Da Chili begyndte at blive ældre, og muligheden for at starte på prøver med hende forsvandt pga. hendes lyd, begyndte jeg at overveje at få en ny hund.

Med årene havde vi begge fået et større indblik i racen, og vi vidste lidt mere om, hvad vi ville have.

I dette tilfælde var det primære for os at finde en hvalp af nogle gode arbejdslinjer uden lyd. Jeg var langt omkring i min søgen, og var bl.a. på vej til Canada efter en hvalp. Jeg blev så gjort opmærksom på et kuld i Tyskland. Efter at have skrevet lidt sammen med opdrætterne, Doris og Thomas Hoffmann, lød det som noget for mig.

Da kuldet var knap 7 uger, tog vi turen til Gersthofen lidt nord for München. Det var en meget positiv oplevelse. Vi var meget imponerede af deres hunde. Foruden Vixens mor, Bella, havde Doris og Thomas også Vixens morfar - Boots - boende. Han er en pragtfuld han, som var udlånt fra Canada.

Fra starten imponerede Vixen os. Vi hentede hende i Berlin, og hun snorksov under hele turen. Denne holdning til tilværelsen fulgte hende siden. Hun var rigtig god til at slappe af i den situation, hun var i.

Rent arbejdsmæssigt var Vixen som en sportsvogn. Hold da fast, hvor hun bare ville og kunne. Problemet var, at jeg ikke helt besad evnerne til at få det bedste ud af hendes potentiale. Og i begyndelsen var jeg så usikker på, hvordan jeg skulle træne hende, at jeg forsøgte mig med flere forskellige former for træning. Hun blev bl.a. klikkertrænet i DcH Bording. Jeg er bestemt tilhænger af klikkertræning og operant indlæring - men jeg må efterfølgende nok erkende, at det var ikke den rigtige træning til det, jeg ville bruge Vixen til. Jeg skulle have fokuseret meget mere på ro helt fra starten.

Vi gik også til træning i DRK, og på et tidspunkt begyndte vi at træne hos Pernille Lillevang (Potepower). Her blev vi virkelig udfordret med opgaver, der krævede noget af os. Det var også opgaver, der medførte en del stress, og jeg var uvidende om, hvordan jeg skulle håndtere stressen. De seneste 3 år af Vixens liv trænede jeg hos Trond Gjøtterud, og her fandt jeg en måde at håndtere både hendes og min stress.' på. Og selv om jeg kunne se forbedringer, var det for sent at få helt styr på stressen. Men vi rykkede os helt klart.

I starten gik jeg på nogle prøver i DRK, og Vixen opnåede at blive bedste hund i begynderklassen på en C-prøve. Senere begyndte vi på prøver i Tollerklub-regi med svingende resultater. Hun opnåede dog at blive Årets Jagttoller i både 2016 og 2017 - noget som jeg er meget stolt af.

Hendes bedste resultat i Tollerklub-regi var en 1. præmie i åbenklasse.

Vixen var en drøm at arbejde med - på trods af stressen. Hun var totalt fokuseret på opgaven, og kunne arbejde bukserne af de fleste andre tollere i Danmark.

I januar 2020 begyndte Vixen at kaste op. Hun blev undersøgt, og da hendes bugspytkirteltal var let forhøjende, konkluderede dyrlægen, at hun havde bugspytkirtelbetændelse. Hun blev sat på et andet foder, og det hjalp i meget lang tid. Først i det tidlige forår 2021 begyndte hun igen at kaste op. Denne gang noget voldsomt, og der var blod i opkastet. Jeg skiftede dyrlæge, som foreslog, at vi fik hende undersøgt grundigt denne gang. Så turen gik til Anicura, hvor hun blev scannet og fik en kikkertundersøgelse, hvor de tog biopsier af mavesækken. Desværre fik vi den værst mulige besked: Vixen havde kræft i maven, og der var ikke noget, vi kunne gøre. Dyrlægen foreslog, at jeg fik det bedste ud af den sidste tid med hende. Dette var i juni 2021. Efter nogle gode måneder, måtte vi i september erkende, at nu var det tid til at sige farvel til Vixen.

Vixen blev aflivet hjemme i stuen, og vi var alle sammen med hende - inkl. Tiva. Hun blev kremeret og står nu på en hylde i stuen.

Vixen vil for altid være min hjertehund og den store stjerne i mit liv. Hun er én af den slags hunde, man kun får én gang i sit liv. Jeg vil for evigt være Doris og Thomas taknemmelig for at vise mig den tillid at sende hende med mig hjem. Og jeg vil altid være Vixen taknemmelig for at bære over med mig - for det har hun virkelig gjort.