Hver gang jeg har trænet med ænder med Tsula, har Peta fået lov til at undersøge dem nærmere. Det har hun gerne villet, men hun har ikke vist nogen som helst interesse for at samle dem op. I starten tog Leif sig ikke af det. Der var masser af basisting, der skulle på plads - specielt omkring opsamlinger og afleveringer. Og det er meget naturligt med mange tollere. Men efterhånden som tiden gik, begyndte han at blive lidt bekymret for, om det nogensinde ville lykkes.
Så for et par weekender siden besluttede han, at det skulle være nu. Tollerspecialen i Sverige venter i begyndelsen af august, og Leif ville gerne stille Peta på juniorruten med mulighed for at blive Tollerjuniormester. Så han tog noget vildt op og satte kursen mod Haunstrup.
Først blev hun introduceret for en due - som hun gerne ville snuse til men ikke samle op. Så prøvede han, om han kunne lokke Peta til at være mere interesseret ved at lade Tsula hente duen. Det havde ingen effekt.
Så prøvede han med en gråand 🦆. Samme resultat og det samme gentog sig med en blishøne
Leif nåede lige at tænke, at Peta får et liv med working tests og dummyer, da han kom til at tænke på, at næsten alle hunde samler vildt op på vand!
Så Leif tog duen ud igen og tog Peta med til vandet. Her smed han duen og ventede 10 sekunder, inden han sendte Peta. Hun svømmede derud, hapsede duen og svømmede mod land med duen i munden. Op af vandet, og lige op til Leif 2-3 meter fra vandkanten og afleverede til hånd. Hvor svært kan det da lige være 🤣
Så fik hun en pause, mens Leif satte mobilen på stativ for at tage lidt videoer:
And på vand: https://youtu.be/4XSzbSX7nr8
Blishøne på vand: https://youtu.be/jLWk-NeYcec
Våd and på land: https://youtu.be/8aIUdM-xZS0
Som det kan ses af en af videoerne, apporterede hun efterfølgende også fint vildtet på land (mens det var vådt).
Leif kørte fra Haunstrup med et lysere sind og troen på, at det hele nok skulle gå, og Peta ville få en karriere på jagtprøverne.
Dagen efter tog han igen til Haunstup for at træne lidt mere med vildt. Og her opdagede han, at træerne ikke gror ind i himlen.
Anden og blishønen blev lagt i et lille søg. Peta blev sendt, og hun fandt hurtigt anden, snuste til den og gik så igen. WTF, tænkte han 😳 Hvor Peta dagen før var rimelig sikker på, hvad opgaven gik ud på, var hun nu vendt på en tallerken og ville ikke have noget med vildtet at gøre. Han prøvede at lege lidt med anden - men det havde ingen effekt. Så smed han anden ud på vandet igen, sendte hende og pling, så hentede hun den bare og afleverede til hånd.
Her går hun fra en and: https://youtu.be/IZWZxKIDqNI
Ok, så er det måske fordi, hun ikke kan lide at have tørre fjer i munden? Han havde ikke flere tørre fugle den dag, så næste skridt måtte vente.
Dagen efter var han og jeg så afsted igen med en nyoptøet and. Han lagde den på land, og Peta ville ikke have noget med den at gøre.
Så gik vi ned til vandet og søsatte forsigtigt anden. Tanken var, at han ville se, hvordan hun reagerede, hvis anden på oversiden stadig var tør. Så ville hun gerne tage den. Nu var anden ikke helt gennemblødt men faktisk helt fin og tør på halvdelen. Derefter tog hun den fint på land også - også i et lille frit søg.
Efter input fra cheftræner Aase gik de næste par dage med apportering af ænder på land. Hun tager dem fint og afleverer fint til hånd, men hun trænger til mere erfaring i at bære dem korrekt.
Her er lidt video af nogle af dirigeringerne. Den længste er ca. 90 meter:
And på land: https://youtu.be/PxDzgDLRVNE
And på land: https://youtu.be/olc0JAByku4
De næste dage fortsatte træningen på land og over den lille bæk hos Trond og Aase. Og det går bare bedre og bedre. Hun får lov til at arbejde i forskelligt terræn og med en masse terrænskift. Hun har som regel hurtige opsamlinger og masser af fart hjemad for at aflevere. Og afleveringerne sidder bare i hånden på Leif.
Hun bliver virkelig udfordret på terræn, hegn og bæk:
https://youtu.be/sll1VvfvpIo
https://youtu.be/8qEbTnEbia4
https://youtu.be/VLDcl6Lu4rk
https://youtu.be/2zXodzx1YTI
Så nu er damen tilmeldt en tollerjagprøve i begynderklassen den 12. juli på Sjælland samt Tollerspecialen i august. Planen er også at tage en tur til dobbeltprøve i Sverige i weekenden den 18. og 19. juli. Så må vi se, hvordan det går.