Formand for SAU, Johan, havde sendt sin kone af sted for at tage blodprøver. Hun er uddannet veterinærsygeplejerske og dyrlægestuderende, så kun klarede opgaven til UG. Det var ikke alle hunde, der synes, at det var sjovt at komme op på bordet og blive holdt. Selve stikket reagerede de ikke så meget på. Det var dejligt at se, at der ingen aggressivitet var at spore hos nogen af hundene.

Antallet af hunde, der skulle tages blodprøve på kom lidt bag på os. Medlemsmødet kom derfor noget forsinket i gang. Her var 25-30 personer mødt op, og det er også en flot tilslutning. Måske var det de lidt kontroversielle emner, der fik jaget folk op af sofaen eller ind fra træningspladserne? Første emne var etiske retningslinjer, hvor rigtig mange havde lyst til at deltage i debatten. Jeg synes, at det er en svær balancegang mellem at have nogle gode og sunde regler for avl og opdræt og så ikke gøre det umuligt og uoverskueligt for folk at følge reglerne. Målet i mine øjne må være at udarbejde et sæt etiske retningslinjer med nogle punkter, der er vigtige i forhold til tollerens sundhed. Ved at opfylde reglerne kan man annoncere sine hvalpe på klubbens hvalpeliste, man kan annoncere sin kennel og sin hanhund på klubbens lister til dette. Dermed kan klubben forhåbentlig skilte med, at disse opdrættere/hanhundejere gør en ekstra indsats og "pege" hvalpekøberne i deres retning.

Et andet stort punkt på medlemsmødet var klubbens prøvesystem. Interessen for klubbens prøver har ikke været voldsom stor, hvilket har medført, at de fleste af dem har kørt med underskud. Desuden er det en voldsom opgave at arrangere prøver med 2 x 3 klasser (working tests og jagtprøver), ligesom det stiller store krav til arealet. Desuden er det oftest de samme personer, der deltager på klubbens prøver. Er det fordi, at medlemmerne ikke gider prøvesystemet, er det fordi det virker for uoverskueligt, fjernt og utilgængeligt, eller er det fordi, træningsniveauet rundt omkring simpelthen ikke er i orden?  Jeg tror, at det er en blanding af det hele. Hvis prøvesystemet skal overleve, så skal vi have flere til at deltage, og vi skal kunne tilbyde dem målrettet træning. Bestyrelsen har taget initiativer, som de håber, vil kunne lokke nye prøvedeltagere til, men det er langt fra sikkert, at det er den rigtige løsning. Det må tiden vise.

I vores kreds har vi taget et initiativ til at få gang i prøvesystemt. Vi afholdt nemlig toller-brugsprøve søndag med Jørgen Christensen som dommer. Vi havde selv nogle stykker i kredsen, som var klar til at prøve kræfter med brugsprøven, og vi håbede så, at vi kunne lokke deltagere fra andre kredse til. Det lykkedes, at én deltager fra Nordjylland og én fra Tyskland meldte sig til. Tyskeren måtte desværre melde afbud pga. sygdom. Fra vores kreds var det Gitte/Pepsi, Ulla/Maggie, Søren/Aiko og Thomas/Crash, der var tilmeldt. Vi lagde ud med en lille times træning, hvor både prøvedeltagere og ikke- prøvedeltagere deltog.  

Fem beståede ud af seks deltagere er ikke dårligt. Resultatet blev fejret med Gittes lækre bålsuppe. Jeg havde lavet pandekagedej og forsøgte mig med at lave lidt pandekager over bålet. Efter at  have lavet én og smidt to på jorden, fik folk selv lov til at lave de pandekager, de ville have. Kristian lavede popcorn over bålet, og Connie havde taget en lækker kage med.

Det blev en rigtig dejlig dag tilbragt i en smuk natur i efterårsfarver, sammen med gode venner, dejlige hunde og dejlig mad.

Oplevelsen har givet os så meget blod på tanden, at vi vil forsøge os med en working test i foråret!  

Så blev Chili bedstemor

Chilis datter, Leia, blev den 17. juli mor til to tævehvalpe. Den stolte fader er Maico (Shaggy Tollers Milli-Max Maico). Fødslen gik godt, og de to piger vejer hhv. 400 og 440 gram. Leia tager sig godt af dem, og viger helst ikke fra deres side.

Begge hvalpe er allerede afsat.  

Vi glæder os til, at hvalpene bliver gamle nok til at få besøg.

Vi sluttede sidste uge af med at være to dage på Landsskuet i Herning for at vise tolleren frem. Det var én af vores træningsvenner, Søren Lager, www.chessieracing.dk, der på vegne af Danmarks Jægerforbund havde inviteret os. Jægerforbundet har åbenbart en tradition med at præsentere så mange forskellige typer jagthunde som muligt i løbet af de tre dage, Landsskuet varer. De fortæller lidt om de forskellige racer, og viser hvad hundenen kan. Der har ikke deltage tollere i dette arrangement før, så det var en rigtig dejlig invitation at få.

Torsdag var der ingen af os, der kunne deltage. Men jeg havde meldt Chilis ankomst om fredagen. Lørdag skulle både Chili og Daisy derud. Der var to "fremvisninger" fredag. Vi mødtes med hende, der organiserer det, ½ time før "showet" og aftalte, hvad vi skulle.

Vi startede med at gå rundt med hundene i ringen og endte, så vi stod i to rækker overfor hinanden. Først skulle vi vise, at hunde skal være så velopdragne, at de ikke hopper op af fremmede, når man f.eks. møder dem i byen. Jeg havde meldt Chili til dette, og vi gik sammen med 3 andre hunde ind i midten af ringen, hilste på hinanden og gik ud igen. Herefter blev de forskellige typer (stående, drivende etc.) præsenteret og herefter de forskellige racer indenfor typerne. Det var naturligvis ikke uddbyende information om den enkelte race, men jeg havde selv skrevet noget, som jeg kunne uddele til evt. interesserede.

Der blev herefter vist forskellige ting med hundene: Der blev kastet markeringer, hvor Chili var én af deltagerne. Hun knaldede noget så flot! Det er ellers ved at være et stykke tid siden, hun sidst gjorde det. Der blev lavet en markering for en meget lækker jagtgolden, hvor den skulle springe over et hegn, hente dummien og springe tilbage igen. Samme hund blev sendt ud og lede efter ejerens mobiltelefon, som han havde "tabt" i området. Derudover var der dirigeringer, og her var Chili igen på banen. Der var ekstremt meget fært i området, for schweiss-folkene brugte det samme område til at lave deres demonstrationer i! Der gik derfor lidt ged i vores dirigering. Chili var helt oppe og køre over alle de dejlige dufte, men jeg fik hende da under kontrol og sendt hende den rigtige vej.

Efter "showet" stod vi til rådighed 10-15 minutter, hvis der var publikummer, der ville spørge om noget.

Eftermiddagen forløb på nogenlunde samme måde. Alle markering, dirigeringer etc. foregik med dummier, da 4H havde deres stand lige ved siden af. Det ville nok have traumatiseret de små børn, hvis vi havde kastet rundt med kaniner og ænder

Fredag var det meget varm dag, så vi var ikke så meget rundt på pladsen mellem de to "shows".

Lørdag var Leif og Daisy så med. Igen var fremgangsmåden nogenlunde den samme. Vi fik vist vores hunde frem. Daisy fik lavet hilseøvelsen, og Chili fik apporteret.

Begge dage holdt vi til i Jægerforbundets telt på pladsen, hvor der blev budt på drikkevarer og frokost.

Der var en pæn interesse for tolleren - selvfølgelig mest fra folk, der synes den var sød og nuttet! Men også en del jægere spurgte til racen og den egenskaber, og det var rigtig dejligt at kunne fortælle dem om denne - for dem - nye jagthund.

Danmarks Jægerforbund vil næste år sende invitationer ud til alle specialklubberne. Det vil så være op til specialklubberne at melde deres ankomst. Der er ingen tvivl om, at vi synes, at det er noget, tolleren skal deltage i, og vi stiller os gerne til rådighed igen.

Onsdag i indeværende uge var sidste træning i DRK Skjern. Igen var det rigtig god træning. Vi startede med enkeltmarkeringer, hvor vi gradvist gik ud på længere og længere afstand. Vi endte på ca. 100 meter. Hunden kunne ikke se nedfaldsstedet og skulle krydse en bred sti på vej til markeringen, men begge vores hunde gjorde det rigtig flot.

Næste post var igen vandmarkeringen, hvor vi igen begge valgte en tripple-markering. Ingen af dem havde problemer med at holde styr på de tre markeringer, og hver gang de var på vej hjem med en markering, så blev området lige tjekket ud, for at få bekræftet hvor de andre var.

Vi prøvede igen dirigeringerne fra sidste uge. Alle hundene gjorde det faktisk rigtig godt. Nogle af de mindre øvede hunde gik lidt tættere på, mens de rigtig dygtige hunde (trænernes) gik længere væk.

Som afslutning lavede vi vandmarkeringer, som blev kastet fra den anden side af åen (ca. 40 meter). Vi stod alle i en lang række og blev sendt én efter én. Når én hund havde fat i sin dummy, blev næste dummy kastet, og en ny hund sendt. Det var virkelig stressende for alle hundene, og specielt Daisy var ved at kamme over. Hun splittede faktisk en dummy, så stresset var hun. Leif havde utrolig svært ved at få hende lige hjem, når den efterfølgende dummy blev kastet. Der er rigtig meget at arbejde med, når det gælder Daisy og vand. På land er der ikke de store problemer. Hun er tændt, men hun knalder ikke, og hun afleverer fint.

Chili gjorde det faktisk OK. Der var et par gange, hvor hun var ved at knalde, men for det meste blev hun siddende, til jeg sendte hende. Hun havde ingen problemer med at ignorer de dummies, der blev kastet efterfølgende. Hun tjekkede ud, hvor de lå (det kunne jo være, at hun senere skulle hente dem), men hun svømmede lige hjem med den dummy, som hun havde samlet op. Hun fik vel 10-12 vandmarkeringer, og til sidst var der bestemt ikke så meget fart på. Når hun kom op af vandet, gik hun hen og afleverede 

Nu er der så ca. 1 måned, inden træningen i DRK starter igen. Vi begrænser os til markprøvetræningen i Skjern. Det ligger samme dag som markprøvetræningen i Herning, og så må man jo vælge! Tirsdag skal Lis gå føl på et overgangshold i Herning. Det bliver sjovt.

Indtil DRK-træningen starter igen er der jo træning i Tollerklubben, ligesom vi også selv skal ud og træne i Haunstrup. Vi skal prøve at få gjort noget ved Daisys stress ifm. vand. Måske er løsningen, at hun ikke skal i vand i meget lang tid. Hun kan få lov til at sidde og spejde ud over søerne i Haunstrup og evt. se på, at Chili får lov at hente en enkelt dummy. Der er sket nogle store tilbageskridt med Daisy, og Leif er ved at være lidt opgivende. Det er ærgerligt, for hun er en dejlig hund, der arbejder virkelig godt, når hun ikke kammer over. Hvis vi ikke får løst problemerne her i løbet af sommeren/efteråret, så må vi overveje lidt mere professionel hjælp.

På søndag er der træning i Tollerklubben, og vi slutter af med at grille noget overskudskød fra Working Weekend. Det bliver hyggeligt.

2. Juli 2009
Uge 27
Lørdag var jeg en tur i Middelfart for at kikke på klubbens prøver sammen med Helle Lund. Det er altid hyggeligt at være sammen med Helle, og det var det også i lørdags. Vi fik lavet rigtig meget, og vi nåede også en gåtur og en - stor - isvaffel. Både Javo og Delphi var hjemme. Jeg var ved at overtale Javo til at tage med mig hjem, men han foretrak desværre at blive.

Tirsdag var vi en tur i Haunstrup først på aftenen. Vi prøver at arbejde lidt med Daisys knalden, men det går ikke så godt. Hun er helt ekstremt stresset ifm. vand, og selv afleveringerne går i fisk nu. Hun løber rundt om Leif og vil helst ruske og lege med dummyen. Ifm. arbejdet på land er stressen ikke nær så stor. Der er stadig noget knalden, men afleveringerne er flotte. Leif er forståeligt nok noget frustreret, og det kan Daisy sikkert se på hans kropssprog, og det får hende til at fjolle endnu mere rundt i håbet om at formilde ham. Hvis hun bare vidste, at det har den stik modsatte virkning!

Selv om vi alle går og lider i varmen, så sker der lidt på hundefronten. Vores mandagstræning i DRK Skjern er flyttet til onsdag, og er egentlig ikke DRK-træning mere. Vi er en god håndfuld hundefolk + vores trænere, der fortsætter med at mødes, så længe folk gider! En bedre træningsplads kan man da ikke have.

Da vi ikke er så mange, og da det ikke er træning, der er lagt i faste rammer, så bliver vi udsat for lidt af hvert. I går startede Chili og jeg ud med en trippelmarkering på vand. Vi måtte vælge mellem enkelt, dobbelt eller trippel. Jeg valgte trippel, da jeg var sikker på, at Chili kunne leve op til mine forventning. Det gik også rigtig godt. Det er så sjovt at se hende. Første gang fik hun selv lov at vælge rækkefølgen. Hun hentede den i midten først. Da hun vendte om og svømmede tilbage, kikkede hun først til høje - "jo, den er der stadig" og så til venstre "jo, den er der også"! Hun har bare styr på de markeringer, og der var da heller ikke problemer med at få dem alle ind.

Ved næste omgang tripplemarkeringer bestemte jeg, hvad der skulle hentes først. Hun lagde fint ud med at svømme mod den dummy, som jeg havde udpeget. Så skiftede hun retning og svømmede mod en anden. Her var det så, at jeg fik bevist, at dirigering på vand ikke er det store problem. De tre dummyer blev hentet i den rækkefølge, som jeg ville have dem i, og der var ikke den mindste vaklen hos hende med hensyn til, hvor de lå.

Daisy og Leif startede på en anden post, hvor der var lagt en dirigering ud, uden at Daisy så den. Vi startede med hvad der skulle have været en dobbelt markering, men Daisy knaldede, men fik dog dummyen hjem i fin stil derefter. Så satte Leif en line på Daisy, og hun fik den dobbeltmarkering, hun skulle have haft før. Hun tog dem uden problemer. Hun kunne ikke se, hvor de faldt men hørte plasket ude i vandet. Efter de to markeringer var det tid til den dirigering, der var lagt ud. Det tog lige lidt tid, da retningen var mod vandet, og det var lidt svært for Leif at få Daisy stoppet. Til sidst fandt hun den da med lidt meget dirigering

Næste post for Chili var en dirigering på land og en dobbeltmarkering på vand som Daisy lige havde prøvet. Chili og jeg stod ca. 10 m fra åbredden, der var helt tilgroet, så man ikke kunne se, hvor dummyerne landede. Der blev først smidt én dummy. Herefter gik kasteren 5-6 meter ned ad bredden og smed den næste. Men.......inden det var tid for en tur i baljen, skulle dirigeringen hentes. I forhold til den retning, hvor markeringerne faldt, skulle jeg sende hende Chili ca. 30-40 grader til den anden side - direkte mod vandet. Hun havde ikke set dummyen blive lagt ud. Det holdt hårdt med at få hende til at koncentrere sig om dirigeringen. Jeg sendte hende i den rigtige retning 4-5 gange. Efter et par meter slog hun af til højre for at hente vandmarkeringerne. Hver gang lykkedes det mig at få hende kaldt tilbage. Endelig i femte eller sjette forsøg lykkedes det - dirigeringen blev hentet. Herefter skulle vandmarkeringerne hentes. Den første voldte ikke nogen problemer, men den næste havde hun lidt svært ved at finde. Der er en del strøm i Skjern Å, og når man bruger så meget tid på sin dirigering, så kan dummyen altså nå at drive langt ned ad åen eller drive over i sivene. Med lidt hjælp fra kasteren, der smed lidt sten i vandet, fandt hun dummyen og kom tilbage med den.

Efter en pause var det vores tur igen. I mellemtiden var der kommet en hundefører, der smed dummyer i vandet til sin hund lige nedenfor dirigeringen. Jeg fik ham til at holde op, da det blev min tur igen, men Chili var nu så fokuseret på, hvor han havde smidt de dummyer, at hun flere gange lige forbi markeringen, selv om jeg fløjtede områdefløjt, til jeg var blå i hovedet. Til sidst lykkedes det dog. Dobbeltmarkeringen i vand gik også fint.

Behøver jeg at skrive, at der ikke var nogen knaldapporteringer??? Hun er meget ivrig og løs i måsen, men hun bliver siddende! :-) Til gengæld var der til tider brug for høreværn! Det bliver en meget stor opgave at få pillet noget af den lyd af, og jeg er ikke helt klar over, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg tror ikke på, at hun nogensinde bliver lydløs, men hvis jeg kan få hende dæmpet lidt, så er det også en succes!

Daisy skulle nu prøve kræfter med trippelmarkeringen. Leif tog denne gang line på, for at hun ikke skulle knalde. Hun hjembragte herefter de tre dummyes til UG.

20. Juni 2009
Så lykkedes det – endelig!
I dag var vi til uofficiel working test i Region Midtjylland (DRK). Det var årets første for os, og den har været længe ventet. Vi har begge efterhånden en lang karriere med ikke at bestå working tests pga. knaldapporteringer. Vi har dog begge besluttet, at 2009 skal være året, hvor vi består. Og det blev det så – for Lis’ og Chilis vedkommende!! Leif og Daisy venter til den næste wt

Første post var en enkeltmarkering i noget lav bevoksning samt et lille frit søg. Chili blev siddende men var noget oppe på dupperne. Derfor markerede hun ikke helt godt nok, og måtte søge ganske kort efter dymmyen. Hun fandt den dog hurtigt og afleverede flot. Så vendte vi os om, og jeg sendte hende over 5-6 meter græs ind i en lille skov, hvor der lå fire dummyer. Der skulle kun hentes én. Dette gjorde hun også rigtig flot. På vej tilbage tabte hun dog dummyen og måtte samle op igen. Dommer på posten var Kurt Henriksen, og han gav 11 point for præstationen (ud af 20 mulige). De ni point blev trukket for uro og den tabte dummy.

Daisy sad vist lige 1 sekund efter markeringen, inden hun knaldede. Hun fes lige ud, tog dummyen og kom lige hjem igen. Hun løb dog lidt for langt bag mig men kom hurtig på plads. I det frie søg havde hun lige en afstikker ud af søget, men kom efter et par sekunder ind i søget igen og fandt hurtig dummyen og kom tilbage med den. Kurt - den flinke mand - gav Daisy 1 point for at sidde i 1 sekund, inden hun knaldede

Anden post var en enkeltmarkering og en dirigering. Igen blev Chili siddende. Da hun blev sendt af sted, gik det over stok og sten lige ud til dummyen, en hurtig opsamling og hjem igen og aflevere til hånd. Herfra var det så fri ved fod op til starten på dirigeringen. Her blev hunden sat af, og føreren gik de ca. 30 meter ud og lagde dummyen. Chili blev sendt, og på rekordtid blev dummyen hentet hjem uden problemer. Kristian Bager bedømte dette til 19 point, idet han trak ét point for vores fri ved fod.

Daisy knaldede igen uden tøven men fuldførte ellers opgaven til UG. Ved dirigeringen blev Daisy siddende, men da Leif var halvvejs hjemme, kunne hun ikke vente længere og fes ud og tog imod ham. Hun var bare helt oppe i det røde felt. Derefter blev hun sendt på dirigeringen, og hun klarede det igen til UG. Også Kristian Bager var en flik mand, for han gav hende faktisk 8 point for dette stunt.

Tredje post var en markering over vand, hvor der var fri ved fod hen til startstedet. Flere af hundene før os havde ikke klaret denne post, og gik derfra med et 0. Dette skyldes nok, at dummyen ikke blev kastet men derimod droppet fra strakt arm. Ydermere var det en mørkegrøn dummy mod en mørkegrøn baggrund af træer og buske. Passagen over vand var ikke mere end 15-20 meter. Skytten stod til venstre for os, og mange af hundene kikkede på skytten i stedet for at markere droppet, og det gjorde det vanskeligt at få dem over på den anden side. Chili havde dog markeret, og efter lidt tøven gik hun i vandet og svømmede over. Jeg måtte opmuntre hende i vandet. Hun kom i land noget til venstre for nedfaldsstedet, men det gjorde ikke så meget, da hun for det første havde markeret dummyen og for det andet havde vinden i næsen, så hun kunne få fært af den. Hun fandt den da også ret hurtigt og kom fint tilbage og afleverede til hånd. Desværre var der lidt piben, mens dommeren forklarede mig posten, og hun gav også et lille glædeshyl, da hun blev sendt af sted Dommer Egon Andersen kan ikke lide hunde, der piber – og med rette! Han sagde, at han ville have givet 17 point for præstationen, hvis Chili havde været lydløs. Nu gav han os i stedet 7 point.

Denne post blev Daisys bedste. Da dummyen blev droppet, virkede geværet ikke, og der kom derfor ikke noget skud. Dette betød, at Daisy ikke knaldede. Hun havde markeret dummyen fint, og gik lige over og lige hjem og afleverede flot til hånd, hvilket blev belønnet med 19 point. Den sidste point blev trukket for lidt løs fri ved fod, men ellers en flink mand, ham Egon.

Fjerde post var en landmarkering og en vandmarkering. Udgangspunktet var på toppen af en forhøjning, hvor man kunne se ud over hele området. Vi havde haft en lang ventetid før denne post, og Chili havde kørt sig selv lidt op. Jeg var derfor lidt nervøs, da jeg meldte klar. Hun var da også helt oppe på neglene, men rumpen forblev i jorden, indtil hun blev sendt af sted. Det var lige ud og lige hjem og aflevere. Herefter var det vandmarkeringen, som blev hentet på samme flotte måde. Det var nogle lynhurtige apporteringer, og Jørgen Christensen mente da også, at de var 19 point værd. Han trak et enkelt point for fri ved fod.

Daisy var her lidt for fri ved fod, men de kom da om til Jørgen. Landmarkeringen gik rigtig fint - stort set lige ud, lidt søgen i området, inden hun fandt den og så lige hjem. Vandmarkeringen, ja det blev også et knald. Men derudover igen fint ud og hjem. Den flinke dommer Jørgen gav Daisy 8 point. :

Femte og sidste post var igen en enkeltmarkering ned ad en sandskråning. Man kunne ikke se, hvorfra dummyen blev kastet, og man kunne ikke se, hvor den landede. Men den kunne følges over trætoppene, mens den fløj gennem luften. Igen kunne Chili finde ud af at blive siddende. Da hun startede, skete det med sådan en fart, at sandet stod bagud i en stor sky. Hun ledte ganske kort tid efter dummyen og returnerede hurtigt og direkte og afleverede til hånd. Bent Skaarup mente, at det kunne give 18 point, da han ikke var helt tilfreds med de pib, som Chili kom med.

Daisy var hu helt oppe i Le Mans tempo men ventede dog til dommeren var ved at løfte hånden for at give Leif lov til at sende hende. Dette løft af hånden udløste - ikke overraskende - et knald mere. Dette udløste et 0 fra dommer Bent

Alt i alt fik Chili og jeg 74 point, hvilket er 24 point mere end nødvendigt for at bestå. Det var dog ikke nok til at blive placeret, da kun de syv bedste hunde blev placeret. Vi blev nr. 10 eller 11. Det er også helt lige meget, for jeg er bare så glad og tilfreds med at bestå – og ikke mindst med, at Chili ikke knaldede på én eneste af posterne. Det øvrige arbejde var også rigtig flot, og det var primært hendes piben, som – helt retfærdigt - trak ned på de enkelte poster.

Mht. ventetiden så oplevede jeg, at Chili ikke kørte helt så højt, som hun plejer. Hun havde meget lettere ved at finde ro, end hun plejer at have. Det betød dog ikke, at der ikke blev pebet lidt i ventetiden, men det var på et meget lavt niveau, og det var kun i kortere perioder. Så også her går det fremad. Dejligt.

Lige nu ligger hun i dyb søvn ved mine fødder. Daisy ligger rullet sammen i sofaen – også i dyb søvn. I morgen er der dømt afslapning – for både mennesker og hunde.





19. Juni 2009

Så har fars lille prinsesse fødselsdag. Daisy bliver fire år og er mere fræk og ulydig end nogensinde

Det var simpelthen en velsignelse, da Anja og Thomas tilbød os Daisy. Det har haft så stor betydning for Leif at få hende ind i sit liv. Jeg har også nydt godt af det, for det er nu engang sjovere og mere givende, at vi bruger så meget tid på de hunde. Det er dejligt at have nogen at sparre med, når træningen går i hårdknude, og det er dejligt at have nogen at glæde sig med, når tingene lykkes. Og så er der ingen sure miner fra den bedre halvdel, når weekenden går op i hunde, hundetræning og prøver.

Daisy har hele tiden været en hund, der er noget fremme i skoene. Det var simpelthen et krav, da hun ellers ville blive kanøflet af Chili. Hun er så efterhånden også vokset til at være en bestemt dame – specielt efter at have haft hvalpe er hun blevet meget bestemt med, hvad hun vil finde sig i, og hvad hun ikke vil finde sig i.

Træningsmæssigt har hun været meget lærevillig. Hun har været svær at håndtere, da hun på den ene side er fræk som en slagterhund og på den anden side er blød og ikke kan tåle for meget skæld ud. Det har gjort det lidt svært for Leif at håndtere hende, og han har desværre nogle gange overtrådt den usynlige grænse, der har gjort, at Daisy er blevet rigtig ked af det. Der er efterfølgende brugt meget tid på at genskabe det gode forhold og tilliden mellem de to. Der er dog ingen tvivl om, at hun elsker sin far, og når det kører for de to på træningspladsen – så kører det virkelig godt!

Tillykke til Daisy Duck med de 4 år.   

16. Juni 2009
Uge 24

Chili skal være mormor

I dag har vi lige fået bekræftet, at Chilis datter, WT Princess Leia, er drægtig. Leia er blevet scannet, og dyrlægen har bekræftet, at der er hvalpe. Hun er blevet parret med Maico (Shaggy Toller’s Milli-Max Maico), hvilket vi synes er et rigtig godt valg. Hvalpene forventes født midt i juli.

13. Juni 2009

Et stort tillykke til B.B. King-kuldet, der fylder 2 år i dag. Det var Daisys første kuld, og det skabte lidt debat på hjemmesiden, da Daisy først fyldte 2 år én uge efter fødslen. Hele debatten blev udløst af en anonym ”hilsen” i gæstebogen fra en person, der mente, at vi var helt uansvarlige, idet vi havde parret Daisy, inden hun var fyldt to år. Klubbens etiske anbefalinger siger, at tæven skal være fyldt to år inden første parring, og det var altså denne anbefaling, vi havde forbrudt os imod. Omvendt siger DKKs etiske anbefalinger, at en tæve ikke bør indgå i avlen, før den er fuldt udviklet – og dette levede Daisy til fulde op til.

Efter lidt overvejelser valgte vi at ”tage kampen op” via hjemmesiden. Vi syntes ikke, at vi havde noget at skjule: Vi havde jo bevidst valgt at parre Daisy, selv om kun knap var to år. Heldigvis havde folk tillid til, at det, vi havde gjort var velovervejet – selv om alle måske ikke ville have gjort som os. Desuden forblev vores anonyme ”veninde” ikke anonym.

Faktum er, at det i dag er en flok pragtfulde hunde, som altså i dag fylder to år. For godt en måned siden havde vi hvalpetræf, hvor fem af de otte hvalpe deltog. Tapsu, som bor i Finland, kom af naturlige årsager ikke. Robin var med sine forældre i Norge for at fejre den norske nationaldag, og Sille blev jo desværre dræbt af en lastbil, da hun var syv måneder gammel. Men de fem, som deltog, bekræftede os i, at det nu ikke var så dårlig en beslutning med det kuld hvalpe.

Tilbagemeldingerne fra ejerne af B.B. King-hvalpene er, at det er en flok dejlige, venlige, livlige, intelligente og meget afbalancerede hvalpe. Det er ikke de største tollere, der er avlet, men det er i vores øjne nogle af de smukkeste. Og også mindre tollere har deres berettigelse, for der er tollere nok, der er til den høje side. Men det bedste af det hele er, at alle hvalpene bor hos familier, der elsker dem og tager sig utroligt godt af dem.
 

6. Juni 2009

Uge 23

Ugen har været temmelig begivenhedsrig. Den største og mest skelsættende begivenhed er nok, at jeg efter næsten 14 år hos Difko blev fyret og fritstillet. Det var fyringsrunde nr. 4 i løbet af ca. et år, jeg ikke overlevede. Det er en meget sær fornemmelse ikke at skulle til Holstebro hver dag. Difko har for mig været meget mere end et arbejde, og jeg kommer til at savne mit job, mine kolleger og ”mine” bestyrelser. Jeg havde forventet, at der ville ske fyringer i min afdeling, og jeg følte mig også udsat, men jeg håbede alligevel, at jeg ville gå fri. Måske primært fordi jeg har meget svært ved at se, hvem der skal overtage mine arbejdsopgaver. Men jeg gik altså ikke fri. Lige nu er jeg uendelig træt. Jeg har nok været lidt i alarmberedskab siden første fyringsrunde i juni 2008, og det har vist taget lidt hårdere på mig, end jeg egentlig var klar over. Jeg går nu og vænner mig til tanken om ikke længere at være en del af Difko. Jeg er fritstillet men har bedt om – og fået - 3-4 dage til at få ryddet op i mine ting og afleveret mine opgaver. Jeg har 6 måneders opsigelse + en måneds fratrædelsesgodtgørelse, så jeg er dækket ind resten af året. Men tanken om, hvordan vores liv ændrer sig, hvis jeg herefter skal på dagpenge, spøger i hovedet.  

Uanset at jeg var og er chokeret over fyringen, så havde jeg besluttet, at jeg ville nyde årets Working Weekend i pinsen og glemme alt om jobsituationen. Og det gjorde jeg!!  

Vi havde i år flyttet arrangementet til Birkesø, og det var en rigtig god beslutning, da det viste sig at være perfekte omgivelser. Vi havde lejet Sct. Georgsgildernes hytte, så der var muligheder for læ og varme, hvis vejret viste sig fra sin grimme side. Den gjorde det ikke!!! Faktisk var vi endnu engang utrolig heldige med vejret. Det var fantastisk fra fredag til og med søndag. Eneste klagepunkt kunne være, at det faktisk var lidt for varmt for hundene til at yde deres optimale. 

Igen i år kunne folk melde sig på enten begyndere (til og med brugsprøve) eller øvede (markprøveniveau). Jørgen, som træner os ”til dagligt” i tollerklub-regi, tog sig af begynderne, mens Marie fra Sverige tog sig af de øvede. Marie har været med som træner de senere år efter en del års pause. 

Vi lagde ud fredag aften med at trænerne vurderede niveauet. Marie tog os med rundt om et lille vandhul, hvor hun smed dummyer i – én til hver. Da vi kom tilbage til udgangspunktet – en sti ca. 10-15 meter fra vandhullet, skulle hundene én efter én i et søg finde de dummyer, der var smidt. Marie havde vurderet dette til at tage 45-60 minutter. Da der var gået 3 timer, var vi færdige! Det viste sig at være noget sværere – eller hundene viste sig at være noget dårligere - end hun havde forventet. Desværre viste det sig også, at de fleste af hundene er meget dårlige til søg – inklusiv vores to prinsesser. Det undrede os lidt, men forklaringen fik vi i løbet af weekenden: Når vi laver søg, så lægger vi så meget vildt eller dummyer ud, at de ikke kan undgå at falde over det. Derfor behøver de ikke søge. De skal bare holde øjnene åbne, så finder de noget. Træningen fremadrettet består af et søg med 2-3 dummyer eller vildt i et pænt stort område. Og det er forbudt at komme hjem uden gevinst!! Det bliver spændende at se, hvor lang tid det tager, at få dem til at bruge næsen igen. 

Lørdag var der igen frit søg. Denne gang med vildt i et stort område ned af en skråning. De, der ikke var i gang med frit søg, lavede huske-markeringer og ro på post. Det gik ud på, at vi gik ud i et andet område (området fra fredag aften med vandhullet). Jeg slog følge med Leif, og på vej derud smed han en dummy i området. Vi gik så om på den anden side af vandhullet, hvor vi sad og slappede af i 30-40 minutter. Det tog lidt tid, inden hundene fandt ud af, at der ikke skulle ske noget. Men da det var sunket ind, så faldt de helt til ro. Efter 30-40 minutter gik jeg tilbage og sendte Chili ud i et søg i det område, hvor dummyen var blevet kastet. Hun søgte og fandt den ret hurtigt. Jeg smed den igen i området, og efter ca. 20 minutter var det Daisys tur til at finde den. Det gik også fint. 

Herefter gik vi op og ventede på, at det blev vores tur til frit søg. Igen måtte der tålmodighed til, for ventetiden var lang. Hundene kunne ikke se, hvad der foregik bag læhegnet, men de var alligevel ikke i tvivl om det. Igen en rigtig god øvelse i at falde til ro og holde mund. Og det lykkedes faktisk ret hurtigt. 

I søget var der smidt duer og krager. Vi arbejdede sammen to hunde, som blev sendt i hver sin retning. Første krage kom fint og hurtigt hjem. Næste krage gik Chili fra efter at have markeret den et stykke tid. Da jeg gik ud, for at få hende til at tage kragen, fandt jeg ud af, at den hang fast i en busk. Hun tog ved igen og hev og sled – og til sidst kom den løs (uden huller). Herefter gik det ned ad bakke. Jeg sendte hende ud, men hun stoppede op nogle meter fra mig og vidste ikke helt, hvad hun skulle gøre. Det gentog sig flere gange, og jeg blev temmelig irriteret og skældte ud. Dette medførte bare, at Chili ikke havde lyst til at forlade mig, for hun blev jo nødt til at dæmpe mig, når jeg nu var så gal ;-) Igen en lektion at skrive sig bag øret!!!! Hun endte dog med at finde en due, som pænt blev afleveret til hånd – og jeg lærte (forhåbentlig), at det ikke nytter at blive gal på sin hund. 

Det frie søg med Daisy ned af skrænten skulle laves sammen med Anettes Murphy. Leif var spændt på, om det ville give problemer som under træningen de sidste mange gange, hvor Daisy bliver trykket af den anden hund ude i feltet. Men det skulle vise sig gå fint. Daisy fik lov at være første hund ude i søget, og hun kom hurtig hjem med en krage. Murphy arbejde fint derude og Daisy var slet ikke trykket af ham. Da der var hentet ca. fire stykker vildt, blev Daisy svær at få ud. Hun blev igen og igen opfordret til at gå ud, og det lykkes da også med lidt hjælp at få hende til at tage et par stykker vildt mere. Igen var Leif faktisk godt tilfreds med Daisys præstation 

Vi sluttede dagen af med at gå tilbage til vandhullet, hvor Marie igen smed en markering til hver hund. Denne gang gik det noget lettere. 

Søndag havde Marie lavet en lille prøve. Vi lagde ud med en dobbeltmarkering – én på land og én på vand, hvor den på land skulle hentes først. Jeg måtte bremse Chili et par gange, da hun selvfølgelig helst ville i vandet. Jeg fik hende dog hen til landmarkeringen (en and), som hun ikke var i tvivl om, hvor lå. Den blev bragt flot hjem og afleveret til hånd. Ved vandmarkeringen var hun lidt forsigtig med at gå i vandet – sandsynligvis fordi jeg meget bestemt havde bedt hende om at blive fra vandet ifm. landmarkeringen. Hun måtte derfor opmuntres, og så gik det da også fint. Igen blev en and bragt flot hjem.  

Derefter var der et frit søg op ad en skråning (ikke den samme som om lørdagen). Der var duer, ænder, fasaner og en kanin i søget. Chili lagde fint ud med de to første stykker vildt. Herefter gik hun i stå. Jeg gik så op langs søget for at få hende sendt ud i den rigtige vinkel i forhold til vinden. Hun søgte lidt, men det var ikke imponerende. Derfor gik jeg med hende ind i søget. Vi kom frem til kaninen, som hun først bare kikkede på. Efter lidt opmuntringer samlede hun den op, og sammen gik/løb vi ned til udgangspunktet, hvor hun afleverede til hånd. Jeg opgav at få hende til at hente de sidste stykker vildt.  

Daisy fik også en dobbeltmarkering - først en på vand og derefter en på land. Daisy gik efter vandmarkeringen, men Leif fik hende stoppet, inden hun gik i vandet og fik hende på plads igen. Hun blev sendt efter landmarkeringen, og det klarede hun fint. Derefter fik hun lov til at hente vandmarkeringen, og det var lige ud og hjem igen. Hun smed dog lige anden ½ meter foran Leif, men ellers var det ok. Så gik de til det frie søg. Det gik fint de første tre gange, hvor hun hentede due, and og kanin. Derefter var hun lidt svær at få derud, men ved lidt hjælp ude i terrænet endte det med, at hun fik hentet to fasaner med ind. Så med de problemer Leif har haft på det sidste med frit søg, gik det faktisk godt. 

Når vi ikke trænede hunde, så var der hyggeligt samvær. Vi så ikke så meget til begynder-hundene, men vi hørte, at vores egen lille Mangus (Wildmountain Tollers I’ll Survive) og Lene gjorde det rigtig godt. Han er i øvrigt en utrolig smuk hund, og det er dejligt at se, at Lene er så glad for ham (om omvendt).  

Lidt stemningsbilleder kan ses her
 

26. maj 2009
Uge 22
Foråret er dejligt – bl.a. på grund af de mange helligdage, der nogle gange kan føre til en miniferie.

Den seneste af disse helligdage – Kr. Himmelfartsdag – tilbragte vi som hjælpere på en C-prøve i Bække. At vi havnede som hjælpere i region Syd skyldtes egentlig, at Helle – da hun var prøveleder på tollerjagtprøverne i Haunstup i april – havde fået lokket to træningskammerater med mænd med som hjælpere. Det er to labrador-piger, som har deres gang i DRK. Da én af dem, Majbritt, skulle være prøvelederaspirant i Bække, tilbød vi vores hjælp.

Derfor havde vi sat vækkeuret til at ringe kl. 5.00 en højhellig Kr. Himmelfartsdag. Kl. 7.30 var vi i Bække, hvor vi fik hilst på kendte og ukendte DRK-folk. Vi havde tvunget Kristian med, og han og jeg skulle sammen med Helle og Kim samt Jeanette være udlæggere i det frie søg i begynderklassen. Dommere i begynderklassen var Pernille Lillevang og Johannes Raaballe. Der var 36 hunde til start, så det blev en forholdsvis lang dag.

Vejret var pragtfuldt, og det var i det hele taget en fornøjelse at tilbringe en dag i det sydjyske. Jeg har sjældent oplevet så god forplejning, som på dette arrangement. Majbritt og Jeanette havde sørget for drikkevarer, frugt, chokolade, småkager og chips ude i marken. Til frokost havde Gunnar Holms kone, Elna, sørget for en middag, der var en familiefest værdig: Honningmarineret svinesteg med kartofler, blomkål, gulerødder og aspargessovs.

Det var også utrolig lærerigt at opleve prøven. Nu var det en C-prøve, som jo er uofficiel, og hvor næsten alt er tilladt. Men det var alligevel dejligt at se især Pernille Lillevang hjælpe de hundeførere, der havde problemer, så det endte med en positiv oplevelse for både hund og fører.

Det var en lang og varm dag, og vi var ikke meget værd, da vi endte hjemme i Vildbjerg ved 19-tiden. Lige der, kunne jeg godt have brugt Helles spabad!!

Dagen forinden, onsdag, var der træningsafslutning på markprøveholdet i Herning. Helle og Jan havde i dagens anledning lavet en prøve for os. Jeg startede i begynderklassen med en vandmarkering, to enkeltmarkeringer, et frit søg samt en dirigering. Bortset fra det frie søg, hvor Chili gik i stå, gik det faktisk godt. Jeg glemte godt nok, at jeg var på prøve ved første post (vandmarkeringen) og sendte Chili, inden jeg havde fået lov af Jan. Søget var lagt i noget svært tilgængeligt kvas, og med kanvasdummyer var der ikke meget fært. Hun fik dog med møje og besvær hentet fire styk hjem til mig. Vi endte med en 2. præmie og anden bedste af begynderhundene.

Leif og Daisy startede i åben klasse. De lagde ud med en dobbelt vandmarkering, hvor Daisy nok så flot knaldede. Dette medførte, at hun ikke så, hvor dummy nr. 2 faldt, så der gik lidt tid med at søge. Leif førte hende imidlertid godt, og Jan var rimelig tilfreds. Landmarkeringen var også en dobbeltmarkering, hvor Daisy fint markerede og hentede de 2 dummys.

Frit søg var der igen problemer med. Daisy føler sig trykket derude, så her er der en del, der skal rettes op på. Daisy har tidligere været så god til frit søg, og er det for den sag skyld stadig, når hun er alene i søget. Men siden vi begyndte med to hunde i søget på én gang er det gået galt. Hun har aldrig været i synlig nærkamp med andre hunde derude, men der er muligvis blevet sendt skjulte signaler mellem hundene alligevel. Der er ihvertfald noget, der skal arbejdes på.

Dirigeringen, som Daisy ikke havde set hvor lå, gik forholdsvis fint. Hun løb godt nok i første forsøg for langt, inden Leif fik hende stoppet. Hun havde så meget fart på udad, og hendes hørelse var noget selektiv på vejen hjem Nå, hun fik endnu en chance og denne gang lykkes det.

Leif og Daisy endte med en 3 præmie, hvilket de var godt tilfredse med. Igen har vi opdaget, at der er nok at ting at arbejde med.


Resten af Kr. Himmelfartsferien gik med at gøre lidt rent og ordne lidt i haven (begge dele var meget tiltrængte). Vi var desuden en tur i Tyskland fredag eftermiddag for at provianteret til Working Weekend i pinsen.

Fra på fredag går det løs med Working Weekend, og vi glæder os helt vildt. 2,5 dage med hundetræning og godt selskab i skønne omgivelser.
 

19. maj 2009

I dag er det Chilis fødselsdag
Så runder mors tykke hund 5 år. Tænk at det er næsten fem år siden, at vi hentede hende hos Anja og Thomas. Den gang havde vi ingen forestilling om, hvad sådan en anskaffelse kunne udvikle sig til. Nu fem år, yderligere en hund, to kuld hvalpe og en helvedes masse træningstimer senere er vi blevet noget klogere Pludselig lever vi fint med masser af hundehår alle steder – i tøjet, sengen og i maden. Vi har anskaffet os en kummefryser, som er fyldt med alt fra kaniner og fasaner over duer og ænder til krager og måger. En afslappende aften er blevet en aften, hvor man tager til træning i DRK i enten Skjern eller Herning. Regnvejr er ingen hindring for at tilbringe en hel dag ude. Det er en hyggelig beskæftigelse at tilbringe en hel dag med at kaste rundt med døde dyr, når vi er hjælpere til en DRK-prøve. Ja, vi melder os faktisk ganske frivilligt og uopfordret til at tilbringe hele dage med denne beskæftigelse.

Rent træningsmæssigt er det gået endog meget langsomt. Men når jeg tænker på, hvor tæt jeg var på at droppe alt omkring hundetræning, da Chili var 4-5 måneder gammel, så synes jeg egentlig, at vi er blevet rimeligt dygtige. Der er absolut stadig plads til forbedringer , og spørgsmålet er, om vi nogensinde bliver klar til åben klasse (DRK-niveau). Lige nu er de fleste ting på plads – selv knaldapporteringerne er blevet sjældne! Nu skal der arbejdes på vildtspontaniteten og lyden. Det første har jeg stadig forhåbninger til, mens jeg ikke tror meget på, at det sidste kan forbedres.

Så er der tankerne om det næste – og sidste – kuld hvalpe på Chili. Hanhunden er fundet, men bliver han klar (mangler udstillingspræmiering)? Lykkes det ikke i år, giver vi det en chance næste forår, men så er det også slut. Hvis det bliver til noget med sheiken og Chili, hvordan overtaler jeg så Leif til, at lade mig beholde en hvalp?? Planen – og håbet – er, at der kommer nogle rigtig gode arbejdshunde – med anlæg for vildtspontanitet og ingen lyd – ud af dette kuld, og det ville jo være ærgerligt ikke at beholde én selv. Omvendt så tager Chili stadig meget tid, og der er ikke tegn på, at hun er klar til tilnærmelsesvis at blive lagt på hylden. Hun elsker at arbejde, og hun elsker, når hun stadig kan tage røven på sin mor!

Chili er i det hele taget en helt fantastisk hund. Hun er mentalt robust, hun er arbejdsivrig, oppe på dupperne - men herhjemme er hun den mest afslappede hund, der elsker at hygge i sofaen. Hun finder sig i hvad som helst, og vi kan gøre alt ved hende. Hun elsker Kristian (og hans seng), og de to har haft mange gode timer sammen.

Så jo, der blev vendt op og ned på vores liv, da Chili kom ind i huset. Men vi elsker vores ”nye” liv!

18. maj 2009

Uge 20
Hvalpetræf
Ugen har været præget af hvalpetræffet om lørdagen. Datoen har været aftalt i næsten ½ år, og så skulle vi lige netop vælge en dag, hvor regnen bare stod ned fra tidlig morgen til sidst på eftermiddagen :-( Nå, heldigvis tog alle det med godt humør.

Seks hvalpe havde tilmeldt sig vores hvalpetræf. Det var Kettu (Obi) fra Chilis kuld samt Mangus (I’ll Survive), Malou (She’s My Baby), Lucca (You move me so), Valde (Double Trouble) og Silla (Monday Woman) fra Daisys kuld. Leia var Chilis kuld var indisponibel, da hun var i Fredericia for at blive parret med Maico, så nu venter Chili snart børnebørn! Simba (Luke Skywalker) kunne desværre ikke komme, og Robin (Riley B.) var i Norge med sine forældre for at fejre Norges nationaldag. Tapsu (Blues Man) bor jo i Finland, så det er lidt for langt væk for et hvalpetræf.

Vi skulle mødes kl. 10.00 i Haunstrup. Leif og jeg var lige en tur indenom Herning for at hente klubbens transportable klubhus (telt), som vi fik rigtig god brug for. Det blev slået op hen over det bord og de bænke, der står derude, så vi kunne sidde i tørvejr. Vi startede med lidt morgenmad og fik snakket lidt om, hvordan dagen skulle gå. Herefter var det på med regntøjet og ud i det ”skønne” vejr. Vi havde lavet en lille konkurrence med nogle praktiske øvelser (tak for hjælpen, Helle). Bl.a. var der indkald på tid, forhindringsløb og æggeløb. Vi havde valgt nogle ting, som vi mente, at alle kunne være med til – og det kunne de også. Bagefter fik hundene lov til at apportere de rå æg, og det var dejligt at se alle de hele æg, der blev bragt hjem ;-)

Mens jeg kørte hjem for at hente frokosten (vi havde grillet til den store guldmedalje fredag aften – i godt vejr – og lavet diverse salater), så tog Leif dem alle med på en gåtur i området. Haunstrup er et pragtfuldt område, og det er sjældent at man møder andre derude. Hundene løb derfor løs, og det var skønt at opleve så fint de enedes.

Efter frokosten var det tid til 2. del af konkurrencen, som var en række spørgsmål om tollere og hunde i det hele taget. Derudover var der tid til at træne lidt. Vi havde taget en smule vildt med og fik øvet lidt markeringer og lidt opsamlinger og ikke mindst afleveringer

Valdes mor, Helle, havde lavet den bedste jordbærkage, vi nogensinde har smagt (husk opskriften, Helle!!), som sammen med den chokoladekage, jeg havde bagt, udgjorde eftermiddagskaffen. Resultatet af konkurrencen blev offentliggjort. Alle hunde havde gjort det rigtig flot, og der var en gave til alle. Men én havde gjort det lidt bedre end de andre, og det var Lucca, så han fik en ekstra gave.

Efter kaffen var der almindeligt opbrud, men Kettu og Malou valgte at blive en times tid ekstra. Den brugte vi nede ved vandet, hvor vi lavede vandmarkeringer – både med dummy og med vildt. Det gik fint, og de mangler i hvert tilfælde ikke lysten til at gå i vand

Ved 18-tiden tog de sidste af sted, Leif og jeg fik pillet teltet ned og ryddet op, og så gik det ellers hjemad. Det var et par meget trætte hunde, der sammen med deres meget trætte mennesker smed sig i sofaen ovenpå en rigtig dejlig dag.

Det var så sjovt at se hvalpene, nu da de er blevet lidt større. Man kan finde mange lighedspunkter mellem børn og forældre, og det var bestemt også tilfældet her. Vi håber på, at alle er friske på endnu et træf i maj 2010. Vi satser dog så på bedre vejr.

Tak til jer alle for at gøre det til en rigtig god dag!

 

12. maj 2009

Uge 18 og 19

Uha, tiden er bare gået uden opdateringer. Der er ikke sket meget i perioden – men dog lidt.  

Mandagene har været præget af markprøvetræningen i Skjern. Det er rigtig god træning med Bent Henriksen som den store guru. Som regel er der fem poster. En af posterne er en ”selvbetjeningspost”, mens resten er bemandet af rigtig dygtige hjælpere, der kan deres kram. Selvbetjeningsposten er som regel huskedummyer. Det foregår på den måde, at man har fire pinde og tre dummyer. De tre dummyer lægges ved pind 2, 3 og 4. Fører og hund stiller sig ved pind 1, og herfra sendes hunden ud og hente de tre dummyer i den rækkefølge, at dummyen tættest på hentes først. Afstand fra pind 1 til pind 4 er ca. 50 meter. Øvelsen kan gøres lettere for uøvede hunde ved at man tager dem med ud, når man lægger dummyerne. Trin to er, at hunden sidder ved pind 1 og ser på, at dummyerne lægges ud, og trin tre er, at hunden slet ikke ser dummyerne blive lagt ud. Det er en øvelse, vi har trænet meget med Jørgen Christensen, så der er ingen rysten i bukserne, når vi sender hundene af sted. Og vi har da som regel heller ikke problemer med den.   

Eigil er fast hjælper på vandmarkeringen. De seneste to gange er den foregået over vand, således at dummyen smides på den modsatte bred. Der er ikke langt over på den anden side, men strømmen i åen er temmelig stærk, og det er lidt af en udfordring for hundene. Igen er det en øvelse, som vi har trænet meget, og selv om der selvfølgelig kan være smuttere, har vi normalt ingen problemer med at sende vores hunde over på den modsatte bred for at hente dummyer eller vildt. 

Derudover har der været markeringer, som har ledet op til dobbeltmarkeringer. Den eneste øvelse, vi ikke har haft, er frit søg. Det er Bents holdning, at man ikke skal begive sig ud i frit søg, før man kan stole på, at ens hund kommer lige hjem med det første, den finder. Og det kan han jo have ret i.

Holdet, som egentlig er et overgangshold, består af en blandet gruppe mennesker/hunde. Nogle kommer lige fra lydighedstræningen, og øvelserne er primært lavet, således at man gradvist bygger øvelserne op. Vi er nok dem, der har gået der længst. Vi har ikke så travlt, og så længe, at vi og hundene føler os udfordret, så er det god træning i vores øjne. Man kan hurtigt ødelægge en masse ved at kravle op af træningsstigen og bygge øvelser ovenpå ting, der ikke er helt implementeret. Fundamentet skal være i orden, før man bygger mere på. Vi er dog kommet til den konklusion, at det nok er tiden at træde endnu et skridt op af træningsstigen.

Onsdag står den jo på markprøvetræning i Herning (Haunstrup). Her bliver der helt klart stillet større krav, og der er en naturlig forventning til, at alle de grundlæggende ting er på plads. Vi er dog stadig delt op i to hold – begynderklasse og åben klasse. Chili og jeg er i begynderklassen, mens Daisy og Leif er i åben klasse.

Vi bliver præsenteret for nogle udfordrende øvelser, og det er bestemt ikke altid, at det går perfekt! Men det er altid lærerigt, og når vi kommer hjem, er både vi og hundene godt trætte.  

Vi har en del vildt på dette hold, og det er nok primært her, at Chili og jeg har vores store svaghed. Hun har efterhånden været præsenteret for – og apporteret - mange forskellige vildtarter. Alligevel kan jeg stadig opleve at sende hende på en dirigering på f.eks. en and. Når hun så kommer ud til den – ellers velkendte – and, så stopper hun forbavset op og ser ud, som om hun aldrig har set sådan en før. Det er møgirriterende, og jeg skummer nogle gange af raseri. Andre gange tager hun bare vildtet uden problemer. Jeg aner simpelthen ikke, hvad der foregår i hovedet på den hund. Jeg regner med, at det handler om ganske almindelig ulydighed – og det kan der jo gøres noget ved  Det minder lidt om, da hun kun ville tage vores egne dummyer. Jeg brugte rigtig lang tid på at løbe ud til markering og i det frie søg og stoppe dummyerne ind i munden på hende, løbe med hende tilbage til udgangspunktet og tage imod dummyen. Lige pludselig en dag gik det op for damen, at mor altså mente det – og fra den dag af, har hun taget alle slags dummyer uden problemer. Så det handler nok bare om – igen – at vise damen, at mor faktisk mener, at hvad end, der ligger ude for enden af dirigeringen eller i det frie søg – så SKAL det samles op og bringes tilbage.  

Onsdag i sidste uge oplevede jeg ved en dirigering, at hun ikke ville tage anden. Så jeg måtte galoppere ud og ”opfordre” hende til at tage den. Næste post var et frit søg. I første række lå bl.a. en kanin (som hun ikke er så vild med) og – oh skræk – en skarv, som vi aldrig har prøvet før men frygter. Det første stykke vildt, hun kommer ud til, er kaninen. Hun var ikke præcis villig til at tage den, men da jeg så kom ”stormende” ud til hende, kom hun på bedre tanker, samlede den op og kom hjem med den. Den blev godt nok smidt 1 meter fra mig, men det kan være fordi, jeg emmede af ”møgkøter, jeg dræber dig”. Næste stykke vildt er – ja, rigtig gættet – skarven. Her var der ingen tvivl om, at hun ikke brød sig om den. Igen måtte jeg ud i søget, og da hun ser mig komme tromlende imod sig, tager hun fat yderst i nogle fjer, for at trække den hen til mig. Nu er en skarv altså så tung, så man ikke bare kan nippe i det yderste af fjerene og trække af sted med den! Jeg nærmede mig, og det fik hende på andre tanker. Hun tog fat i skarven med et flot greb, bar den ud til mig og afleverede til hånd. Næste stykke vildt var en krage. Her var der ikke de store problemer, og jeg valgte at stoppe, da hun afleverede kragen til mig.  

Hun er en udfordring, hende Chili. Men indtil videre har jeg kun oplevet fremskridt (om end langsomme fremskridt), så jeg vælger at tro, at vi nok skal få det på plads, så vi kan få vores debut på en C- eller B-prøve. Vi har holdt os væk indtil videre, da hun ikke skal opleve, at det er i orden at gå væk fra et stykke vildt.  

Daisy er meget mere stabil på vildt, selv om hun nogle gange skal opfordres en ekstra gang til at tage det. Hun er klar til C- og B-prøver, men Leif har ikke så travlt, så i år holder vi os til de working tests, vi har mulighed for at deltage i.  

Leif og Daisy har dog også deres problemer at slås med. Han har lige pludselig oplevet, at han ikke kan få Daisy ud i det frie søg. Hun løber to meter fra ham og vil så ikke længere. Vi har længe undret os over, hvad der sker, for både Chili og Daisy plejer at arbejde hurtigt og godt i det frie søg. Vi er kommet frem til, at grunden sandsynligvis er, at Daisy ikke har været klar til at arbejde med en anden hund i søget. Hun har følt sig trykket og har derfor ikke haft lyst til at gå ud i søget. Så nu er han gået tilbage til at lade hende arbejde alene i søget. Vi har ikke lige nogen løsning på, hvordan vi får hende gjort tryk i et søg, hvor der også er en anden hund. Men det skal nok lykkes.  

Chili er heller ikke klar til at arbejde med andre hunde i et søg. Hun er ikke utryg, men hvis hun kommer ud med en hund, der går i halen på hende, eller som er lidt for interesseret i hendes dummy eller vildt, så smækker hun til! Det er jo ikke den heldigste reaktion, og den er jo nok også sværere at fjerne, end Daisys utryghed.  

Min ”læretid” som DRK-træner går også fint. Jeg har et overgangshold sammen med Kristian Bager. Det er et lille hold, og jeg får bestemt lov til at lave noget I juni skal jeg på kursus for hvalpe- og lydighedstrænere. Det glæder jeg mig til. Jeg har endnu et overgangshold efter sommerferien, men til næste år vil jeg kun have hvalpe – og lydighedshold. Jeg føler mig lidt på usikker grund på overgangsholdene, for jeg kommer jo ikke anstigende med en kæmpe rygsæk med erfaring. Selv om jeg bestemt har kæmpet for at komme dertil, hvor vi nu er – Chili og jeg, så er min erfaring jo naturligt noget begrænset.  

Den kommende weekend byder på hvalpetræf, som vi glæder os rigtig meget til.

22. april 2009
Uge 17

Onsdag måtte vi desværre droppe træningen i DRK for en 2-års fødselsdag. Nogle gange må man prioritere de ikke så hundeinteresserede venner . Det var en hyggelig fødselsdag, og fødselaren charmerede alle.

Torsdag gik Lis som sædvanlig føl hos Kristian på overgangsholdet i Søby. Der var kun otte hunde, så det var til at overse. Kristian valgte at dele dem op i to hold, så vi kunne træne lidt markeringer med dem. Jeg markerede med kanvas-dummyer, mens Kristian brugte vildt. Da Kristians hold kom ned til mig og mine kanvas-dummyer gik det, som jeg egentlig havde forudset: Ingen af hundene var det mindste interesserede i mine dummyer efter at have apporteret vildt.

Lørdag var en hektisk dag. Først skulle vi til working test i Tollerklubben, og så skulle vi til 60 års fødselsdag. Kl. 8.30 var vi i Haunstrup, hvor dommer og hjælpere var godt i gang med morgenmaden. Jeg havde aftalt med Helle Lund, som var prøveleder, at jeg tog et par kaniner og nogle måger med. Vejret var helt fantastisk – sol og skyfri himmel.

Efter parolen gik prøven i gang. Leif og Daisy var de første af os, der skulle ”i ringen”. I mine øjne gik tollingen rigtig fint. Daisy løb ud og hentede dummyen. Nogle gange stoppede hun op, for at kikke over på kasteren, der stod på den anden bred, eller på skytten, der stod på vores side af bredden. Leif måtte nogle gange fange hendes opmærksomhed for at få hende hjem, men der var ingen vandgang, ingen lyd og ingen uro mellem tollingerne. Bagefter var der en vandmarkering, en landmarkering og endnu en landmarkering. Aldrig har jeg set Daisy sidde så fast med rumpen i jorden. Der var ikke det mindste tegn på noget, der kunne minde om, at vi her har at gøre med en rigtig lille knaldperle. Begge vandmarkeringer markerede hun rigtig fint. Landmarkeringen søgte hun ganske kort efter. Alle blev afleveret fint til hånd.

Dernæst var det tid til et frit søg i lyngen. Det startede faktisk rigtig godt, men pludselig gik hun død, og Leif havde store problemer med at få hende ud i søget.

Kritikken fra Lars Nordenhof, som var dommer, var rigtig god. Han synes, at hun var en dygtig lille hund og en rigtig god markør, som var rigtig flot ført. Hun manglede både fysisk og metal form til at kunne klare søget fejlfrit. Han rådede Leif til ikke kun at være fokuseret på at dæmpe Daisy men også til at peppe hende op, når der var brug for det. I søget gjorde Leif meget ud af, at Daisy skulle sætte sig og vente på, at han lagde dummyen fra sig, inden han sendte hende igen. Her mente Lars Nordenhof, at hun skulle være sendt med det samme, da hun begyndte at gå død. Det har han naturligvis ret i, men vi er så fokuserede på, at vi har lært, at vi skal dæmpe hundene, at vi helt glemmer at se på situationen. Det er helt sikkert noget, som vi vil tænke over fremover. Lars var ikke helt tilfreds med tollingen. Han foretrækker, at hunden går lige ud og lige hjem – uden svinkeærinder og uden ophold. Det er ikke sådan, jeg forstår tollingen, men dommeren har jo altid ret  Jeg ville have vurderet vandarbejdet til en 1. præmie, men dommeren vurderede den til en 2. præmie. Landarbejdet havde jeg vurderet til en 2. eller 3. præmie. Det blev en 3. præmie og dermed en samlet 3. præmie.

Så var det min og Chilis tur. Min strategi mht. tollingen har været, at hun ikke må knalde. Det har fungeret fint de gange, jeg har øvet det. Imidlertid var der så mange distraktioner her (kaster, skytte og publikum), at Chili et par gange ikke så, hvor bolden landede. Hun søgte men fandt den ikke. Det skete to gange – og så havde jeg ikke flere bolde  Forsynet med nye bolde lagde jeg strategien om. Hun fik lov til at knalde, og det hjalp. Hun var fokuseret på bolden, og hvor den landede. Herefter gik tollingen faktisk fint. Også roen var i orden.

På de tre markeringer var der lidt uro og lidt lyd. Rumpen var ikke limet til jorden, men hun knaldede heller ikke. Der var igen problemer med markeringsevnen, og hun svømmede direkte ud og hentede de to vandmarkeringer. Landmarkeringen søgte hun ganske kort tid efter. På vej tilbage gik hun op mod skytten og stod og kikkede over mod kasteren. Efter et hjemkaldsfløjt kom hun dog uden problemer. Alle afleveringer var flotte.

Da vi gik over til det frie søg, tænkte jeg, at det nok skulle gå. Chili er normalt hurtig og grundig, og hun søger godt. Bare ikke lige i dag. Jeg kunne næsten ikke drive hende ud, og de tre dummyer, hun fandt, faldt hun næsten over. Hun brugte ikke næsen. Flere gange måtte jeg kalde hende tilbage og sende hende igen. Når hun var på vej hjem med noget, opmuntrede jeg hende i håbet om at få lidt fart i hende – men forgæves. Det var ikke godt.

Lars’ kritik var, at hun startede uheldigt på tollingen, men det kom til at køre rigtig godt. Hun er en dygtig markør, men der var for meget uro og lyd ifm. markeringerne. God svømmer og flotte afleveringer. Søget var han ikke imponeret over. Hun brugte ikke sin næse, og det var tilfældigt, når hun fandt noget. Der var ingen fart over hende, og hun var i det hele taget uinteresseret. Både vanddel og landdel dømte han til en 3. præmie, hvilket giver en samlet 3. præmie. Jeg havde forventet et 0 på landdelen, så jeg var godt tilfreds.

Nu håber vi så bare, at vi en anden gang kan få lov til at vise, at de rent faktisk er nogle dygtige piger til at søge. Som en lille trøst voldte søget problemer for mange af hundene. Det kan måske hænge sammen med, at det var varmt, og der var absolut ingen vind. Og kanvas-dummyer er jo ikke det, der afgiver den kraftigste fært.

Kl. 11.25 kørte vi fra Haunstup i susende fart, for at komme hjem, skifte tøj, smide hundene af og samle Kristian op. Kl. 12.10 var vi til Svend Eriks fødselsdag i Muslingehuset. Det synes vi selv var rigtig godt gået.

Desværre så vi ikke resten af prøven. Rygterne vil vide, at det forløb godt. Ikke alle hunde klarede sig lige godt, men der var ikke noget at kritisere på selve prøven. Prøveleder Helle Lund havde lavet et kæmpe stykke arbejde med at lave prøven, og hendes hjælpere var dygtige og effektive.

Vi regner ikke med, at det er sidste gang, at vi deltager på en tollerprøve, selv om DRKs prøver nu mere er vores kop te.
 

14. april 2009
Uge 16

Så kom vi på den anden side af en pragtfuld påske.

Efter nogle hårde uger på arbejdet med en hel del overarbejde, startede vi påskeferien onsdag aften til træning i Haunstrup i øsende regnvejr. Om det var regnen, eller om folk var taget på påskeferie, er ikke til at vide – men vi var ikke ret mange.  

Torsdag viste vejret sig fra sin bedste side. DRK afholdt markprøve på Sandfeldt Vestergaard, og vi havde alle tre meldt os under fanerne som hjælpere. Vi hjalp i åben klasse, hvor Leif havde fået jobbet som kaster på en dobbeltmarkering (land og vand), Kristian lagde ænder ud til en dirigering, og jeg lagde vildt ud i det frie søg. Vejret var pragtfuldt, og det var dejligt at sidde der i skoven, nyde solstrålerne og høre fuglene synge. Vi så rigtig meget godt hundearbejde, og lidt der var knap så godt. Jeg var især imponeret af den pragtfuld jagtgolden (tæve), som bare arbejdede så flot i det frie søg. Hun fik da også 1. præmie og blev bedste hund. Vi kan kun anbefale andre at tilbyde deres hjælp på prøver. Det er hyggeligt, man lærer en masse af at se på de arbejdende hunde, og man lærer en masse dejlige mennesker at kende.  

Fredag var det tid til at få muget ud. Det tog en hel del tid, da det lige pludselig greb om sig med flytten rundt på møbler, pudse vinder etc. 

Lørdag eftermiddag gik med et bestyrelsesmøde i Tollerklubben. Vi skulle konstituere os, og det kom der en ny formand og næstformand ud af. Derudover var der én, der valgte at forlade bestyrelsen, så 1. suppleanten kom på arbejde, tidligere end han sikkert havde ventet. Der er mange store opgaver, vi skal i gang med. Den største og vigtigste er naturligvis at forsøge at blive optaget under DRK. Det bliver spændende at se, hvordan vi bliver taget imod. Jeg krydser fingre for, at de ikke afviser os, og at Tollerklubben stemmer forslaget hjem på næste generalforsamling. I mine øjne er det den eneste måde, vi kan komme nogle steder med vores race på. Klubben er for lille til, at vi reelt kan udvikle tolleren til at blive den jagthund, som vi nok alle sammen gerne vil have den til at være. Og tænk at sidde i en raceledelse, hvor der er tid til at bekymre sig om og udvikle racen i stedet for at bruge tid på alle mulige organisatoriske ting!  

Søndag havde vi en træningsaftale med Jan og Sofus. Han havde taget Kirsten og Sigurd med, og de gik en længere tur i Haunstrup, mens vi trænede. Turen blev faktisk temmelig meget længere, end både Kirsten og Sigurd havde forestillet sig, da de gik vild. De fandt dog tilbage, inden vi skulle i gang med at efterlyse dem. 

Vi havde taget lidt kaniner, duer og fasaner op af fryserne, så vi havde lidt at ”lege” med, og Jan havde ænder med. Vi havde en rigtig dejlig dag. Vejret var helt sommer-agtigt, hundene var rigtig dygtige, og vi var alle godt trætte og solbrændte, da vi endte hjemme i haven ved grillen. Begge tøserne var meget stille resten af aftenen, og jeg tror slet ikke, at de bevægede sig i løbet af natten. 

Mandag gik turen til Haunstrup igen. Denne gang for at træne med Gitte og Ulla. Vi tog det lidt med ro, for vi kunne mærke på Chili og Daisy, at de var trætte efter gårsdagens strabadser. Vi trænede mest anti-knaldapporteringer – specielt for Pepsis skyld. Der var nu ikke de store problemer med hende, men det er jo altid godt at lære dem at blive siddende og evt. vise dem, at det ikke altid er dem, der skal hente dummyen. Vi var også en tur ved vandet, hvor Ulla smed bukserne for at lokke Maggie med ud. Maggie fik maveskindet vådt, men der er stadig et stykke tid til, at hun kommer ud og svømme. Chili og Daisy fik begge en markering over søen. Daisy valgte for første gang nogensinde at løbe rundt om søen på tilbageturen, mens Chili svømmede begge veje. Der blev også tid til at øve lidt ro på post, mens andre hunde arbejdede ved vandet. Måske var det fordi, de var så trætte, men der var faktisk mere ro på, end vi har oplevet længe. De havde begge øjne på stilke for at følge med i, hvad der skete, og der var også en masse dirren, men piberiet var faktisk på et forholdsvis lavt niveau.  

Jeg fik også trænet lidt tolling – eller rettere ro – nede ved søen. Det går faktisk rigtig godt, men på lørdag skal det nok ende i ragnarok. Hvis jeg bare kan afholde hende fra at knalde under tollingen, så tror jeg på, at jeg også kan holde hende på vandmarkeringerne. Men den tid, den sorg

4. april 2009
Uge 14

Så startede træningen i DRK igen. Vi lagde ud onsdag aften på markprøveholdet i Haunstrup med Jan og Helle som trænere. Vi er et forholdsvis lille hold på ca. 10 hunde og hundeførere.

Det var ikke den skarpeste start, og tøserne og vi viste os ikke fra vores bedste side. Der var bl.a. et par knaldapporteringer fra Chilis side og desværre også en del lyd. Daisy havde svært ved at blive siddende, da vi gik fra hundene og efterfølgende skulle lave indkald.

Efter noget lydighed blev vi delt op i to hold. Hold 1 gik ind i skoven til en dirigering, og hold 2 gik over i lyngen, hvor der var lagt et frit søg ud.

Dirigeringen var egentlig ikke så svær, men alligevel var der ikke så mange af hundene, der løb direkte ud og hjem. De klarede det dog alle rimeligt godt. Det var straks værre med det frie søg. Der var ikke en vind, der rørte sig, og det var en meget svær opgave for alle hundene. Chili hentede to dummyer hjem. Herefter gik hun helt i stå og tøffede bare rundt på må og få. Daisy gik helt i stå fra starten. Hun var ikke til at drive ud i søget, og hun fik kun nogle dummyer hjem, fordi Leif gik med hende ud i søget.

Vi sluttede af med en markering. Vi valgte begge en enkeltmarkering, da det ikke lige var aftenen, hvor vi skulle prøve at brilliere!

På holdet er Lasse Birkebæk fra Kennel Falkirk, som opdrætter jagtgolden. Det var lidt pudsigt at se ham, da jeg næsten lige har været inde på deres hjemmeside. Den er et besøg værd med alle de utrolig lækre billeder af smukke goldens.

Torsdag var jeg i Søby, hvor jeg skal gå føl på et overgangshold med Kristian Bager. Det er et forholdsvis lille hold, og vi havde en rigtig god aften. Det skadede jo heller ikke, at vejret bare var helt fantastisk.

Lørdag havde Tollerklubbens Kreds Midt/Vestjylland inviteret Annette Stentsøe til at give en intro til tolling. Der er flere, der så småt er begyndt at interessere sig for at prøve kræfter med tollerbrugsprøven, og så syntes vi i kredsbestyrelsen, at det skulle startes på den rigtige måde. Vejret var bare helt fantastisk godt, da vi mødtes i Haunstrup kl. 10.00. Vi var 8 tollere og 1 golden.

Vi lagde ud med at sætte os med hundene oppe på græsset. Opgaven var at få hunden til at falde til ro, og først når de var helt i ro, og der ikke kom en eneste lyd, måtte man tolle (kaste bolden). Jeg har aldrig været den helt store fan af tolling, da jeg ikke har ment, at det har en speciel positiv indvirkning på Chilis hang til at knaldapportere. Jeg havde derfor forestillet mig, at min version af tolling skulle forgå lidt mere kontrolleret, idet Chili først skulle have lov til at "gå", når jeg med håndsignal gav hende lov. Jeg var dog ikke helt sikker på, om det ville kunne accepteres rent prøvemæssigt. Det viser sig så - ifølge Annette - at mange i Sverige toller på den måde. Det var jo dejligt at vide, og det er så den vej, vi vil arbejde videre, hvis vi skal gøre "karriere" i tollerprøve-regi.

Chili var eksemplarisk. Hun blev siddende, indtil hun blev sendt, og imellem tollingerne var hun helt nede. Da vi senere tollede ved søbredden, var historien en lidt anden. Her knaldede hun og kørte en hel del mere op, så her er noget at arbejde på.

Efter frokost var det tid til lidt mere tolling ved vandet med en efterfølgende vandmarkering. Der var flere af de unge hunde, der ikke havde været i vand før, og for dem blev det højst til lidt vådt maveskind.

Chilis tolling gik denne gange meget bedre. Der var ingen knalden, og der var ro på mellem tollingerne. Til gengæld var der "liv i gaden", da det kom til vandmarkeringerne. Chili har ikke været i vandet i lang tid - pga. is og løbetid - så hun havde sparet sammen. Det gik dog uden knalderi, men hun var meget løs i røven. Annette sagde, at jeg med hele mit kropssprog fortalte hende, at jeg regnede med, at hun ville knalde! Og det er jo rigtig nok, at jeg har en helt klar forventning om, at hun knalder. Jeg fik lidt bedre styr på kropssproget, og det havde faktisk en god virkning. Jeg sluttede af med en dobbeltmarkering - én på vand og én på land. Chili skulle hente den på land først, men det var vi ikke helt enige om. Efter at have stoppet hende på vej ud mod vandmarkeringen to gange, fik jeg sendt hende den rigtige vej. Hun kom fint tilbage med dummyen og blev sendt på vandmarkeringen, som hun også hentede og afleverede i fin stil.

Det var en rigtig god dag, og jeg er meget positiv overrasket over, at Annette lægger så meget vægt på, at hundene er i ro. Det er primært roen, der handler om og som skal trænes. Og jeg fik nogle redskaber til Chilis knalden på vand.

Og hvad lavede Leif så imens? Jo, han var nede og hjælpe med at lægge en B-prøve ved Arnborg med DRK-folkene. Vi skal alle tre være hjælpere på prøven Skærtorsdag og var blevet inviteret ned og hjælpe med at lægge prøven medbringende hund. Leif tog Daisy og Kristian med. Leif lærte en masse, og Daisy fik prøvet kræfter med nogle af posterne.

Leif kom senere ud til os i Haunstrup og tog lidt billeder af vores tolling-træning fra den anden side af søen.
Billederne kan ses her.

29. marts 2009
Uge 13

Så kunne vi igen være med til kredsens træning


Vi øver stadig stopfløjte


Chili fik taget sig sammen til at komme med en kanin
 

Lørdag var vi for første gang ude ved vores nye kaninleverandør og hente 25 kaniner. Der var tale om nogle meget flotte kaniner på omkring 3 kg. Den ene var blevet aflivet 10 min. før vi kom, så vi kunne prøve hundene på en varm kanin. Det gik fint for Daisy, mens Chili som sædvanlig opførte sig som om, hun aldrig har set sådan en før. Hun endte dog med at tage den.

De mange kaniner var for stor en mundfuld for vores vildtfryser. Det endte derfor med, at seks kaniner måtte en tur ned i vores madfryser. Vi skal dog have afleveret nogle af kaninerne til træningskammerater, så der er håb forude for vores madfryser.

Søndag var der træning i Tollerklubben. Det er længe siden, at vi har været med, da det er faldet sammen med vores DRK-træning. Derfor var det rigtig dejligt at se dem alle igen. Og som sædvanlig var Jørgen i hopla, og hundene blev udfordret.

Ullas lille hvalp, Maggie, var meget imponerende. Hun apporterede og afleverede til Ulla, som om hun aldrig har lavet andet.

Vi sluttede af med at "lege" med noget vildt, som vi og Gitte havde taget med. Der var kaniner, ænder, duer, en fasan og en krage. De fleste hunde gjorde det rigtig godt. Især Murphy blev helt forelsket i kaninerne, og det var svært for ham at lade dem være.

Det var en rigtig dejlig dag, og selv vejret artede sig i løbet af formiddagen.

27. marts 2009
Uge 13

Hvalpehalsbånd og ræveskindsdummy

Mandag fik jeg hundeting med posten. Jeg havde hos www.hundeogkattefoder.dk bestilt nogle hvalpehalsbånd og en dummy af ræv. Det er en webshop, jeg har fundet via Martin Degns blog (http://www.mmdegn.blogspot.com). Martin linker alle hundetekniske udtryk op til en retrieverordbog, som er en del af Kennel Partridges hjemmeside (link http://www.partridge.dk/). Da jeg først var kommet derind, måtte jeg lige surfe rundt på deres hjemmeside, og den kan virkelig anbefales. De har i mine øjne nogle rigtig fornuftige holdninger til hundtræning og –avl, og de opdrætter en type labrador, som appellerer til mig.  De har bl.a. et link til en artiklel http://www.partridge.dk/artikel.htm, som det kan anbefales at læse. Den gør én lidt klogere på træning af den nye hvalp.

De har også en hvalpedagbog, og det var egentlig her, at jeg så, at de brugte nogle forskelligt farvede små halsbånd til deres hvalpe. Jeg har set dem hos dyrehandlere, men kun i ganske få farver (ikke nok til et halvstort kuld). Her var de i mange farver. Det fik mig til at skrive og spørge, hvor de havde fundet dem. Og det viste sig så, at de har deres egen webshop, hvor man kunne købe halsbåndene. Da jeg så i sidste uge var inde og bestille to sæt (12 stk. i alt i forskellige farver), så faldt jeg over deres skinddummyer. Her stod der, at de bl.a. havde dummyer med ræveskind! Jeg har længe været på udkik efter en ræveskindsdummy, så jeg bestilte fluks den ene, de havde.  

I mandags kom så mine ting. Hvalpehalsbåndene er bare rigtig lækre. Der er sikkerhedslås på, så de går op, hvis halsbåndet sidder fat. Dummyen skulle prøves med det samme. Chili var fyr og flamme, og hun var ikke sen til at piske af sted efter den (da hun havde fået lov!!!), men……….da hun så kom hen til den, slog hun bremserne i. Der blev lugtet intenst til den, men den var for speciel til at samle op. Jeg kaldte så Chili hjem og sendte Daisy i stedet. Samme resultat! Så blev Daisy kaldt hjem og Chili sendt. Denne gang var der ingen problemer med at samle noget som helst op. Det var bare haps og retur. Da Daisy blev sendt igen, samlede hun også op uden problemer.  Det er så typisk for vores hunde, og det er altså lidt belastende! I dag i Haunstrup var der ikke nogen problemer med at samle op. 

Jeg har bedt Holger og Malene (det hedder dem med Kennel Partridge og webshoppen) om at give lyd, når de får flere dummyer med ræveskind.  

Kaniner
For nogen tid siden hørte jeg en udsendelse i radioen om en kaninudstilling i Skjern. Der var bl.a. en mand, der fortalte, at han opdrætter 120-130 kaniner hvert år men kun bruger 20-30 til avl. Det sagde lige ”pliiiing” i mit hoved, for jeg synes, at kaniner er svære at få fat på. Så et par dage efter googlede jeg ham på nettet – og fandt ham. Han var meget villig til at sælge kaniner til hundetræningsformål. Faktisk solgte han allerede til andre. Han har nu fået sat os i kontakt med en anden kaninavler, som er leveringsdygtig, så nu fylder vi snart fryseren op med kaniner. Hvis du læser dette og mangler kaniner, så kontakt os. Vi håber på regelmæssige leveringer 

23. marts 2009

Uge 12

Weekenden bød på træningsafslutning hos DRK i Skjern og generalforsamling i Tollerklubben.  

Førstnævnte foregik lørdag. Det er en rigtig god tradition, som kan lade sig gøre, fordi man til træningen sælger øl og vand, og det er overskuddet fra dette salg, der giver ”plads” til at byde på rundstykker, kaffe, the m.m. 

Efter en hyggelig morgenmad i DcH’s klubhus var der gjort klar til prøver udenfor. Leif og jeg skulle på den udvidede brugsprøve, hvor der - ud over elementerne fra en almindelig brugsprøve – indgik en dirigering. Det gik fint for begge hunde. Chilis fri ved fod var som sædvanlig temmelig fri, og så skulle hun pludselig skide undervejs. Til gengæld var der ingen slinger i valsen ved hverken markeringen eller dirigeringen. Det var lige ud og lige hjem til mor og aflevere pænt. 

Daisys fri ved fod var betydelig bedre end Chilis. Derimod lavede hun markeringen om til et frit søg, og det tog hende faktisk et stykke tid at finde dummyen. Ved dirigeringen slog hun af mod højre, så Leif måtte stoppe hende og sende hende den rigtige vej. Så lykkedes det til gengæld også.  

Vi fik lov til at komme op som de første og måtte desværre køre, så snart vi var færdige, da vi skulle til gymnastikopvisning med Kristian. Vi ved derfor ikke, hvor mange point vi fik. Til gengæld fandt vi ud af, at selv om begge nu er ovre løbetiden, så lugter de stadig pragtfuldt (hvis man er en hanhund). Da vi var færdige, måtte de flytte banen til et andet sted, da hunden efter Chili – en hanhund – var fuldstændig fokuseret på de dufte, der var i startområdet, hvor begge hunde havde siddet. Det var lidt træls at være årsag til sådan noget, men da de begge ikke længere var i løbetid, havde vi fået lov til at tage dem med. 

Søndag gik turen til Vallensbæk, hvor der var generalforsamling i Tollerklubben. Vi havde taget Ulla og Gitte med, og jeg er lige ved at tro, at Leif fortrød det, da munden ikke stod stille på nogen af os – hverken derover eller hjem. Leif så noget træt ud, da vi endelig kom retur til Vildbjerg ;-)  

Det spændende ved årets generalforsamling var forslaget om, at pålægge bestyrelsen i løbet af 2009 at søge optagelse i DRK med deraf følgende opløsning af Tollerklubben. Som ventet var der en følelsesladet debat om emnet. Modstanderne var af den opfattelse, at vi vil drukne i DRK, og at det ville være dumt at opgive vores selvstændighed. Tilhængerne mente, at en integrering i DRK er eneste vej for racen. Det vil give bestyrelsen – som så kommer til at hedde en raceledelse – mulighed for at fokusere udelukkende på racens videre udvikling, hvor bestyrelsen i dag bruger næsten al tiden på organisationen. Der var 36 stemmeberettigede medlemmer, og forslaget blev vedtaget med 21 stemmer for og 15 imod. Det var ikke overvældende, men det er nok til at vi kan arbejde videre og komme i dialog med DRK. Forhåbentlig kan vi til næste års generalforsamling komme med så godt et oplæg, så en endelig sammenlægning vil blive vedtaget. Det vil tiden vise. Vi er i hvert tilfælde begge meget glade for resultatet, for vi hører til dem, der mener, at en sammenlægning med DRK er vejen frem, hvis vi vil udvikle vores race i den rigtige retning.

18. marts 2009

Uge 12
Tøserne kører på sidste vers i deres løbetid, vi har travlt på arbejdet, vi har fejret Kristians fødselsdag, og så har Mangus (I’ll Survive) deltage på Tollerklubbens udstilling på Fyn i søndags.

Conni Svane var dommer. Mangus fik Very Good i Mellemklassen og en rigtig flot kritik:

21 mdr. godt hoved og udtryk, korrekt stop, god øjenfarve, velansatte ører, god hals og overlinje, velansat hale, kunne ønske mere udfyldt brystkasse, tilstrækkelige benstammer med gode poter, tilstrækkeligt vinklet fremme og bag, gode bevægelser en anelse snæver bag, god pelskvalitet, godt temperament, behøver stadig lidt tid.

På samme udstilling lykkedes det endelig for både Jan med Sofus og Hanne med Nano at få det sidste cert hjem, så begge hunde nu kan kalde sig Dansk Udstillingschampion.

Stort tillykke til Lene, Jan og Hanne.

Vi håber, at vi kan komme til træning med hundene i Skjern i morgen. Ellers satser vi på at møde op til afslutningen på lørdag. Det er altid så hyggeligt. Senere på dagen har Kristian gymnastikopvisning, så vi får lidt travlt.

Søndag er der generalforsamling i Tollerklubben. Vi er så spændt på afstemningen omkring optagelse i DRK. Vores stemmer falder helt sikkert på, at vi skal forsøge at bliver optaget i DRK, og vi håber virkelig, at der er mange, der føler som os. Det bliver en rigtig gyser!
 

11. Marts 2009

Uge 9 og 10 - Crufts
Lige som vi næsten stod og skulle ud af døren til vores sædvanlige torsdags-træning, opdagede vi, at tøserne var kommet i løbetid. Jeg havde godt nok lagt mærke til, at specielt Daisy havde tillagt sig lange vaskeritualer, så jeg tænke nok, at det gik den vej. Dagen før havde der ikke været noget at se, men nu blødte de. Så ingen træning den torsdag.

Lørdag var der bestyrelsesmøde i Tollerklubben. Det gik hele den dag med! Søndag var der afslutning på mit overgangshold i DRK. Vi havde tilrettelagt en lille prøve for dem. Igen var det et lille hold – denne gang pga. en C-prøve i Dejbjerg.

Prøven bestod af en markering, en dirigering og et frit søg – alt på ænder og duer. Alle hundene klarede det rigtig flot. Lars Purr var dommer, jeg var skytte, Leif var kaster og Kristian lagde vildt ud til dirigeringen. Martin tog sig af dem, der ikke var oppe. De blev introduceret til sidedirigeringer. Efter prøven var der kage og kaffe. Til slut lod Martin, Leif og jeg vores hunde gennemgå prøven. Det gik rimeligt!

Først på ugen i uge 10 havde jeg rigtig travlt med at få nogle ting fra hånden på mit arbejde, da jeg skulle have fri torsdag, fredag og den efterfølgende mandag. Jeg skulle nemlig med Randi en tur til Crufts! Jeg har længe gerne villet derover, og da så Randis Basse blev kvalificeret, bød muligheden sig. Randi samlede mig op torsdag formiddag, og så gik turen ellers til Hoek van Holland, hvorfra vi skulle med færgen til Harwich. Det var rigtig mange timer på landevejen, så endelig fik vi al den tid, vi havde brug for, til at få snakket! Vi sejlede om natten og ankom til Harwich fredag morgen. Efter tre timer på de engelske landeveje (i den forkerte side), ankom vi til NEC (National Exhibition Centre), hvor Crufts afholdes. Hold da fast, hvor var det stort. Der var shuttle-busser fra parkeringspladserne og til selve hallerne. I hallerne var der millionvis af boder (lige noget for mig), ligesom der var gang i adskillige udstillingsringe, lydighedsringe, agilityringe og opvisnings-/undervisningsringe. Det er et enormt arrangement.

Vi mødtes med flere andre labbe-folk derovre – Lars med Berta, Anne med Emmy og Lisbeth med smukke Dario – samt nogle hundeløse labbe-folk, som var med på en kikker (Majbrit og Knud, Mette og Marie).

Fredag gik med at shoppe, shoppe, shoppe og spise lidt. Vi var fuldstændig færdige i ben og fødder, da dagen var gået – og vi var endnu ikke helt igennem alle hallerne!

Lørdag handlede det om udstilling. Gruppen Gundog skulle udstilles, og her hører bl.a. alle retrieverracerne til. Jeg mødtes med Helle og Solveig ved tollerringen og så både flotte og knap så flotte tollere. Desværre så jeg kun hannerne, da jeg ville ned til labbe-ringen og se, hvordan det gik med Randi.

Basse var utrolig flot, og det gik faktisk godt for dem. Dommeren, som var mellem 80 og 90, hørte desværre ikke til dem, der holder af brune labradors. Jeg mistænker hende for at være opdrætter af gule labradors, for alle de hunde, hun tog ud til videre bedømmelse, var gule. Og nogle af dem var bestemt ikke kønne. Til gengæld var alle handlerne på alder med dommeren, og den fremherskende dress code var tweed. Det var ligesom at være havnet i et afsnit af en ældre engelsk serie.

Randi var naturligvis skuffet over, at Basse ikke blev placeret. Men der var flere, der havde lagt mærke til drengen og ville have mere at vide om ham. Så helt spildt var dagen bestemt ikke. Den, der klarede sig bedst, var Lab Treasure’s Dario, der blev tredje vinder i veteranklassen.

Man kan undre sig lidt om dommerne ved sådan en udstilling. Der bliver i den grad dømt snor, og der tages uden tvivl meget hensyn til, om det er hunde fra gamle ”estimerede” engelske opdrættere, eller om det er ”skrummelhunde” fra udlandet. Jeg hørte, at formanden for den engelske tollerklub havde fået lov til at udvælge den dommer, der skulle dømme tollerne. Tag selv et kik på Crufts hjemmeside og se, hvordan det gik!

Søndag morgen gik turen til Godmanchester, hvor East Anglian Labrador Retriever Club afholdt udstilling. Vi fik en flot modtagelse og blev vist ned i et lokale speciel beregnet for udenlandske deltagere. Her var der kaffe, the og småkager, som man bare kunne forsyne sig med. Det gik også betydeligt bedre for de danske hunde på denne udstilling. Dario blev igen 3. vinder i veteranklassen (dommeren mente, at han var alt for livlig til at være veteran!!). Emmy blev 5. vinder i klassen Undergraduate Bitch, og Berta blev 3. vinder i klassen Graduate Bitch. Dagens bedste hund var uden sammenligning Basse – eller Sirius Magic’s Think Twice. Randi havde stillet ham i klasserne Post Graduate, Mid Limit og Limit. Her blev han hhv. 2., 2. og 3. vinder. Det var jo flot i sig selv, men det viste sig, at netop placeringer i disse klasser førte til, at Basse blev livsvarigt kvalificeret til Crufts, ligesom han får et Stud Dog Number, som skulle være en vældig prestige-ting. Igen var der flere henne og fingerere ved Basse, der blev taget billeder og hans stamtavle blev nærlæst.

Søndag nat foregik på færgen til Hoek van Holland, og det var en meget træt og glad Randi, der gik til køjs. Vi snakkede alle 800 km fra Holland til Danmark. Det er så skønt, når der bare er tid til både at snakke og til at tie stille.

Ved 17-tiden havnede vi hos Randi, hvor Leif og Kristian samlede mig (og alle mine indkøb) op. Det var en fantastisk tur. Et stort tillykke til Randi med Basse, der ikke kun er Europæisk Junior Vinder, Nordisk Junior Vinder og Nordisk Vinder – men nu også er livsvarigt kvalificeret til Crufts. Basse (Sirius Magic’s Think Twice) er Randis eget opdræt fra det allerførste (og hidtil eneste) kuld hvalpe. Endnu vigtigere er, at Basse er en utrolig glad, sød og harmonisk hund. Han tog den lange tur og de mange, mange timer i bilen med ophøjet ro! Læs mere om Basse på www.siriusmagic.dk.

23. Februar 2009

Uge 8

Ugen har budt på lidt selvtræning og lidt professionel træning med Jørgen, som presser hundene mere og mere hver torsdag aften. Denne gang blev alle hundene sat af, og førerne blev bedt om at forlade hallen. Der var et par stykker – eller tre – der måtte ind og sætte deres hunde af igen. Men de to små røde skattebasser blev siddende! Næste uge udvider han den med at spille med tennisbold, mens hundene er sat af, og førerne står uden for hallen. Det bliver lidt spændende at se, hvordan det kommer til at gå.  

Han lavede også en anden meget stressende øvelse for hundene. Hundene blev beordret ned og sidde i en rundkreds. Førerne træder ca. 1 meter ind i kredsen, så hund og fører har øjenkontakt. Den ”tunnel”, der bliver mellem hund og fører, bliver brugt til at én hund går fri ved fod rundt i hele rundkredsen. Runde to foregik med en dummy i munden. Det var ikke lige let for alle hundene! 

Vi lavede også en apporteringsøvelse, hvor vi stod to rækker overfor hinanden med ca. 5-7 meters afstand. Hver anden i én række kastede en dummy ind midt i arealet, så der til sidst lå 5-6 dummyer derinde. Herefter skiftedes man til at sende hunden ind og hente dummyen. Det var ikke alle, der havde lige let ved at løbe hen imod en række hunde, der sidder og stirrer, samle en dummy op og bringe den tilbage til føreren. 

Da vi til sidst lavede hilse-øvelsen og dirigering gennem korridor, var hundene bare færdige. Man kunne simpelthen se i deres øjne, at lyset var slukket. Det var da også to meget trætte hunde, vi havde med hjem. Et tydeligt eksempel på forskellen mellem én times træning, hvor alle sanser bliver brugt samtidig med at man skal kunne omgås andre hunde, og 3 timers cykling med mor og 2 timers løb med far. Førstnævnte er måde at aktivere en hund på. Det andet er rigtig godt for konditionen, men man får ikke en hund, der tilfreds lægger sig til at sove i sofaen, fordi den virkelig har været 110% på i 1 time.  

Lørdag var det tidligt op. Vi kørte hjemmefra lidt i kl. 6.00, da vi skulle på besøg ved hvad der forhåbentlig bliver Chilis næste kæreste. Det var en meget lang køretur – 7 timer hver vej. Men det var absolut køreturen værd. Han var præcis så lækker, som vi havde forestillet os. Vi var tilbage ved 3-tiden om natten – rigtig godt trætte! Der skal nok komme mere om denne dejlige dreng, når vi har fået en aftale på plads med ejeren. Hvis det lykkes, så kan I godt glæde jer!  

Søndag var Lis til træning kl. 9.00. Leif og hundene blev hjemme. Den lange køretur + flere timers samvær med fremmede hunde havde trættet dem. Træningen med overgangsholdet bød på vildt – både på en dirigering, på markeringer og i et frit søg. Jeg tog mig af markeringerne sammen med Martin. Det gik rigtig godt for de fleste hunde. Det var dog ikke alle, der var lige spontane på vildtet. Næste søndag er der afslutning, og vi skal have planlagt en lille prøve. Det er en god måde at afslutte et træningsforløb på.

16. Februar 2009

Uge 7

Ugen begyndte lidt sløvt mht. hundetræning. Onsdag fik vi dog tid til at tage til Haunstrup og træne selv. Det foregik på dummyer. Kristian var med og agerede kaster – og det er han dygtig til. Der blev også trænet lidt stop, som nogen gange fungerer – og andre gange ikke fungerer :-) 

Torsdag var vi i Skjern til Jørgens træning. Igen var Kristian med. Efter pausen overtog han for en kortere bemærkning træningen af Daisy, og han gjorde det rigtig godt og fik ros af de andre hundefører. Faktisk går Daisy en meget bedre fri ved fod med Kristian end med Leif! 

En af øvelserne den dag var den, at vi stod på en række med hundene ved siden af os. Jørgen trillede så en bold fra den ene ende af rækken til den anden – lige foran næsen på hundene. Stort set alle blev siddende, selv om de var fikserede på bolden. Det var rigtig flot. Jørgen plejer at udvide øvelsen til, at vi bliver bedt om at sætte hundene af og forlade hallen – og så laver han det samme nummer. Hundene plejer faktisk at blive siddende! 

Vi lavede igen dirigering gennem korridor. Efter træningen gjorde Kristian Jørgen opmærksom på, at der altså var syv hundeførere, der havde brugt den forkerte arm (højre arm) til at dirigere hundene med. Har den dreng været med til for meget hundetræning ????? 

Fredag var vi en tur oppe hos Grete og Bjørn. Der var igen hundetræning men til gengæld en masse hundesnak, og det er jo også dejligt. 

Lørdag havde vi en aftale med Jan Jørgensen og Sofus i Aalborg. Vi kørte hjemmefra kl. 8.00 lørdag morgen i 13 graders frost og et snedækket landskab. I Aalborg var der ingen sne, og temperaturen lå omkring frysepunktet. Til gengæld var der høj solskin og næsten vindstille. Vi tog ned til Limfjorden, hvor Jan plejer at træne. Vi havde taget lidt døde dyr med: 2 ænder, 3 duer, 1 krage, 1 edderfugl, 1 kanin og 2 fasaner. 

Vi startede med markeringer – enkelt og dobbelt, og det gik rigtig godt. Så lavede vi ligeud- og baguddirigeringer. Jan og Sofus havde ikke prøvet ligeud-dirigeringer før, men det gik rigtig godt, og Sofus var hurtig til at fange, hvad det drejede sig om. Jan har aldrig brugt fløjte – og da vi opfatter fløjten som et af de vigtigste redskaber – forærede vi ham en fløjte, vi havde i overskud og forklarede ham de fløjtesignaler, vi bruger. Vi håber, at du øver dig, Jan!!!!

Vi sluttede af med et frit søg, hvor Daisy pludselig blev brændt eller stukket af noget. Hun begyndte at nyse og blev ved i næsten ½ time. Hun rullede sig også i græsset og kløede sig på snuden. Leif undersøgte, om der sad noget fast i næsen eller svælget på hende, men han kunne ikke se noget. Pludselig begyndte kanten af hendes snude at blive helt rød, så måske havde hun stukket snude i en eller anden plante, som ikke var god for hende. Leif fandt en bjørneklo, men på denne årstid er de helt udtørrede, så det er et spørgsmål, om det kan være sådan en, hun har stukket snuden i.  Heldigvis gik det i sig selv igen.

Efter tre timers rigtig god træning, bød Kirsten på frokost – kartoffelmos med tilbehør. Det var bare lige det, vi trængte til. Vi blev også fodret med rabarberkage – uhm. Kristian spiste fire portioner, men det er jo så sundt med frugt :-)

Efter en rigtig god dag kunne vi ved 19-tiden klaske sammen i sofaen sammen med hundene. De var simpelthen så trætte, at de overhovedet ikke reagerede, da Leif tilbød dem træning og mad.

Søndag gik turen til Haunstrup. For tredje gang i træk var der ikke ret mange hunde til træning. Denne gang var det DKK-udstillingen i Fredericia, der trak. De to andre søndage har det været henholdsvis prøver og skue, der har holdt folk væk fra træningen. Sneen dalede ned fra morgenstunden, og der var så dejligt i Haunstrup. Vi lavede lidt lydighed, dirigeringer og et frit søg. Træningen sluttede af med, at de kunne prøve kræfter med det vildt, som Leif og jeg havde i overskud fra lørdagen. Stort set alle hundene gjorde det rigtig godt, og nogle af de dejlige labbe-dabber samlede edderfuglen op, som om de aldrig havde gjort andet. Det er rigtig flot, da edderfugle ikke skulle smage særlig godt.

Daisy tager fint edderfuglen, men har lidt svært ved at løfte den, der skal virkelig koordineres for at hun ikke skal løfte de bagerste ben fra jorden. Det ser helt vild godt ud. 

10. Februar 2009

Uge 6
Onsdag eftermiddag var vi så tidligt hjemme, at vi kunne nå en tur til Haunstrup, inden det blev mørkt. Vi trænede lidt frit søg og markeringer – alt på dummyer. Vinden var temmelig kold, så bagefter gik vi ind i skoven for at lave nogle lange dirigeringer. Det gik rigtig fint med begge hunde. Leif og Daisy har jo efterhånden helt styr på ”stop” – både ud og hjem. Jeg har trænet ”stop” med Chili – men kun hjemad. Der er hun lige så hurtig til at standse som et tog med 100 tungt lastede vogne J Vi øver det jævnligt derhjemme ifm. fodringen, hvor jeg stopper hende én eller flere gange på vej hen til madskålen. Belønningen er så, at hun får lov til at spise.  

Da det var nogle meget lange dirigeringer, besluttede jeg at prøve lykken med et ”stop” på vej ud. Jeg havde ikke store forhåbninger, men…… min lille hund stoppede brat op, da jeg fløjtede. Jeg sendte hende back og fløjtede kort efter igen. Sørme om hun ikke stoppede igen! Jeg er klar over, at jeg trak elastikken lige lovlig meget, da jeg stoppede hende anden gang. Det er min manglende erfaring, der igen spillede ind. Jeg bliver vel klogere på et tidspunkt ???

Torsdag var der som sædvanligt træning i Skjern, og det var som altid hyggeligt og lærerigt.  

Lørdag havde vi en aftale i Haunstrup med Helle og Kim og Delphi og Javo. Vi havde taget lidt vildt op af fryseren: To ænder, en krage, en fasan og to duer. Helle havde medbragt endnu en fasan, en blishøne og en lille krikand. Så vi svælgede i vildt. Det er skønt at have vildt nok til et stort frit søg. 

Vi startede med at spise rundstykker, men det fik hurtig ende, da det begyndte at småregne! Vi gik ind i skoven og lagde et frit søg i tre rækker i et område med grantræer, der var tilpas åbent til at vi kunne holde øje med hundene.  Daisy lagde ud. Hun havde både gejst og fart på, og snart havde hun hentet alt vildt på nær to styk. Hun havde søgt og hentet over hele området. 

Så blev det Chilis tur. Det gik også rigtig godt. Der var et par gange, hvor hun lige skulle have at vide, at det var meningen, at hun skulle samle op. Men farten var god, og hun var over hele området. 

Helle og Delphi er jo først for nylig begyndt med jagttræning igen. Alligevel gik det over al forventning. Hun havde fået lov til at se søstrene Wildmountain arbejde – det kan tit være en hjælp. De første stykker vildt skulle hun opmuntres til at tage, men det sidste tog hun helt spontant.  

Javo skulle også have lov at prøve. Javo er en helt vildt pragtfuld kooiker, som jeg er helt forelsket i. Han er ikke jagttrænet, så han var ikke helt sikker på, hvad han skulle ude i det frie søg. Pludselig fik han dog færten af noget vildt, samlede det op og bragte det til Kim. Rigtig flot!  

Vi gik herefter over til at lave markeringer i et noget kuperet område med sandbanker og lidt bevoksning. Det er et rigtig godt område, hvor man kan variere sværhedsgraden af markeringerne.  

Daisy lagde igen ud. Hun fik to enkelt markeringer, og det gik faktisk ikke så ringe endda. Hun var lige lidt rundt omkring, men fik dem begge med hjem. Det, der var mest spændende, var om hun vil tage vildtet, og det lykkedes til UG.  

Chili arbejdede også bare super. Ingen knalden, stort set ingen problemer med at finde og tage vildtet, og slet ingen problemer med at komme hjem og aflevere.

Delphi lavede også et rigtig flot stykke arbejde. Hun er en virkelig god markør og var slet ikke i tvivl om, hvor vildtet faldt. Hun hentede først krikanden, som hun bare tog spontant. Kragen var hun ikke så vild med, men da hun blev sendt igen, tog hun den. De sluttede af med en due, som hun også tog spontant.

Alle hunde var helt oppe på dupperne, men der var ingen knaldapporteringer!! Til gengæld kunne man desværre finde os på lyden. De er altså ikke lydløse, de hunde!

På vej tilbage til bilerne lavede vi et par lange dirigeringer med Chili og Daisy. Ingen problemer.

Hundene trængte herefter til en pause og blev sat i bilerne. Vi andre gik en lang tur i området, da Helle er prøveleder på Tollerklubbens prøver i området i april. Der blev lagt planer for de forskellige klasser, og det skulle være muligt at variere sværhedsgraden, så alle bliver tilgodeset. Helle kommer tilbage i løbet af marts for at se på området igen og afprøve posterne med nogle hunde.

Vi sluttede dagen af med nogle enkeltmarkeringer, hvor nedfaldsstedet var delvist skjult. Alle hundene løste opgaverne fint. Delphi knaldede en enkelt gang, men arbejdede ellers utrolig fint. Foxie var uden tvivl en utrolig dygtig og dejlig hund at arbejde med, men Helle og Delphi skal også nok komme rigtig langt. Når man tænker på, hvor meget jagttræning og vildt, de to har trænet sammen, så er det forbavsende, hvor godt det går. Vi tror på jer, Helle!

Kim og Javo skal også have stor ros. Kim fordi han fungerede som kaster det meste af tiden – og han gjorde det som en professionel! Det var ikke hans skyld, hvis hundene ikke fandt vildtet lige med det samme. Javo skal have ros for at være sådan en pragtfuld hund, der er i stand til bare at nyde at være med, hvor der sker noget. Hvis han nogensinde skal bortadopteres, så ved jeg, hvem der vil have ham ;-)

Desværre blev vores træningspas noget kortere, end vi havde ønsket. Men vi havde en aftale med Anja og Thomas kl. 15.00 i bowlingcentret i Herning. De to timer på bowlingbanen skal vi ikke kommentere her (vel Thomas??), men middagen hjemme hos Anja og Thomas var der bestemt ikke noget i vejen med!

Søndag var der som sædvanlig DRK-overgangstræning i Haunstrup. Pga. prøver i Dejbjerg var der ikke så mange. Leif og Daisy deltog, da markprøvetræningen igen var ude i Søby. For dem bød træningen ikke på de helt store udfordringer, men det gjorde ikke så meget, da Daisy virkelig havde gjort det godt under lørdagens træning.

Efter lidt opvarmning med lydighed og lidt stress blev holdet delt op i tre hold med tre på hver. Der blev lavet markeringer, ligeud-dirigeringer og bagud-dirigeringer. Jeg stod for bagud-dirigeringen. De fleste havde ikke prøvet det før, så de tog hunden med ud og lagde dummyen, satte den af halvvejs tilbage, fortsatte 8-10 meter og sendte hunden tilbage. Hundene skulle lige forstå, at de skulle løbe tilbage. De var ikke i tvivl om, at dummyen lå derude, men de var ikke helt sikre på, at de skulle hente den. Da dette først var faldet på plads i deres hoveder, gik det faktisk rigtig godt. De var alle dygtige til at opmuntre hundene på vej ud, og områdefløjtet blev flittigt brugt.

Daisys første opgave var en dobbeltmarkering med skud, som hun faktisk løste ok. Hun knaldede ikke og var temmelig rolig under markeringerne. Derefter lavede Leif en bagud-dirigering med hende, hvor han lavede stop på vejen ud. Heller ingen problemer her. Til slut lavede de en ligeud-dirigering – også med stop. Her ventede han med at fløjte stop, indtil Daisy var ude af normal rækkevidde. Han måtte derfor lige råbe ”DAISY”, inden hun stoppede; men hun stoppede og Leif var glad. Derefter lidt ro, og så fik hun den sidste kommando ”back” ud til dummyen. Flot klaret af Daisy.

I næste uge er det vinterferie. Leif har ikke fri, men Lis har fri fra onsdag og ugen ud. Lørdag har vi en aftale med Jan Jørgensen i Aalborg. Det glæder vi os til. Ugen efter går turen til det store udland for at kikke på en passende far til Chilis næste kuld. Men mere om det senere.

2. Februar 2009

Uge 5

Jørgen Christensen bygger lige så stille flere og flere ting på ved træningen i Skjern om torsdagen. Vi er jo en blandet gruppe rent niveaumæssigt, og det bliver der taget hensyn til. Det gælder dog for alle uanset niveau, at hundene er mere pressede og reagerer lidt anderledes end sædvanligt på grund af den trange plads. 

I torsdags blev vi introduceret for apportering gennem korridor. Vi har de sidste par gange lavet hilse-øvelsen, hvor man står på to rækker overfor hinanden. Hvert ”par” går første gang forbi hinanden højre skulder mod højre skulder og stiller sig på den andens plads. Næste gang stopper man op og hilser på ”partneren”, når man har fået hunden ned og sidde. Sidste skridt er, at man går forbi hinanden hund mod hund. Formålet med øvelsen er naturligvis, at hundene skal lære at ignorere hinanden, hvilket især kan være svært, når man går forbi hinanden hund mod hund.  

I apportering gennem korridor står man igen på to rækker overfor hinanden. En hund + fører stiller sig for enden af denne korridor. Man sætter hunden af, går ned gennem korridoren og lægger en dummy lige uden for korridoren. Når man er tilbage ved hunden, sender man den på en dirigering ned gennem korridoren efter dummyen. Det svære her er, at det er hårdt for hunden at løbe ned gennem rækken af hunde, og det er især svært at løbe tilbage med dummyen i munden. Her vælger mange hunde da også at tage turen uden om korridoren. For de, der venter, er tricket at holde kontakt med sin hund og forhindre den i at gøre udfald efter den hund, der er i færd med at løse opgaven. Man kan gøre korridoren smallere eller bredere alt efter hundenes formåen.  

Selv om det kun er en times træning, kan vi mærke på vores hunde, at de i den grad har været på, og det er nogle trætte hunde, vi kommer hjem med.  

Lørdag tog vi selv en tur til Haunstrup. Vi startede med nogle lange dobbeltmarkeringer, hvor begge hunde gjorde det godt. Dog var Daisy en smule ukoncentreret og uoplagt, og hun havde flere gange lidt svært ved at holde fokus og mistede overblikket. Selv om hun ikke burde komme i løbetid nu, så tydede hendes adfærd på det modsatte, så Leif tjekkede lige, om hun var hævet. Det var hun ikke, så hun har nok bare været uoplagt.  

Efter markeringerne lavede vi et frit søg med 10 dummyer i et pænt stort område. Igen var Daisy ikke helt på mærkerne, og der var slet ikke den fart, der plejer at være. Chili var helt sig selv og havde ikke de store problemer med søget.  

Bagefter gik vi en lille tur ind i skoven. Vi har i weekenden haft besøg af vores ven Kim, der arbejder i Grønnedal i Grønland. Han er hooked på geocaching, som er skattejagt med GPS. Der ligger syv skatte i brunkulslejrene ved Haunstrup, og én af dem lå kun nogle få hundrede meter fra, hvor vi trænede. Vi gik med Kim ind i skoven og fandt da også skatten. Det er en lidt sjov ”sport”, som på en god måde kombinerer frisk luft, eventyr og dyrt grej  

Søndag var der som sædvanlig DRK-træning. Denne gang havde markprøveholdet valgt at være i Søby, mens overgangsholdet var i Haunstrup. Det gav lidt logistiske problemer for familien Kudsk/Sørensen, men efter knap en uges diskussion, blev Leif overtalt til at deltage på overgangsholdet. I modsætning til de andre gange, hvor der har været 17-18 hunde, så var der denne gang kun fem hunde (inkl. Daisy). Dette skyldes, at der samme dag var det traditionsrige Vinterskue i Lyne.  

Det var dejligt både for os og nok især for deltagerne med så få hunde. Vi startede med lidt lydighed men valgte hurtigt at gå ind i skoven, hvor der var mere læ. Her var der lavet tre poster: Et frit søg, en dirigering og en markering. Jeg havde denne gang påtaget mig det frie søg.  

Der var lagt 6 dummyer ud i et område med fyrretræer, og der skulle hentes 3-4. Der var forholdsvis åbent, så det var muligt at holde øje med, hvad hundene lavede. Da holdet lige er blevet introduceret for frit søg, får hver hund lov til at se, at dummyerne blev lagt ud. Alle fem hunde klarede opgaven rigtig flot. Hundene havde let ved at finde de udlagte dummyer, og der var ingen bytten på vej tilbage. Søget var Daisys sidste opgave. De første tre dummyer blev hentet i vanlig flot stil, men derefter var det lidt svært for Leif at få hende ud i søget, og det endte med, at Leif stoppede hende.   

Dirigeringen var en ligeud-dirigering på ca. 60 meter. Daisy har slet ingen problemer med denne øvelse, så Leif ville lave stop på vejen ud. Efter ca. 10 meter fløjtede Leif stop, og Daisy vendte rundt med det samme og ventede på yderligere kommando. Derefter fik hun kommandoen "back", og hun fortsatte ud i mod målet. Efter endnu ca. 10 meter fløjtede Leif igen stop, og Daisy vendte sig lynhurtigt rundt og satte sig - så flot! Så fik hun den sidste "back" og hentede dummyen. Leif gav Daisy kommandoen "bliv", og gik nu ud og lagde dummyen igen. Ude ved dummyen lavede Leif et hjemkald for Daisy. Ca. halvvejs fløjtede han igen Daisy stop. Træner Lars smed så en dummy bag hende, uden hun så det, og Daisy blev med "Back" sendt tilbage efter den. Da hun var tilbage med dummyen fik hun igen kommandoen "Bliv". Leif gik tilbage til udgangspunktet og lavede endnu en tilbagesending efter den udlagte dummy. Hun var bare så god under denne øvelse.

Markeringen var en enkeltmarkering med skud. Igen fik Leif og Daisy særbehandling, idet de fik nogle dobbeltmarkeringer, ligesom de gik ind i et andet område, hvor der igen var et par dobbeltmarkeringer.  Daisy klarede opgaven rimeligt fint, idet hun dog igen i dag havde lidt svært ved at fokusere helt.  

Leif og jeg talte lidt om Daisys manglende drive og fokusering. Hun kan selvfølgelig have en offday som alle andre, men vi bør også være opmærksomme på, om hun skulle være overtrænet. Om torsdagen presses hun pga. de mange hunde og den tætte kontakt, og om søndagen, hvor Leif normalt har været til markprøvetræning, har øvelserne været på et højt niveau. Daisy har klaret det fint, men det betyder jo ikke, at det ikke kan blive for meget for hende. Vi har én gang tidligere oplevet, at begge hundene var overtrænet. Faktisk var det ikke os, men derimod vores træner, Jørgen Christensen, der gjorde opmærksom på det. Vi blev beordret at holde en længere pause uden træningen, og det var bagefter tydeligt, at det var det helt rigtige. Nu må vi se, om hun vender tilbage til sit sædvanlige friske jeg.

25. Januar 2009

Uge 4

Ugen startede med en omgang influenza. Søndag gik Lis i brædderne. Da Leif kom hjem fra arbejde mandag, fulgte han trop. Lis var retur på arbejde torsdag – mest fordi det var uudholdeligt at se Leif lide – han havde nemlig fået den dødelige variant af influenza, som kun rammer mænd. Så af to onder……. Torsdag aften havde Leif imidlertid indset, at han ikke skulle dø denne gang, og fredag var han tilbage på arbejdet.  

Lørdag stod Lis tidligt op – kl. 5.30 – for at køre en tur til Vallensbæk. Undervejs var der pit stop i Middelfart, hvor Helle og Kim gav morgenmad. Helle skulle med til Vallensbæk, og vi havde besluttet, at vi skulle have mest muligt ud af dagen, så vi tog Chili og Delphi med for at træne sammen med tollerne på Sjælland.  

Kl. 10.30 landede vi i Vallensbæk, hvor træningen var i fuld gang. Vi så lidt af, hvad Solveig laver med sine ”elever”, og vi fik vist, hvordan de træner tolling. Bagefter trænede vi lidt med Solveig og René. Vi startede med et frit søg, hvor dummyerne blev smidt i en tæt, lille granskov. Vi stod ca. 30 meter derfra og sendte hundene én efter én. Der var god fart på Chili, og det tog ikke lang tid for hende at finde den første dummy og bringe den tilbage. Vi skiftede lidt, indtil der efter sigende var to dummyer tilbage. Jeg valgte at sende Chili, da hun er erfaren nok til at skulle søge lidt for at finde én af de to sidste. Efter nogen tid kom hun dog ud af skoven uden noget. Jeg sendte hende igen – igen uden resultat! Til sidst gik jeg ind i skoven med hende for at hjælpe. Det viste sig desværre, at der var blevet talt forkert, og der var ikke flere dummyer i skoven. Heldigvis havde jeg en dummy i lommen. Den smed jeg, Chili fandt den, og det endte med en succes.  

Jeg havde taget lidt vildt med – to duer, en and og en krage. Vi lavede nogle markeringer med dyrene. Jeg var tilfreds med Chilis indsats. Hun kunne godt være mere spontan, men det kunne bestemt også være værre. John Pedersen var kommet forbi, og han agerede kaster. Helle og jeg fik nogle dobbeltmarkeringer med duerne. Chili havde ikke problemer – hverken med at finde duerne, samle dem op eller aflevere dem. Hun var en rigtig dygtig hund.  

Helle har stort set kun trænet LP og agility med Delphi. Men nu da hun har måttet tage afsked med Foxie, skal det prøves, om Delphi kan leve op til Foxies succes på området. Jeg tror ikke, at Helle har haft de store håb til Delphi på dette område, men jeg tror også, at hun er ved at indse, at der bestemt er potentiale i Delphi. Lørdagens træning med sjællænderne gik rigtig flot, og der var heller ikke de store problemer med vildtarbejdet. Delphi var ikke spontan, men via klikkeren lykkedes det faktisk i løbet af ca. 10 minutter at få Delphi til at samle en krage op og aflevere den til Helle. Jeg er meget imponeret.  

Efter træningen gik turen hjem til Solveig, hvor vi havde indkaldt til møde med de DRK-dommere, der bruges til Tollerklubbens prøver. Det var et rigtig godt og konstruktivt møde, hvor der kom mange gode ideer og forslag på bordet omkring klubbens prøvesystem. For mig var det meget positivt at opleve, at DRK-dommerne faktisk er oprigtig interesseret i at hjælpe os med at forbedre vores prøvesystem. Mødet sluttede kl. 16.00, men først ca. 2 timer senere – efter en masse hundesnak – gik de sidste dommere. Helle og jeg brugte lige en time mere, inden vi kunne løsrive os og vende næsen hjem til hovedlandet. Helle og Delphi blev sat af i Middelfart kl. 21.00, og kl. 22.30 var jeg endelig hjemme.    

Søndagens træning hos DRK Herning var flyttet til Søby. Leif og Daisy deltog som sædvanligt i markprøvetræningen, og det gik rigtig godt. Daisy var faktisk rigtig dygtig. Vi blev smidt ud en ligeud-dirigering inde i en skov, hvor der var et bredt bælte som støtte for dirigeringen: Lige efter start skulle hunden springe over et væltet træ på tværs af stien, inden der var fri vej ud. Da Jan og Hans havde afprøvet dirigeringen med deres rutinerede hunde dagen i forvejen, havde deres hunde villet trække til venstre og dermed ud af den støtte, som ”bæltet” skulle give dem, så vi skulle være meget opmærksom på den fælde, der kunne ligge i den øvelse. Daisy blev sendt af sted. Hun hoppede lige over træstammen og gik direkte ud til dummyen og kom hjem med den, som om hun aldrig havde lavet andet – og hun trak ikke til nogen af siderne.
Leif prøvede øvelsen igen. Denne gang ville han stoppe Daisy med fløjten, og derefter sende hende bagud for at fuldføre opgaven. Det gik rigtig godt. Daisy stoppede og vendte sig mod Leif, da han fløjtede. Efter lidt ro, fik hun kommandoen ”back”, og hun for ud, hentede dummyen og kom stolt hjem med den.

Derefter gik vi over til at frit søg. I modsætning til sidste uge havde Daisy fart på og var meget ivrig for at finde de dummyer, der var lagt ud. Hun fik lov til at hente fem dummyer, før Leif stoppede hende. Det var et perfekt søg, og der var ikke noget at sætte en finger på.

Så kom turen til en dobbelt markering og en dirigering i én øvelse. Først blev der skudt for dirigeringen. Herefter vendte man sig om, hvor der så faldt en dobbeltmarkering med skud. Ingen knaldapportering, puha J  Daisy blev  herefter sendt ud efter de to markeringer, som var faldet i et bakket terræn. Hun markerede dem fint og kom med dem én efter én. Herefter vendte de sig om, og Daisy blev sendt på dirigeringen. Hun gik fint derud i lige linje, selv om terrænet var lidt bakket. Men ca. 10 m før dummyen var der dog en lille bakketop, som Daisy valgte at løbe uden om. Derved kom hun ud af kurs. Leif fik stoppet hende med fløjten flere gange, men selv om hun reagerede flot på både højre-, venstre- og baguddirigering og hjemkald, lykkedes det ikke at få hende dirigeret hen til dummyen. Leif gik derefter tæt på dummyen og sendte Daisy igen. Denne gang lykkedes det. Selv med denne lille kikser var det utrolig flot arbejde af Daisy og Leif.  

Imens var Lis i fuld gang med sit overgangshold. Igen fordelte vi os på tre poster – Martin lavede en ligeud-dirigering langs en række små træer. Altså en smule sværere end sidste uge, hvor dirigeringen foregik ad en skovsti. Lars lavede intro til frit søg. Søget blev lagt i en skov, der ikke var særlig tæt. Jeg fik igen fornøjelsen med enkeltmarkeringer. Denne gang på en lidt anden måde end sidst. Hunde + fører stod på en linie. Jeg kastede en dummy og skød, og så blev én af hundene sendt ud efter dummyen. Alle hundene fik lov at hente en dummy, men det var stressende for dem at vente og blive siddende, mens en anden hund blev sendt.  

Første hold havde ikke hundene i line. Der var nogle knaldapporteringer, og der var lidt problemer med at komme direkte hen til føreren med dummyen. Men det var bare, hvad man kunne forvente. På et tidspunkt kaster jeg en dummy, Mette sender efter aftale sin skønne lille Michno-tæve. Samtidig med, at hun sendte sin hund, smuttede en større han uden tilladelse. Min reaktion var at skynde mig at samle dummyen op for ikke at give hannen succes med at smutte uden tilladelse. Bagefter var jeg i tvivl om, hvordan jeg skulle have reageret, da jeg jo samtidig ”straffede” den hund, der blot havde gjort, som hun havde fået besked på. Jeg talte med Lars om det, og han mente, at jeg havde gjort det rigtige. Hvis jeg ikke havde reageret, havde den hund, der knaldede, muligvis fået succes med at snuppe dummyen for næsen af tæven, eller det kunne i værste tilfælde være endt i et slagsmål. Begge dele ville have været en mere negativ oplevelse for tæven.  

De to næste hold beholdt linen på deres hunde for ikke at havne i samme situation. Hvis linen havde været af hundene, ville det helt sikkert have endt i flere knaldapporteringer J  

Da DRK-træningen var slut, kørte vi en tur til Haunstrup for lige at hilse på tollerfolkene, inden deres træningen var slut. Vi ankom ligesom de var i gang med en øvelse, hvor hundene skulle apportere ned gennem en korridor af hunde og førere. En lidt stressende øvelse for en hund, der ikke har selvtilliden i orden.  

Vores ankomst skabte lidt uro i rækkerne, hvilket er naturligt, når der lige pludselig kommer to nye hunde ind i en flok, der har tilbragt de seneste par timer sammen.

Vi nåede lige at være med den sidste ½ time, inden træningen var slut. Mens vi stod og snakkede, kom Lise Luplau forbi sammen med nogle hunde/førere, som hun skulle træne. Hun tilbød os to fine edderfugle, og vi var selvfølgelig ikke sene til at sige TAK. Hold fast, de var store og flotte. Vi afprøvede dem lige på hundene. Den dygtige prinsesse Daisy løb ud, samlede den op, og bragte den til Leif. Hun er bare en skøn lille hund. Chili synes derimod ikke, at den var speciel lækker, og hun var ikke til at overtale til at samle den op. Vi endte med at tage fuglene med hjem, pakke dem ind i en avis og lægge dem i fryseren til en dag, hvor vi har bedre tid til at arbejde med dem.  

Vi har ofte svært ved at skaffe vildt, så det er bare dejligt, når der er nogen, der tænker på os. Vi fik i efteråret en del ænder og fasaner fra Peter og Louise, der havde deltaget på en godsjagt på Sjælland. Vi har også fået nogle krager fra Martin, og via Kurt og Anne Marie har vi været heldige at kunne købe ænder og duer. Når man så får noget så specielt som edderfugle, så er det bare en god dag.

24. Januar 2009

Uge 3

Ugen har budt på de sædvanlige 2 x træning i DRK-regi – torsdag hos DRK i Skjern og søndag hos DRK i Herning.  

Torsdag var som sædvanlig givende for både os og hundene. Det er 2 x ½ times koncentreret arbejde og fuld opmærksomhed fra hundens side.   

Søndag blev Lis for første gang kastet ud i at afvikle en øvelse som ”føl”. Det var en enkelt markering med skud, som ikke voldte nogle af hundene problemer. Der var dog et par stykker, der var lidt løse i måsen, men det blev afhjulpet ved, at Lis skyndte sig at samle dummyen op, inden hunden nåede hen til den. 

Daisy og Leif fik også trænet. Der blev kortvarigt varmet op, hvor der blev startet med 5-10 minutters  stresstest lige på og hårdt for lige at få hundenes opmærksomhed, og så var det i gang med marktræningen. 

Først en dirigering, som af en eller anden grund ikke lykkedes helt flydende. Daisy kom godt nok helt ud til dummyen men gik forbi, selv om Leif fløjtede områdefløjt. Daisy havde et eller andet i hovedet og var ikke særlig dirigeringsvillig. Efter et hjemkald fik Leif hende fløjtet stop, og derefter tilbage mod dummyen. Også denne gang gik hun forbi med områdefløjt. Pludselig lød der et hyl fra Daisy, og hun kom stormende tilbage. Hmmm, Leif gik nu ud og viste hende, hvad det var, de ledte efter. Derefter var der ingen problemer. Dummyen lå nemlig lige i et naturligt sving i terrænet, så hunden nemt kunne gå forbi. De andre hunde havde ikke de samme problemer, så det må der bare øves noget mere på. Det kniber med at stoppe hende, når hun er langt væk. Så her er der endnu noget, der skal øves mere på. 

Herefter fik de en dobbelt linjemarkering. Sjovt nok så Daisy ikke den sidste og nærmeste dummy men havde fint markeret den, der var længst ude. Den fik hun i lynets hast hentet hjem. Da hun blev sendt ud efter den sidste, fes hun lidt rundt men fandt den faktisk rimelig hurtig via færten (hvor heldig, men ikke lige efter planen)

Så fik vi lov til at lave frit søg med to hunde på skift i et meget svært og tæt nedskovet område. Der var mange ting at hoppe over, inden man kom ud til dummyerne. Første dummy fandt hun hurtig, men herefter var der slet ingen fart på, og kort tid efter skulle hun besørge. Da hun lang om længe kom i gang igen, var hun meget sløv i optrækket. Hun fandt dog endnu to dummys og så stoppede Leif.

Til slut var der en enkeltmarkering. Dummyen blev kastet oppe fra en bakke i forholdsvis tæt bevoksning, og den kunne kun lige ses, da den var højest på himlen. Hunden blev så sendt ud fra skov ud over en bred sti og derefter op på bakken for at finde dummyen. Alle hunde klarede sig rigtig fint, og vi fik alle ros. Dejligt at der var noget, der lykkes den dag. Selv om det måske lyder som om, at der var mange forhindringer undervejs, så var det en kanongod træningsdag alligevel. De ting, man går og observerer, kan man - når dagen er omme - få en hel del ud af og derefter prøve at lave om til næste gang. De ting hun ikke havde været så god til i dag, plejer hun nemlig at være god til, såååååå det. 

Lørdag deltog Lis som bestyrelsesmedlem i et møde med nogle af de dommere, der dømmer Tollerklubbens prøver. Prøverne har nu kørt 3-4 år, og bestyrelsen følte, at det var på tide med en evaluering. Vi er jo heldige, at vi har en hel flok erfarne DRK-dommere til at dømme vores prøver. Det ville være dumt ikke at udnytte deres store viden til at forbedre vores prøvesystem. Der kom mange gode ting på bordet, der kan arbejdes videre med. Lørdag den 24. januar er der et tilsvarende møde på Sjælland med de DRK-dommere, der bor der. Jeg håber, dette møde bliver ligeså frugtbart. Klubbens nye prøveudvalg deltager også i møderne. 

Ellers er ugen gået med at oversætte vores hjemmeside. Det har været længe undervejs, men nu har vi endelig fået taget hul på det. Grunden til at oversætte siden til engelsk er, at vi har opdaget, at der faktisk er mange ikke-dansktalende personer inde og kikke – specielt er der mange besøgende fra USA og Canada. Det er selvfølgelig altid dejligt at se billeder af tollere J men vi tror, at det måske også kunne interessere dem at læse lidt om, hvad vi laver, og hvilke tanker vi i det hele taget gør os omkring racen m.m.  

Under arbejdet med at oversætte hjemmesiden konstaterede Lis, at den danske del også kunne trænge til en opdatering – specielt mht. vores tanker omkring racen. I den engelske del har vi bl.a. tilføjet lidt omkring jagthund kontra familiehund. 

I forbindelse med at flere og flere har fået øjnene op for racens egentlige formål og er begyndt at træne jagttræning, fokuserer man naturligt også på de jagtmæssige egenskaber i forbindelse med avl. Dette er utrolig positivt og en nødvendig vej frem. Imidlertid har det også ført til, at ordet ”familiehund” nærmest er blevet et skældsord, og en ”familiehund” bliver af nogen anset for at forringe racen. Vi synes, det er en lidt naiv holdning, idet det ene – efter vores mening – ikke udelukker det andet. Selvfølgelig skal vi hele tiden arbejde med at forbedre racens jagtmæssige egenskaber, men hvis vi ikke samtidig ”laver” en hund, der kan indordne sig under en families dagligdag, så lever den et kort liv. Det er vist de færreste, der i dag har en hund, der alene bliver brugt til jagt, og som – når den ikke bliver brugt på de 10-20 årlige jagter – lever sit liv i en løbegård. De tider er heldigvis overstået. 

Vi hører desværre oftere og oftere om dyrlæger, der anser racen for at være en smule adfærdsforstyrret. Hvis man nu lagde lige så stor vægt på at avle en hund, der forstår at være en afslappet og tilpasningsdygtig del af familien som at avle en hund med de rigtige jagtmæssige egenskaber, så tror vi, at man bevæger sig i den rigtige retning. Men ting ændrer sig ikke lige på én gang, og her er endnu et af de aspekter ved hundelivet, som kræver tålmodighed! 

11. Januar 2009

Uge 2

Så er vinterens træning startet. Vi lagde ud med at tage til Skjern mandag aften. Her var der intromøde for hvalpetræning, lydighedstræning og udvidet lydighed. Vi fik egentlig ikke noget at vide, som vi ikke vidste i forvejen. Men det var rart at se de andre, og det er i det hele taget en god idé med sådan en aften uden hund, hvor folk kan få svar på deres spørgsmål om niveau, udstyr etc. Og Jørgen fik fortalt, hvad han og hvalpeinstruktørerne forventede sig af deltagerne!  

Vi regnede egentlig med at skulle gå til udvidet lydighed om mandagen, men da der også var et torsdagshold, valgte vi det, da det passer bedre tidsmæssigt. Så vi kørte til Skjern igen torsdag. Træningen foregår indendørs – i den lille maskinhal. Vi var 15-18 hunde/hundefører, hvilket er lige voldsomt nok i den lille hal. Det viste sig dog, at nogle af dem skulle på mandagsholdet, så næste uge er vi nok lidt færre.  

Udvidet lydighed i Skjern om vinteren er noget, vi vil holde fast i. Det er utrolig godt at bruge noget tid kun på lydighed og kontakt med hunden. Der deltager da også flere garvede retrieverfolk med deres garvede hunde på holdet, fordi de lige skal have genskabt lydighed og kontakt efter efteråret og vinterens jagter. Derudover er det også god stresstræning, da hundene er påvirket af det lille, afspærrede område med mange hunde. Det var f.eks. tydeligt at se, da vi på skift lavede en siksak ind imellem de øvrige på holdet – først fri ved fod og derefter med line. De fleste hunde var noget trykkede, da de gik fri ved fod, og det var sjovt at se forskellen, da de så fik line på. Efterhånden som vinteren går, og hundene bliver vant til hinanden og hallen, så løsnes der nok op for ”utrygheden”.  

Søndag gik turen så til Haunstrup til overgangstræning. Jeg skulle jo starte som træneraspirant, og Leif skulle deltage på holdet. Egentlig skulle han på markprøveholdet, men da det skulle foregå i Søby pås amme tidspunkt som overgangstræningen i Haunstrup – og da vi kun har én bil – så havde Leif tilmeldt sig overgangstræningen. Imidlertid er markprøvetræningen flyttet til Haunstrup, så Leif sprang fra det ene hold til det andet.  

Der var 18 tilmeldt på overgangstræningen, så det er et forholdsvist stort hold. Der er to trænere – Lars og Martin – og så mig som ”føl”. Det var rigtig spændende og givende at kunne koncentrere sig om de andres hunde. Når man selv har hund med, så er det jo den, man skal holde fokus på, og der bliver ikke så meget tid og mulighed for at lægge mærke til de andre. Det var et godt hold med nogle dejlige hunde, og det skal nok blive en positiv oplevelse at være føl på det hold.  

Leifs markprøvetræning gik også rigtig fint. Vi havde været i Haunstrup siden kl. 9.00, så Daisy havde fået lov til at løbe det værste krudt af sig, og hun opførte sig som en drøm. Det var Jan og Hans, der er træner på dette hold  De startede med lidt lydighed, hvor man gik i rundkreds, og hver anden mand og hund gik modsatte vej. Det var noget, der fik hundene op på dupperne og koncentrere sig. Derefter blev de alle sat op på en linje og hundeføreren gik 1 meter bagud. Så blev der kaster dummys til den store guldmedalje lige foran hundene, og ikke én af dem gjorde tegn på at ville hente én. Derefter skulle hundeførerne selv at hente en af dummyer og gå hjem til hunden.

Efter dette var det fri ved fod ind i skoven, hvor der blev lavet en dirigering på ca. 30 meter inde i mellem træerne. Derefter var der frit søg med to hunde på samme tid. Daisy klarede det rigtig godt. Hun viste hurtighed og spontan opsamling, og den store overraskelse for Leif var, at hun også var ligeglad med den anden hund, hun var i søg med. De krydsede endda hinanden flere gange uden problemer, så det var flot.

Derefter var der en lang dirigering med skud. Denne gang var dirigeringen ca. 50-60 meter, og Daisy gik lige på målet - indtil 2 meter fra dummyen, for der kom der terrænskifte i form af en skov vej på tværs. Der bøjede hun af og kom ikke lige tilbage, så Leif kaldte hende hjem. Han gik herefter ca. 10 meter tættere på målet og sendte hende igen. Denne gang gik hun faktisk lige på målet og kom fint hjem med dummyen. Selv om hun bøjede af første gang, fik hun meget ros af Jan.

De sluttede af med en enkelt- eller dobbeltmarkering med skud. Daisy markerede den første fint, men af en eller anden grund kunne hun ikke huske den anden - og så var der for øvrigt også lige noget, der lugtede mere spændende i skoven så Leif måtte lige ud og hjælpe hende lidt. Men alt i alt en rigtig god dag. Leif frøs helt vildt, da han var færdig, for vinden var rigtig skarp. Så var det godt, at Lis havde taget te og tollerkage med (i dagens anledning omdøbt til retrieverkage).

4. Januar 2009

Så er den første weekend i det nye år overstået. Vi har brugt noget af weekenden på at træne lidt med hundene. Vi havde taget en and, en kanin, en krage, en due og en fasan op af fryseren, så vi havde lidt at lege med. Jeg var specielt spændt på kaninen efter Chilis overraskende nye kærlighed til kaniner, da vi trænede hos Knud og Maj-Britt.

Her om vinteren er det nødvendigt med planlægning, når man vil bruge vildt i træningen, da det tager tid at få tøet det op. Derfor blev det allerede taget op af fryseren i torsdags, og lørdag formiddag var det da også fin optøet. I tiden fra torsdag til lørdag vakte dyrene stor interesse hos Chili og Daisy, der begge nysgerrigt brugte næserne hver gang, de kom i nærheden af dem.

Lørdag var vejret egentlig ikke særlig godt, men heldigvis klarede det op over middag, så vi smed alle dyrene - de døde og de levende - i bilen og kørte til Haunstrup.

Vi startede med at lave markeringer med vildtet. Det gik egentlig fint, bortset fra, at Daisy smed det, når hun var 1½-2 meter fra Leif. Det undrede os, da hun plejer at aflevere fint til  hånd. Leif blev til sidst noget irriteret over det, indtil en tanke slog ham. Han flyttede sig, så han stod 4-5 meter fra mig og Chili - og vupti, så var der ikke problemer med at aflevere til hånd!!! Chili stod simpelthen for tæt på til, at Daisy følte sig tryg ved at komme helt hen til Leif og aflevere. Det er simpelthen helt utroligt, hvad der foregår mellem de to hunde, og nogle gange tager det altså lidt tid, inden man finder årsagen til en eller anden ændret adfærd. Men hver gang bliver vi lidt klogere!

Efter markeringerne lavede vi et frit søg op af en bevokset skråning. Det gik rigtig godt for begge hunde. Dog var Chili ikke spontan på kaninen. De første gange krævede det lige lidt opfordringer fra min side, men derefter gik det faktisk godt. Kragen og fasanen tog hun uden problemer.

Da først Daisy var blevet rykket væk fra Chili, var der ingen problemer med hende - uanset vildtart!

Søndag kom den første sne endelig, og vi kørte igen til Haunstrup.

Vi startede med at lave dobbeltmarkeringer fra en afstand på ca. 60 meter. Begge hunde markerede flot, og der var hverken problemer med at finde dummyerne eller med at aflevere dem. Det sidste havde vi nu heller ikke forventet.

Desværre havde jeg ikke fået klippet Chilis hår mellem poterne, så hun fik hele tiden store snekugler i pelsen. Dette medførte, at hun smed sig ned og begyndte at bide dem af. Når det var gjort, samlede hun dummyen op igen og afleverede flot. Det gjorde dog, at vi ret hurtigt stoppede træningen, da det selvfølgelig var utrolig generende for hende.

Vi fandt vildtet frem men måtte kassere fasanen, kragen og anden. Fasanen så simpelthen for sølle ud. De holder ikke til ret meget, og det flyver med fjer fra dem, når man bruger dem. Anden var blevet skudt i halsen, så hovedet kun sad løseligt fast. Det var ikke noget problem lørdag, men søndag var det alligevel blevet for meget og for ulækkert. Der er jo ingen grund til at afskrække et par hunde, der stadig ikke er alt for sikker på vildt.

Kaninen var ikke nogen succes for Chili i dag. Om den var blevet for ulækker, eller om hun bare havde sat sig i hovedet, at søndag var kanin-fri dag, er ikke til at vide. Faktum er, at hun ikke ville tage den. Jeg skiftede lidt mellem dirigeringer med due og kanin, og duen var der ingen problemer med. Det endte dog med, at hun tog kaninen og afleverede til hånd, og så var det slut med træningen for den dag.

Daisy, den lille prinsesse, hentede hvad Leif bad hende om at hente. Hun kan have sine særheder, men hun er ved at være meget sikker på vildt, og det er bare så dejligt at se hende komme løbende med en kanin - hovedet højt hævet, så hun ikke falder i den. Hun er jo ikke nogen stor hund.

Desværre startede det nye år med en rigtig dårlig nyhed. Helle og Kim har fået aflivet Foxie lige efter nytår. De har begge kæmpet for, at det ikke skulle ende på den måde, men til sidst var der ingen vej udenom. Og selv om man ved, at det er den rigtige beslutning, så må det være utrolig hårdt at skulle sige farvel til en på så mange måder pragtfuld hund.Vi har været heldige at træne med Helle og Foxie og har også fulgt deres præstationer på afstand. Og det har været imponerede at se, hvor langt Helle er kommet med Foxie på den forholdsvis korte tid. Det er ikke rigtig muligt at sige noget trøstende til Helle og Kim i sådan en situation, men de ved at vi tænker på dem og føler med dem.

I morgen er juleferien slut, og arbejdet kalder. Det  betyder også, at træningen i DRK starter igen, og vi lægger ud med udvidet lydighed hos Jørgen i Skjern. Det er utroligt givende at koncentrere sig om lydighed og kontakt med hunden. Når vi går til markprøvetræning, foregår det på den måde, at man starter lige på og hårdt og går i krig med de forskellige momenter. På det niveau forventes det naturligvis, at hunden er lydig - og det er de da også for det meste :-) - men engang i mellem er det nu givende at terpe lidt lydighed. Så vi glæder os til at komme i gang.

Næste weekend hedder det overgangstræning hos DRK i Herning. Leif skal deltage med Daisy, og Lis skal være træneraspirant hos Lars Puur og Martin Degn. Det bliver rigtig spændende at komme i gang med en uddannelse som træner, og jeg forventer mig rigtig meget af uddannelsen. Desværre ligger overgangstræningen og markprøvetræningen på samme tidspunkt, så derfor bliver der ikke mulighed for at træne Chili. Det er dog kun de næste måneder, da de to hold herefter ligger på forskellige dage.