Denne weekend afholdt Tollerklubben dualarrangement – ja, faktisk tre dualarrangementer – jagtprøve/udstilling, working test /udstilling og spor/udstilling.
Jagtprøver og working tests blev afholdt i går i Søby, mens sporprøverne blev afholdt andetsteds. I dag mødtes alle så til en udstilling på Randbøldal Camping.
Jeg havde meldt Tsula til åben klasse på jagtprøverne – vores debut i åben klasse. Jeg havde en tro på, at det kunne lade sig gøre at komme igennem med skindet på næsen. Vi har trænet en del blinde dirigeringer – både over vand og på land, og Tsula havde ingen problemer med sin tiltro til mig.
Da vi var i Sverige til Specialen, var jeg ude og træne med to andre - begge med hunde i eliteklassen. Jeg havde lagt nogle dirigeringer ud til blinde dirigeringer over vand. Jeg kunne godt se, da jeg kom tilbage, at de måske var blevet lige lovlig lange. Men jeg trænkte, at det nok gik. Det gjorde det så ikke! Tsula kom næsten derud men mistede så troen og vendte om. Jeg prøvede at sende hende tilbage nogle gange, men hun havde opgivet. Jeg blev temmelig insisterende og pressende hende en del. Det gjorde ikke noget godt for hende, og hun lykkedes stadig ikke med at komme deroer. Nå, men hun kom i land og fik en markering, som hun hentede fint. Og så var træningen færdig.
Et par dage efter var vi til prøve, hvor hun jo til min store overraskelse lavede et hul i anden. Jeg var ret overbevist om, at det ikke var hende, der havde lavet det hul.
Da vi kom hjem fra Sverige, tog jeg til Gullestrup, hvor vi havde arbejdet med nogle targetpunkter over vand. Hun havde været der flere gange inden turen til Sverige. Jeg lagde dummyer ud, hentede Tsula i bilen og linede hende op. Da jeg sagde ”back” blev hun stående. Jeg sagde ”back” igen – og denne gang gik hun ud til siden og begyndte at snuse. FUCK!!!
Jeg må indse, at jeg havde overskredet hendes grænser, og nu havde hun ikke lyst til det der vanddirigering.
Efter råd fra Aase er jeg nu gået tilbage i min træning. Selv dirigeringerne på land ser hun blive lagt ud. På land er der ingen som helst tøven, men det har knebet på vand. Vi træner ude i Haunstrup, hvor der ikke er ret langt over til den anden bred. De sidste par gange har Leif været ovre og sætte de store dirigeringsdummyer op. I fredags gjorde han det samme. Hun havde ikke set dem blive sat ud, men de lyste op som fakler og er helt umulige at overse. Jeg valgte at prøve at sende hende som på en dirigering. Og hun gik direkte i, svømmede over og kom fint hjem med den.
Jeg tror på, at vi nok skal få løst problemet.
Jeg har fået en ordentlig en over snuden og lært (hvad jeg allerede godt vidste), at Tsula ikke er en hund, man skal presse. Og slet ikke i indlæringen af noget nyt.
Og jeg tænker også nu, at det hul i den and i Sverige nok alligevel var lavet af Tsula.
Jeg er utrolig glad for at have Aase ved min side, så vi kan få løst denne hurdle.
Det var ikke svært for mig at trække hende fra prøven. Og da jeg så åben klasse i lørdags, var jeg virkelig glad for, at jeg havde gjort det. Der var vandmarkering på 50 meter, hvor reglementet foreskriver 35 meter, og vandgangen var ned ad en meget stejl skrænt på 3-4 meter og direkte ned i svømmedybt vand. Dirigeringen lå også på den anden side, hvilket er iht. reglementet. Jeg er ikke sikker på, at vi var lykkedes med den prøve uanset.
Vi træner nu videre og bygger langsomt op – både på afstande, blind/ikke blind og ikke mindst tillid.
Jeg var blevet spurgt, om Kenne Wildmountain Tollers ville sponsere en gave til dualarrangementet. Og det ville vi meget gerne. Vi valgte, at vores sponsorat skulle være en dummy til "hjælpernes favorit". De hunde, der klarer sig godt, skal nok få masser af ros, gaver og opmærksomhed. Men de, der af den ene eller anden grund ikke klarer sig helt så godt, bliver glemt. Jeg vil skynde mig at sige, at det ikke er min idé. Jeg har hugget den fra Sverige, hvor de - i hvert tilfælde til Specialen - deler "Funktionærens pris" ud.
Søndag var Tsula jo meldt til udstilling – mest fordi det jo var et dualarrangement, og hvis hun havde klaret sig godt på prøven, så var det værd at gå efter titlen. Hun er dog stort set uden pels og ser ikke særlig tiltalende ud. Jeg overvejede, om jeg skulle trække hende, men tænkte, at nu havde jeg betalt, så kunne jeg også lige så godt løbe et par runder i ringen med hende. Jeg tænker dog nu, det havde været bedre for os begge, hvis hun var blevet hjemme. Hun fik dagens eneste ”Good” og en ikke særlig flatterende kritik. Så det var med ludende skuldre, at jeg kørte hjemad. Tsula er heldigvis ligeglad, for hun ved, at hun er den dejligste – og i øvrigt vil hun heller hente ænder end løbe venstresving. Det kommer til at gå noget tid, inden hun igen kommer på udstilling.