• GB
  • DK
  • < tilbage 04-08-2025 - 11:04

    Vixens bidrag til forsking hos KU Sund

    Tilbage i sommeren 2021 stod jeg i en af de værste situationer i mit liv. Min højtelskede toller, Vixen, havde netop fået konstateret kræft i maven, og det var kun et spørgsmål om få måneder, inden jeg skulle sige farvel til hende. Selv om jeg godt vidste, at hun ikke kunne helbredes, surfede jeg rundt på nettet for at finde mere information om hunde og kræft i maven.

     

    Jeg fandt selvfølgelig ikke en kur. Men jeg fandt det næstbedste – nemlig en oversigt over forskningsprojekter på KU Sund (tidl. Landbohøjskolen). Et af de forskningsprojekter, de arbejdede med, havde til formål at finde biomarkører / tidlige forstadier til kræft via blod og afføring. Det var noget, der vakte min interesse.  Jeg tog derfor kontakt til den dyrlæge, der ledede projektet og tilbød hende det, hvad hun havde brug for fra min hund – hvilket var blod og afføring. Vixen var jo allerede diagnosticeret via scanning og endoskopi. Hvis dette ikke havde været tilfældet, ville KU Sund have gjort det gratis. Afføringen var let at samle ind, mens jeg var en tur forbi dyrlægen for at få tappet blod. Blod og afføring blev sendt til København sammen med mine dagbogsnotater om Vixens sygdom.

     

    For nylig kontaktede jeg så den forskningsansvarlige dyrlæge for at høre, hvad der var kommet ud af projektet. Og til min meget store glæde var der faktisk kommet noget positivt ud af deres forskning. For jer, der kunne have lyst til at læse artiklen, er her et link: https://onlinelibrary.wiley.com/doi/10.1111/jvim.16530

     

    Kort fortalt har de brugt 44 hunde fra forskellige lande i deres studier - 24 med gastrointestinal cancer, 10 med kronisk inflammatorisk enteropati og 10 raske hunde. De har undersøgt, om det var muligt at finde biomarkører i afføring og/eller blod, som kunne bruges til at skelne imellem, om hunden har cancer, enteropati eller er rask. Og de fandt faktisk disse biomarkører. Og ved tidligt på en let måde at kunne skelne imellem disse to sygdomme, kan man hurtigt komme i gang med den rigtige behandling – som måske/måske ikke kan helbrede hunden. Lige nu arbejder de på at videreudvikle disse test, så de kan komme ud til dyrlægerne, som så hurtigt og let kan diagnosticere hunde med mave-/tarmproblemer.

     

    Det var jo det bedste resultat, jeg kunne håbe på, og jeg er så glad for, at jeg lod Vixen deltage i det. Hvis denne test havde været en mulighed, da Vixen blev syg mere end et år inden diagnosen, kunne en simpel afføringsprøve måske have ændret skæbnen for min hund. Nu kan testen forhåbentlig ændre andre hundes skæbne.

     

    KU Sund er ikke det eneste universitet, der forsker i vores kæledyrs sygdomme. Hos SLU, som er den svenske pendant til KU Sund, har de i mange år forsket i de autoimmune sygdomme, som vi desværre også ser hos tolleren. Derudover er de også begyndt at interessere sig for kræft i tolleren, som de mener at se oftere end tidligere. SLU er også altid meget interesseret i at modtage prøver fra syge dyr til deres forskning.

     

    Hvis du er interesseret i at se, hvilke forskningsprojekter KU Sund har gang i, så tag et kik her: https://dyrehospitalet.ku.dk/forskning/patienter_til_projekter/

     

    Hvis man vil vide mere om forskningen i autoimmune sygdomme og cancer i tollere hos SLU, kan man læse mere her: https://tollarklubben.se/avel-halsa/tollarprojektet/

    <