Arkiv 2006


Uge 51 - 2006

Alle vore tollervenner nær og fjern ønskes en rigtig glædelig jul og et godt nytår.

2006 var det år, hvor vi fik kennelmærke og det første kuld hvalpe - 4 dejlige tollerbasser efter Chili og Vinny. Det har været en stor og positiv oplevelse.

2006 var også det år, hvor der skete et positivt skred i træningen med hundene. Vi ved, hvor vi er på vej hen, og vi ved, at vi nok skal nå det. Vi ved dog også, at det fortsat kræver en hel masse intensiv træning.

Vi glæder os til 2007, som gerne skulle byde på endnu mere træning og positivt samvær med hundene - og så forhåbentlig hvalpekuld nr. 2, som Daisy får æren af at levere.


Uge 48 - 2006
Der var i dag -søndag - juleafslutning i tollerklubbens kreds Midt/Vestjylland. Der var også i dag mulighed for at tage en officiel DRK brugsprøve for dem, der ville det. Brugsprøve dommer var
i dag Kaj Falk Andreasen.
Der var 10 hunde til træning og 2 til brugsprøve. Til lykke til Kurt og John med dagens bedste brugsprøveprøve.
Chili var til træning for første gang, siden hendes hvalpe kom til verden for 9 uger siden, og hun havde svært ved at skjule sin begejstring. Hun var nærmest som en hest, der bliver lukket ud på marken for første gang i foråret :-) Hun hyggede sig gevaldigt, så pyt med at hun ikke lige altid ville høre efter.
Som sædvanlig var det bare dejligt at være til træning hos Jørgen. Træningen i dag varede dog ikke så lang tid som den plejer, for der var jo både glög, æbleskiver, kaffe og kage og lidt mundgodt til ganen, inden vi sluttede for i år. Der blev også snakket forslag/ønsker til kommende arrangementer i kredsen.
Nå, men som Jørgen også havde forudsagt, så ville vores hunde sove det meste af aftenen på grund af en del stress træning, og det passer i hvert fald for Chili og Daisy :-) 

Vores søn Kristian havde i dag valgt at tage til træning i Tollnord sammen med Emilie, Bjørn og Grethe, hvor der også havde været juleafslutning. Der havde de haft en dejlig og sjov dag sammen med dejlige tollerfamilier. Vi håber, vi også på et tidspunkt kan komme på gæstevisit i kredsen, når det passer med, at vi besøger vores gode venner i Vrå.

Uge 47 - 2006


Så er alt ved at være ved det gamle igen. Hvalpene er kommet godt hjemmefra, og så er det tid til at forkæle og træne de to halvsøstre.


Efter den sidste hvalp var hentet i går - lørdag - tog vi
en lang tur i skoven med Chili, Daisy, Kristian og to af hans kammerater. Det var tiltrængt. Chili nød det i høj grad, for hun havde jo ikke været udenfor matriklen de seneste otte uger. Hun stæsede rundt og blev dejlig møgbeskidt. Chili og Daisy var også lige en tur ude og svømme i en sø. Resten af eftermiddagen og hele aftenen sov Chili. Hun trænger til at komme i form igen. Men Chili har det godt og savnet efter hvalpene er ved at være ovre.

Vi vil gerne sige tusind tak for hjælp og gode råd fra Kennel Shaggy Toller's & Kennel RedReynard's. De har måttet lægge ører til vores begynderspørgsmål stort set døgnet rundet. Uden jer og jeres store ekspertise, er det ikke sikkert, at alt ville have været så vellykket.


Uge 46 - 2006
Søndag:
Så var der igen træning i tollerklubben kreds Midt/Vestjylland
. Træner Jørgen Christensen var i sit dejlige lune hjørne som altid, og han fik da også ram på mig og Daisy et par gange, hvor jeg troede, Daisy var ved min side! ..med det var hun ikke. Mange nye spændende dufte gjorde, at den søde prinsesse tog et par udflugter, hvilket Jørgen naturligvis hyggede sig over flere gange. Min undskyldning er selvfølgelig, at jeg har travlt med hvalpene i øjeblikket og ikke har så meget tid til træning med Daisy. Der kan man bare se, hvor vigtig lydighed er, for jeg må jo indrømme, at det er jo det som mangler her. Vi har trænet meget dirigeringer, markeringer og frit søg på egen hånd, men basislydighed kan man aldrig træne for meget - og man bliver heller aldrig helt færdig med at træne det - selv efter 1½ år. Så et godt råd er, at man ALDRIG må give slip på lydigheden.

Der blev også gjort meget ud af at fortælle, at vi skulle være opmærksomme på, at vores hunde ikke knurrer ad hinanden, når de er tæt på hinanden - specielt når de har dummy i munden - for så kan det gå helt galt, og det er der ingen der ønsker.

Der blev også holdt officiel DRK brugsprøve på denne dag, og også denne gang, var det Gunnar Holm Jensen, der var dommer. På nær to bestod alle brugsprøven - et STORT TILLYKKE til dem.


Uge 45 - 2006
I denne uge har Daisy sammen med en ung, dejlig Kleiner Münsterländer været ude og gå spor. Der blevet trukket to spor med et rådyrhoved. Sporet lod vi blive ½ time gammelt, inden hundene èn efter èn blev sat på det. Det var kun anden gang, Daisy prøvede at gå spor, og jeg synes, hun gjorde det godt. På et tidspunkt mistede hun færten, men jeg fik hende trukket ind på det igen. I enden af sporet ventede nogle godbidder, men Daisy var helt oppe og ringe over den dejlige stærke duft af rådyr, så godbidder interesserede hende ikke spor.



Uge 44 - 2006
Den 4. november var vi til udstilling i Herning. Det var årets sidste DKK-udstilling, og der var 50 tollere tilmeldt. Pga. hvalpene havde vi kun tilmeldt Daisy - i brugshundeklassen. Som sædvanlig var det en dejlig oplevelse af komme til udstilling. Der er efterhånden så mange mennesker, vi kender, så det nogen gange er svært at følge med i selve udstillingen :-)  Brugshundeklassen for tæver var mildt sagt ikke overrendt. Foruden Daisy var det kun Sida, der var opstillet. Helt uvant trak Sida sig for dommeren, og det medførte en 3. præmie. Daisy fik som forventet en 2. præmie. Hun er en lille hund, men hendes kritik var tilfredsstillende. Hun opførte sig rigtig flot og sejlede afsted hen over gulvet med halen højt hævet. Men hvis hun kunne vælge, ville hun nok hellere lave et frit søg!! Smukke Oskar (Andelokkerens Røde Oskar) blev BIR, og i det hele taget var det en rigtig god dag for Kennel Shaggy Tollers. 


Uge 43 - 2006
Ugen er mest gået sammen med StarWars-kuldet. Dog er Daisy blevet trænet i huskedummys og frit søg.  Ved huskedummys er vi oppe på 7-8 stk. helt ud på 120meter og hun tøver overhovedet ikke, hun gør det bare. Dejligt at hun stoler på, at der er noget derude, når jeg laver dirigering.


Uge 42 - 2006
Søndag den 24. oktober 2006
Hverken Lis eller jeg kunne i dag være med til træning i tollerklubben kreds Midt/Vestjylland, da Chili jo passer hvalpe og Daisy er i løbetid, så der kunne tages lidt billeder i stedet for -  for at holde sig væk fra træning var næsten mere, end vi kunne bære.

 


Uge 40 - 2006

Se video af Daisy apportere røde pølser.
Hver video er over 9Mb, så vær tålmodig når du klikker på billedet.




 



Det er ikke nemt at få opmærksomhed herhjemme for tiden, men det er også ok, bare Leif laver lidt frit søg og huske dummy's til mig så går det. De små hvalpe kan jo ikke engang se mig eller lege endnu.    -øv

Uge 39 - 2006
Chili har fået fire dejlige hvalpe i dag den 29. september 2006


Uge 36 - 2006
Beskrivelse og grafikkurve over Daisy kan ses under punktet Unghundementalbeskrivelse


Uge 34 - 2006

Dejlige nyheder fra DKK: Daisy er A på begge hofter og O på begge albuer.
 


Uge 33 - 2006

Så er sommerferien forbi, og vi er gået i gang med træning igen. Begge hunde har haft rigtig godt af at have sommerferie, kan vi mærke, for der er virkelig knald på dem igen med hensyn til at løse de opgaver, de nu får.
Vi har begge besluttet at tage endnu en omgang "udvidet lydighed" hos Jørgen Christensen, DRK i Skjern, selv om Chili og Daisy er ret langt i "uddannelsen". Der er dog enkelte ting, der ikke sidder helt, hvor de skal, og vi har ikke travlt.

Da vi ikke kan nøjes med én gang træning om ugen, har vi dog også meldt os til Mark 1 i Karstofte for at snuse til det, så det ser vi rigtig frem til.

Af andre aktiviteter har vi meldt Daisy til
en unghundementalbeskrivelse den 9. september, og vi glæder os til at se, hvordan hun reagerer. Det er for øvrigt Lis, der arrangerer beskrivelsen.

Af udstillinger har vi planer om at opstille Daisy på udstillingen i Års og DKKs udstilling i Herning. Hvis Chili ikke er med hvalpe, bliver hun også udstillet.



 

Uge 29 - 2006
Daisy - nu også med PADI dykkerbevis

Daisy dykkede faktisk i lang tid og var slet ikke til at styre, da hun fik
fat i det, hun ledte efter


Uge 27 - 2006
Søndag
Ringtræning
Endnu en dejlig dag sammen med dejlige hundefolk. Et vellykket arrangement holdt hos Arne & Helen, DRK, og med Anne Marie Henriksen, der fortalte og underviste.
 

 


Uge 26- 2006

For nylig fik vi den triste besked, at Daisy har status ”Affected” (C) hvad angår CEA.

CEA er en ny øjensygdom hos tollerne. CEA står for Collie Eye Anomali, og er en øjensygdom, som man hidtil kun har set hos bl.a. collier, shetland sheepdogs, border collies m.fl. At den nu dukker op hos tollere skyldes sandsynligvis, at der i tidernes morgen er blandet collie-blod i racen.

Man har i USA testet for CEA det seneste halve år. Vi fik tilbudt at få testet Daisy for nylig, da Optigen allerede havde blod fra hende fra hendes PRA-test. Kort tid efter fik vi så resultatet – ”Affected”.

At Daisy er testet ”affected” betyder, at hun har sygdommen. Der er to symptomer på sygdommen. Den ene, CRD, er en mangelfuld udvikling i det bagerste øjenafsnit, og påvirker sædvanligvis ikke synet mærkbart. Det andet symptom er Colobom, som er en mangelfuld udvikling i synsnerven, der kan føre til blindhed.

Vi vil naturligvis gerne vide, om Daisy har den ene eller den anden type af CEA. Vi er endnu ikke klar over, hvorvidt man kan se det på en 1 år gammel hund. Men i forbindelse med næste vaccination, vil vi forhåbentlig kunne få mere at vide hos vores dyrlæge, som netop er blevet uddannet i øjensygdomme hos hunde.

Det har naturligvis betydning i forbindelse med avl, hvilken status hunden har. Men her er det ikke anderledes end ved PRA, at vi skal finde en han, der har status ”Clear” (A). Det begrænser selvfølgelig udvalget af hanner, at der er endnu en sygdom, man skal tage hensyn til. Men det er et mindre problem. For os er det mest sørgelige i beskeden fra Optigen, at vi risikerer, at Daisy bliver blind på et tidspunkt.

En anden vigtig ting i forbindelse med Daisys status er, at man nu har konstateret sygdommen i tollere i Danmark. Derfor er det vigtigt, at der nu kommer en anbefaling eller et krav om at få testet tollerne for denne sygdom – på lige fod med PRA. Kun på den måde kan vi få et overblik over sygdommen og en chance for at få ”udryddet” status ”Affected”.

Der er uden tvivl opdrættere, der er nervøse for, at man skal opfatte deres hunde som syge, hvis de har status ”Affected”. Men så længe man tager hensyn til hundenes status i forbindelse med avl, vil der ikke blive opdrættet flere hunde med status ”Affected”. Og det kan derfor kun anbefales hvalpekøbere at købe hvalpe af forældre, hvor man kender status på både CEA og PRA og avler ud fra dette kendskab.

Uge 25- 2006

Mandag den 19. Juni 2006

Daisy Duck har 1 års fødselsdag i dag.


Daisy Duck en ægte "HotDog"

Daisy apporterer røde pølser og rå æg uden at spise pølsen og knække ægget



1-5 juni 2006

Working weekend i pinsen

Stemningsbilleder fra toller working weekend.


27. maj 2006

Da Grete, Bjørn og Emilie var her forleden, viste Grete os, at Sida kunne holde en pølse i munden og aflevere den igen - uden at tage en bid af den, Det var rigtig flot. Det gik jeg lidt og tænkte over i dag, og jeg skulle lige prøve det med Daisy. Hun holdt fint pølsen, og jeg fik den hel tilbage, så det var jo super flot syntes jeg, Så prøvede jeg at kaste den og fik hende til at apportere den. Hun kom tilbage med den i samme tilstand, som den var blevet smidt ud i. Det var bare så imponerende. "Prale-prale"  - kom igen, Grete :-)

25. maj 2006

Vi havde besøg af Grete, Bjørn og Emilie og deres tre dejlige tollere. Vi var en tur i Haunstrup for at få krudtet hundene af, og efter en lang gåtur og en del svømmeture, var de da også rolige og afslappede resten af dagen.
 


21.maj 2006
Udstilling i Horsens og resultat af dualtesten

I dag - søndag - var der udstilling i Horsens i tollerklubregi. Det var samtidig anden del af dualweekenden. Dommeren var fra Sverige og var tilhænger af tollere med kraft og fylde. Bortset fra, at Chili er lidt fed, er der ikke så meget fylde over hende, så det blev til den første 2. præmie til mors pige. Daisy, som for første gang stillede op i unghundeklassen, fik også en 2. præmie - igen manglende fylde. Begge hunde fik at vide, at de var noget tynde over næsepartiet. Til gengæld har vi nu sort på hvidt, at Chili har "bra ører". Det er ikke set før!!! Kritikkerne kan læses under "Resultater". Og så hilste vi lige på en af Daisys brødre, Disco Dynamite, som bor i Sønderjylland. Det er den anden bror vi ser, og igen skulle man ikke tro, at han er i familie med Daisy. Hun er bestemt den mindste fra det kuld. Men ligesom os har de fået en dejlig, fræk og kærlig hund. Dualpokalen gik Grete Munch og Sida med 1 point mere end Lis og Chili. Kristian og Daisy blev tredje vinder i Barn og Hund - ud af tre deltagere. Men han var glad for sin statuette og posen med slik. Vejret kunne have været bedre. Det var koldt og blæsende med lidt støvregn. Det var vist kun hundene, der syntes, at vejret var OK.  


20.maj 2006
Tollerbrugsprøven
Sikke en start på weekenden. Kredsen havde arrangeret tollerbrugsprøve og dummytest i Haunstrup som del af dualtesten. Samtidig benyttede DRK lejligheden til at holde brugsprøve. Vi har i løbet af ugen trænet tolling med Chili og Daisy og følte os rimelig klar til at prøve kræfter med en tollerbrugsprøve. Dagen startede i tørvejr, men i løbet af formiddagen kom der støvregn, som senere gik over i kraftigere, vedvarende regn. Vi fik lov til at starte blandt de første, da vi skulle hjælpe resten af dagen, så vi nød godt af tørvejret. Chili og jeg var første par på banen. Lineføring, fri ved fod, afsætning og indkald gik rigtig flot. Ved markeringen knaldede hun første gang. Ved næste forsøg gik det til gengæld perfekt. Så var det tid til tollingen, som jo har voldt os temmelig mange problemer. I løbet af ugen har vi øvet netop tolling, og det er gået uden problemer. Sådan gik det også i dag. Chili tollede som aldrig før. Ikke noget med at fare rundt som en fis i en flaske ude af stand til at koncentrere sig om bolden. Og mor var glad. Så blev det tid til vandmarkeringen. Her lavede vi en lille fejl, idet Chili gik i land et stykke fra, hvor jeg stod. Hun nåede dog hen og afleverede dummyen. Gunnar Holm Jensen mente, at vi havde gjort det så godt, at vi bestod. Næste hold i ilden var Daisy og Leif. Igen perfekt lineføring, fri ved fod, afsætning og indkald. Ved markeringen knaldede hun to gange, men tredje gang gik det fejlfrit. Tollingen var stort set perfekt. Vandmarkeringen var som hos Chili - en lille fejl ved afleveringen. Alt i alt så godt, at også Daisy og Leif bestod. En en lang dag i regnen var det godt at komme hjem i varmen og forberede sig til morgendagens udstilling.
 

19. maj 2006Chili har fødselsdag i dag. Hun bliver 2 år.


14. maj 2006
Så var der igen træning i kredsen, og denne gang var vi ni tollere. Igen havde vi fornøjelsen af at møde en ny - Lise - fra Hou. Hun havde hørt om os via Molly - og det havde åbenbart været godt nok til, at hun fik lyst til at komme og se os an. Dagens ret var lidt lydighedstræning, huskedummies, markeringer og frit søg. Noget gik bedre end andet ;-) Bagefter var der apportering på vand, og så sluttede vi af med at afprøve hundenes færdigheder i tollerbrugsprøven. Det største problem i den retning var faktisk tollingen, som i den grad kører hundene op. Det er svært at se formålet med, at hundene skal flyve først den ene og så den anden vej efter en bold. Formålet er jo at lokke ænderne mod land, og derfor må det være tilstrækkeligt, at hundene løber lidt langs vandkanten uden at gå i vandet, og at de kommer hen til føreren med jævne mellemrum.

Der er ingen billeder af træningen i dag, da Leif havde mere end rigeligt at gøre med at træne Daisy.


12 maj 2006
St. Badedag
Endnu en dejlig dag blandt tollerfolk og hunde. På Randi og  Bruno Zobbes initiativ mødtes vi 11 hunde (heriblandt 3 "fejlfarvede") og endnu flere mennesker til den årlige St. Badedag. I år var det ved Toftum Bjerge - og det bliver forhåbentlig ikke sidste gang. Vejret var jo i den grad med os i dag, og hundene nød at komme en tur i Limfjorden. Der blev hentet rundt regnet 50.000 dummies i vandet :-). Bagefter var der en øl, sodavand, kage og selvfølgelig en masse hundesnak. En tur til det lokale kræmmermarked blev det også til. Nogle af os sluttede dagen af med en gang minigolf og tidlig aftensmad på Humlum Kro. Nogle troede, at de skulle have stegte ål, men de blev snydt.  Tak til alle der deltog for en rigtig dejlig dag.


6. og 7. maj 2006

Uha, sikke en weekend. Ikke bare er sommeren kommet til Danmark, men Daisy har også bestået den officielle brugsprøve – to gange endda! 

Lørdag var der skue, brugs- og markprøver i Retrieverklubben i Ulfborg. Vi var blevet lokket med som hjælpere, og Leif ville så lige benytte lejligheden til at gå op til brugsprøven med Daisy. Han var ikke selv i tvivl om, at Daisy ville bestå. Og det gjorde de da også – med 35 point! Men han fandt også ud af, at det der altid lykkes i den daglige træning, ikke behøves at lykkes til en prøve. Men bestået er bestået, og alt over 35 point er pral – siger de garvede.

Leif var hjælper på markprøverne i vinderklassen, og under én af prøverne måtte han en tur i vandet, da en af hundene var tæt på at drukne. Dette fik han stor ros – og retrieverklubbens nål – for. Dagens mand i skysovs.

Lørdag var i det hele taget en lang og dejlig dag med masser af oplevelser og dejlige mennesker.

Søndag var der igen brugsprøve. Denne gang syd for Herning til et Chesapeake-arrangement. Nu stod vi jo lige – Leif og jeg. Begge bestået med 35 point. Og vi har jo den her interne konkurrence, så vi syntes lige, at vi ville prøve at få afgjort, hvem der egentlig er det bedste par :-)

Der var fem hunde, der deltog i brugsprøven. Tre tollere (Daisy, Chili og Albert) og to Chesapeake’er. Leif var anden mand i ilden, og han bestod med 36 point. Der blev trukket et point i ”fri ved fod”, da Daisy lige pludselig fandt et spor, der var interessant. Hun rejste sig, da hun var blevet sat af, så der røg også et point, og så røg der endnu et point ifm. apporteringen. Endelig blev der trukket et point i helhedsindtrykket.

Chili gik igennem med 40 point. Jeg synes selv, der var nogle momenter, hvor vi kunne have gjort det bedre, men Jørgen Christensen, som var vores dommer, var åbenbart meget tilfreds.

I øvrigt var det sjovt at hilse på nogle Chesapeake’er. Det er ikke så tit, man ser dem på træningspladserne.

Nå, men det her med den interne familiekonkurrence slutter måske her, siger Leif, for noget Lis og Chili ALDRIG kan gøre om, er at bestå brugsprøven i første forsøg.
 


 

25. april 2006

 


BRUGSPRØVE!
Here we come

Så er der øvet og øvet.
Prinsesse Daisy og Leif føler sig rustet til en brugsprøve den 6. maj. Daisy er bare så dygtig til momenterne i brugsprøven, at Leif ikke er i tvivl om, at hun nok skal bestå.
Den sidste uges træning har virkeligt gjort noget ved Daisy og den nu veloverståede løbetid har også gjort hende mere rolig og moden. Så hver dag op til prøven vil vi repetere momenterne i brugsprøven, så det sidder helt fast - uden at overdrive.


16. april 2006
Endnu en dejlig træningsdag i kredsen hos Kurt og Anne Marie. Der var mødt 7 hunde op, og vi øvede forskellige momenter - huskedummies, markering med skud og frit søg, som var med vildt. Alt dette i dejlig fredeligt / roligt tempo - dog var der en enkelt due der fik trykket ribbenene :-) Efter en pause med DEJLIG kage (Tollerkagen, en kanelkage) fra Anne Marie, var der mere træning hvor der også blev lavet dirigering, men det var vi ikke med til, da Kristian skulle i biffen og se Ice Age 2.

9. april 2006


 

Så var der igen træning hos Kurt og Anne Marie på Paarupvej. Vi var 9 tobenede og 11 firbenede, der trodsede hagl, slud, regn og en bidende blæst for at tilbringe 5 timer sammen med at lære vores hunde og os selv mere om jagttræning. For første gang havde vi besøg af Whisky på 11 måneder, som kom helt fra Odense sammen med "mor og far". Vi håber, de syntes, det var turen værd!

2. april 2006

Den 2. april var der træningsafslutning i DRK i Skjern, hvor vi jo har trænet i 3 måneder. Afslutningen ”fejres” med uofficielle brugsprøver – en almindelig og en udvidet. Prøverne blev afholdt på DcH’s arealer i Skjern.

Vi mødtes kl. 9.00 til kaffe og rundstykker og en kort orientering om, hvad der skulle ske i løbet af dagen, og herefter gik prøverne i gang.

Der deltog 15-17 hunde i den almindelige brugsprøve, og ud af dem, var der kun ca. 5-6, der bestod.

Med Chili ved man jo aldrig helt hvad der kan ske. I dag var dog én af de gode dage, og prøven gik fint. Der var nogle enkelte småting, der kunne kritiseres, men dommeren – Jørgen Lauridsen - var meget flink og gav os 40 point, og Chili blev desuden prøvens bedste hund. En hæder, der indbragte os en vanddummy som præmie. Randi og Mille (en brun lab) blev nr. 2 - også med 40 point.

Daisy, som jo er i løbetid, fik lov at deltage som dagens sidste hund. Hun gjorde det rigtig flot, selv om det er svært at koncentrere sig, når man hellere vil se sig om efter en dejlig hanhund. Leif og Daisy bestod med 37 point. Der var problemer med afsætningen og med apporteringen, men det var som allerede skrevet en meget flink dommer.

Randi og Rolf (atter en brun lab) blev for øvrigt 2. bedste blandt de, der tog den uofficielle udvidede brugsprøve. Rigtig flot af Randi at have trænet to så dygtige hunde. 

Både Chili og Daisy blev betegnet som gode hunde, der kan nå langt. Vi begynder nu selv at tro på, at vi kan nå videre, selv om det stadig virker meget fjernt, at vi nogensinde skulle kunne gå en markprøve med dem. Men ting tager tid – og for nogle tager det længere tid, end for andre.

På onsdag starter en ny omgang træning i Skjern. Vi er nu avanceret til udvidet lydighed, som vi forventer os meget af. Tirsdag starter lydighedstræningen i DRK i Herning, som vi også har tilmeldt os.



24. marts 2006

Den 12. marts fik vi taget blodprøve på Daisy for at få konstateret hendes  PRA-status. Og i dag har vi så fået svar fra Optigen: Daisy er A eller Clear, så der er frit valg på alle hylder, når og hvis hun skal parres på et tidspunkt. Nu skal hun jo lige avlsgodkendes først :-) Desuden er hun lige kommet i løbetid for første gang, så den del af hende fungerer også !!!



19. marts 2006
Vi har været til udstilling i Nr. Aaby. Denne gang var det tollerklubben, der havde arrangeret, og der var i alt 46 hunde tilmeldt. Og lad os bare begynde med dagens bedste resultat:

Kristian og Daisy vandt ”Barn og Hund” for første gang.

Det har han godt nok håbet på længe. Og foruden en pose slik fik han en lille statuette, som han kan tage med i skole og vise frem. Vi bliver nok nødt til at tage en tur forbi guldsmeden og få graveret lidt i den.

Leif og Daisy vandt suverænt hvalpeklassen for tæver. Måske var det fordi, de var de eneste, der stillede op. Desværre vandt de ikke også Bedste hvalp, men man kan jo heller ikke vinde hver gang.

Lis og Chili stillede igen op i brugshundeklassen. Vi var i alt fire i klassen, og konkurrenterne var bl.a. Delphi og Sikkastardust, så det lovede jo ikke godt. Det blev til en 1. præmie, 3. vinder – og igen en kommentar om ørenes størrelse i forhold til hovedet!! Hvis vi skal have Chili parret, skal hannen – foruden en masse andre gode egenskaber – have små ører, så vi forhåbentlig ikke bringer det ”store-øre-gen” videre i de næste generationer.

De to damers kritikker kan som sædvanligt læses under ”Resultater”.



Den 7. marts 2006
Nye billeder under marts i galleriet
 


Den 19. februar 2006
Bedste hvalp





 

Søndag den 19. februar var vi til DKK’s internationale udstilling i Odense. Første par på banen var Daisy og Leif. Der var kun to tævehvalpe, så det var jo lidt spændende, hvem der gik af med sejren. Den anden hvalp var efter Lauvstuas Mascot Keehnu, som jo er en rigtig flot han, og Daisy er jo en temmelig lille hund, så jeg var ikke for optimistisk. Men Daisy gjorde mine tvivl til skamme. Hun nærmest fløj hen over gulvet med halen højt hævet og logrende – og meget opmærksom på Leif. Hun var virkelig charmerende og må da også have charmeret dommeren så meget, at han gav hende en første plads.

Da bedste hvalp skulle vælges, var hun oppe mod Santos, som vi jo kender fra træningen i tollerklubben. Han er også en rigtig lækker hund, men det var åbenbart Daisys dag, så hun endte med at blive Bedste Hvalp i Racen. Leif var næsten rørt til tårer over, at hans lille prinsesse klarede sig så fint.

Da det jo var en DKK-udstilling, betød placeringen, at de skulle i Store Ring om eftermiddagen sammen med de bedste hvalpe i de andre racer. Her blev det ikke til nogen placering, men det var en spændende oplevelse at prøve at være i Store Ring.

Chili skulle have stillet op i mellemklassen for første gang. Men da hun jo for et par uger siden bestod brugsprøven, flyttede jeg hende til brugshundeklassen, som dermed blev forøget med 33% - fra to til tre hunde! Igen var der en konkurrent efter en Lauvstua-hund – (denne gang en tæve) ved navn Lauvstuas Miss Ki-Mi, som jeg har læst på nogle norske toller-hjemmesider klarer sig rigtig godt på både udstillinger og ved diverse prøver. Og det var da også hende, der løb med sejren. Chili blev 2. vinder, og det var vi da godt tilfredse med.


Næste gang, vi skal i ilden, bliver den 19. marts til tollerklubbens
udstilling i Nr. Aaby.


Er der noget at sige til, at dommeren i sin kritik skrev, at Chili havde ”en tanke store ører”????

 

6. februar 2006: Så lykkes det endelig – brugsprøven er hevet i land.

Til DRK’s vinterskue i Skjern lykkes det endelig Chili og mig at få brugsprøven. Godt nok kom vi igennem med kun 35 point, så det var kun lige, at det lykkedes. Det var meget vigtigt for mig, at det skulle lykkes. Dels på grund af vores lille interne konkurrence her i familien, men også – og mest – fordi dommeren i går har den holdning, at tollere ikke rigtig duer til noget. Det kunne vi jo ikke have siddende på os.  

Det er dejligt at have den brugsprøve i hus, men vi kunne godt have gjort det bedre. Bl.a. rejste Chili sig to gange, efter jeg havde sat hende af. Det er noget, hun ellers aldrig gør. Der er hun meget stabil. Så det kan vi gøre bedre. Det kostede 2 point.  

Der måtte også flere forsøg til i apporteringen, men der er hun også mere usikker. Apportering har jo været vores store udfordring, og vi har kæmpet med at få det på plads i meget lang tid. Hun kan gøre det perfekt nu og gør det også 8 ud af 10 gange, men det er OK, at det ikke gik helt perfekt i går – selv om det kostede yderligere 2 point. Disse to fejl gjorde så, at der blev trukket 1 point fra helhedsindtrykket, og vi landede på 35 point.  

Nu må vi så se, hvornår der næste gang er mulighed for en brugsprøve – måske er Daisy så også klar, så vi kan få lidt søsterlig konkurrence.

 

Uge 1 og 2

Så er jul og nytår overstået, og det er tid til lidt seriøs hundetræning.  

Vi har valgt at lægge stærkt ud, og den 7. januar startede vi derfor på lydighedshold i DRK i Herning. Det var der rigtig mange andre, der også gjorde, så det er et stort hold. Heldigvis har vi to trænere – Steen og Helle – så i nogle øvelser bliver vi delt op i to hold. Det gør ventetiden lidt kortere. Og man kan jo altid bruge ventetiden til lidt øvelser med sin hund - eller få sludret lidt med sidemanden

Søndag den 8. januar var det så tid til årets første træning i tollerregi. Det er som sædvanlig Jørgen fra DRK, der træner os. Vi var de sædvanlige og en enkelt ny fra Århus-egnen med en meget lydig hund. Det er altid dejligt, når der kommer nye. Det var som sædvanlig 4-5 rigtig gode og givtige timer i dejlig solskin og frost.

Mandag den 9. gik turen så til Skjern. Vi har besluttet at prøve en sæson hos Jørgen i DRK i Skjern. Han er en kanon-god træner, som vi synes, vi lærer meget af. Vi har fået en barnepige til Kristian, da han er nødt til at passe sin seng. I Skjern foregår det indendørs, men også her var vi mange mennesker, så vi blev opdelt i tre hold.

 

Nu er Daisy blevet så gammel, at vi kan gå på hold sammen. Det er dejligt. Så kan man bedre følge med i hinandens frem- og tilbageskridt :-) Og så har vi jo fået gang i en lille intern konkurrence om, hvem der først får brugsprøven. Chili og jeg har besluttet, at 2. forsøg skal være den 5. februar i forbindelse med DRK's Vinterskue i Skjern. Daisy når ikke at blive 8 måneder, som er kravet for en brugsprøve, inden Vinterskuet i Skjern, så de kan ikke gå op. Det er min store (og eneste, siger Leif) chance for at vinde vores lille væddemål.

Jeg har trænet rigtig meget apportering med Chili. Jeg var ved at opgive det, men så fik jeg det råd af Anne Marie, at starte med at sidde hjemme i stuen med Chili, give hende dummyen i munden, få hende til at holde fast, indtil jeg siger tak - og så give hende en godbid. Jeg ved, at godbidder er FORBUDT i forbindelse med apportering, men for os virker det altså. Jeg brugte rigtig lang tid på at få hende til at sidde med dummyen i munden. Senere fik jeg hende til at følge mig rundt i stuen med dummyen i munden. Derefter begyndte jeg at kaste den, og få hende til at apportere den. Og så i dag hos DRK i Herning - efter lang tids intensiv træning - gjorde hun øvelsen næsten perfekt. Det vil sige, hun er begyndt at knaldapportere, så jeg måtte lige have en hånd i hende. Men hun hentede dummyen, løb tilbage til mig, satte sig og holdt fast, indtil jeg sagde "tak". Sikke en sejr. Jeg tror på, at vi har en god chance for at få den brugsprøve i februar - hvis jeg da ikke bliver så nervøs, så jeg hyler Chili helt ud af den.