Så er vi kommet hjem fra dette års Tollerspeciale i Sverige. I år blev det afholdt i Falun i et helt fantastisk område.

Som altid er det en fornøjelse at være med. Det er skønt at møde gamle venner og at lære nye at kende. Og det er en god mulighed for at se en masse godt hundearbejde i de forskellige klasser. Lørdag var jeg hjælper i eliten, og det var fedt at være “tæt på”, for det var ikke den mest publikumsvenlige prøve.

Torsdag skulle Tsula og jeg i ilden. Hun var tilmeldt i juniorruten, som er en begynderklasse, hvor hundene skal være under 3 år. Hundene i juniorruten konkurrerer om den uofficielle - men meget eftertragtede - titel “Juniortollarmäster”, hvor der også er tilknyttet en udstilling.

Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg havde forventet, at Tsula og jeg ville gøre det godt på prøven (og ikke så godt på udstillingen [😉] ). Hun har været utrolig stabil og kan øvrelserne på det niveau. Men, men, men……træerne vokser ikke ind i himlen. Vi lagde rigtig godt ud med en fin ansmygning, hvor hun bare fulgtes så pænt med mig. Tollingen var også rigtig fin, og første vandmarkering gik også godt. Da hun kom hjem, havde hun et grebskifte ifm. at hun kom op af vandet. Anden blev afleveret i hånd, og jeg gjorde klar til næste vandmarkering. Men så gjorde dommeren mig opmærksom på et hul i anden! Og så siger reglementet, at prøven er slut.

Jeg var noget chokeret over det hul og kan stadig ikke helt forstå det. Tsula har en meget (for meget) blød mund, og der var ingen stress, så jeg kan simpelthen ikke forstå det. Dommeren var næste lige så overrasket og nævnte også Tsulas bløde mund.

Men reglerne er helt klare, så det blev en meget kort prøve for vores vedkommende.

Det er ikke en underdrivelse at sige, at jeg var ked af det. Det tog lidt tid, inden jeg igen synes, det var sjovt at være til Specialen.

Området omkring Falun er fantastisk smuk, og vi havde mulighed for at nyde det. Det blev også til en omgang minigolf på campingpladsen.