2. pinsedag deltog Tsula og jeg på årets anden tollerjagtprøve. Denne gang i Sjørup Plantage kun 30 minuters kørsel fra Vildbjerg.

Eliteklassen var lagt først på dagen, og det var virkelig dejligt ikke at skulle vente hele dagen på at skulle op. Vi var tre i eliten, og Tsula og jeg var nr. 3. Jeg havde derfor mulighed for at se den første deltager på prøven og danne mig et indtryk af, hvilke udfordringer vi blev stillet overfor. Og der var opgaver, hvor jeg tænkte, at vi ville blive udfordret. Og vi blev udfordret – men ikke på alt det, jeg frygtede.

Prøveoplægget var:

Vi startede i skjulet (ingen ansmygning) og fik en del tollinger. Herefter kom en dobbeltmarkering på linje, hvor den først kastede var på land. Den landede i skoven på den anden bred. Jeg kunne ikke se den, men jeg hørte, da den landede. Den anden kastede landede på blankt vand. Jeg var blevet bedt om at tage Tsula ud på min højre side. Det er stadig lidt en udfordring. Hun synes, det er mærkeligt og kan ikke helt finde ud af, hvad jeg har gang i, når jeg vil have hende derud. Jeg bliver lidt stresset, for jeg vil gerne have, at hun sidder ordentligt og kan se, det hun har brug for. Og så er der en tidsfaktor, som også stresser mig. Jeg kan jo ikke bøvle for længe med at få hende linet op. Så resultatet er hver gang, at hun er lidt stresset, og når jeg sender hende, er det med en afsætningslyd. Og det skete også denne gang. Hun svømmede fint ud til den første, som var en lille bramgås, og kom hjem og afleverede til hånd. Jeg var i tvivl om, hvorvidt hun havde set den, der landede på land og havde ”pegepind” og fløjte klar for at hjælpe, da jeg havde sendt hende. Men....ingen ko på isen. Hun sejlede fint over, løb de 5-6 meter op på land og fandt anden ret hurtigt. Igen en fin aflevering til hånd.

Så skulle vi snige os 30-40 meter hen til skjul nr. 2, som lå for enden af den lille sø. Ingen problemer her. Hun følger mig rigtig fint, og vi fik placeret os i skjulet. Igen en masse tollinger, men denne gang var der åbenbart ”jagt i naboskoven”, og der blev skudt 7-8 skud, mens vi tollede. Tsula var ligeglad og var i stand til at fokusere på tollingen. Da ænderne naturligvis var fløjet fra søen efter al den skyderi, var der ingen markeringer. Til gengæld var der en forholdsvis lang dirigering på langs af søen. Vi har egentlig forbedret vores dirigeringer, men jeg kunne godt mærke, da jeg sendte hende, at det ikke ville gå. Hun var tøvende med at gå i vandet. Og det viste sig desværre også umulig at få hende ordentligt i gang med dirigeringen. Og igen var der noget frustationsafsætningslyd . Så den post missede vi.

Så var det fri ved fod til næste post, som var en 2½’er. Nu var vi kommet over på den anden side af søen – faktisk direkte overfor det første skjul. Her blev der kastet to markeringer – den første på land i næsten samme område, hvor dirigeringen lå, og den anden på vandet ved en lille ”ø” og igen nogenlunde på linje. Jeg sendte hende til den sidst kastede, som hun ikke havde problemer med. Det var en lille bramgås. Da den var afleveret, blev der kastet en ny and på land tæt på det første skjul. Den sendte jeg hende på, og igen havde hun ikke problemer. Dog lagde hun an til at løbe rundt om søen tilbage. Det vil jeg ikke have, og et enkelt hjemkaldsfløjt fik hende i vandet. Nu skulle vi så til den først kastede, som jeg ikke havde de store forhåbninger til. Min tanke var naturligvis at dirigere hende til den. Det gik også ok i starten. Hun svømmede ud, hvor hun havde samlet den første op, men så fik jeg problemer med at få hende videre. Efter lidt køren rundt, valgte jeg at lade hende svømme over på den modsatte bred i håbet om, at jeg ville kunne dirigere hende på land. Og det kunne jeg. Hun kom op på land, blev stoppet og sendt til højre og løb direkte ud og samlede op.

Sidste post var et søg i en anden lille sø i nærheden. Det var ikke et let søg, og hun måtte kæmpe for at komme rundt. Men hun gjorde det virkelig flot. Hun tog nogle gode færter og fulgte op på dem, og i løbet af forholdsvis kort tid havde jeg fået de tre ænder hjem.

Som skrevet havde jeg håbet, at vi kunne løse dirigeringsopgaven. Det kunne vi ikke. Til gengæld var jeg sikker på, at vi ikke ville kunne løse 2½’erne – men det gjorde vi.  Desværre trak den manglede dirigeringsand og lidt afsætningslyd ned, og vi endte med vores andet ”Not Sufficient” i Eliteklassen. Jeg håber, vi snart når dertil, hvor vi kan få en præmiering.

Maria tog et par billeder af os fra starten af prøven. Tak for dem, Maria 😊