I weekenden den 21. og 22. september afholdt Tollerklubben prøver på Valdemarkilde Gods ved Slagelse. Jeg havde meldt Tsula til åben klasse uden at vide, om vi ville være klar. Jeg har arbejdet meget med at bygge tilliden op igen i dirigeringsarbejdet, og der er bestemt sket fremskridt. Så sent som et par dage før prøven var jeg dog ikke helt klar over, om jeg skulle trække mig. Jeg valgte at tage afsted med strenge ordre til mig selv om, IKKE at presse hende, hvis det skulle vise sig, at dirigeringsarbejdet ikke ville lykkes. Vi ville jo få noget erfaring på de andre poster, og erfaring er jo altid godt.
Lørdag var det Hanne Søndebroe, der skulle dømme åben klasse. Vi var fire hunde, og jeg var nr. 2. Vejret var dejligt; solen var ved at vinde over tågen, men det var endu køligt.
Det var et spændende område med to mindre søer. Der var meget høj bevoksning over det hele men det var blevet slået flere steder omkring prøveområdet, så vi kunne lave ansmygnning og tolling. Pga. mange deltagere havde man besluttet at indsætte en ekstra dommer i stedet for at lave lodtrækning. Jeg tror, vi alle satte stor pris på det.
Prøven startede som altid med ansmygning og tolling – 25 stk. i alt. Begge dele gjorde hun rigtig fint. Jeg mistede dog en tollingbold i noget bevoksning. Tsula søgte intenst efter den men kunne ikke finde den. Jeg smed derfor en ny bold, men den så hun ikke, fordi hun stadig var i gang med at lede. Så jeg hev den tredje og sidste bold op af lomme og sørgede for, at hun denne gang så den 😊
Efter tollingen var det tid til en dobbeltmarkering på vand. De to ænder landede ikke så langt fra hinanden. Tsula havde helt styr på dem, og det var ikke noget problem at få begge ænder hjem. Så kom dirigeringen, som jeg jo var meget i tvivl om ville lykkes. Til mit held lå den næsten samme sted som markeringerne – dog lidt længere ude på søen og i kanten. Jeg sendte Tsula afsted, og hun hoppede glad i vandet. Da hun kom på højde med det sted, hvor hun havde samlet markeringerne op, satte hun farten lidt ned. Hun fik et enkelt ”back”, og kom op i fart igen. Hun gik på land, jeg stoppede hende og sendte hende ”back” igen. Det fik hende i vandet, og hun svømmede det sidste stykke til anden.
På vej hjem med dirigeringen, blev der kastet en distraktion på vand. Det er jo noget, vi har trænet meget, og Tsula plejer at markere det, der falder og så ellers komme hjem med det, hun havde i munden. Og det gjorde hun også denne gang. Hun drejede rundt i vandet, markerede anden, vendte rundt igen og kom hjem og afleverede. Og det var ikke noget problem efterfølgende at sende hende på distraktionen.
Så var det tid til en landmarkering, som hun ikke havde nogle problemer med.
Vi sluttede af med et søg i et større område med meget vegetation og en kanal med forholdsvis stejle kanter, der skulle forceres. Hun lavede et effektivt søg, brugte næsen rigtig godt og kom hjem med fem ænder.
Jeg var utrolig tilfreds med hendes indsats. Der er altid små ting, der kan blive bedre, men overordnet set, gjorde hun i mine øjne et virkelig flot stykke arbejde. Dommeren var åbenbart enig og gav os en 1. præmie. Det er jo mega dejligt at få en 1. præmie i en klasse man stiller i for første gang, og jeg var da også helt vildt glad. Men jeg var mest glad for, at alle momenter i prøven gik så fint, og at vi fik dirigeringen hjem uden de store problemer (og ja, vi var lidt heldige men det er også OK).
På dag 2 var prøven flyttet til den anden – og lidt større – sø, og det var Maria Petersen, der dømte. Denne gang var Tsula første hund. Det kan jeg egentlig godt lide, for når man ikke har set prøven forinden, kan man ikke nå at gøre sig alle mulige forestillinger om, hvordan den skal klares. Og det kan for mig være en fordel.
Setup’et var det samme – ansmygning og tolling, som hun gjorde rigtig fint. Så kom der en dobbeltmarkering på vand. Den første faldt på åbent vand, men nr. 2 dumpede ned i vandkanten og forsvandt i sivene. Jeg kunne faktisk ikke selv den men havde en ide om, hvor den var. Jeg sendte Tsula og hun var hurtigt ude og hente den første. Da jeg ville sende hende på nr. 2, var det tydeligt, at hun ikke anede, at der var en and mere. Jeg prøvede at dirigerere hende over i nærheden i håbet om, at hun så ville fange færten, men det lykkedes ikke. Jeg tog hende tilbage og sendte igen – men hun var clueless. OG – jeg havde lovet mig selv, at jeg ikke ville presse. Så efter at have givet det et par forsøg, sagde jeg til dommeren, at jeg ville stoppe her. Dirigeringen, som var lige efter dobbeltmarkeringen, lå igen næsten samme sted som nr. 2 markering, så det ville jo have været fantastisk, hvis jeg havde fået hende derover. Men sådan skulle det ikke gå.
Jeg vil lov til at lave de resterende momenter, som var et søg i et område med meget høj vegetation på den anden side af en kanal med lidt stejle kanter. Det var skønt at se, hvordan hun arbejdede i søget. Hun var bare besluttet på at finde de ænder og bringe dem tilbage. Når hun fik en fært, arbejdede hun virkerlig på den, indtil hun fandt anden. Hun havde i begyndelsen lidt svært ved at komme op af kanalens kant men fandt et sted, som fungerede. Og det var så det, hun brugte.
Sidste moment var en markering på land, som blev kastet oppe på en mark. Der var en del terrænskifte på vej derud, og Tsula begyndte at søge lidt tidligt men fandt ud af, at hun skulle længere ud. Og hun kom da ogå hjem med den ret hurtigt.
Da jeg stoppede ifm. vandmarkeringen, fik vi selvfølgelig et 0. Men hvor var jeg glad for, at hun arbejdede så flot under alle de øvrige momenter på prøven.
Der er ingen video fra prøven, da hverken Leif eller Helle var med 😊
Det var så årets sidste prøve. Nu venter vi på løbetid (forventet 3. oktober), hvor der forhåbentlig skal parres.