Den 15. oktober var der kenneltræf hos Drömhultet – Tsulas opdrætter. Jeg havde simpelthen sådan glædet mig til det. Vi, der har hvalpe fra ABBA-kuldet, har en FB-gruppe, hvor vi er meget aktive. Så vi følger med i hinandens hvalpeliv. Så selv om jeg egentlig føler, at vi kender hinanden, så er det jo noget helt andet at møde både Tsulas søskende og deres ejere.

Leif og jeg kørte til Sverige efter arbejde om fredagen. Vi har 5-6 timers kørsel, og vi orkede ikke at skulle op før F….. fik sko på lørdag morgen.

Turen gik fint. Hundene er supergode at køre med. De lægger sig bare til at sove.

Jeg havde booket et værelse til os på et hotel ca. 20 min. kørsel fra Ann og Thomas. Og efter ca. 6 timer på farten, ramte vi Hotell Eken Mölndal. Jeg havde booket det på nettet og havde selv en opfattelse af, at vi fik et værelse med dobbeltseng. Det gjorde vi ikke! Leif låste op og gik halvvejs ind i rummet. Jeg skubbede lidt til ham for at få ham hele vejen ind, men det viste sig, at der var en god grund til, at han ikke gik helt ind. Vi havde pakket en pæn stor kuffert, hvor alle vores ting var i. Det er lettere at pakke den i bilen end flere små tasker. Men det viste sig, at kufferten faktisk fyldte en del af værelset op.  Værelset var vel lidt bredere end en pæn stor dobbeltseng – og af samme grund var der ikke en dobbeltseng i værelset, men derimod køjesenge 😊 Vi (læs: jeg) besluttede ret hurtigt, at Leif skulle i øverste køje. Det var vist bedst for alle parter.

Gulvpladsen var også ret beskeden, så vi måtte stille vores pænt store kuffert i brusekabinen. Så den blev flyttet frem og tilbage, når vi skulle i bad.

Da det var tid til at komme i seng, kunne vi ikke finde en trappe til øverste køje. Heldigvis var der en stol, så den måtte Leif op på. Han måtte stille sig på ryglænet, og jeg agerede modvægt imens. Han kom op uden uheld, og selv om sengen knagede og bragede, hver gang han rørte på sig, så blev den hængende deroppe hele weekenden. Hundene måtte være i min seng, så der blev lidt overfyldt.

Nå, men alt fungerede og værelset var rent og pænt, så det var ikke noget problem. Og vi skulle jo kun sove der.

Lørdag morgen kørte vi så de sidste km til Hällingsjö og kennelmama og kennelpapa. Fra Tsulas kuld var det kun Simba, der ikke deltog. Han havde fået dårlig mave, og Malin havde derfor valgt at blive hjemme. Fra Disas første kuld kom tre hvalpe. Derudover var Idunn – hvalpenes fars menneske – der. Desværre havde hun ikke pappa Aron med, da hun var fløjet ind fra Oslo. Men forhåbentlig ser vi  ham på Tollerspecialen til næste år.

Vi startede med at træne lidt sammen. Tsula opførte sig pænt, og selv om der var en del lyd flere af de andre hunde, så var det ikke noget, der smittede af på Tsula. Efter lidt tid delte vi os op, så kuld 1 kunne lave noget mere udfordrende træning, mens vi med hvalpe fra kuld 2 lavede noget, der var mere på vores niveau. For at undgå for meget stress, besluttede vi at have én hund ude af gangen. Vi lavede lidt tilbagesendinger, hvor vi primært koncentrerede os om afleveringer. Både Lotta og Nelson var ikke helt så pjattede med at aflevere men ville hellere tage et par æresrunder med dummyen. Det er dog noget, der kan løses, og det skal de nok få styr på. Sally manglede også lidt på afleveringer. Men…..der er ingen tvivl om, at dette kuld har en masse motor og gerne vil arbejde. Vi skal bare have lært dem ”reglerne”. Og så holde stressniveauet så lavt som muligt.

På et tidspunkt blev der taget lidt vildt op. Tsula har kun stiftet bekendtskab med en and en enkelt gang, siden jeg fik hende. Det var i sommer nede hos Helle, og den unge dame var noget oppe og ringe over den spændende and. Så den blev hurtigt pakket væk, og jeg besluttede, at det kikker vi på igen, når Tsula har lært spillereglerne (at man bærer pænt og roligt og ikke mindst, at man afleverer det, man samler op). Jeg var ikke helt sikker på, at vi var der endnu. Men jeg tænkte også, at det nok var ok lige at prøve en and med Tsula i snor. Så vi gik med raske skridt hen mod anden, Tsula fik en apportkommando og samlede anden op. Jeg rakte min hånd ned, og anden blev afleveret i min hånd. “What the f….” – tænkte jeg. Der er godt nok sket fremskridt. Vi prøvede lige én gang til –  bare for at være sikker. Men den var god nok; anden blev samlet spontant op og afleveret til hånd. Der var også taget et par krager, og jeg tænkte, at der nok ikke kunne ske noget ved at prøve en krage. Til min store overraskelse og glæde tog hun den lige så spontant som anden og afleverede den til hånd. Igen – "what the f…!" Nå, men det var jo overordentligt dejligt at se. Og nu er der ingen grund til at blande vildt ind i vores træning det næste lange stykke tid. Nu skal vi arbejde på at være mere sikker på alle basistingene.

Lidt senere, da der var ved at være opbrud og der ingen hunde var på området, gik jeg afsides med Tsula for at træne lidt højre/venstre. Hun gjorde det rigtig fint. Jeg gav hende en fri-kommando bagefter, og hun tullede afsted. Pludselig tog fanden ved hende. Hun drejede 90 grader skarpt til højre og satte farten op til 110 km/t. For sent gik det op for mig, hvad der lige var sket. Hun havde fået færten af de to krager, der lå på græsset i området. Der var intet, jeg kunne gøre for at standse hende. Jeg så for mig, hvordan disse to krager ville blive splittet fra hinanden, og de bedste dele ville måske ville blive spist. Så da hun samlede en af kragerne op, fløjtede jeg hjemkald, så spyttet stod ud af fløjten. Og hvad skete der lige? Jo, Tsula kom blæsende hjem til mig. Hun tog godt nok en tur rundt om mig, og jeg måtte have fløjten i munden igen. Men så kom hun også lige så fint og afleverede kragen til hånd. Jeg kunne næsten ikke få vejret. Var min lille hund lige kommet hjem og havde afleveret en krage til hånd, når hun havde muligheden for at løbe væk og splitte den ad??? Jeg blev helt varm indeni. Og igen – vildt kan lægges væk igen, og vi kan arbejde videre med at blive sikre på alle de andre ting.

Tiva var i løbetid, så Leif havde hende ude for sig selv nogle gange. Men det blev vist en temmelig kedelig weekend for hende ☹

Vi blev hængende til aftensmad hos Ann og Thomas sammen med Ingrid, Marie (begge ejere af ABBA-hvalpe) og Idunn, og det blev en hyggelig aften med pizza og lidt vin – og en masse snak.

Søndag morgen gik turen hjem til Vildbjerg igen.

Tak til Ann og Thomas for jeres gæstfrihed.

P.S. Da vi pakkede søndag morgen, ville Leif lige tjekke, at der ikke var noget, der var trillet ind under sengen. Det var der ikke; men han fandt stigen til øverste  køje 😉