Nu da det har vist sig, at Tsula kan rumme at træne med andre hunde, så har jeg genoplivet mit medlemsskab af DRK, så vi kan prøve kræfter med deres prøver.
Første skridt er en brugsprøve den 7. marts i Fjelster. Og jeg var faktisk noget nervøs. Tsula var jo uden tvivl den ældste og mest trænede af de hunde der deltog, så det ville have været overordentligt pinligt, hvis vi ikke bestod - også selv om alle ved, at alt kan ske på en prøve.
Som skrevet blev prøven afholdt i Fjelster med Cecilie Kaufmann som dommer. Det var så hyggeligt at se Cecilie igen. Vi trænede meget sammen for mange år siden men har ikke set hinanden i meget lang tid.
DRK har jo ændret lidt på deres brugsprøve. Bl.a. er der nu en kort tilbagesending (hvor fører selv lægger dummyen), og afsætningen er kun på 25 meter. Begge dele nogle gode tilføjelser til prøven.
Tsula gjorde det rigtig fint og fik 50 point ud af 50.
Jeg ved ikke, hvad det er med de brugsprøver - uanset om det er i DRK eller i Tollerklubben - det er helt klart den værste prøve og måske den, man helst vil bestå. Måske er det fordi den giver adgang til alle de sjove ting, der sker efter brugsprøven??
I DRK-regi er næste skridt en debutanttest, og da jeg fandt ud af, at jeg havde bestået, fik jeg mig lynhurtigt meldt til en debutanttest den 3. april hos Sannes Hundecenter :-)
P.S. Billederne af den stolte ekvipage er taget af Marlene Birkebæk