• GB
  • DK
  • < tilbage 05-06-2026 - 12:12

    Dual workingtest i Fjelster

    Den 5. juni skulle Tsula og jeg prøve kræfter med endnu en eliteklasseprøve - denne gang på dummyer. Prøven var en del af dual workingtest-konkurrencen og blev afholdt i Fjelster. Og denne gang lykkedes det os faktisk at træde op på første trin på præmieringsskamlen (Good). Hvorvidt det var mere end fortjent, vil jeg lade andre vurdere. 

     

    Efter at have fået NS på de seneste to prøver, tog jeg ikke afsted med de store forhåbninger. Men jeg er nødt til at arbejde videre på de udfordringer, vi har, så selv om jeg måske mest havde lyst til at blive hjemme, så tog vi afsted.

     

    Det var Håkan Linde fra Sverige, der dømte. Han er virkelig en behagelig dommer at være oppe hos.

     

    Jeg har prøvet at skitsere prøven på et kortudsnit.

     

    Vi startede som vanligt med ansmygning og en masse tollinger afbrudt af et par lange pauser. Tsula gjorde det så fint. Der var intet at klage over her.


    Så kom en dobbelt vandmarkering på linje - pænt lange. Jeg sender hende på den første, som hun henter uden problemer. I mellemtiden var den sidst kastede markering næsten nået ind til bredden. Tsula låste, da jeg ville sende hende, og der skulle en del støtte til. Da hun først kom lidt ud, svømmede hun dog fint ud og hentede dummyen. Dommeren sagde, at jeg skulle være opmærksom på, at søget lå på land - hvis hun skulle finde på ikke at svømme retur. Jeg havde fløjten klar, men hun vendte om på vandet og svømmede hjem med dummyen.


    På vej hjem med dummy 2, blev der skudt til søget. Jeg misforstod dommeren og troede, at søget også lå langs de to bredder på vej ned til bunden af søen. Det gjorde det så ikke. Men da havde jeg allerede sendt hende skråt over vandet. På det tidspunkt var jeg ikke opmærksom på dirigeringen på den anden side af søen - lige i den retning, jeg havde sendt Tsula. Tsula fik færten af den, og jeg fik travlt med at få hende stoppet og sendt mod søget. Så der blev en del handling. Hun kom dog ned i bunden af søen og søgte fint. Det var meget tydeligt, når hun trak nogle færter. Hun tog hver gang turen hjem i høj fart via den bred, vi stod på.


    På vej hjem med den sidste dummy fra søget blev der skudt to skud - til de to dirigeringer. Den første dirigering var den på den anden side af bredden. Jeg sender, hun fryser, går lidt frem men hænger så fast. Jeg kalder hende tilbage, trækker vejret dybt (hvisker til hende, at hun godt kan), sender igen og så svømmer hun bare over. Et stop på den anden side af bredden og så et back. Og hjem kom hun med dummyen.


    Den næste dirigering var jeg ikke optimistisk omkring. Det var en forholdsvis lang pg skrå tur over vand, og her har vi nogle mangler. Jeg sender hende - igen tøven og en masse handling. Hun kommer afsted men begynder at svømme over mod den modsatte bred efter et stykke tid. Jeg lader hende gøre det med håbet om, at jeg ville kunne dirigere hende på den anden side. Hun stoppede, da jeg bad hende om det og gik til højre efter mine anvisninger. Hun kommer så for langt op i skoven i stedet for at løbe langs bredden, så løber hun op af skråningen. Der var masser af træer og buske på skråningen, så flere gange kan jeg slet ikke se hende - og opdager hende så først, da hun næsten er tilbage ved udgangspunktet. Der må en del handling til, men jeg får hende til sidst derud, giver hende et områdesøg og vupti, havde hun dummyen. Hun vælger at løbe retur langs bredden inde bag nogle træer.  Det gør, at hun misser den sidste markering. Hun hører skuddet og lyden, da dummyen lander på vand. Men hun ser den ikke.


    Da jeg skal sende hende på den, låser hun igen, og jeg har problemer med at sende hende. Men igen får jeg hende afsted, og hun henter dummyen.


    Alle afleveringer var flotte og i hånden.

     

    Jeg fik en rigtig fin mundtlig og skiftlig kritik af dommeren, men hendes behov for støtte etc. talte jo ikke til hendes fordel. Så jeg var meget glad for at få et Good.


    Det var bestemt ikke et prangende stykke arbejde, men jeg er så utrolig glad for, at vi - med hiv og sving - lykkedes med at løse alle opgaverne og ikke mindst, at jeg fik hende afsted alle de gange, hvor hun tøvede.


    Jeg arbejder stadig på at finde ud af, hvorfor hun igen er begyndt at tøve og fryse. Håkan gav mig noget at tænke over.


    Tak til Erik Aalund/Gilpa - Hundefoder & Kattemad for den flotte foderpræmie og til Petland for en bøtte chondrosport fra Canvit, så jeg kan holde min hunds led sunde og stærke.
     

    < Tilbage