskellige
markeringsposter til os, og især
Daisy og Chili fik deres sag for
med lange trippel-markeringer og
en enkelt meget lang blind
dirigering. Begge hunde var bare
så dygtige, og det er helt
fortjent, at de nu begge ligger
her foran mine fødder med
stængerne i vejret og tung
vejrtrækning
Den kommende onsdag byder på
markprøvetræning med DRK Herning
i Haunstrup. Eneste punkt på
dagsordenen for næste weekend er
en aftale i Birkesø med Brian
Rasmussen. Brian skal stå for
træningen af de øvede til
Working Weekend, og vi har
aftalt at vi lige gennemgår
terrænet og får talt om
forventninger til arrangementet.
Uge 13
Sidste søndag fik vi et feriebarn. Det var Martin, der havde brug for at få en af de sorte pølsepantere passet. Martin skulle en tur til London i embeds medfør, og da Freja var i løbetid, kunne hun ikke blive passet, hvor hun sædvanligvis bliver passet. Der bor nemlig to virile hanhunde J Så Freja blev passet af os fra søndag aften til fredag eftermiddag. Det gik rigtig fint, selv om de to røde tosser jo kan være noget uvenlige overfor andre hunde. Heldigvis er Freja en ældre dame, der ikke gider noget vrøvl, så efter at have set hinanden an og sagt fra et par gange, var roen genoprettet. Faktisk tror jeg næsten, at Chili og Freja blev gode veninder. Da vejret var så fantastisk det meste af ugen, gik turen i skoven hver dag efter arbejde. Hundene fik lov til at stæse rundt i deres eget tempo, og de nød det. Vi nød det også J
Freja er en dygtig, velopdragen og lydig hund. Så på trods af flere forsøg, så lykkedes det ikke at få hende op i sofaen til os. Det må hun nemlig ikke derhjemme. Martin mente godt nok, at det kunne lykkes ved at lokke med flæskesteg og lagkage, men vi havde ikke lige nogen af delene på lager J
Lørdag havde TU arrangeret et hvalpe-/lydighedsseminar i Struer, hvor vi skulle diskutere det oplæg, som TU m.fl. lavede for nogle år siden om, hvordan vi træner hvalpe og unghunde i regionen. Det var en rigtig hyggelig og lærerig dag. Desværre så vi ikke mange af instruktørerne på markprøveholdene. Det ville ellers også have været lærerigt for dem at se, hvordan de hunde, som de med tiden overtager træningen af, bliver håndteret på de andre niveauer. Chili var med som demo-hund, og det faldt hende ikke svært at agere utrænet og ulydig hvalp J
Søndag havde Martin og jeg afslutning med vores overgangshold. Vi havde lavet en lille prøve med fire poster, som de alle klarede rigtig flot. En af kursisterne havde medbragt en god gammeldags æblekage. Mums. Søndag eftermiddag gik jeg en lang tur med begge hunde. Jeg har fået tilmeldt mig noget, der hedder Endomendo, hvor man via sin mobil kan tracke, hvor langt, hvor hurtigt og hvilken rute, man har gået. Det kan der godt gå sport i! Jeg gik en tur rundt om halvdelen af byen og nåede næsten op på 7 km.
Nu har vi skiftet til sommertid, hvilket jo medfører lysere aftener, der kan bruges til træning af hundene eller længere gåture. Det er vist også på tide at finde cyklen frem, så Chili og jeg kan komme lidt i form.
Uge 12
Sikke en dejlig weekend. Man
kan mærke, at foråret nærmer
sig.
Søndag havde Henriette inviteret til træning i Momhøje Plantage. Det er et område med meget spændende terræn, hvor man kan lave nogle svære poster. Foruden de to tossede tollere var Helle der med Bess og Eja og så selvfølgelig Henriette med Alba.
Vi startede med nogle markeringer. Vi stod på en høj med hundene, mens der blev kastet fra en anden høj. Området var lyng, og der var en sti, som hundene skulle passere for at komme over til markeringen. Det var meget diset, så sigtbarheden var ikke for god. Det viste sig at være en svær opgave for de to røde, men det lykkes da. Vi holdt os af samme grund til enkeltmarkeringer J
Næste opgave var igen markeringer. Denne gang stod kasteren oppe på en høj, mens vi andre stod nede i lyngen. Først var det bare ganske almindelige markeringer, som gik rigtig godt. Så lavede vi dirigeringer i det samme område – med distraktioner. Det gik også rigtig fint.
Der var fældet en masse nåletræer, som lå i en bræmme. Jeg lavede et par markeringer til Chili på den anden side af bræmmen. Jeg ville se, hvor meget hun ville arbejde for at komme igennem bræmmen – og der skulle arbejdes. Det gik fint. Hun masede sig igennem og retur med dummyen.
På vej om til et frit søg lavede vi en lang tilbagesending ad en grusvej. Den var der ikke nogen af hundene, der havde problemer med.
Vi sluttede af med et frit søg i et stort og bevokset område i en slugt. 25 dummyer og fem hunde. Der var to og til tider tre hunde ude sammen i søget, og ikke en eneste gang forstyrrede de hinanden. Det var rigtig flot at se. Leif var især glad, da Daisy ikke på noget tidspunkt virkede trykket af de andre hunde.
Efter denne omgang var hundene godt trætte, og det var tid til at stoppe. De tobenede brugte lige lidt tid på at snakke og spise kanelsnegle, inden vi vendte næsen hjemad.
Om aftenen kom Martin med Freja. Vi skal passe Freja denne uge, mens Martin er i London. Hun er i løbetid og kan derfor ikke blive passet hos de to hanhunde, hvor hun normalt bliver passet. De to røde skulle lige se hende an, og Freja og Daisy var da også lige oppe og markere overfor hinanden. Lige nu er der vist våbenhvile. Freja er i kælderen, mens vi er på arbejde, da vi ikke vil risikere noget. Vi satser på, at de har vænnet sig til hinanden, inden ugen er omme.
Uge 11
Det er ikke overdrevet at påstå, at der er behov for en opdatering af vores tollerliv. Der er gået så lang tid siden sidste opdatering, at selv Martin er begyndt at kommentere det – og så er det galt, for han er ikke selv for hurtig J
Livet med hundene har budt på træning og lufteture. Træningen har primært været i DRK-regi, men der har også været en enkelt gang tollertræning + selvtræning.
Vi har jo gået på et markprøvetræningshold i Herning med Kaj Falk og Keld som instruktører. Jeg havde glædet mig til at blive trænet af især Kaj, og jeg må sige, at han til fulde har levet op til forventningerne. Vi har haft en omgang træning, der har været udfordrende for hundene og nogle gange i terræner i Haunstrup, som vi aldrig selv har brugt. Der har været ting, der har været lige svære nok for os, men det har altid været muligt at lave en lettere udgave af posten. Jeg håber, at Kaj har lyst til at træne et hold på et andet tidspunkt, for han er virkelig inspirerende og har en masse viden.
Martins og mit overgangshold er også ved at være færdig. Vi har lige en enkelt gang tilbage, da vi måtte aflyse en gang. Det har været et lille hold, men rent niveaumæssigt har de været ret ens, så vi har – synes vi selv – lavet noget spændende og opbyggende træning for dem.
Begge disse hold har ligget om lørdagen – hhv. kl. 11.00 og kl. 13.30. Desuden har jeg den sidste tid haft en anden aftale lørdag morgen kl. 9.00. Så det har været nogle laaange lørdage, og jeg har været noget bombet – på den gode måde J - når jeg kom hjem.
Vi har kun været til en enkelt gang tollertræning i Haunstrup siden sidst. Det var en kort gang træning, da vi skulle videre til kredsmøde. Som sædvanlig var Jørgens træning rigtig god. Jeg havde godt nok ikke Chili med, da hun var i løbetid, men så kunne jeg jo passende hjælpe på nogle poster. Kredsmødet handlede om, at kredsbestyrelsen ikke længere havde lyst og overskud til at stå for aktiviteterne i kredsen. Heldigvis var der nye kræfter, der havde lyst til at overtage, så der fortsat kommer aktiviteter. Vi (Christina, Ulla, Gitte og jeg) holder dog fortsat fast i Working Weekend, der som altid afholdes i Pinsen. Da Marie af personlige årsager ikke kunne komme til Danmark i år, har vi været ude og finde en ny træner til de øvede. Det er lykkedes os at finde en person, som vi tror, kan lave noget spændende træning for os – og måske se på nogle ting med andre briller.
Jeg sidder jo i Region Midtjyllands trænerudvalg (DRK), og her har vi også gang i en masse ting. Det tager lidt tid, men det er et positivt arbejde, som jeg er glad for.
På hundefronten håber vi jo at udvide flokken med en hvalp i løbet af året – til mig. Det har krævet lidt overvejelser, da der så er en hund mere, der skal trænes. Overvejelserne er dog især gået på, hvordan jeg undgår at få endnu et lille pibedyr. Jeg er lidt nervøs for og usikker på, hvordan jeg griber det an, men det finder jeg forhåbentlig ud af. Ellers er der jo masser af kloge mennesker rundt omkring, der kan give gode råd.
Uge 7
Lørdag den 5. februar var jeg
til erfaringsudveksling for
markprøveinstruktører i DRK. Det
foregik i Ringsted, og man havde
inviteret Janne Stiehl fra Sverige
til at fortælle lidt om, hvordan han
træner sine hunde. Der var ikke så
meget nyt i det, han fortalte, men
det var dejligt at få bekræftet, at
positiv træning og opbygning af
øvelserne er den rigtige vej at gå.
Vi blev inddelt i grupper, der
skulle diskutere, hvordan vi ville
gribe hhv. dirigering, markering og
frit søg an, når vi står ude på
træningspladserne. Igen var der stor
enighed om, at det handler om at få
opbygget øvelserne og ikke bygge
ovenpå, før fundamentet er stabilt.
Til sidst skulle der komme input til
et idé-katalog. Der var jeg desværre
smuttet, da vi skulle til
kobberbryllup hos Rikke og Jes. Og
sikke et kobberbryllup! Det var en
fantastisk fest, hvor der bare ikke
var sparet på noget.
Lørdag den 12. var det så igen tid
til overgangstræning og
efterfølgende markprøvetræning.
Vores overgangshold gør det bare så
godt. Der er enkelte ting, der lige
skal sidde bedre fast, men det er
bestemt et hold over gennemsnittet.
Om eftermiddagen kunne jeg endelig
deltage i Kaj Falks
markprøvetræning, da Chili ikke
længere er i løbetid. Kaj havde –
som de andre gange – lavet nogle
gode og opbyggende poster for os.
Man går derfra i godt humør og med
en stor tro på, at det nok ikke er
så ringe endda. Og det er jo en god
ting :-)
Uge 7 er jo vinterferieuge.
Jeg har fri mandag, tirsdag og
fredag. Dagene er mest gået med
hygge og afslapning. Tirsdag var
Kristian og jeg en tur i Herning.
Jeg skulle lige ”indsætte” ½ liter
blod i blodbanken. Bagefter var det
tid til en tur i herningCentret, som
blev afsluttet med frokost på
Jensens Bøfhus. Hundene har også
nydt godt af fridagene. Tirsdag
faldt sneen jo igen, og det er lige
noget for dem. Lørdag er der de
sædvanlig 2 x træning i Haunstrup,
og søndag skal handle om hygge.
Uge 3
Der er løbetid hos os, så søstrene Østrogen er rigtig på dupperne J Desværre betød det, at jeg måtte afstå fra mit sporkursus med Helle Døj. Helle havde ingen problemer med, at Chili deltog, selv om hun var i løbetid. Jeg valgte dog alligevel at sige fra, da hun ikke er helt stabil i løbetiden, og der er ingen grund til at komme ud i noget, der kunne skabe konflikter mellem os. Desuden kan jeg ikke deltage på 2-del i februar, da vi skal til kobberbryllup på Sjælland. Dvs. at jeg kun kunne være med én gang, og det ville være for åndssvagt. Dette sporkursus var meget hurtigt fuldttegnet, så jeg håber at Helle glæder sig over interessen og laver endnu et sporkursus.
Pga. løbetiden har samværet med hundene mest handlet om gåture, lidt sporleg i haven og indendørs samt putten i sofaen.
I lørdags startede DRK Herning med vinterens kurser. Om formiddagen har Martin og jeg et overgangshold – igen igen. Denne gang er der seks deltagere, og de er alle så dygtige, at vi nok skal få lavet noget udfordrende træning til dem. Om eftermiddagen er der så markprøvetræning. Her er vi rigtig mange – vist nok 20 stk., når alle kommer. Leif og Daisy deltog, da Daisy ikke er i løbetid længere. Jeg måtte pænt lade Chili blive hjemme. I stedet kunne jeg tilbyde mig som hjælper, hvilket Kaj vist ikke havde noget imod med alle de kursister. Kaj og hans folk havde lavet nogle spændende og udfordrende poster, og Leif og Daisy klarede sig rigtig godt. Det ser ud til at Daisy har fået tilstrækkeligt med ro her i vinterperioden, for hun løser opgaverne rigtig fint igen, og det var bestemt ikke tilfældet før, da hun desværre var blevet overtrænet og derfor ikke kunne finde ud af de mest simple ting.
Søndag var der tollertræning. Igen var det i uden mig. Leif og Daisy tog dog af sted. Om eftermiddagen havde vi møde i kredsbestyrelsen.
Uge 1
Så er julen og nytåret overstået. Vi
håber, at I alle er kommet godt over
begge dele.
Vi har haft
nogle dejlige – og tiltrængte –
fridage, som primært har budt på
gåture med hundene – kun lidt træning!
Leif købte for nogen tid siden en flexline til Daisy til gåturene. Chili har været dybt misundelig over den line, og jeg har brugt den, når vi har haft mulighed for det. Nu har Chili imidlertid fået sin egen flexline i julegave. Så nu ”flexer” vi derudaf med begge hunde. Jeg har altid syntes, at flexliner kun var noget for damer med blåt hår og deres små skødehunde, men jeg må indrømme, at den er ideel, når man bare går luftetur, og jeg er rigtig glad for den, Chili har fået.
I anledningen af julen har vi hørt fra de fleste af vores hvalpekøbere. Det er altid dejligt at høre, hvordan det går med ”de små”.
Fra Torben i Nordjylland har vi bl.a. fået dette dejlige billede af Valde (WT Double Trouble):
Torben skriver bl.a., at de har været på en stor jagt ved Lønstrup, hvor en skytte skød forløbet over på et rådyr, der så tog flugten på 3 ben. Valde optog forfølgelsen over en pløjemark, og efter 400 m fangede han dyret i en lille skov og holdt det, til en anden skytte kom og kunne aflive det. ”Der var far sgu stolt”.
Vi har også fået en masse billeder af Kettu (WT Obi Wan-Kenobi), som har været til kåring i den brugshundeklub, hvor han og John går. De har vist flere gange været til kåring uden at bestå, men i år skulle det være. Kettu bestod som 2. bedste hund af 12 eller 14 hunde, hvilket vi synes er rigtig flot. Her er et par billeder af smukke Kettu:
Silla er blevet B-hund i DcH. Kim har overtaget træningen af hende, og han er efter sigende blevet helt bidt af det.
Vi har også hørt fra Malou, der nyder livet på Fyn. Det lyder lidt som om, at hun har fået dresseret Maria og Søren rigtig godt J
Mellem jul og nytår var vi en tur i Momhøje med Martin og hans sorte pølsepanter, Frida. Vi fik lavet noget rigtig godt og udfordrende træning med dobbeltmarkeringer i svært og kuperet terræn, frit søg og dirigeringer. Alle tre hunde var rigtig dygtige.
Nytårsdag var
vi selvfølgelig med på den
traditionelle nytårsgåtur i kredsen.
Der var flest tollere, men der var
da også både labradors og en enkelt
golden-bamse med. Gitte havde lavet
aspargessuppe, som vi fik efter
turen. (Uha det var godt) Ulla havde
egentlig bagt flûtes, men vi måtte
nøjes med købe-franskbrød, da Molly
åd de hjemmebagte flûtes!
Se mere under arkiv....
