Dogs we remember

Sidste nyt 2017

24. november 2017


Poké-børnene fylder 1 år


I dag er det Poké-børnenes 1 års fødselsdag. Et stort tillykke til dem alle. De har alle bare udviklet sig til nogle fine unghunde.




23. november 2017


Æ Jawthund


Jeg er så glad for, at jeg for to år siden hørte om en inkarneret jæger/labradormand, der skulle have en toller - og ikke en hvilken som helst toller; men en Bella-datter og dermed en halvsøster til Vixen. Jeg tillod mig at tage kontakt til Per Rasmussen, som denne kommende tollerejer hedder, og det var en rigtig god idé, for med Per har jeg mødt en person, som virkelig er uselvisk og  kun  ønsker det bedste for andre. Han har en stor interesse i at se tolleren lykkes som jagthund. Det medfører, at han stiller op som hjælper til klubbens  prøver, han tilbyder vildt til træning, han træner med folk, og han inviterer med på jagt/opsamling, når det er muligt.


Sidste år blev jeg inviteret med på både min og Vixens første opsamling. Det foregik på Sparresholm Slot på Sjælland og var en stor oplevelse for både mig og Vixen :-)


I  år var vi inviteret på tre opsamlinger i løbet af tre dage. Måske lige i overkanten for en lidt ilter hund, der ikke er en erfaren jagthund. Men jeg havde den aftale med Per, at jeg kunne trække hende, hvis det begyndte at ryge ud af ørerne på hende.


Fredag var der opsamling på Sparresholm Slot. Jeg kørte hjemmefra kl. 4.15, så jeg kunne være der kl. 7.30! Per sørgede for, at jeg blev placeret bedst muligt på de forskellige såter. "Bedst muligt" er ikke det sted, hvor der falder flest fugle. For Vixen handler det lige så meget om at kunne "være i det" og lære, at ikke alt, der falder, er hendes.


Der stilles mange krav til en hund på opsamling. En af dem er, at de skal kunne affinde sig med at sidde tæt - og nogle gange næsten oven på hinanden - på vognen. Det har Vixen heldigvis ikke nogen problemer med. Sidste år var hun  betuttet over alle de labbedeller, der var overalt. Men I år var hun helt cool.

I første såt får hun en enkelt and. Jeg sender hende på den, mens der stadig skydes, da den var anskudt. Bagefter fik hun lov til at eftersøge sammen med de øvrige hunde. På de fleste såter, fik hun lov at hente et par stykker og så eftersøge bagefter. Men på en af såterne fik hun travlt. Det væltede ned med fasaner, og hun fik lov til at hente både de anskudte og de døde. Per tog et par  videoer af hende: LINK og LINK.


Jeg var rigtig tilfreds med Vixen efter den første dag. Hun kunne forholde sig i ro, der var kun ganske lidt - og meget lav - pib, når det hele blev lidt for voldsomt - OG ........ hun kunne gå en fantastisk fri ved fod (Hvad sker der lige?????).


Dagens høst på Sparresholm var 355 stykker vildt (ænder og fasaner)


Jeg havde booket overnatning hos min bror, som som bor lidt udenfor Slagelse. Jeg kender igen steder, hvor forplejningen er bedre. For at vise min taknemmelighed havde jeg taget nogle fasaner og en krikand med til dem fra dagens jagt. 


Næste morgen gik turen til Ranglemølle. Denne gang skulle jeg ikke så tidligt op. Der var kun en god halv times kørsel fra min bror.


I modsætning til på Sparresholm, må hundene her ikke komme med i vognen sammen med os. Der er en speciel vogn til dem med kasser, som hundene kommer ind i. Jeg var lidt spændt på, hvad Vixen ville synes om det. Hun accepterede det men var bestemt ikke vild med det. Da vi kom hen sidste på dagen, skulle der noget overtalelse til at få hende til at hoppe op i kassen.























På første såt stod jeg sammen med Per og hans labber. Vi stod ude på den ene fløj , hvor der ikke faldt så mange fugle, da det igen ikke handlede så meget om, hvor meget hun samlede op; men mere om at kunne forhold sig i ro.  Og det kneb faktisk lidt. Der var en smule piben, så jeg rykkede lidt væk fra Per og hans hunde.



Men ret hurtigt faldt der en fasan, der lå lige til højrebenet til Vixen. Da den var stendød, råder Per mig til at lade den ligge, til såten blæses af. Vixen har godt af at sidde og vente, og det at der skydes og fasaner falder til jorden, mens hun henter noget for mig, kan få hende til at droppe den, hun er sendt på for i stedet at hente en anden. Så vi står og venter, og da skytterne pakker sammen, sender jeg Vixen på fasanen. Den ligger fuldt synligt på marken, så det er ikke noget problem for hende at finde den. Efterfølgende lader jeg hende eftersøge inde i et stykke med meget høj græs. Hun finder en fasan, men stressen får hende til at være lidt hård ved den. Jeg får hende stoppet og samler selv fasanen op. På dette tidspunkt tænkte jeg, om jeg skal trække hende for resten af dagen.


Benedicte Bjoljahn var ansvarlig for alle opsamlerne denne dag. Jeg ved ikke, om hun havde set eller hørt fra nogen, at Vixen var lidt oppe og køre. I hvert tilfælde spurgte hun mig, om hun måtte disponere over mig resten af dagen. Det måtte hun selvfølgelig, og jeg sagde til hende, at jeg ikke var interesseret i at stå der, hvor det hele skete. For mig var det ikke antallet af apporteringer, der talte, men derimod at min hund kunne være i det uden at stresse for meget. Så hun fandt nogle gode pladser til mig på steder, hvor der var forholdsvis roligt, men hvor der stadig kunne komme fasaner, der skulle samles op.  Så i anden såt fik vi en rigtig god plads, hvor der var fint udsyn til "the action". Jeg skulle dække et område, der var delvist hegnet ind. Vi stod, så vi kunne se Palle Ingemann og alle hans hunde arbejde oppe på bakken, og de havde godt nok travlt. Palle kunne dårligt nå at tage imod fuglene ligeså hurtigt, som de kom hjem. Vixen fik en enkelt fasan i den såt. Jeg var i tvivl om, hvorvidt der var faldet en inde i noget krat, så jeg sendte hende derind. Hun søgte lidt, brød så og  gk længere mod venstre, hvor hun søgte i nogen tid. Pludselig kommer hun ud med en fasan, som jeg  ikke havde bemærkt var faldet. Per står i et område til venstre for mig. Jeg er bange for, at Vixen har været henne og stjæle fra hans bunke, så jeg ringer lige til ham. Men nej, det var Vixens fugl. Per fortalte, at han faktisk havde set den gå ned og havde sendt Basco, som dog måtte opgive at få fat i den, da der var et hegn mellem ham og fuglen. 


De næste par såter stod vi også steder, hvor der var lidt mere ro på. Og det var rigtig fint. Vixen fik nogle eftersøgninger men ingen fasaner.


På dagens  sidste såt fik hun til gengæld noget at lave. Vi stod meget tæt på skytterne, og der var mange fugle. Vixen håndterede det faktisk pænt. Hun var meget opmærksom og også oppe på mærkerne, men hun kunne sidde stille ved siden af mig uden line. Der var 2-3 fasaner et par meter foran os. Jeg satte hende af og hentede dem selv. Hun blev sendt på 3-4 stykker under skydningen. Bagefter fik hun lov til at eftersøge i en bræmme med højt græs. Jeg havde set,  at der var faldet mindst én fasan derinde, og den fandt hun også ret hurtigt. Jeg fortsatte op langs  græsbræmmen. og misandten om ikke hun fandt tre mere. Så var dagens   opsamling overstået, og Vixen skulle ind i boxen for sidste gang  i denne omgang. 


 


   

Dagens "høst" blev 707 fasaner. Vixen fik kun lov til at samle en brøkdel af dem op, men det handler jo heller ikke om antallet af apporteringer men derimod kvaliten af opsamlingerne.


Det var ikke kun en træt hund, der hoppede ud af bilen hos min bror men  også en hund med ondt i  højre bagben. Hun ville slet ikke støtte på det og var bestemt ikke glad for at lade sig undersøge. Jeg undersøgte hendes pote men kunne ikke finde tegn på, at hun havde trådt noget op i poten. Hun fik poten i sæbevand, og jeg smurte noget Kovaline på og krydsede fingre for, at hun ville være OK næste morgen.


Søndagens opsamling skulle foregå på Bonderup Gods. Desværre var Vixens pote/ben ikke blevet bedre, så jeg måtte aflyse. I stedet satte vi kursen vestpå til Vildbjerg. jeg tænker, at det måske var meget godt, at Vixen ikke skulle på sin tredje opsamling på tre dage - for hun var godt nok træt.


Vi havde nogle helt fantastiske dage på Sjælland. Og jeg er meget taknemmelig for at få denne chance for at se, hvad Vixen egentlig indeholder – og hun har ikke skuffet mig. Jeg er også meget taknemmelig overfor de andre hundefolk, der havde plads til at tage et par nybegyndere som Vixen og mig med. Når man samler op på disse store godser, så er det et arbejde, der skal udføres. Det er hårdt arbejde for hundene, og de skal udføre deres del af jobbet. Derfor er det jo fantastisk, at der er plads til, at jeg kan komme der, og at de  synes, at det er helt fint, at Vixen bruger flere såter på bare at ”være i det”.


Jeg håber, at vi får muligheden igen til næste år. Vi er i hvert tilfælde klar :-)


Jeg tænker, at Vixen havde forstrukket et eller andet i sit bagben. For i løbet af mandagen begyndte hun at støtte på det igen, og tirsdag var der ikke noget at mærke på hende. Det er utroligt, hvad et par dages hvile kan gøre :-) 

 



   

22. november 2017


Redreynard's Daisy Duck

19. juni 2005 -15. november 2017


Onsdag gik den ikke længere; vi måtte aflive Daisy.


Daisy havde haft en længere periode, hvor hun egentlig havde det nogenlunde, og hvor hun ikke kastede op i samme omfang. Vi vidste godt, at det var en stakket frist, men vi nød den tid, vi kunne få med hende.


Men tirsdag morgen inden morgenmaden kastede hun op igen, og der var en del blod i. Jeg ringede til Leif, og vi blev enige om, at nu var det slut. Vi havde aftalt, at når hun igen begyndte at kaste op, så var det slut!


Vi ville have, at hun skulle aflives hjemme. Ingen af vores dyrlæger havde tid til at komme forbi hverken tirsdag eller onsdag, så vi lavede en aftale med Stella fra Trehøje Dyrlæger om, at hun skulle komme onsdag morgen kl. 8.30. Ikke den sjoveste aftale, vi har lavet.


Tirsdag eftermiddag tog Leif Daisy med en sidste tur til Haunstrup. Han optog lidt video af hende, som kan ses her: LINK (første video). Hun virkede så frisk og fuld af liv, så vi igen blev i tvivl, om det nu også var det rigtige tidspunkt.


Kl. 8.30 onsdag morgen kom dyrlæge Stella så. Vi satte os alle ned på gulvet med hundene, og hun brugte god tid på at snakke med Daisy og Vixen. Efter lidt tid fik hun bedøvelsesmiddel indsprøjtet i låret. Hun forklarede, at grunden til, at man giver dem et bedøvelsesmiddel er, at "aflivningsvæsken" svier, når den sprøjtes ind.


Der gik ikke så lang tid, før bedøvelsen begyndte at virke. Som de ofte gør, når de bliver bedøvet, så kastede Daisy op. Da dyrlægen så den mængde blod, der var i hendes opkast, sagde hun, at der ikke måtte være så meget blod i, og at det derfor var tid til at sige farvel til hende nu. Det var rigtig dejligt at få bekræftet, at det var tid, for vi har godt nok været i tvivl.


Da Daisy sov, fik hun den sidste sprøjte, og der gik kun ganske kort tid, så var hun død. Vi sagde farvel til dyrlægen, og Vixen fik lov til at undersøge  Daisy fra top til tå, og vi andre brugte også lidt tid til at få sagt farvel til hende.   


Da dyrlægen var gået, ringede jeg til Dansk Dyrekremering i Hedensted for at høre, om vi måtte komme forbi med Daisy. Vi havde valgt, at vi selv ville aflevere hende fremfor at få dyrlægen til det.


Efter at have brugt lidt tid på at sige farvel til Daisy  og lade Vixen undersøge hende fra ende til anden, så pakkede vi hende ind i et håndklæde og lagde hende i hundeburet i bilen. Vixen fik lov til at være på bagsædet sammen med Kristian.


I Hedensted fik vi mulighed for at sige et sidste farvel til hende. Det var godt nok svært at gå fra hende.


Allerede to dage efter var Leif nede for at hente hendes aske, og Daisy står nu på hylden sammen med Chili.


Det har godt nok været svært at sige farvel til to hunde så kort tid efter hinanden, men det er jo vilkårene, når man har hunde, der aldersmæssigt ligger tæt på hinanden. Der kommer også en tilvænningsperiode for Vixen. Hun har jo aldrig prøvet at være alenehund, så det bliver spændende at se, hvordan hun håndterer det.


Vi er glade for tanken om, at Chili står klar ved Regnbuebroen for at tage imod Daisy.


22. oktober 2017


Spordag med Helle Døj


Vi har været så heldige, at Helle Døj har villet bruge en hel dag på os for at give os en introduktion til spor. Det foregik i hendes "hood" - Klosterheden Plantage. Og hun havde taget Knud Erik Christensen med, så vi var i meget kompetente hænder.


"Vi" var Caroline med Tessa, Morten/Camilla med Alba, Henrik med Zenta, Erling med Shappa, Leif med Daisy og mig med Vixen.


Vi lavede først et lille spor langs en skovsti. Andet spor blev lagt inde i skoven. Både Helle og jeg billeder og lidt film, som kan ses her: LINK.


Selv om sådan noget spor-halløj tager lang tid, så blev der også tid til andet. Vi fik både spist frokost, drukket eftermiddagskaffe og spist kage, snakket og ikke mindst set Knu Erik hund gå et fint spor, og Helle vise lidt impulskontrol med en af hendes hunde.


The Poké-kids viste rigtig gode takter, og det var Helles vurdering, at de ville blive gode sporhunde, hvis  det var den vej, folk havde lyst til at gå.


Alt i alt var det en rigtig dejlig dag i helt fantastiske omgivelser i Klosterheden.


18. oktober 2017


Wildmountain Tollers Princess Leia  (Leia)

29. september 2016 - 13. oktober 2017


Den 13. oktober fik vi den triste besked om, at Mai-Britt og hendes familie havde måtte sige farvel til Wildmountain Tollers Princess Leia - Leia.


Leia blev født den 29. september 2006 som eneste tæve i et kuld på fire hvalpe. Som 8 uger flyttede hun ud til sin nye familie - Jan, Tina og deres to sønner. Jan trænede med hende i DcH. I juli 2009 fik Leia et kuld hvalpe på to tæver. Den stolte far var Shaggy Toller's Milli-Max Maico


I 2011 blev Leia overtaget af Mai-Britt og hendes famile. Grunden var en skilsmisse i hendes oprindelige famile, og Jan syntes ikke, at han havde tid til a tage sig godt nok af hende. Vi kendte Mai-Britt i forvejen og var bae glade for, at Leia endte hos hende.


Mai-Britt og hendes familie har givet  Leia et skønt liv  med masser af kærlighed og træning. Vi er glade og taknemmelige for, at Mai-Britt og hendes familie ville overtage Leia, da der ikke længere var tid til hende hos den oprindelige familie.


Nu er der kun en hvalp tilbage fra kuldet - WT Obi-Wan Kenobi aka Kettu.


Nedenstående billede af Leia er taget af Mai-Britt. Det er taget kort før Leia's 11 års fødselsdag.

25. september 2017


Tollerjagtprøve i Sorø


Den 24. var vi til - for os - årets sidste tollerjagtprøve. Denne gang gik turen til Sorø. Igen var det mig, der stod for den administrative del af prøven. Prøvelægger var Per Rasmussen, der jo stadig er forholdsvis ny i tollerverdenen, men som har mange års erfaring i retrieververdenen. Dommer var Titti Karlström, der dømte for første gang i Danmark.


Det var en skandinavisk fætter-/kusinefest med 1 deltager fra Norge, 3 fra Sverige og 3 fra Danmark.


Vixen blev stillet i åben klasse. Den anden hund i åben klasse var Cookie. Hun og Helle skulle have deres debut. Det var synd at sige, at de havde fået trænet meget i ugen op til, da Helle og Kim havde været på ferie på Kreta, og Cookie blev passet hos os. Jeg havde hende med til Haunstrup nogle gange, men det er jo ligesom ikke det samme. Helle og jeg havde dog trænet sammen i ugerne op til Helles ferie, så de var ikke helt på bar bund. Især havde vi trænet det frie søg, da søget i åben klasse jo er med en makkerhund. Og det skal hundene altså lige vænne sig til.


Nå, men som sædvanligt skulle vi tidligt op for at nå at være fremme til tiden. Denne gang var mødetiden kl. 7.30. Jeg overnattede hos Helle (så kunne jeg også lige aflevere Cookie efter ferien hos os), så det gav lige en god times tid mere i sengen.


Denne gang leverede Hanne Sølvkjær vildtet. Jeg havde dog tre kaniner med, som skulle bruges i vinderklassen. Men det var dejligt ikke også at skulle have bilen fyldt med vildt.


Åben klasse forløb således:




Som altid startede vi med at snige os ned til skjulet. Og som oftest  endte Vixen ved skjulet før mig :-(. Vi fik først seks tollinger til hver side - pause - så fire tollinger ti hver siden - pause - og til sidst to tollinger ti hver side.  En af mine tollingbolde forsvandt ind i et buskads, og da Vixen havde ledt et stykke tid, kastede jeg en ny til hende.


Efter tollingen var der en dobbeltmarkering på vand og land (1A og 1B). Hverken Vixen eller jeg så den på land (som blev kastet sidst), men vi høre den. Så jeg tænkte, at den ville jeg have hjem først. Jeg sender hende, og hun roder rundt inde i noget buskads i længere tid. Pludselig kommer hun stolt ud med min tollingbold! Så var det altså lidt svært at overbevise hende om, at hun skulle derud igen. Jeg flyttede mig en meters penge til højre, så jeg kom fri af buskadset, og det lykkedes mig at komme længere ud. Hun fik et områdefløjt, der har havde fået peget ud, at anden lå. Og vupti, fandt hun den. Så skulle hun i vandet og hente den and, der lå derude. Nu havde hun jo mere eller mindre glemt alt om den! Så igen måtte hun støttes lidt. Vandet var fyldt med noget, der mindede om åkander, og det var faktisk svært at se anden derude. Men pludselig fik hun næsen vendt den rigtige vej, og med færten i næsen, gik det bare derudaf.


Så kom der endnu en dobbeltmarkering - denne gang begge på vand (2A og 2B). Den første landede til venste for os - lidt skjult af nogle siv - men jeg kunne se den, og den lå fint stille på vandet. Den anden faldt lidt længere ude, end den første vandmarkering. Den valgte jeg at samle op først. Her var der ikke nogen tvivl. Hun sejlede ud til anden og bragte den hjem. Heller ikke nr. 2 var et problem. Ved at træde et lille skridt til højre, kunne jeg lige se den, og det kunne Vixen også. Så den blev peget ud og afsted det gik.


Helle og Cookie havde været igennem disse poster før mig. De var så blevet "gemt"  af vejen, indtil det var tid til at søge. Og det var det nu. Søgearealet  var et område først med lav bevoksning. Det var en bakke, der gik op væk fra os. I kanten til alle tre sider var det nærmest sko. Fuglene lå over hele området. Cookie blev sendt først - og kom hjem med en blishøne (Helle var så bange for, at hun ikke ville samle blishøns op, så......). Så sendte jeg Vixen, som fandt en and. Så blev begge hunde sendt samtidig. Igen kom Cookie hjem med en blishøne. Helle var stolt, og jeg var glad, for jeg var ikke helt sikker på, om Vixen ville være spontan på dem. Efter de havde søgt lidt sammen, sendte vi dem én efter én igen. Nr. 2 hund måtte sendes, når nr. 1 hund var på vej hjem. De to piger søgte bare så godt. De dækkede hele området, havde en god fart, og var virkelig gode til at følge op på færter. Og de ignorerede totalt hinanden. Helle og jeg sørgede naturligvis også for ikke at sende dem ud i hovedet på hinanden. I et makkersøg bør man tage hensyn til den anden hund. De endte med hver at  bringe seks fugle hjem.


Så var det tid til sidste opgave - dirigeringen. Helle og Cookie skulle have den først, så Vixen og jeg blev sendt i "skammekrogen" :-) Dirigeringen var ca. 60 meter over et "klippet" område og over i noget bevoksning. Anden lå et par  meter inde i bevoksningen. Begge hunde klarede opgaven uden slinger i valsen.


Jeg var så tilfreds med Vixens arbejde. Dog ikke hendes fri ved fod men det er jo ved at være "old news". Vi fik en fin mundtlig kritik af dommeren, men præmieringen måtte vi vente med.

 


Så var det tid til frokost og bagefter kunne vi læne os tilbage og nyde vinderklassehundene.


Da det var tid til præmieringen, fik Helle og Cookie en fin 3. præmie. Helle havde noget arbejde med de 2 x dobbeltmarkeringer, og der skulle støttes rigtig meget. Cookie er endnu temmelig uerfaren med dobbeltmarkeriner, så her er lidt at arbejde med hen over vinteren.


Vixen trådte et skridt op ad præmieringsstigen og fik sin første 2. præmie i åben klasse. Det, der trak ned, var fri ved fod (surprise, surprise), og vores kæmpen med især med landmarkeringen.


For Vixen bliver det nok årets sidste prøve. Der er godt nok en prøve mere i dansk regi i oktober, men den er kun med kvalifikationsprøve og begynderklasse. Så er der godt nok et par prøver i Skåne, men da jeg regner med, at hun snart går i løbetid, så bliver det nok ikke aktuelt.     


Vixen kuldbror, Silver, som bor hos Jan i Sverige, startede i vinderklassen. Han er netop blevet svensk tollingjagtprøvechampion. I går fik han så sin første 1. præmie i DK. En 1. præmie  mere, og han kan føje titlen "Dansk Tollerjagtprøvechampion" til navnet - og det bliver så den første danske champion! Det var en fornøjelse at se Silver arbejde. Der er så mange ting, jeg kan genkende fra Vixen. Jan er bare bedre til at styre Silvers iver og energi, end jeg er mht. Vixens ditto :-)


                             Alle deltagerne på prøven fik præmiering:



14. september 2017


C-prøve på Svansømosegård


Søndag skulle vi endnu tidligere op end om lørdagen. Både Leif og jeg havde meldt os som hjælpere på en C-prøve på Svansømosegård. Jeg elsker at komme der, for de har et helt fantastisk terræn – og jeg havde også en bagtanke med at komme der 😊


Vi skulle begge hjælpe i vinderklassen. Leif som kaster og jeg som skytte i det frie søg. Det frie søg var lagt op som et drev, så der blev gået rigtig meget den dag. Vejret var ”lidt af hvert”, og så snart man havde fået regnjakken af, skulle den på igen. På trods af det var det en hyggelig dag, hvor vi både så noget godt og noget mindre godt hundearbejde.


Og så lige min bagtanke med at deltage som hjælper: Jeg håbede at få lov til at bruge arealet til en jagtprøve i Tollerklub-regi næste år. Og det fik jeg!


14. september 2017


Hvalpetræf     


Lørdag afholdt vi årets hvalpetræf. Som noget nyt havde vi ”outsourcet” opgaven til Pernille Lillevang / Potepower. Vi skulle stå for forplejning, og Pernille skulle stå for underholdning og træning. Det var i vores øjne det helt rigtige set up. De tidligere år har det været utroligt stressende at sørge for, at folk fik noget at spise, at vi fik talt med alle, at finde på noget at lave (træning eller andet). Så at få løftet det med ”underholdningen” af sine skuldre, var stort. Og da Pernille også har fine indendørs forhold, så vi kunne sidde inde og spise, gjorde det jo kun endnu bedre.


Fredag efter arbejde havde Sørensen og jeg travlt med at købe ind, lave flere forskelige salater, bage kager og brød og pakke bilen. Vi endte med at køre i to biler, da Leif ville have den store gasgrill med 😊


Kl. 9.00 mødtes vi til morgenmad. Pernille kom forbi for at fortælle, hvad hun havde planlagt af underholdning og træning – og så var det ellers i gang. Som det første havde hun lavet et stafetløb. Vi blev opdelt på i tre hold. Der skulle gås zigzag mellem pinde, en tur rundt om en balje (og for de hunde, der er vokse op med baljeøvelsen, skulle forpoterne på). Så skulle hundene igennem en tunnel, forbi ”Dusky the Husky” – en stor tøjhund – der sad og vogtede over en madskål fyldt med mad. Så kom vi til et placeboard, hvor hunden skulle sidde og ligge, mens ejeren gik en rundt om den. Ved næstsidste forhindring skulle hund og fører gå ned gennem to hegn, der var sat op, og til sidst rundt om et lille minihegn, der var sat op i en trekant. Under hele turen skulle føreren bære på en lang, lyserød plysdims, som hundene selvfølgelig var meget interesseret i.


De deltagende hunde fra os var: Kettu (fra Chilis kuld – han er næsten 11 men ser strålende ud). Fra Ben & Jerry-kuldet kom Cookie, Cody, Teddy, og fra Pokémon-kuldet kom Alba, Tessa, Fiona og Zenta. Der var desværre nogle afbud både på dagen og et par dage før. Men så var der plads til de medbragte hunde, der ikke er fra os: Cookies ”søster” Troja og Fionas ”søster” Lucy. Dais og Vixen var der naturligvis også.


Alle hundene gjorde det rigtig fint, men der var nogle hold, der var hurtigere end andre. Vinderne blev hold 3 (Morten/Tessa, Morten/Alba, Helle/Cookie og Leif/Daisy), hold 1 (Camilla/Cody, John/Kettu, Gitte/Fiona og Vanessa/Teddy) fik en 2. plads, mens hold 3 (Henrik/Zenta, Kim/Troja, Tom/Lucy og Lis/Vixen) fik en 3. plads. Men placeringen var ligegyldig, for der var præmier til alle 😊


Jeg fik optaget lidt video af hold 1 og hold 3. Da jeg selv var på hold 2, var der ikke tid til at optage os (måske meget godt, da vi blev sidst) 😊


Da der stadig var noget tid inden frokost, lavede Pernille en lille træningssession med The Poké-kids, mens Leif lavede fotosession med de andre hunde. Jeg fik ryddet op i ”rytterstuen”, så vi var klar til frokosten. Der var dog også tid til at træne med de ældre hunde inden frokost. Vi fik lov til at hygge os med noget lydighed. Da Pernille så, at hundene klarede det fint, skruede hun op for sværhedsgraden med distraktioner m.m. Rigtig god træning.


I mens havde Leif smidt noget kød på grillen. Det passede lige med, at det var færdigt, at vores træning var færdig.


Efter frokost var det The Poké-kids tur igen. Pernille lavede noget indledende dirigeringstræning med dem. Bagefter var det de ældre hundes tur. Det, vi lavede, var en udbygning på det, de små havde lavet. En god og pædagogisk måde at vise de små, hvad det hele skulle ende op med. Efter et par timers træning var det tid til eftermiddagskaffe, snak (igen), og så var det farvel. 


Vi er så glade og taknemmelige for, at vi har hvalpekøbere, der har lyst til at bakke op om det, vi finder på. Og det er vores fornemmelse, at folk hyggede sig, ligesom træningen faldt i god jord. Faktisk er jeg ved at finde ud af, om vi kan finde en lørdag eller søndag, hvor vi booket Pernille til en hel dag med træning.


Billeder fra dagen kan ses her: Billeder fra hvalpetræf 2017

6. september 2017


Poke-børnenes første udstilling


Søndag holdt klubben udstilling i Davinde ved Odense. Det var lykkedes mig at lokke fire af Poké-børnene afsted: Chappa, Zenta, Tessa og Alba.


De har jo alle rundet 9 måneder og skulle derfor stille i juniorklassen. Og da der ingen babyer og hvalpe var, var det lige på og hårdt for Henrik og Erling. Heldigvis havde vi brugt lidt tid på ringtræning på vores trænings-sessioner, så de var ikke helt uforbedredte. Og - som altid på en lille klubudstilling - så var der hjælp at hente hos både ringsekretær og dommer samt tid til at prøve igen, hvis det ikke lykkedes første gang.


Dommer var Bjarne Sørensen, og han var som altid humoristisk og god til at håndtere både hunde og hundeførere.


Der var tre hunde i juniorklassen for hanner: De to Poké-børn og en Shaggy Tollers-hund. Alle tre fik excellent og nogle fine kritikker. Hunden fra Shaggy Tollers fik desuden CK (champion kvalitet).


Shappa's (WT Pikachu) kritik:

Maskulint hoved med bra udtryk, folder venstre øre. God hals, fine benstammer. Bra krop for alderen. For dagen en aning overbygget. Noget faldende kryds, bra pelsstruktur, men noget fluffy. Bevæger sig bra når han vil. Prima temperament.


Zenta's (WT Charmander) kritik:

Maskulint hoved og udtryk, fine ører. Fin hals og skulder. God krop, men i noget godt huld. Kunne have mere benstamme. Noget knapt vinklet bag, anin (anelse??) krøllet hale. Parallele bevægelser, men noget korte bagsteg.


Det var jo en god begyndelse :-)


Så blev det pigernes tur. Her var der 7 tæver i klassen. Tessa og Alba fik Very Good, mens resten af klassen fik Excellent.


Alba's (WT Mew) kritik:

Lidt let tæve, feminint hoved, udtrykket forstyrres af foldede ører. Fin hals, tilstrækkelig krop for alderen. Kunne have mere benstamme. Skyder lænden op under bevægelse. Går med korte ineffektive bagsteg. Bra pelsstruktur, men noget pelsfattig. Kunne have mere selvtillid.


Tessa's (WT Eevee) kritik:

Litten tæve, feminint hoved. Fint udtryk, bra hals. Tilstrækkeligt vinklet i fronten. Bra brystkasse. Skyder lænden op under bevægelse. Falder i krydset og bevæger sig med korte ineffektive bagsteg. Bra pelsstruktur. Prima temperament.


Jeg er rigtig tilfreds med kritikkerne. Det kom ikke som nogen overraskelse, at pigerne blev bedømt som "lette" og "lille". Det er ikke de største tollertæver, der er produceret (men måske de sødeste :-). Drengene er derimod pænt maskuline og klarede sig jo også lidt bedre end tæverne.


Jeg var noget spændt på, hvordan det ville gå i ringen. De har jo alle temmelig meget krudt i røven, og det har været lidt et problem at få dem til at stå og lade sig berøre. Men det gik faktisk fint. Det kunne sagtens være bedre, men jeg frygtede faktisk, at det ville være meget værre.


Ingen sammenkomst med disse hvalpe uden kage - og det gjaldt også denne gang. Derudover havde Birgit lavet en madtærte, så der kom også lidt sundt ned.


DRK Fyn holdt C-prøve i området, så vi fik lige mulighed for at kikke lidt på vinderklassen, inden turen til retur til Vildbjerg.


6. september 2017


Tollerjagtprøve i Davinde


Den 2. september var der tollerjagtprøver og working test i Davinde ved Odense.  Vi havde lånt terænnet af DRK Fyn, og sikke et terræn. De er noget forkælede, at de har mulighed for at træne der til daglig.


Vi havde hyret en prøvelægger fra DRK Fyn, Kent Nissen. Han havde forberedt en rigtig god og fair prøve til os. Desværre skulle han videre på jagt, så efter at have vist dommer Finn Lange og mig posterne, så tog han afsted. Jeg havde så ansvaret for at huske de forskellige poster i de forskellige klasser og instruere hjælperne i dem. Og hjælperne - det var faktisk alle deltagerne. Det var ikke lykkes at finde hjælpere - bortset fra skytterne. Så alle, der deltog på prøven, havde fået en opgave i løbet af dagen. Heldigvis tog alle det i stiv arm, og det fungerede bare godt. Det er bare lidt trist med den mangelende opbakning, når prøven blev lagt på Fyn for at prøve at aktivere klubbens fynske medlemmer.


Jeg havde desuden jobbet som "sekretær" for dommeren. Dvs. at jeg skrev den kritik, som han dikterede for mig. Det er egentlig ikke noget, vi gør i Danmark, men Finn havde bedt om det, hvis det var muligt. Og det var det!


Helle og Cookie stillede også på prøven - i begynderklassen. De var de første i ilden i den klasse og sikke en prøve. Jeg tror, at det er den bedste prøve, de to har lavet sammen. Der var ganske små skønhedsfejl, men deres samarbejde var bare så godt, og Cookie var så skarp. De endte da også med dagens eneste 1. præmie - og bedste hund i begynderklassen. Dermed er de rykket op i åben klasse, så nu får vi virkelig kam til vores hår, Vixen og jeg :-)


Efter frokost blev det endelig vores tur. Vixen var temmelig frisk efter at have siddet i bilen hele formiddagen. Det er det negative ved at hjælpe på sådan en prøve: Man er nødt til at ignorere sin hund det meste af tiden.





Nå, vi gik i gang med tollingen. Her var der bare drøn på, men heldigvis også totalt ro i pauserne. Efter tollingen kom der en dobbeltmarkering på vand. Den klarede hun problemfrit - lige ud og lige hjem og på intet tidspunkt var hun i tvivl om, hvor ænderne lå.


So far so good, for nu kom der et laaaangt stykke fri ved fod op til landmarkeringerne. Uha uha, det var bare slet ikke godt. Det er altså irriterende at gå og tænke "bare vi snart er der - bare vi snart er der", mens man kan se, at den markeringspind, man skal "lande" ved, langsomt kommer nærmere. Nå, men vi endte der nogenlunde samtidig  :-) Her var der to enkeltmarkeringer til os. Også her var der ingen slinger i valsen. Vixen løb direkte ud og direkte hjem og var på intet tidspunkt i tvivl om, hvor ænderne var landet. Jeps!


Lidt mere fri ved fod ned til vanddirigeringen. På vej derned blev der skudt i den retning, Vixen skulle. Det ville være synd at sige, at fri ved fod var bedre her. Men igen nåede vi målet nogenlunde samtidig.


Dirigeringen var over vand. På den anden bred i nogle siv lå der en and til os. Jeg får sendt Vixen. Hun går fint ud, ser ud til at tvivle lidt, men jeg får skubbet hende afsted med en back-kommando. På vej over må hun lige støttes/opmuntres nogle  gange. På mit områdesøg finder hun hurtigt anden og svømmer direkte tilbage til mig og aflevere til hånd. Umiddelbart efter tænker jeg, at det ikke var den bedste dirigering, da hun fik en del støtte undervejs. Men Helle sendte mig efterfølgende en optagelse, hun havde lavet af det, og jeg må sige, at jeg egentlig synes, at hun gjorde det ret pænt.


Så nåede vi til sidste post - søget. Her tænkte jeg egentligt, at det ville vi løse uden de store problemer. Men jeg blev klogere. Vores makkerhund var Aninas Tristan. Vixen var noget trygget ved at være i søg med ham. Og det var bestemt ikke hans skyld. Han ignorerede hende fuldstændig. Hendes usikkerhed mundede ud i, at hun kom tom tilbage flere gange, og hun kom ikke i dybden. Desuden skulle hun til at forlade en brunnakke. Heldigvis var jeg opmærksom, og hun nåede kun at løfte hovedet og lægge vægten over på venste side at kroppen for at komme væk, da jeg brølede, at hun skulle samle op. Den opfordring tog hun heldigvis imod, og hun kom pænt hjem og afleverede til hånd. På et tidspunkt beder Finn mig gå tre skridt frem - og det var åbenbart det, der skulle til for at få hende til at gå i dybden. På et tidspunkt er hun dybt ude i søget på højre side, da hun samler noget lidt stort og meget hvidt op. Jeg undrer mig lidt, da jeg jo selv havde tøet vildet op, og der var ingen store, hvide ænder iblandt. Jeg ser dog hurtigt, at det er en kanin - som vi jo slet ikke har i åben klasse! Nå, men Vixen har ikke noget imod kaniner, og hun kom da også fint hjem med den.


Finn præmierede vores indsats med en 3. præmie - en helt fair 3. præmie. Vores "langt fra fri ved fod" trak jo ned, ligesom det faktum, at Vixen ville være gået fra en and i søget, hvis jeg ikke havde brølet af hende.


Det blev en meget lang dag. Da prøven var overstået, skulle der ryddes op, og bilen skulle pakkes. Helle og Cookie skulle        sættes af i Middelfart. Cookie skulle selvfølgelig have sin præmieburger. Og til Vixens store glæde var der sidegevinst til hende og Troja. Hvor heldig har man lov at være?


Inden jeg nåede hjem, var jeg forbi Jyllands Mini Zoo med det kasserede vildt. Lidt underligt bevæge sig rundt derinde om aftenen i mørke. Men en rigtig god aftale, at de vil tage imod vores kasserede vildt, så det ikke bare skal destrueres. Det er respekt for vildtet, at det bliver brugt til noget fornuftigt.


Det blev en lang dag (op kl. 5.30, i seng kl. 23.45 - og 11,58 km / 16.592 skridt i benene).   



21. august 2017


Nyuddannet terapihund


Teddy (WT Chubby Hubby) er nu færdig med sin uddannelse som terapihund. Hans ejer, Vanessa, har gennemgået et længere træning med ham, der nu er mundet ud i, at han har bestået prøven som terapihund.


Teddy har, siden han flyttede til Frankfurt til Vanessa og Dejan, været med Vanessa på arbejde. Hun arbejder som talepædagog og har egen klinik. Teddy har været en stor succes på klinikken; så stor så det kneb med at få "solgt" tiderne på de dage, hvor Teddy ikke var med.


I sin "fritid" bliver Teddy brugt til dummytræning, og også her er han rigtig dygtig.


Et stort tillykke til Vanessa og Teddy. Vi er så stolte af jer

10. august 2017


Tollerspecialen 2017


Vel hjemkommet fra dette års Tollerspeciale i Sverige er det tid til en beretning om et fantastisk arrangement.


Odd og jeg kørte til Halland onsdag midt på dagen. Odd havde inden da taget turen fra Farsund via Kristiansand/Hirtshals og til Vejle, hvor jeg mødtes med ham. Han havde naturligvis Charlie med, mens June og Foxy var blevet efterladt i Farsund sammen med alle hvalpene.


Vi nåede til Skogaby lige før sekretariatet åbnede, så vi kunne få meldt vores ankomst. Efterfølgende kørte vi til vores overnatningssted. Det viste sig at være i den stik modsatte retning af, hvor prøverne var, så vi endte med at skulle køre 1 time for at komme ud til prøveområdet. Til gengæld lå det tæt på Halmstad, så vi kunne komme ud og spise hver aften :-)


Vores overnatningssted er et helt kapital for sig selv. Det var en forhenværende gård ude på landet. Så langt, så godt. Der var gået lidt ged i vores bookinger. Det værelse, jeg har booket, kunne jeg ikke få, fordi en anden gæst havde fået det. I stedet fik jeg "famileværelset", som jeg gætter på tidligere havde været en stue. Der var en dobbeltdør med farvet glas i. For at man ikke skulle kunne kikke ind til mig, var der hængt et gardin for døren. Dørskitet på mit værelser - og i øvrigt på alle andre værelser - var et stykke gaffatape, hvor værelsesnumeret var skrevet med tusch. Der var lyserød og lysegrøn hessian på væggende. Der var fem enkeltsenge, et spisebord og fem spisebordsstole i værelset.  Det mindede om en sovesal på en skolelejr. Men skidt - jeg skulle kun sove der, og sengen var ganske udmærket.





Vi fik forevist et "badeværelse", der var en brusekabine i et slags bryggers. Vi måtte dog også gerne låne ejerens badeværelse, som vi også fik fremvist. Det var et stort badeværelse med et kæmpestort badekar midt i rummet. Der var også en brusekabine. Og nu da vi alligevel var inde i ejerens private gemakker, skulle vi da lige hilse på ham. Det viste sig, at han var en meget stor mand - så stor, så han ikke kunne komme ud af sin seng. Jeg lagde senere mærke til, at der var et hejseværk monteret i loftet - både på hans værelser og på hans badeværelse. Han sagde dog selv, at han ikke længere kunne komme derud, så jeg ved ikke, om han brugte det.


Nå, men som sagt var sengen fin, hundene måtte være der, og det var et fint område at gå tur i med hundene om aftenen.


Onsdag aften tog vi ud og spise med Doris og Thomas. Det var dejligt at se dem igen og høre lidt nyt fra Tyskland og Lech-Toller.


Torsdag var det så min og Vixens tur til at brillere i åben klasse. Jeg skulle op som en af de sidste, så jeg havde god tid til at se de andre hunde i klassen. Posterne var: Tolling, dobbelt linjemarkering på vand, dirigering på land efter gås, frit søg, vandmarkering og dirigering på vand.


 

Tolling og dobbeltmarkering på vand var let. Markeringerne faldt meget tæt på åbent vand, så det burde ikke være et problem. På vej hjem med anden markering, blev der skudt til dirigeringen.




Dirigeringen på land var jeg med det samme nervøs over. Man skulle sende hunden hen over et område med meget høj vegetation - så højt, så man mistede den. Desuden var bunden meget blød, og flere steder løb de igennem vand. Gåsen lå mellem en busk og et birketræ bagerst i området. Jeg tænkte, at hvis man skulle løse den opgave uden alt for store problemer, så skulle man sende hunden på venstre flanke, hvor vegetationen var lavere og bunden hård, stoppe den ud for gåsen og sende den ind til højre. Vinden kom fra højre, så det var helt ideelt. Selve gåsen tænkte jeg ikke så meget over. Det var en stor grågås, men jeg har ikke oplevet at have problemer med, at Vixen vil tage gås, så......


Søget var i et område med høj vegetation og sumpet bund, men jeg gik ikke ud fra, at det ville blive et stort problem.


På vej hjem fra søget, blev der skudt to gange    - én gang til en vandmarkering, og én gang til vanddirigeringen. Vanddirigeringen var tricky. En stor del af vejen skulle hunden svømme parallelt med søbredden. Der var - fandt jeg ud af senere - sat hegn op på land for at forhindre hunden i at gå den vej.


Generelt var der mange, der enten ikke fik gåsen hjem i dirigeringen, eller som blev stoppet i søget, da det var ueffektivt. Om torsdagen var der kun enkelte hunde, der havde lavet et godt stykke arbejde. En af dem var Speeding Katniss vom Lech-Toller Nest opdrættet og ført af Doris Hoffmann. Katniss er halvsøster til Vixen (samme mor). Katniss løste alle opgaverne. Hun var dog ikke så dirigerbar, men hun løste begge dirigeringsopgaverne.


De første par timer om morgenen var der tørvejr. Herefter begyndte regnen, og den fortsatte de næste tre dage :-(


Efter frokost blev det endelig vores tur. Jeg var sjovt nok ikke særlig nervøs. Ikke fordi jeg tænkte, at vi da bare ville klare alle opgaverne i fin stil. Jeg tror mere, at det havde noget at gøre med hele stemningen på prøven - og en meget sød dommer, Marie Kinder.


Nå, ansmygningen til skjulet var OK. Vixen var et par gange lidt hurtigere end jeg, men hun var langt fra ude af kontrol. Tollingen var bare fin. Hun eksploderede, når jeg sendte hende og var helt rolig under pauserne. Også den dobbelte linjemarkeringen klarede hun uden det mindste besvær. Men.....så kom landdirigeringen, og det hele faldt til jorden :-(


Da jeg stod foran området, så det helt anderledes ud, end når man så det som publikum oppe fra en bakke. Det burde ikke være kommet bag på mig; men det gjorde det altså. Venstre flanke, som nærmest havde set ud som en sti, var slet ikke en sti og slet ikke så tydelig, som jeg troede. Så jeg brugte lige et minuts tid på at tænke, hvordan jeg skulle løse den. Planen var stadig at sende hende ud på venstre side af området, stoppe hende og sende hende direkte ind til gåsen, som hun selvfølgelig ville tage uden tøven og stolt bringe tilbage til mig. Jeg blev klogere!


Jeg sendte hende på venstre side, men hun røg hurtigt ind i midten af området, hvor jeg mistede hende af syne. Jeg baksede med hende temmelig længe, og hun var alt anden end dirigerbar. På et tidspunkt mente jeg, at hun måtte være i nærheden af gåsen, så jeg fløjtede områdefløjt. Men hun kom ikke med nogen gås, så jeg havde nok taget fejl. Efter endnu mere baksen rundt, kom hun igen ind til gåsen. Områdefløjt igen og lidt opfordringer til at samle op, da hun kikkede på mig. Så tog hun endelig gåsen - men lagde den efter et par meter. Efter endnu en opfordring samlede hun op igen, bar den et par meter og lagde den ned. Dette gentog sig 5-6 gange, og min opfordring til hende om at samle op blev mere og mere skinger. Endelig var hun en meters penge fra mig, hvor hun smed gåsen igen. Jeg åndede lettet op, for det var godt nok hverken et stykke pænt eller imponerende arbejde, men gåsen kom hjem. Jeg var helt klar til at kaste mig over det frie søg. Men.......så var det lige, at dommeren så et hul i gåsen. Et hul, der passede fint til Vixens hjørnetand. Og så var det farvel og tak. Pis og papir! Det havde jeg ikke lige set komme! Jeg talte lidt med dommeren om det. Hun var sikker på, at det var kommet en af de mange gange, hvor gåsen blev taget op og lagt ned. Det tror jeg, at hun har ret i. Jeg oplevede ikke en hund, der var trykket ved at komme hjem med vildtet og derfor bed lidt hårdt fast om det. Så jeg er ikke i panik over, at min hund lavede hul i en gås; jeg er bare ærgerlig over, at jeg ikke fik prøvet alle posterne. Især vanddirigeringen var jeg meget spændt på. Jeg har trænet mange vanddirigeringer med hende, og på det seneste også nogle temmelig skæve nogle, så måske ville hun kunne klare det. Men det fik jeg så ikke kontateret. 


Jeg undrer mig over, at Vixen ikke bare tog gåsen spontant. Hun har ikke haft problemer med at tage vildt. Et par dage før vi tog til Sverige, apporterede hun bramgås, skarv, måge og fiskehejre spontant. Det var den samme gås, der havde være brugt hele dagen, og den  var våd tung af regnvand, men den så fin ud, da jeg fik den i hånden, og den lugtede heller ikke. Jeg ved ikke, om det simpelthen er pga. størrelsen/vægten, at hun var uvillig. Så nu skal der trænes med tunge dummyer, og jeg håber at være heldig at få en velvoksen grågås eller en canadagås, nu da gåsejagten snart går i gang.








Dommerens kritik fra prøven

Lørdag var jeg hjælper hele dagen i eliteklassen. Der var mangel på hjælpere helt op til en uge før Specialen, og jeg havde tilbudt min hjælp. Jeg havde dog betinget mig, at jeg kunne hjælpe i eliteklassen, da der var flere hunde, jeg gerne ville se bl.a.Hali og Maria, som havde deres debut i klassen. Bella og Thomas, da Bella jo er Vixens dygtige mor, og Lukas og Petronella, da jeg har fulgt dem lidt på afstand og glædet mig til at se dem arbejde.


Det var ikke en let prøve for elitehundene.


De startede selvfølgelig med tollingen. Dernæst kom en dobbelt vandmarkering på hver side af en lille ø. Når hunden var på vej hjem med and nr. 2, blev de skudt til hhv. endnu en vandmarkering og en dirigering. Denne vandmarkering faldt skjult for hund og fører til højre for det område, de stod i. På dirigeringen skulle man have hunden til at svømme imellem de to øer, hvor den netop havde hentet en vandmarkering og videre op på land og op på toppen af en bakke.


Når den del var klaret, var det videre til næste skjul og næste omgang tolling. Ved afslutningen af tollingen blev der igen skudt to gange. En gang til en vandmarkering, som faldt, hvor vandmarkering nr. 2 var faldet, og én gang til en landdirigering. Landdirigeringen gik igennem et område med høj bevoksning og meget blød bund. Mange af hundene blev trukket ned mod skjul 1, men ænderne fra markeringerne var naturligvis blevet fjernet.


Når denne del var overstået, var der søget tilbage, og her lå gåsen. Området var stort og var - igen - et område med høj bevoksning og blød bund.


Maria og Hali havde jo deres debut. Desværre gennemførte de ikke prøven. Maria valgte at trække Hali efter at have kæmpet med hende både på nogle af markeringerne og på landdirigeringen. De skal nok komme stærkt igen.


Thomas og Bella klarede sig igennem til en 3. præmie. Bella missede vanddirigeringen, og han kæmpede med hende på landdirigeringen. De øvrige ting klarede de ellers i vanlig flot stil.     

 

Lørdag var jeg igen hjælper. Denne gang var det i begynderklassen for juniorer (de hunde der kæmper om Junior Tollermester-titlen). Og igen var det en dag med regn fra morgen til aften.


Lørdag var også dagen, hvor Odd og Charlie var oppe i begynderklassen. Vi havde en aftale om, at han skulle ringe/sende en SMS, når der var to hunde, til hans skulle ind. Jeg ville så finde en afløser og tage over og se ham. Desværre var mobilforbindelsen ikke så god i området, så jeg nåede aldrig derover. Odd fortalte dog, at Charlie havde knaldet på en af markeringerne, og han havde ikke slet noget op i søget - alene markeret dem for Odd, så han selv kunne hente dem. Det mindede mig om Vixen for et par   år siden :-(


Selv om det kunne have været vidundeligt for os begge at have præsteret bedre, så vi kunne være blevet hyldet under prisoverrækkelsen senere på eftermiddagen, så havde vores ringe indsats under dette års Tollerspeciale den positive effekt, at vi kunne stikke næsen hjemad flere timer før forventet.


Som sædvanligt var det helt fantastisk at være en del af den svenske Tollerspeciale. Jeg er dybt imponeret over, at de kan stable sådan et arrangement på benene - sikke en omgang logistik at holde styr på.


Vi var så heldige, at der om aftenen var opholdsvejr, så Vixen og jeg kunne komme ud og gå en længere tur - og jeg fik taget et par billeder af hende i solnedgangen med min mobil.   

14. juli 2017


Efter en længere periode uden opdateringer kommer der her lidt nyt fra os:


En opdatering på Daisy


Det går fremad med Daisy. Vi har aftalt med dyrlægen, at hun fortsætter med binyrebarkhormon. Hun får 4 mg om dagen. Det er måske ikke det sundeste for kroppen permanent at være på binyrebarkhormon, men med den lille dosis hun får, så er der ikke den store risiko. Hendes appetit er ved at være tilbage, og hun har taget lidt på.  Vi har haft et par episoder, hvor hun kastede voldsomt op, og hvor der var temmelig meget blod i hendes opkast. Det har alle gange været, når hun har haft tom mave i en længere periode. Vi har nu aftalt med Lars Dyrlæge, at vi giver hende mavesårsmedicin (Omeprasol) én gang om dagen. Hvis det ikke hjælper, så nedsætter vi dosis af binyrebarkhormon til hveranden dag. Men overordnet set  virker hun til at være stabil og i godt humør. Vi krydser fingre for, at det fortsætter.



Ferie i Norge


Vi er lige kommet retur efter knap to uger i Norge. June og Odd havde stillet deres hytte i Suttevik til rådighed for os, og det var jo et tilbud, vi ikke kunne sige nej til. Det trak også voldsomt, at de pt. har et kuld hvalpe, som vi kunne få lov til at nusse. Leif havde også en opgave med at få taget nogle billeder af dem.













Kristian og Julie var med i Norge - og selvfølgelig også hundene. Ferien var en blanding af afslapning, hygge og hvalpenus.


Turen derop var lidt af en  rutschetur. Vi sejlede med Fjordline, og det  blæste 20 sekundmeter med bølger på 2-2,5 meter. Vi var lige færdige med at indtage det helt store morgenbord, da Kristian, Julie og Leif - i nævnte rækkefølge - måtte overgive hele deres morgenmåltid i  de dertil udleverede poser. Jeg klarede frisag - men kun fordi jeg var dybt koncentreret om at stirre ud på horisonten. Og pga. alt for lidt søvn i flere døgn, faldt jeg til sidst i søvn.


Vi tænkte meget på hundene, der lå i buret nede i bilen. Hvordan oplevede de det dårlige vejr? Da vi kom derned, så de egentlig fine ud. Der var ingen af dem, der havde brækket sig. 


Jeg elsker at være i Norge - og specielt i hytten i Suttevik. Man kan ikke andet end få ny energi af at være der.



Mens vi var i Norge, nåede vi også en tur på vandet. Denne gang var det dog ikke i Odd's stolte Farsund Racer men derimod i Henriette og Tom-Johnnys mindst ligeså flotte træbåd. Aftensmaden, som vi havde taget med, nød vi på en lille ø. Tænk at have muligheden for at sejle 30 minutter uden for byen, fortøjre båden, indtage sin aftensmad og sejle hjem igen. Sikke et liv.



Efter knap 14 dage i skønne Suttevik var det tid til at tage hjem. Heldigvis var der roligt vand, da vi sejlede hjem, så hverken mennesker eller hunde blev søsyge.



Tollerjagtprøve


Den 24. juni var det min fødselsdag, men det var også dagen for årets anden tollerjagtprøve - og min første om prøveadministrator. Som skrevet tidligere er jeg blevet en del af  JU, og min første opgave var som ansvarlig for tollerjagtprøven den 24. juni. I Tollerklubben er prøvelederopgaven opdelt i en prøveleder, hvis job det er at planlægge prøvens poster. Derudover er der en prøveadministrator, der tager sig af hele den administrative del af prøven. Det var denne rolle, jeg havde.


Foruden min rolle som prøveadministrator skulle jeg føre Vixen i åben klasse for første gang. Det var ikke uden en vis nervøsitet, for selv om vi kender opgaverne for åben klasse, så er der jo altid variationer mht. sværhedsgraden.


Dommer var Hanne Søndenbroe, og prøveleder var Kresten Henriksen.


Vi lagde ud med tollingen. Vixen var i hopla - som sædvanlig - og der var bare fart på. Omvendt så var hun fantastisk rolig i pauserne. Ingen uro og ingen lyd.


Hun blev sendt på første vandmarkering fra skjulet. Hun gik direkte ud og kom direkte hjem og afleverede til  hånd.


Næste opgave var en dobbeltmarkering. Den første blev kastet på vand, og den anden blev kastet  på toppen af  skråningen ned mod vandet. Vixen var totalt fokuseret på vandmarkeringen, og det lykkedes mig ikke at få hendes opmærksomhed rettet mod landmarkeringen, så den så hun aldrig. Jeg sendte hende først på vandmarkeringen, som hun bragte hjem problemer. Så kom arbejdet med at få hende sendt op ad skrænten efter den anden markering. Da hun ikke havde set markeringen, var det en ren dirigeringsopgave. Jeg måtte virkelig handle hende. På de første 2/3 af skrænten kunne man slet ikke se hunden, så det var ikke en nem opgave. Hun var i nærheden af anden flere gange, men jeg tog nogle dumme beslutninger, og hun lykkedes ikke med opgaven.


Efter disse opgaver holdt vi en pause, mens Annette og Timber tollede og fik de tre markeringer. Det viste sig så, at min landmarkering var faldet i en busk, og den lå derfor et stykke over jorden. Dommeren besluttede, at jeg skulle have lov til at tage den om. Her var det så, at min manglende erfaring kunne ses.  Denne gang så hun begge markeringer, og jeg skulle have sendt hende på landmarkeringen først. Vandmarkeringen skulle hun nok selv huske. Men det gjorde jeg ikke, hvilket bevirkede, at jeg igen måtte handle hende en del, inden hun endelig fandt anden i landmarkeringen.


Så var det tid til dirigeringen, som jeg havde frygtet. Hundene skulle over et område, hvor  working test begynderklassehundene havde haft deres frie søg. Det var ikke en let dirigering. Ca. 50-60 meter, derefter stoppe hunden og sende den ind til venstre, hvor der lå en fasan. Jeg havde Vixen ude i området flere gange, og nogle gange tror jeg næsten, at hun trampede rundt oven på den skide fasan. Men det lykkedes hende ikke at få færten af den, så vi måtte gå med uforurettet sag.


Så kom der en enkeltmarkering, der faldt bag et bælte af havtorn. Vixen blæste lige igennem havtornen, søgte lidt og kom hurtigt tilbage med en and.


Sidste opgave var søget, som jo i åben klasse foregår med makkerhund - i dette tilfælde Annettes Timber. Søgeområdet var et stort, fladt område med meget høj græsbevoksning. Så høj at hundene ofte var helt væk. Begge hunde arbejdede rigtig godt og ignorerede totalt hinanden.


Den manglende fasan i dirigeringen og problemerne med dobbeltmarkeringerne gjorde, at vi endte på en 3. præmie. Men det er vel ganske OK for første gang i åben klasse? Jeg var i hvert tilfælde rigtig godt tilfreds med hende. Især var jeg imponeret af, hvor meget jeg faktisk kunne dirigere rundt med  hende, inden hun opgav mig :-)


Dommerkritik:


Tolling: 4-6-5-6, pæn og energifyldt.

Vandarbejde: God svømmer - direkte i vand - ivrig

Markeringsevne: 1. markering vand: Pæn direkte. Dob. markering vand: Flot direkte. Land: Dirigeres til fugl. 1. markering land: Pæn

Frit søg: 5 ænder (3 andrikker og 2 ænder). Arbejder flot sammen med anden hund.

Dirigering: Arbejder ihærdigt men får ej fært. Stoppes. Stoplydig til start men går så lidt gennem fløjten.

Vildtbehandling: Pæn - flotte afleveringer.

Skudfasthed: ok

Ro på post: ok

Fri ved fod: Ok

Helhedsindtryk: God hund der løser markeringer og søget godt. Fin Tollng. Desværre ikke dirigerbar på dagen.


Helle deltog også med Cookie - både i working testen og i jagtprøven. I begynderklassen begge gange. Cookie arbejdede egentlig godt, men hun gik i stå i det frie søg i working testen. Søget lå i en "gryde" med masser af havtorn. Jeg har en idé om, at der ikke var meget fært dernede, da hun ikke var den eneste, der havde lidt problemer i søget. Primært pga. søget endte de med en 3. præmie. Så gik det noget bedre i jagtprøven. Her brillerede Cookie og Helle, og de endte med en flot 1. præmie. Helle har beskrevet deres prøver mere detaljeret på Clever Cookies Corner



Kropskontrol


Martin og jeg har trænet lidt jagttræning med de to DcH-piger, Lonni og Else Marie. De har hhv. en jagtgolden og en F1 labrador og ville gerne snuse lidt til jagttræningen. Til gengæld blev vi inviteret (eller inviterede vi os selv??) til at prøve lidt træning i kropskontrol. Så vi mødtes en aften, hvor Chinok og Cookie fik lov til at prøve kræfter med nogle helt nye ting.





Det var hårdt arbejde for hundene, men jeg synes egentlig, at de var ganske gode til det. Det er noget, jeg godt kunne tænke mig at dyrke noget mere - både for at opbygge muskler og muskelkontrol på Vixen, men også fordi det bare er sjovt at lave noget andet med sin hund.



Endelig - mit første møde med Sansa


Den 16. juni skulle Per Rasmussen en tur til Jylland, og han spurgte, om han måtte kikke forbi til lidt træning. Absolut! Jeg har sådan glædet mig til at se hans toller Sansa.


Sansa er en halvsøster til Vixen. De har samme mor - Nova Bella vom Lech-Toller Nest. Sansa er Pers første toller. Han har haft hunde i mange år, og de sidste mange år labradors. Pt. har han en  flok skønne labradors, som bruges til jagt og på markprøver.



Jeg kontaktede Per, da jeg hørte, han skulle have en toller efter Bella, og siden er vi blevet gode venner. Sansa er efter rigtig gode  arbejdslinjer, så hvis Per skulle prøve kræfter med en toller, så er Sansa det helt rigtige valg :-)






Vi havde en hyggelig eftermiddag med hundene. Jeg fik nogle gode råd med på vejen, og jeg fik set Per arbejde med sine hunde. Vi sluttede af hjemme hos os med en portion stegt flæsk og persillesovs, inden Per tog turen tilbage til Sjælland.



Sansa bestod i øvrigt kort tid efter DRK's brugsprøve med glans - sammen med sine to labrador"søstre". Stort tillykke :-)



Chilis sidste hvilested


Da vi måtte aflive Chili, fik vi lavet en rigtig fin urne til hende af en keramiker i Holstebro, Annes Keramik.  Desværre viste den sig at være lidt for lille; al Chilis aske kunne simpelthen ikke være i den. Jeg foreslog, at vi strøede det overskydende aske i Haunstrup, da vi jo har tilbragt rigtig mange timer derude. Leif var dog ikke så vild med ideen om, at hun skulle "deles i to". Så vi bestilte en større urne. Den kom for ikke så lang tid siden, så nu er hun stedt ordentligt til hvile i den fine urne. Hun står på en hylde i stuen, så hun kan holde øje med os.





5. juni 2017


En masse opdateringer



Daisy


Fars lille prinsesse Daisy har længe gået og haft det skidt. Faktisk siden St. Bededag-weekenden. Hun har kastet op næsten hver dag, og det har været svært at lokke mad i hende.


Hun har altid været lidt kræsen, og hun har altid haft en sart mave, så i begyndelsen var vi ikke så bekymrede. Men da det blev ved, så begyndte vi at blive bekymrede. Vi tænkte, at det måske kunne hænge sammen med smerter i bagparten. Hun har nemlig længe haft problemer med bagparten og kan ”tabe” den på vej op af trappen, ligesom hun ofte har svært ved at hoppe op i møblerne. Så vi fik  hende røntgenfotograferet for at se, hvor skidt det stod til. Det så ikke så godt ud. Hun har spondylose i det meste af ryggen, men det så værst ud i bagparten. Jeg havde allerede siden begyndelsen af maj – i samråd med dyrlægen – sat hende på ½ Previcox (smertestillende) for at se, om det ville hjælpe. Det synes jeg dog ikke rigtig, at det gjorde. 


Dyrlægen kunne også se en skygge bag ved maven, som han gerne ville undersøge lidt nærmere. Vi fik derfor en tid til dagen efter, hvor hun skulle igennem en lang serie røntgenbilleder efter først at have indtaget kontrastvæske. Sidste billede blev taget den efterfølgende morgen. Nu var skyggen bag ved maven ikke så synlig, men til gengæld kunne det se ud som om, at der var noget i starten af mavesækken. Desuden mente de, at passagen gennem systemet tog  længere tid end normalt. Så vi blev egentlig ikke så meget klogere. Vi blev enige om, at give hende 14 dage med antibiotika, mavesårsmedicin m.m. og så se tiden an.



Da dette ikke havde den store effekt hverken på appetitten eller opkastningerne, fik vi tre muligheder af dyrlægen: 1) en CT scanning, som giver bedre billeder men stadig ikke en endelig diagnose, 2) en kikkertundersøgelse samt en ultralydsscanning eller 3) at åbne hende, så man kunne komme til at se, om der skulle være noget i maven eller tarmene (kræftknuder/fremmedlegemer). Jeg var umiddelbart stemt for, at hun skulle åbnes, så man kunne få det store overblik. Det kunne Leif dog ikke bære, så det endte med en kikkertundersøgelse. Den fik hun i tirsdags. Resultatet af den var, at der ikke var kræft at spore i maven. Organmæssigt så hun fin ud, og bugspytkirtlen var ok. De var dog ikke i stand til at sige, om der kunne  vokse noget på ydersiden af tarmen. Umiddelbart hældte de dog mest til, at det kunne være en lymfocytær infiltration (hvide blodceller, der vokser i slimhinden i tarmen). Jeg har googlet det uden held, så hvis nogen ved mere om det, så hører jeg det gerne. Kuren er 14 dage med binyrebarkhormon og penicillin. Så nu ser vi igen tiden an.


De sidste dage har hun dog været i strålende humør, så måske går det den rigtige vej igen.


 


Hvalpetræf


Lørdag den 27. maj – årets hidtil varmeste dag – holdt vi hvalpetræf med Poké-børnene og deres ejere.  Jeg havde booket Haunstrup til formålet.


Vi startede egentlig allerede fredag, da Ib og Gerda smed deres nyerhvervede luksus-campingvogn i vores indkørsel. De havde tilbragt nogle dage ved Vesterhavet, og jeg fik lokket dem til at komme lidt tidligere, så vi havde tid til dem og ikke mindst til Ayla, som vi jo ikke har set, siden hun flyttede hjemmefra. Hun er bare blevet den smukkeste unge dame. De hvide pletter er stadig synlige, så det er godt, at hun er registreret som "ikke godkendt farve".


Lørdag formiddag mødtes vi så med de andre i Haunstrup. Pga. den intense varme gik vores planer i vasken. I stedet gik vi den lange tur, der bragte os forbi en af de større søer. Her kunne hundene køle af, og i løbet af dagen fik alle de hvalpe, der endnu ikke havde prøvet det, taget deres første svømmetag.



Aftenen blev tilbragt hjemme hos os. Vi startede med en vinsmagning, da Morten (Alba's far) hygger sig med lidt vinimport ved siden af sit "rigtige" job. Det var rigtig spændende og kan bestemt anbefales (Hvis I har lyst til at prøve, kan Morten kontaktes via sin hjemmeside - M Vin).


Bagefter blev der tændt op i grillen. Alle havde medbragt mad, så der var mulighed for at smage på en masse forskellige ting.


Søndag var der morgenmad for de, der havde overnattet. Over morgenmaden var der snak om at gøre dette til en fast tradition, som vi skal skiftes til at holde. Den er vi helt med på.


Da alle var taget afsted, opdagede vi, at NOGEN havde glemt denne lille fyr. Ingen vil åbenbart kendes ved ham, så vi må se, hvad hans skæbne bliver.





Tollerklubbens Jagtudvalg (JU)

 


For nogen tid siden hørte jeg, at de nuværende medlemmer af Tollerklubbens Jagtudvalg (JU) ønskede at forlade udvalget. Jeg havde længe gået og tænkt over, at det måske kunne være noget for mig. Jeg vil gerne give en hånd med og har tidligere siddet i både bestyrelsen og sundhedsudvalget.


Jeg talte derfor sammen med et par andre "tosser", om vi ikke skulle melde os under fanerne. Og sørme - bestyrelsen  accepterede os!


Jeg glæder mig rigtig meget til arbejdet. Vi har mange planer, og det bliver spændende at se, hvor mange af dem, der kan gennemføres. I første omgang så skal vi sikre, at de allerede planlagte prøver i 2017 kan afholdes. Vi holder på søndag et møde med formanden for klubben (som også er bestyrelsens kontaktperson i JU), hvor vi får en status på, hvor vi er med årets prøver.


 

 

Det bliver uden tvivl hårdt arbejde – men jeg er sikker på, at det også bliver spændende.


Kursus med Janne Vendelbo


Den 10. maj var jeg inviteret med til et kursus med Janne Vendelbo. Det var et kursus arrangeret af Thorsten Dahl Pedersen, Anne Mette Mørup og Birgitte Windfeld-Hansen. Anne Mette havde spugt, om det var noget for mig - og det var det.


Vi var delt op i to hold. Unge og uerfarne hunde om formiddagen, og ældre og mere erfarne hunde om eftermiddagen. Vixen var med om eftermiddagen.


Janne kunne huske Vixen fra den opsamling vi deltog i på Sparresholm Gods. Så hun vidste nogenlunde, hvad hun indeholdt.


Vi lagde ud med en lille tramp (se video) . Derefter gik vi over på et område, hvor vi skulle sende til en dirigering. I området, hvor dirigeringen lå, var der en lille bitte sø. Mange af hundene - inkl. Vixen - var totalt fokuseret på vandet, så det tog mange korrektioner at få hundene på ret kurs.   


Vi flyttede os i terræn men sendte til samme  område. Nu var vi to hunde oppe ad gangen. Første hund fik en markering i "vandpytten", men anden hund bagefter blev sendt på en dirigering til området lige ved siden af "pytten". Vixen var først en tur i vandet (se video). Det var "piece of cake" for Vixen. Det blev straks værre, da hun skulle sendes på dirigeringen, efter Suzannes hund havde været en tur i vandet (se video). Det var ikke let for hende, for vandet trak utrolig meget.  Hun startede med en fin lige linje og bøjede så af til høre - mod "pytten".  Det lykkedes dog til sidst. Som man kan se, kaldte jeg hende tilbage ret mange gange. Jeg undre mig ofte over, hvor mange gange hun kan holde til at blive handlet i sådan en situation.


Så flyttede vi os lidt igen, men  dirigeringsmrådet var det samme. Jeg regnede egentlig med, at "pytten" ville trække i hende igen. Men jeg blev positivt overrasket. Hun lavede sådan en flot dirigering - lige ud og lige hjem. Ingen slinger i valsen (se video). 


Det var en rigtig udbytterig dag. Så vidgt jeg ved, arbejdes der på et weekendkursus med Janne. Jeg håber, det bliver til noget. Og jeg håber, jeg bliver inviteret :-)

16. maj 2017


Sikke en weekend


Her i Bededags-ferien blev der afholdt Tollerdays i Tollerklubben. Samtidig var det klubbens 20 års jubilæum, så der var nok at fejre. I år var Tollerdays centreret omkring Randers, så vi havde booket en plads til campingvognen på Randers City Camp. Det er en rigtig fin og ikke så stor campingplads, der ligger rigtig dejligt. Kan anbefales hvis man ikke er til store campingpladser med pool etc. Jeg havde lokket Leif med. Det kunne kun lade sig gøre, da Helle og Kim også ville komme. Så når Helle og jeg var i ilden, kunne Leif og Kim hygge sig med andre ting.


Vixen var meldt til til jagtprøve, LP og udstilling. Jagtprøven gav jo sig selv. Vi jagter den sidste 1. præmie i begynderklassen, så vi kan prøve kræfter med åben klasse. LP (lydighedsprøve) kom sig egentlig af, at vi alligevel var der, og klasse 1 er ikke så krævende. Udstilling er jo ikke helt vores kop te, men igen – nu da vi alligevel var der. Og så var der mulighed vinde titlen som den samlede vinder af Tollerdays, og det kræver deltagelse i mindst to discipliner.


Jagtprøven lå om fredagen. Området var ved Brabrand – nærmere bestemt Logistikparken. Et lidt besynderligt sted lige op og ned ad motorvejen, men det fungerede faktisk rigtig godt. Vixen var første hund i begynderklassen. Dommer var Christian Brix. Der var en temmelig stejl skråning ned mod vandet. Det gjorde, at jeg ikke kunne tolle fra min jagtstol. Men da terrænet var så skråt, så gik det nogenlunde med at sidde på knæene; jeg er dog sikker på, at Vixen på ingen måde opfattede mig som afslappet i pauserne, da det gjorde ondt. Nå, men tollingen gik rigtig fint. Jeg prøvede at kaste så langt, jeg kunne, da det er fint at få nogle km i benene på Vixen :-) Hun er blevet fantastisk til pauserne. Jeg pakker bolden om i lommen på ryggen, og så ligger hun bare der og venter. Ikke en lyd og ikke en  bevægelse.
















Den første vandmarkering gik også fint, og der blev afleveret til hånd. Jeg måtte koble hende for at gå hen til anden vandmarkering, hvor vi skulle stå længere oppe på skrænten. Også den klarede hun fint. Anden landede dog kun lige et par meter ude i vandet, så hun blev snydt for en svømmetur.

















Så gik vi op til dirigeringen/fremadsendelsen. Der lå en and ca. 20 meter ude. Der var ingen sti eller spor, der førte derud. Til gengæld lå den meget synligt. Jeg sendte Vixen, og hun gik mod højre - ned mod søen. Hun kom dog tilbage på sporet men løb henover den og retur mod mig. Jeg fik hende stoppet og sendt tilbage. Hun snuppede anden og afleverede fint til hånd.



Så var det tid til det frie søg. Turen dertil foregik dels med line og dels fri ved fod.  Så kom det frie søg. Nogle af ænderne lå helt nede i vandkanten. De lå synlige for føreren, så det var let at sende på dem. Vixen arbejdede rigtig flot og trak nogle gode færter. Jeg sendte hende ned til vandet efter en af ænderne, som hun kom hjem med uden problemer. Så sendte jeg hende igen efter en and i vandkanten. På vej hjem blev hun stoppet af den tomme fært af den and, hun lige havde hentet, men et hurtigt fløjt fik hende hjem.


Vi sluttede af med en enkeltmarkering på land. Den snuppede hun uden problemer.


Og vupti, var den prøve overstået. Dommeren gav en fin kritik. Han mente dog, at jeg skulle have haft is i maven ved dirigeringen, da han var sikker på, at hun ville have klaret opgaven selv.


Kritik:


Tolling: Udmærket tolling

Vandarbejde: Går direkte i vand, svømmer godt

Markeringsevne: God markør både land og vand. Lige ud og hjem.

Frit søg: Flot søg. Dækker området fint.

Fremsendelse: Kunne være mere præcis men OK.

Vildtbehandling: OK. Opfordres én gang ellers fint.

Skudfasthed: OK

Ro på post: OK

Fri ved fod: Kan forbedres

Helhedsindtryk: Et godt talent, som løser alle opgaver tilfredsstillende.


Jeg havde selv en god fornemmelse, men var usikker på, om det blev en 1. eller en 2. præmie. Det ville komme an på, hvordan dommeren vægtede dirigeringen og min korrektion i det frie søg. Heldigvis anså han det ikke som noget stort problem, og Vixen og jeg fik en 1. præmie og er nu også klar til åben klasse  i Danmark (kræver 2 x 1. præmie, mens deltagelse i åben klasse i Sverige kræver 1 x 1. præmie). Da vi var de eneste i klassen, der fik en 1. præmie, blev Vixen også bedste hund.


Helle optog lidt video af prøven, som kan ses her.

You and me, girl

Nedenstående billeder er - på nær éet - taget af Al Brian Dalager. Han tog  et hav af billeder de tre dage.

Morten og Caroline – og Tessa – var ude og se prøven. De havde også booket hytte fra fredag til lørdag, så sejren blev fejret  sammen med dem og Helle og Kim med take away fra en kinesisk restaurant i Randers og masser af drikkevarer.


Lørdag kunne vi sove lidt længere, da der ikke var noget på programmet. Godt det samme, da fredagens indtag af alkohol havde taget lidt på os :-)


Klubben havde arrangeret  sporprøver om lørdagen. Det er helt fantastisk som denne disciplin er vokset i klubben. Faktisk var der flere tollere, der deltog på sporprøverne end tollere, der deltog på jagtprøverne! Og den fremgang er faktisk sket i løbet af ganske få år. Helle og jeg valgte dog ikke at tage ud og kikke. I stedet fik vi slappet af og  brugte også lige en times tid på at ”finpudse” nogle LP-øvelser til næste dag. Der var ikke meget krudt i Vixen, men hun har også haft et par hårde uger med masser af træning.


Søndag var det så tid til LP og udstillling. Jeg var ved at skide grønne grise, da jeg skulle ind i ringen. Jeg havde trænet de fleste øvelser. Det betyder ikke, at vi kunne dem godt, men vi havde afprøvet dem. Min bekymring gik mere på, om jeg kunne finde ud af, hvornår man måtte sætte i gang. Skulle jeg vente på signal fra dommeren etc. Imidlertid var dommeren – Palle Bergsø – en meget sød mand, og da jeg fortalte ham, at jeg ikke rigtig havde prøvet det før, og at han måtte holde mig lidt i hånden, så gjorde han det.



Ved stillingsskiftet skulle Vixen fra ”dæk” til ”sit”. Jeg ville have foretrukket fra ”dæk” til ”stå”, men sådan skulle det ikke være. Af en eller anden grund har det været rigtig svært at lære Vixen at sætte sig op. Og det lykkedes da heller ikke i hverken første eller andet forsøg. Først da jeg gav hende kommandoen tredje gang, fik hun sat sig op. Jeg tænker, at min stemme lød lidt skinger allerede ved andet ”sit” 


Helle så prøven og mente, at vi gjorde det ganske fint. Det gjorde dommeren åbenbart også, for med 177,5  point, fik vi en 1. præmie og en oprykning til klasse 2. Vi blev ikke vinderplaceret, men det er nu også ganske OK.


Kritikken lød:


Lineføring: Opstramning af line i alle vendinger. En del skæve pladser (7 x 3 = 21 point)

Stå: Plads lidt fo rlangt væk fra fører - ellers pænt (9,5 x 2 = 19)

Spring: Kropskommando til spring, skæv plads og pladskommando (8,5 x 2 = 17)

Stillingskift: nogle ekstra positionskommandoer ellers pænt (8 x 3 = 24)

Indkald: Stor skæv plads 9 x 2 = 18)

Apport: Fint (10x 2 = 20)

Sit: Fint (10 x 2 = 20)

Dæk: Fint (10 x 3 = 30)

Helhedsindtryk: Fører støtter hund godt. Arbejdsglad hund, som mangler sikkerhed i enkelte øvelser (8,5 x 1 = 8,5)



Helle og Cookie deltog også i LP - dog i LP2. Det gik rigtig godt for dem, da det ente med en 1. præmie med 254 point ud af 280. Det betyder jo også en oprykning til klasse 3. Og da Cookie var eneste toller i klassen, blev de Klubmester 2017. Opdrætteren er stolt. Helle har fortalt om på bloggen Clever Cookies Corner


Så manglede der kun udstillingen. Vi var fire tæver i brugshundeklassen. En af de andre var Cookie. Den søde amerikanske dommer, Pluis Davern,  kunne hverken lide Cookie eller Vixen, og begge hunde indkasserede et ”good”. Hendes kritik lød: "Shorter body, a steeper shoulder and lack of angulation front and rear, nice for chest, lovely expression". Ikke ligefrem prangende. Men i det mindste skrev hun ikke, at Vixen er fed og  ikke har pels :-)



Så var festen ligesom slut for vores vedkommende og vi begyndte at pakke vores ting sammen. Det var en større omgang, for klubben havde været dygtige til at finde sponsorer, så vi slæbte sponsorgaver derfra. På vej hen til bilen blev jeg stoppet af Kim Lybech (formand for klubben). Han rådede mig til at blive og se, hvem der blev samlet vinder af Tollerdays. Han kunne oplyste, at Vixen og jeg var blandt top 5. Så vi blev selvfølgelig – og vi blev faktisk nr. 5 i konkurrencen. Så det var en ekstra bonus at køre hjem med :-)


Nu går vi ind i  en uge, hvor Vixen skal få lov til at slappe af. Hun er virkelig træt, og jeg vil ikke kræve noget af hende de næste dage. Fredag har vi booket tid hos Potepower til en times vandtræning. Den holder vi dog fast i.


9. maj 2017


Løbetid er overstået, og vi træner videre


Jeg var lige ved at blive bekymret, for Vixen var i løbetid hele april måned. Så længe har hun ikke blødt før. Heldigvis er det nu holdt, og træningsmæssigt er vi "back to normal" - dvs. at vi nu træner hos Potepower igen, og hun kan komme i vandet (hvilket er ved at være på høje tid).


Den 22. april var jeg en smut nede hos Helle for at træne lidt LP. Jeg har jo ikke mulighed for at træne spring - da jeg ikke har et spring - og jeg havde behov for at få et par løsningsforslag fra Helle på nogle ting i LP-regi, der ikke rigtig ville lykkes. Vi skulle  bare lige træne en times tid, men inden vi fik set os om, var der gået tre timer. Men det var tre timer, der var givet godt ud. Det var selvfølgelig ikke kun Vixen, der blev trænet. Cookie var også på banen. Mens den ene hund blev trænet, fik den anden lov til at ligge og kikke på. Det er også god træning.


Der er også blevet trænet lidt med Poké-ungerne. Ved vores træning den 23. april var de faktisk rigtig dygtige. Der er ved at komme styr på lineføringen, og i det hele taget har de rykket sig. Da vi så mødtes igen en uge senere, var den store fremgang forsvundet. Det var pludseligt blevet lidt problematisk at gå i line. Vi lavede også lidt fremadsendelse til låg. Det måtte vi simpelthen stoppe. Løb til låget gik fint, men ingen af hvalpene havde lyst til at løbe hjem igen. Selv om jeg syntes, at de var placeret med stor afstand, så valgte alle uden undtagelse at løbe hen til en af de andre hvalpe. Så trænede vi lige et enkelt indkald eller to - én ad gangen - for at slutte med en succes. Som før sluttede vi træningen med at gå ned til vandet. Vixen løber ud - som altid - direkte ud i vandet og venter på, at der sker noget. Vi ville se, om nogle af hendes hvalpe ville følge efter hende. Det ville de ikke. De havde forpoterne i men havde ikke lyst til at dyppe mere af kroppen - bortset fra Shappa, som var ude og svømme. Det var vist lidt et uheld, men vi så da, at han kunne svømme :-)


Mandag havde vi 2. del af vores dirigeringstrippel hos fru Potepower. Denne gang havde hun skruet op for sværhedsgraden, men alle hundene løste faktisk opgaverne rigtig flot. Det var dejligt at blive presset lidt.


Tirsdag gik turen igen til fru Potepower. Men inden da var der træningsafslutning på Sanne's trampehold. Afslutningen foregik i Sunds, hvor Sanne havde arrangeret, at vi skulle gå fri ved fod i en kaningård! Vi startede med bare at gå afslappet rundt derinde, og det gik fint. Så hentede Sanne en af sine spaniels, der fik lov til at gå et søg i kaningården. Så kom der lidt mere gang i den. Men der var faktisk stadig ro på Vixen. "Pausen" bestod af nogle tilbagesendinger, som Vixen klarede med bravour. Vi sluttede af i kaningården med en drivende cocker, hvor Vixen igen holdt sig i skindet og faktisk var forholdsvis afslappet - dog mere obs på de hoppende kaniner.


Hos fru Potepower var der tramp på menuen. Og fra at have været så glad og tilfreds med min lille hund, så faldt humøret til under 0. Vixen var bare så presset af at gå så tæt og se de andre hunde hente markeringer, mens hun ikke måtte. Havde jeg nu været en klog og erfaren hundefører, så havde jeg trukket hende fra den øvelse (som varede hele træningssessionen). Hun kunne bare ikke klare mere pres efter kaningården, og det er ikke fair, at jeg pressede hende så meget. Hvornår lærer jeg det?? Mens vi ventede på at komme med i kæden, lavede jeg en række dirigeringsopgaver med hende. Dem løste hun bare så fint og afslappet. Det ville have være dejligt, hvis det var den følelse vi kørte hjem med i kroppen. I stedet var det irritation og tvivl hos mig om den videre træning (fører det overhovedet til noget??), mens jeg er sikker på, at Vixen overvejede, hvor den gode stemning blev af. En temmelig træls oplevelse.


 

Lørdag fandt vi så den gode stemning igen, da jeg trænede hende i Haunstrup. Vandmarkeringer, tilbagesendinger/dirigeringer i vand og på land og lidt tolling (ro mellem tollinger). Hun var supergod, og jeg kørte derfra med en rigtig god fornemmelse - som så forsvandt igen efter lidt træning med Martin og Chinook om søndagen. Igen var hun oppe og køre, og jeg fik gjort øvelserne for svære. Leif havde taget Daisy med, som ikke lavede andet end at pibe - måske havde det også indflydelse på Vixen (det havde det i hvert tilfælde på mig).


 

Derhjemme har vi trænet lidt med de forskellige LP-øvelser. Der er ved komme flyd på flere af dem, så det går bestemt fremad. Jeg bliver aldrig forfalden til LP. Det er lidt sjovt, for hendes fri ved fod og lineføring i LP-regi ville være fantastisk i markprøve-regi. Men i LP-regi er den faktisk ret dårlig. Det er dog ikke noget, jeg har tænkt mig at gøre så meget ved. Hvis jeg kan ende op med, at hun går nogenlunde afslappet på en markprøve, så er jeg ligeglad med, om hun går skævt.


Nu skal der trænes afleveringer fra vand. Jeg har aldrig vores tæver i vand, når de er i løbetid, så vi har ikke været i stand til at træne på vand i hele april. Og med mindre end én uge til årets første tollerjagtprøve, så er det på høje tid at få køteren i vand. Den første aflevering ender næsten altid på jorden, da hun ikke kan lade være med at ryste sig. Så det skal vi prøve at få styr på inden næste fredag :-)



18. april 2017


Påskeferien er slut


Så er Påskeferien slut. Det har været dejligt at have nogle afslappende dage med tid til hundetræning, hygge med venner, fordybelse i bøger og have tid til at dovne.


Mandag havde jeg en "date" med Martin og Chinook i Karup. Denne gang handlede det om markering. Martin havde fundet nogle rigtig gode steder med forholdsvis vanskeligt terræn. Begge hunde gjorde det rigtig fint og lod sig ikke afskrække terrænet.


Mens vi trænede, gik Leif og Daisy tur i området. Heldigvis for dem kom de tilbage lige i tide til kaffe/te og nybagte kanelsnegle.

14. april 2017


Lam og LP


Langfredag havde vi besøg af Helle, Kim, Cookie og Troja. Planen var, at i skulle have lidt god mad og træne lidt LP - kort sagt "hygge os".


Mens lammet hyggede sig på grillen, fik Leif tid til at tage nogle studiebilleder af Cookie og Troja.

 

Efter maden var det tid til at træn lidt LP-øvelser i haven. Helle havde taget sit spring med, så Vixen kunne prøve det. Det kræver nok lidt flere afprøvninger, inden det sidder i skabet. Vi fik også arbejdet med "stå under gang" og "stillingsskift". Der skal arbejdes en del med dette, inden vi er klar til at vise vores færdigheder til Tollerdays i Bededags-ferien.


Mens vi trænede, gik Kim, Leif  og de ældre damer - Troja og Daisy - en længere tur i Vildbjerg.

11. marts 2017


Mit møde med en hugorm


Tirsdag eftermiddag mødtes Vixen og jeg med Martin og Chinook i Karup - mit nye yndlingstræningssted.


Martin har haft lidt problemer med, at Chinook gik før tid på "back"-kommandoen. Martin kunne dårligt nå at få sin arm løftet, inden hun var smuttet. Så vi startede med at lære hende at blive siddende  - og det tog faktisk ikke ret lang tid.


Herefter gik vi hen til de target-punkter, som vi tidligere har brugt til dirigering. Vi udvalgte tre af punkterne, som vi sendte hundene på og stoppede dem for at sende dem hhv.  back, til højre og til venstre. Vi bevægede os selv rundt i terrænet, når vi havde stoppet dem, så vi kunne sende dem i forskellige retninger. Begge hunde gjorde det rigtig flot. Vixen var så skarp på stoppet og helt fantastisk til at følge mine direktioner.


Vi sluttede af med et par markeringer i et noget vanskeligt terræn. Martin byggede op til dobbeltmarkeringer. Vixen klarede dem fint til den ene side, men hun havde store vanskeligheder til den anden side. Dummyen faldt i en bræmme med tørt, gult græs, og Vixen havde store problemer med at komme fra lyngen og ud i  græsset. Hun blev ved med at løbe langs kanten af græsbræmmen.


Jeg kunne ikke se, hvad hun lavede. Så jeg gik lidt tættere på. Pludselig så jeg en hugorm i græsset. Den lå rullet sammen med overkroppen i et S. Det er første gang, jeg har set en hugorm, så jeg blev nødt til at se lidt nærmere på den. Jeg pirkede til den med en pind. Den var totalt passiv - sikkert fordi det var forholdsvis koldt. Til sidst blev den dog træt af mig og forsvandt  ind i lyngen. Jeg er dødræd for slanger, men samtidig er jeg lidt fasineret af dem, så jeg måtte jo lige tage et billede af den mens hårene i nakken strittede.



Bagefter kastede jeg for Martin og Chinook.

Hun klarede det noget bedre Vixen på  trods af

mine ringe evner til at kaste :-)


Som altid sluttede vi af med en kop kaffe/te og lidt kage - denne gang en havregrynskage :-)

10. april 2017


Løbetid og Tour de Scandinavia


I ugerne 13 og 14 "turnerede" vi i Skandinavien :-) Den 31. marts og 1. og 2. april var vi i Norge. Vi havde for flere måneder forinden arrangeret en træningsweekend hos June og Odd sammen med Helle og Kim og Christina. Efterhånden som weekenden nærmede sig, faldt folk fra. Først måtte Christina melde afbud, da Phoenix fik fjernet en kræftknude i næsen. Så måtte værtinden, June, melde afbud, da Foxy gik i løbetid og skulle parres præcis på det tidspunkt, hvor vi ville være i Norge. Så var det Helle og Kims tur til at melde afbud. Cookie gik i løbetid, og det ville passe med,  at hun var højløbsk, når vi skulle til Norge. Så vi endte med en lille træningsgruppe beståede af Odd/Charlie og mig/Vixen. Leif og Daisy var også med i Norge, men de ville hellere på photo shoot :-)


Odd havde lånt et fantastisk terræn af sin bror. På de tre dage fik vi trænet dirigeringer på land og vand, markeringer og søg. Der var dog også plads til andet end træning - nemlig afslapning, hygge, god mad og vin og en drink i ny og næ :-)


Samme dag som vi tog til  Norge, fik jeg meldt Vixen til en dobbelt tollerjagtprøve i Skåne den 8. og 9. april. Jeg ventede indtil sidste øjeblik med at melde hende til. Hun skulle være gået i løbetid i begyndelsen af marts. Men her i begyndelsen af april var der stadig ikke sket noget. Så kort før deadline tog jeg chancen og meldte hende til. 1½ døgn efter gik hun i løbetid - og så var det farvel til den prøve! Vi skulle ellers have vores debut i åben klasse, så det var lidt surt at måtte melde fra. Da jeg imidlertid havde  lokket Maria og Hali til at deltage, og jeg havde lovet, at jeg ville køre til Skåne, så tog jeg afsted, også selv om jeg ikke selv kunne starte.


Hali startede i åben klasse. Hun manglede en enkelt 1. præmie for at kvalificere sig til vinderklassen - både i Sverige og i Danmark. Om lørdagen lavede de en god præmie. Men desværre fik Hali ikke dirigeringen (en canadagås) hjem. Der var også enkelte andre  småfejl, så vi tænkte begge, at det min. blev en 3. præmie - og måske endda en 2. præmie. Dommeren var ikke enig med os. Hun gav Maria og hali en 0. præmie. Øv!



Søndag gik det til gengæld bedre. Hali arbejdede fantastisk godt, og denne gang fik hun den store canadagås hjem. Dommeren kvitterede med en 1. præmie - og vupti var Hali og Maria kvalificeret til vinderklasse/elite. Så det var en god tur hjem.


Jeg havde glædet mig til at deltage for at se, hvor vi egentlig er henne. Jeg var i tvivl om, hvorvidt vi ville kunne klare dirigeringen. Jeg har set temmelig vanskelige dirigeringer i åben klasse i Sverige. Denne var dog i den lettere ende, og med lidt held, tænker jeg, at Vixen ville kunne have klaret det. Hun har dog aldrig taget canadagås før. De er jo noget større end de grågæs og bramgæs, hun har hentet, så jeg har ingen anelse om, hvorvidt hun ville og kunne bære den.


Uanset at jeg ikke kom til at deltage, så havde jeg en dejlig weekend i Skåne. Jeg så en masse godt hundearbejde. Jeg var især meget imponeret af et afkom efter Vixens kuldbror, Silver - River Fox Freeze of Simo - og hans fører Cornelia Merlöv Larsson. Det lykkedes dem ikke at få dirigeringen hjem om lørdagen, så det blev til en 2. præmie. Søndag lykkedes det hele dog, og de gik derfra med en 1. præmie med HP. Det var simpelthen en fornøjelse at se de to. Hunden arbejdede så flot, og Cornelia førte ham helt fantastisk - roligt og lydløst. Det var virkelig noget, jeg kunne lære noget af. Det var så smukt at se på. Jeg glæder mig til at følge dem. 

5. april 2017


Redreynard's Chichi Cayenne

Chili aka Chilsen aka Chili-Billi 

19. maj 2004 - 21. marts 2017


En stor stjerne er slukket!


Chili var ikke en stjerne i markprøveverdenen. Hun var heller ikke en stjerne i lydighedsringen eller udstillingsringen. Men hun var en stor stjerne i vores liv. Hun har beriget vores liv så meget bare ved at være den hund, hun var. Og det var ene og alene på grund af hende, at vi blev dybt forelskede i denne skønne race – med alle dens positive og negative sider.


Vi har så mange gode minder om hende. Da hun var en lille hvalp, hvor hun jagtede Kristian rundt i huset for at vælte ham omkuld og trække sokkerne af ham - og så var det pludselig Kristian, der jagtede Chili rundt om spisebordet for at få sine sokker tilbage.


Da jeg begyndte på hvalpetræningen i DRK med hende, hvor hun bare var så anderledes end alle de søde labradorhvalpe, der næsten var voksne og fornuftige i hovederne som små hvalpe - hvilket Chili absolut ikke var - og hvilket fik mig til at tvivle på, om jeg kunne finde ud af at træne hund, og om Chili i det hele taget var helt normal.


De mange timers træning på lydighedsholdet, hvor al den gåen i ring fik Chili til at blive mere og mere spændt, og hvor hun til sidst måtte udløse al den opsamlede energi  ved at løbe som en sindssyg 2-3 gange rundt om ringen, inden hun til sidst faldt afslappet på plads ved min side og var klar til at arbejde videre.


Alle timerne, hvor jeg skulle lære hende at samle op og aflevere til hånd. Jeg brugte en hel vinter hjemme i stuen. Da det så endelig lykkedes, og jeg med stolthed skulle vise vores træner, at NU kunne hun - så ville hun ikke samle trænerens dummyer op, fordi vi havde brugt den samme dummy derhjemme hele vinteren. Men også dette overvandt vi, og jeg kan stadig med glæde og stolthed huske, da jeg sendte hende i et frit søg med "fremmede" dummier, og hun bare samlede spontant op og afleverede til hånd.


Alle timerne, hvor hun skulle lære at samle vildt op. Det var ikke  noget, der lå naturligt for hende, men efter mange timers træning samlede hun alt op (på nær ræv).


Alle hyggestunderne i sofaen under tæppet, hvor hun kunne ligge helt stille under en hel episode af Barnaby. Og i sengen, hvor hun var den bedste sengevarmer på en kold vinteraften.   


Alle prøverne i DRK, hvor hun viste, at tollere faktisk kan arbejde - men hvor hun også bidrog til at forstærke opfattelsen af, at de har meget lyd :-)


Jeg husker de  gange, hvor hun var inviteret med på rågeregulering - første gang var hun allerede "oppe i alderen". Hun havde en fest, selv om de der langt fra døde-råger kæmpede en kamp for ikke at blive samlet op. Da hun var med andet år, havde hun helt styr på, hvad der skulle ske: Hun kikkede op i trætoppene, for det var der, det skete.


 

Hun var meget verbal og "snakkende" derhjemme og var god til at gøre opmærksom på sin eksistens. Når vi sloges for sjov, blev hun virkelig verbal (LINK og LINK).


 

Da hun var første hund, var det hende, der lærte alle tricks'ene: Hun kunne gø på kommando, rulle på kommando og give hhv. højre og venstre pote på kommado og meget andet.


En gang, da hun lå på ryggen i sofaen, satte Leif munden ned på maveskindet og lavede pruttelyde. Resten af hendes liv kunne en dyb indånding får hende til at gå grassat.


Hun var mor til vores allerførste kuld - Starwars-kuldet. Fire skønne hvalpe, hvoraf to stadig er i live og dagligt glæder deres ejere med deres tilstedeværelse.

Hun var en god tante til efterfølgende kuld. Ved Vixens første kuld lagde hun mælk ned til  hvalpene. Ved det seneste kuld - Pokémon-kuldet - sad hun troligt vagt udenfor hvalpegården hver dag. Hun var forment adgang efter en operation, hvor hun fik fjernet en kæmpestor fedtknude, hvilket efterlod et 15-20 cm langt sår på brystet, og vi ville ikke risikere, at hvalpene rev i det. Men hvor ville hun  gerne ind til dem.


Hun fik for nogle år siden konstateret spondylose men levede fint med det indtil for ca. 1 år siden. Så  blev det nødvendigt at give hende smertestillende hver dag. Hendes hørelse var også blevet markant dårligere, og vi var faktisk i tvivl om, hvor meget hun kunne høre. Hun har altid haft en lidt selektiv hørelse, men de seneste år er er ingen tvivl om, at hun vitterlig var ved at blive døv.


Hun har efterladt et tomrum hos os - og hos de to andre hunde. Hun var vores allerførste hund - og den første, som vi har måttet sige farvel til.   

13. marts 2017


Træning i Karup


Martin foreslog, at vi skulle mødes og  bl.a. træne lidt fri ved fod. Og det var jo en god idé, så jeg sagde ja tak.


Vi startede med at gå en længere tur fri ved fod med begge hunde. Og de gik begge rigtig fint. Der var faktisk passager, hvor jeg tror, at Sanne ville mene, at Vixen var afslappet :-)


Bagefter fandt vi et rigtig godt sted at øve dirigeringer/lige linjer. Terrænet var udfordrende, så det ville ikke nødvendigvis være en let opgave for hundene. Vi lavede seks targetpunkter med forskellig længde og forskellig sværhedsgrad. Hundene blev sendt en efter en. Der var specielt et af punkterne, der var rigtig svært for Vixen. Vi gik så tættere på, og så lykkedes det for hende.


Vi blev enige om, at vi ville bruge dette område og disse targetpunkter jævnligt den næste tid.

13. marts 2017


Debut i Åben Klasse


Lørdag havde Vixen sin debut i åben klasse på en C-prøve i DRK. Ikke noget at skrive hjem om, men da hjemmesiden jo skal fyldes med noget, så får I historien :-)


Jeg havde egentlig meldt hende til  begynderklassen. Men Jan Jørgensen provokerede mig til at ændre tilmeldingen til åben klasse. Han skrev, om jeg virkelig brugte masser af tid, penge og  kilometer på landevejen til træning i håb om at vi ikke udvikler os. Og det gør vi jo ikke. Og hvilket sted er bedre at prøve kræfter end en C-prøve? Så Vixen blev flyttet til åben klasse.


Jeg var egentlig temmelig afslappet omkring det, da jeg mener, at hun ville kunne løse de fleste opgaver. Hun er ikke særlig erfaren i at søge med makkerhund, og hun har vist sig lidt trykket, da vi prøvede det sidst. Så der var jeg mindre sikker. Normalt er hun dirigerbar, men det er bestemt også en øvelse, der kan fejle, hvis jeg mister  hovedet, eller Vixen vælger at lukke ørerne.


Det, der virkelig bekymrede mig, var fri ved fod. Men det ville jeg være bekymret for uanset klasse! Vi har trænet det rigtig meget i lang tid, og hun går faktisk OK - ikke LP OK, men OK i min  bog. Men......det er jo også først, når musikken spiller, at det kniber voldsomt med impulskontrollen, så alt kunne ske.   


Nå, da jeg var hjælper i begynderklassen, kunne jeg bare mase mig ind, når det passede mig. Jeg valgte lige at se de første hunde i klassen, så jeg havde en idé om, hvad der ventede mig. Så hentede jeg Vixen. Hun gik en rigtig flot fri ved fod fra bilen og op til området. Måske skulle det alligevel lykkes? NEJ, det skulle det ikke! 


Første post var en let enkelmarkering, som hun bare løb direkte ud og samlede op. Men turen hen til posten var virkelig ikke god. Hun gik af hånd én eller to gange, og jeg måtte hæve stemmen.


Efter enkeltmarkeringen fulgtes vi med makkerhunden til det frie søg. Igen fri ved fod. Og "fulgtes" er måske så meget sagt, for igen var Vixen ude og undersøge tingene på egen hånd! Efter hvad der føltes som timer, kom vi hen til området med frit søg. Da jeg havde højeste nummer, var det makkerhunden, der startede. Den brugte lidt tid, inden den kom hjem med første fugl. Jeg stod som på nåle, for jeg var bange for, at Vixen skulle miste tålmodighed og begynde at pibe lidt. Men hun holdt kæft. Da jeg så endelig måtte sende hende, løb hun direkte ud og samlede en kanin op. Herefter blev begge hunde sendt samtidig. Vixen virkede ind i mellem noget trykket, og hun kom flere gange tom hjem og spurgte efter hjælp. Hun fik bragt to kaniner og to ænder, men det lykkedes ikke at få hende ud i sidste række til duerne. Og så sked hun forresten også ude i søget. Hun var ellers luftet og havde allerede skidt to gange den formiddag, men hun var måske også nervøs :-)


Så var det tid til at vi kunne få en tiltrængt puster, mens den anden hund løste dirigeringsopgaven. Da det blev vores tur havde jeg igen mit hyr med at holde hende hos mig (for selvfølgelig var det fri ved fod hen til opgaven). Dirigeringen var en kanin, som lå 40-50 meter inde i noget skov. Hunden skulle sendes over en sti og skråt henover en grøft, hvis man skulle sende dem i en lige linje. Jeg brugte ikke tid nok til at få både mig selv og Vixen ned på jorden, så jeg var sikker på, at vi var enige om, hvor hun skulle hen ad. Hun løb derfor langs stien. Da hun var kommet et stykke ud, stoppede jeg hende og ville sende hende til højre over grøften og ind til kaninen. I samme sekund som jeg fløjtede, så det ud til, at hun selv ville springe over grøften. Men nu havde jeg jo fløjtet. Hun stoppede, men så begyndte hun at løbe imod mig, og så mistede jeg jo muligheden for at sende hende direkte til højre mod kaninen. Resten af opgaven var ikke køn, og hun var ikke for god til at lytte, men hun kom da hjem med kaninen. Dommeren sagde efterfølgende, at jeg lod stå til lidt for længe. Og det har han ret i. Men hvis jeg bakser rundt med Vixen alt for længe, så lukker hun simpelthen ørerne. Så i mit baghoved var der x antal fløjt at gøre godt med og et håb om, at hun selv kom så tæt på, at hun fik færten.


Nå, så var der igen hvad der føltes som adskillige hundrede kilometer fri ved fod til den sidste post: En dobbeltmarkering. Og igen gik hun som lort, og jeg måtte hæve stemmen flere gange. 


Vi blev puttet af vejen, mens makkerhunden fik lov til at løse opgaven. De 20 meter hen til posten var igen fri ved fod, og jeg behøver vel ikke skrive, at jeg var noget verbal.


Den første markering faldt på land - i noget højt græs bag ved en bred grøft. Nr. 2 faldt på vand. Jeg lod Vixen bestemme, og hun valgte vandet først (surprise, surprise). Hun har ikke været i vand siden i efteråret, og da vandet er koldt nu, var jeg  sikker på, at hun ville smide fuglen for at ryste sig, så snart hun kom på land. Det gjorde hun så ikke. Men....hun nåede heller ikke helt hjem med den. Hun samlede dog op igen og afleverede så til hånd. Nr. 2 havde hun lidt svært ved. Hun søgte på den nærmeste side af grøften. Det lykkedes mig dog at få hende skubbet over grøften,  og med et områdefløjt fandt hun fuglen og bragte den hjem. Så jeg fik da vist, at hun kan dirigeres :-)


Så var der ventetid, mens dommeren skrev sine kritikker. Og det tog lang tid. Jeg benyttede lejligheden til at undskylde overfor min makker, at jeg havde været så verbale overfor Vixen. Han var ikke imponeret og var - med god grund - faktisk lidt gal. Han sagde, at det ikke var det store problem for ham, da han var gammel i gårde, og hans hund tog ikke notits af det. Men hvis jeg havde været oppe med en yngre hund, der let bliver presset, så ville det have gået ud af dens præstation. Og det har han jo ganske ret i. I situationen kunne jeg ikke andet end råbe efter Vixen. Men fremadrettet må jeg bare konstatere, at åben klasse først er for os, når vi har fået styr på Vixens manglende impulskontrol.


Den søde dommer gav os en 3. præmie. Han sagde, at vi lå og vippede mellem et 0 og en 3. præmie. Et 0 havde nok været den korrekte præmiering, men han syntes nok, at jeg havde lidt nok :-)   


Læringen her må være, at vi holder os til begynderklassen, indtil vi har fået styr på hendes fri ved fod. Og det må jo så være vores 1. prioritet fremadrettet.   

13. marts 2017


Træning


Så er vi startet på en ny omgang træning hos fru Potepower. Vi startede på et nyt hold i uge 10, og det tegner rigtig godt. Der er nogle gode hunde på holdet med basistræningen i orden, så det vil være muligt for Pernille at gøre det udfordrende.


Inden jeg kørte til Pernille, var jeg en tur forbi Sanne Ammitzbøll, hvor jeg havde meldt os på et trampehold. Jeg  har længe gerne villet træne på hold hos Sanne, og nu lykkedes det så at finde et hold, der passede til os, og på et tidspunkt, hvor vi havde tid.


Jeg var lidt bekymret over, om det bliver for meget for Vixen med to hold lige efter hinanden. Men der var ingen træthed at spore hos hende i tirsdags.


Sannes hold er hver anden  uge. Vi er kun to tilmeldte, så Sannes skarpe øjne er på os hele tiden. Sanne mener, at hundene skal være i stand til at gå afslappet fri ved fod i situationer, hvor de ikke bliver presset. Så første øvelse var en fri ved fod op til postkassen. Her skal det lige nævnes, at Sanne bor langt ude på landet, så postkassen ligger ikke 20 mete fra huset!


Der skulle lidt korrektioner til, men i det store hele gik Vixen ok. Sanne mente endda at hun kunne se, at Vixen i perioder slappede af.


Tilbage fra postkassen blev der smidt et par fugle i græsset. Så skal jeg lige love for, at den afslappede attitude forsvandt. Fuglene blev så skiftet ud med dummier, som vi lagde bag os, gik fri ved fod væk fra dem og fik så lov til at sende hunden, hvis den havde forholdt sig rolig og forholdsvis afslappet.


Det skal nok blive udbytterig træning begge steder, og jeg glæder mig allerede til næste gang, jeg skal afsted.


28. februar 2017


"Slideren"


I begyndelsen af februar fik jeg en mail

fra Vibeke, der ejer Vigger (WT Fudge Brownie). Hun mener, at han er blevet en rigtig teenager, der ikke altid hører efter :-)


Vibeke træner med ham i den lokale

hundeklub på Ærø, og de to fik klubbens vandrepokal "Slideren" for deres arbejde i 2016.


Vibeke sendte mig dette billede af Vigger

og pokalen. jeg ved ikke med jer. Men bortset fra at være en lækkermås, så synes jeg, at han ser en smule overlegen ud :-)

25. februar 2017


Træning med Poké-ungerne


I dag var vi i Haunstrup for at træne med de jyske Pokémons. Vi havde egentlig aftalt at mødes kl. 13.00. Men vejrudsigten sagde regn fra omkring frokosttid, så vi rykkede træningen frem til kl. 10.00. De har stadig alle hvalpepels, og den er ikke designet til kold regn. Vi slap nu ikke helt for regnen, og det var også temmelig koldt, men det lykkedes os at få trænet lidt.


Det var tydeligt at se, at alle havde fået trænet hjemme. Vi trænede lidt kontaktøvelser, dut på hånd, fremsendelse til låg. Som noget nyt trænede vi lidt indkald og lineføring. Og de var dygtige alle sammen. Vi sluttede af med, at de fik lov til at lege. 


Der var selvfølgelig kaffepause. Erling havde bagt kage, og Birgit havde taget chokolade med.


Meldingerne her efter træningen har været, at hvalpene er trætte og meget rolige :-)

23. februar 2017


Vi tramper løs!


Det værste, jeg kan udstætte Vixen for - rent stressmæssigt - er tramp. Det er så hårdt for hende at gå på linje og se dummyer/vildt blive kastet og de andre hunde få lov til at hente dem. Af den grund prøver jeg at komme til at trampe, så snart det er muligt. I lørdags trampede vi hos Pernille i tre stive timer. Uha, det tog hårdt på den lille iltre dame. Ikke desto mindre klarede hun det faktisk bedre, end  jeg havde frygtet. Der var lidt lyd, og lydigheden kunne være bedre. men i det store hele var det OK. Hun blev sendt på både markeringer og dirigeringer - nogle af dem blinde. Også det gjorde hun fint.


Men det er altså svært for hende, og det kræver virkelig træning at få styr på det. Derfor har vi meldt os på et trampehold hos Sannes Hundecenter. Vi skal gå hver anden uge - fem gange  i alt.   Holdet starter allerede kl. 17.30, så det vil kræve, at jeg tager tidligere fri, hvis jeg skal nå derned. Og efterfølgende har jeg faktisk træning hos Pernille. Nu må vi se, hvor hårdt det tager på rævetøsen. Men måske vil en times tramp betyde, at der er ro på ved Pernilles træning :-)

18. februar 2017


Tollerdays


I Bededags-ferien afholder Tollerklubben Tollerdays, hvor der afholdes jagtprover/working test, sporprøver, lydighedsprøver og udstilling. Det hele afholdes i og omkring Randers.


Jeg har naturligvis meldt Vixen til jagtprøven. Helle og jeg talte om, at det kunne være grundlaget for en hyggelig campingtur med hundeprøver, god mad, kold rosé og en mojito eller to. Så vi har fået lokket Leif og Kim med. Helle og Kim har lejet en hytte på en campingplads, og vi har fået en plads til campingvognen lige overfor hytten. Det bliver så hyggeligt :-)


Nu da vi alligevel havde afsat tre dage i Tollerens tegn, besluttede vi at melde Vixen og Cookie til udstillingen. Helle ville desuden prøve kræfter med lydighed - LP2. Jeg tænkte så, at det da kunne være sjovt at prøve kræfter med en lydighedsprøve med Vixen (og en god lejlighed til at træne noget mere fri ved fod), så hun er nu meldt til LP1. Uha, uha, det bliver spændende at se, hvordan det går.  Jeg tror, at vi har styr på en del af øvelserne, men der er også nogle, der skal indlæres fra begyndelsen. Og her er jeg jo glad for, at jeg har en klikkerklog hund. Vi er allerede begyndt med lidt klikkertræning og omvendt lokning, og det går faktisk fremad. Og lige nu er der jo lang tid til prøven :-)


13. februar 2017


Årets Jagttoller


Vixen er blevet Årets Jagttoller i Tollerklubben. Det er jo noget tid siden, jeg fik det at vide, så det kom ikke som nogen overraskelse. Men jeg havde glædet mig til at få overrakt prisen, som er en glastingest med et lasergraveret billede af den vindende hund. Billedet er et, som Leif har taget til lejligheden. Derudover fik hun et diplom OG en titel (vores første): KLBVJ16. (Jeg tror, det står for Klubvinder Jagt 2016). Hun fik også en vandrepokal og en pose foder (som jeg dog donerede tilbage til klubben, da vi ikke bruger dette mærke).


Præmien blev overrakt i Vonge på klubbens første udstilling. Der var - som vanligt - også præmier til Årets Sportoller, Årets LP-toller og Årets Udstillingstoller (han og tæve).


Jeg synes, at den der glastingest er vildt flot, og jeg er SÅ glad for den. Den er i mine øjne eftertragtet. Så vi må heller få styr på tingene, så vi kan komme i betragtning til den i år :-)


Vixen måtte for øvrigt dele titlen med en anden hund - Annettes Cana. For første gang var der pointlighed. Og det skal nok også siges, at det ikke var de store, imponerende resultater, der bragte os titlen. Pointene er  baseret på de to  bedste resultater på årets danske tollerjagtprøver. Pga. løbetid/parring og en aflyst prøve, deltog vi på to af årets fire (tre) prøver med en 2. og en 3. plads som resultat. Så det var jo ikke imponerende. Men som Maria skrev i sin kommentar, så har hun jo gjort det godt både i DRK-regi og til den svenske tollerspeciale. Så det er da ikke helt galt.


Leif og jeg fejrede titlen med frokost på Bone's med Helle og Kim.   

11. februar 2017


Frit søg-kursus hos Potepower


I dag har jeg været på endnu et kursus hos Potepower. Denne gang var temaet frit søg for åben klasse-hundene. Vixen har egentlig ikke problemer i søget, men hun mangler noget træning i at søge med andre hunde.


Pernille og Tommy havde forberedt tre forskellige søg til os, og alt i alt gik det faktisk fint. I det ene af søgene virkede Vixen lidt trykket af den anden hund, så det er ikke noget, vi er færdige med at træne.


Nogle gange kan man få tips, som man undrer sig over, at man ikke selv har tænkt over. Det skete i dag. Vixen går fra en troldand i søget. Efterfølgende spørger Tommy, om jeg vil prøve at sende hende på den, for at få hende til at samle den op. Det vil jeg gerne. Jeg lægger den 10 meter ud til en tilbagesending. Da jeg kommer tilbage til Vixen, beder Tommy mig tage Vixen og gå yderligere 3-4 meter tilbage. Jeg undrer mig lidt, da jeg tænker, at afstanden jo er lidt ligegyldig. Men......det var jo slet ikke afstanden, Tommy tænkte på. Han kunne se, at Vixen var 112% klar over, at hun skulle sendes, når jeg kom tilbage. Derfor ville han have mig til at bryde hendes forventninger ved at gå de 3-4 meter længere tilbage. Hmmm, så logisk og lige til højrebenet, men alligevel ikke noget, jeg ville have tænkt over selv.


Pernille tog billeder af hundene. Hun tog nogle supergode  billeder af Vixen, som jeg gerne vil dele med jer:


 



6. februar 2017


Hverdag igen


Så er hverdagen startet igen. Hvalpene er flyttet hjemmefra, og det er tid til at koncentrere sig om job, de andre hunde og måske få ryddet lidt op derhjemme og gjort rent.


Den 30. januar tog jeg en tur i skoven med Vixen og et udvalg af dyr fra fryseren. Et af dyrene var den fiskehejre, som Martin har været så sød at give os. Jeg var lidt spændt på, hvad Vixen ville synes om sådan en fyr. Jeg er klar over, at vi aldrig vil møde en fiskehejre på en prøve, men jeg synes, det er sjovt at se hendes reaktion på vildt, der er lidt specielt. Nå, men jeg sendte hende på en kort tilbagesending. Og hun var bare spontan. Desværre er sådan en fyr ikke så let at løbe med i munden. Man kan falde i den lange hals, de lange ben - og i dette tilfælde også den brækkede vinge, der hang ned på jorden. Men det fik ikke Vixen til at opgive. Hun samlede den op igen og fik den afleveret. Jeg optog en lille film om det, som man kan se her. Kvaliteten er ikke så god.


Bagefter lavede jeg et lille søg med en due, en and, en krage og en skade. Også det fik jeg lavet en lille film om, som kan ses her. Igen - kvaliteten er ikke god.   


Lørdag den 4. februar mødtes vi med de fire jyske hvalpe i Haunstrup. Jeg har overtalt Helle til at hjælpe mig med at lave lidt hvalpetræning for dem. Denne første gang gik der lidt ged i den, da hvalpene fik lov til at lege sammen, inden vi startede træningen. Det er jo normalt et "no go". Og vi kunne da også mærke på  både energien og koncentrationen, at dette ikke er rækkefølgen fremover. Men bortset fra det, så var det skønt at se dem lege sammen igen. Der var nogle af dem, der var meget vilde. Og så var de vokset i løbet af de få  uger fra de rejste hjemmefra til nu.


Hvalpene blev introduceret til placeboard, dut på hånd, fremadsendelse til godbid på låg. Og vi fik snakket lidt om, hvordan man starter lineføring op.


Jeg er glad for, at Helle har lyst til at være en del af dette, for jeg kan godt mærke, at det er lang tid siden, at jeg har trænet hvalpe :-)


Vi har planlagt yderligere to træninger, og det er meningen, at der kommer flere. Det bliver sjovt at følge dem.


Desværre er der jo lidt langt til Haunstrup fra Sjælland. Men heldigvis har de to sjællandske hvalpe fundet ud af at lave noget sammen. Leif og jeg finder et tidspunkt, hvor vi har mulighed for at komme derover og hjælpe dem med lidt træning.


Da hvalpene var trænet færdig, var der - naturligvis - kage og kaffe. Ja, der var faktisk hele to kager, for både Caroline og Birgit havde bagt til os. Her  blev der også tid til at få en snak om hvalpene, deres opdragelse, deres hverdag etc.


Da kaffen var overstået, var det tid til, at Vixen og Cookie skulle trænes lidt. I mellemtiden var Martin dukket op sammen med Chinook. Vi havde alle sammen lidt vildt med, så der blev lavet et frit søg. Men inden fik Cookie lov til at hilse på hr. Fiskehejre, der var blevet tøet op i dagens anledning. Hun skulle lige se ham an men tog ham så villigt. Som med Vixen var det ikke nogle flotte apporteringer, da hundene altså falder i enten halsen, benene eller den brækkede vinge, der hænger og dingler.


Vixen var bare god i det frie søg. Der var spontane opsamlinger over hele linjen, hun dækkede området godt og gik ikke i stå, hvis det tog tid at finde noget. Vi havde bl.a. lagt en gås ud. Men selv om det er et stykke tid siden, vi har arbejdet med gås, så var der ingen slinger i valsen. Dejlig pige.


Video af apportering af fiskehejre


Video af lille frit søg


2. januar 2017


Tillykke med fødselsdagen


Tillykke til Ben & Jerry-kuldet, der bliver 2 år i dag.