• GB
  • DK
  • < tilbage 10-06-2025 - 13:44

    Oprykning til Eliteklassen

    Den 9. juni afholdt Tollerklubben jagtprøver ved Silkeborg. Jeg havde tilmeldt Tsula og håbede på, at vi kunne komme igennem klassen med en præmiering. 

     

    Siden dobbeltprøven på Sjælland har hun været en tur forbi Christians magiske hænder (Magtor). Det viste sig, at hun rent faktisk havde nogle ting, der trængte til at blive justeret - og som kunne være en forklaring på hendes manglende glæde og fart i træningen. 

     

    Vi har ikke trænet ret meget mellem de to prøver. Jeg havde hende ude et par gange i ugen op til prøven - max. 30 min. hver gang. Og hun var anderledes at træne med, som jeg tror har med Christians behandling at gøre.

     

    Terrænet i Silkeborg var rigtig dejligt. Vi arbejdede omkring en lille sø med masser af bevoksning. Ansmygningen til skjulet foregik dog på  bar mark, som var fyldt med gåselort, hvilket var en udfordring for flere af hundene. Åbningen til søen var på 15-20 meter, og i selve søen var der masser af åkander og siv. 

     

    Ansmygning og tolling gik rigtig fint. Tsula fulgtes fint med mig, var lydhør og helt afslappet under pauserne. Efter tollingen kom en enkelt vandmarkering, som landede i området med siv. Tsula gik direkte i vandet og havde ingen problemer med at finde anden, som blev bragt fint til hånd. 

     

    Herefter stillede vi os foran og lidt til højre for skjulet og gjorde klar til en dobbeltmarkering. Den første faldt, hvor den enkelte vandmarkering var faldet - måske lidt bag den. Den anden blev kastet fra den anden side og faldt noget længere ude og et godt stykke til højre for den første. Jeg sendte på den sidstkastede først, og Tsula havde ingen problemer med at finde den - og fin aflevering til hånd. Den næste blev lidt noget rod. Jeg sendte Tsula og til min store overraskelse valgt hun at løbe langst vandkanten ud til området, hvor skytte og kaster stod. Det var der mange andre hunde, der havde gjort før hende, men Tsula plejer faktisk at gå direkte i vandet. 

     

    Hvis det havde været træning, ville jeg have stoppet hende, kaldt hende tilbage og sendt hende igen. Men fordi vi var på prøve - og især fordi Tsula har haft en tendens til at "pakke lidt sammen", når jeg korrigerer hende, valgte jeg at tro og håbe (som man ellers aldrig må ifm. hundetræning). Kasteren fortalte efterfølgende, at hun var løbet ud til deres pose med vildt, man da han havde stillet sig ved siden af den, havde hun fattet budskabet og var gået i vandet. Hun kom dog ikke helt ud til anden og gik i land igen. Her kaldte jeg hende hjem, sendte hende igen og dirigerende hende derud (noget dommeren sagde, at jeg skulle have gjort fra starten - men han kender heller ikke vores baghistorie). Denne gang svømmede hun direkte ud, samlede op og afleverede fint til hånd. 

     

    Så var der en fri ved fod til området med søg. I søget skulle hun hente fire ænder. Hun arbejdede virkelig pænt med god fart og trak nogle gode færter, og de fire ænder kom ret hurtigt hjem. 

     

    Vi sluttede af med en kort dirigering mod en lille ø, hvor der lå en krikand. Hun skulle sendes ud igennem lidt siv. Til min store glæde var der ingen slinger i valsen. Hun fik et ekstra "back" igennem og ellers var jeg tavs, indtil hun kom op på øen, hvor hun fik en søgekommando. Haps, og hurtigt tilbage og fin aflevering til hånd. 

     

    Den mundtlige kritik fra dommeren var meget positiv, og som første hund den dag var han tilfreds med fri ved fod, som han kaldte "nydelig". Det er stadig nyt for mig at blive rost for fri ved fod, så det er noget, jeg nyder at høre. 

     

    Dommeren mente, at hunden ikke skulle belastes for, at jeg som førere ikke tidligere tog styringen på nr. 2 i dobbeltmarkeringen. Jeg var dog alligevel indstillet på en Very Good pga. af dobbeltmarkeringen. men til min store overraskelse og endnu større glæde, gav han os Excellent, hvilket betyder, at Tsula nu er kvalificeret til Eliteklassen. 

     

    Dommeren har på kritikken noteret under helhedsindtrk, at vi er et godt makkerpar, og at hunden lystrer alle signaler. 

     

    Uanset om vi havde fået Very Good eller Excellent, er jeg rigtig tilfreds med Tsulas indsats. Det var tydeligt, at hun havde mere energi og lyst, og vores akilleshæl - dirigeringen - tog hun bare så fint og stort set uden hjælp fra min side. 

     

    Det kan godt være, at Tsula nu er kvalificeret til eliteklassen, men foreløbig bliver vi i åben klasse. Primært fordi jeg mener, at vi mangler noget træning til eliten. Jeg har set eliteklasser, som jeg mener, vi fint kunne have klaret, men jeg har også set eliteklasser, hvor vi i den grad var kommet til kort. En anden grund er, at jeg er tilmeldt åben klasse i Sverige, og hvis jeg stiller i eliteklassen i DK inden Tollerspecialen, kan jeg ikke gå tilbage og stille i åben klasse i Sverige. 

     

    Det var en dejlig dag i Silkeborg med hyggeligt selskab af søde tollerfolk og deres søde hunde. 

     

    <